8 måneder efter bruddet

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere ved hvad jeg skal gøre. Min ex sluttede vores forhold for godt 8 måneder siden efter godt 5 år sammen. Bruddet kom meget pludseligt. Vi havde snakket om at vi i nærmeste fremtid skulle giftes og stifte familie så det hele tog hårdt på mig. Han grundede det kulturelle forskelle (han er udlænding) og at han ikke elskede mig. Jeg brød helt sammen. Jeg kunne slet ikke overskue det og var så såret.
På mit daværende arbejde mødte jeg nogle måneder efter en fyr som jeg datede. Tror lidt jeg havde brug for opmærksomheden og kærtegn, men fandt temlig hurtig ud af at det ikke var løsningen at hoppe i favnen på en anden (som faktisk også viste sig at være gift, men sørme lige glemte at nævne det)når jeg egentlig stadig elskede min ex. Da min ex fandt ud af det blev han rigtig sur. Han grad og fortalte at han stadig elskede mig, men havde været nød til at sige de ting han gjorde og være "stærk" for at jeg skulle acceptere brudet. Efter hæftige diskusioner genoptog vi kontakten i godt tre måneder. Vi var ikke kærester men opførte os som om vi var på alle måder undtagen at han jo var flyttet ud og ikke overnattede. Efter tre måneder fik jeg nok. Jeg sagde til ham, at det var enten eller med mig. Han valgte eller. Det er godt en måned siden nu. Han skriver en gang om ugen om hvad end han lige kan finde på. Sidste gang var det om jeg havde fået min menstration!
Mit problem er, at jeg er så indebrændt på ham over en masse ting der skete før og efter bruddet, over at han tog 5 år af mit liv og så grunder bruddet med kulturelle forskelle. Jeg var sgu også dansker og mig da han mødte mig. Så kunne han jo havde sagt det dengang. Alligevel er der en stor del af mig der elsker ham så højt. Jeg er så sur på mig selv. Jeg er ikke kommet et skridt videre på 8 måneder. Jeg står i stampe. Jeg føler mig ikke parat til at indede et nyt forhold men jeg er samtidig bange for om jeg nogensinde kommer til at føle mig parat. Jeg fylder min hverdag med de daglige gøremål. Tager ekstra arbejde i weekenderne, træner og gør alt for at undg at tænke på ham og lige meget hjælper det. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op mere. Er der nogen som har nogle gode råd/erfaringer?

som skandinavere evner at bære.

Tror du missede pointen for indlæget totalt. Jeg har fortsat lige så stor respekt for udlændinge som jeg har for danskere så det var bestemtikke et udspil til at kritisere udlændinge!

efter bruddet skriver du....
Det har jo, så vidt jeg kan se været et 8 måneders brud. Først for en måned siden gik han - igen. Men skriver stadig til dig.
Stop den sæbeopera NU. Det er slut. Cut forbindelsen HELT. Ellers går dine følelser helt i laser.
NEJ - du er ikke klar til et nyt forhold - det vil bare være en redningsplanke.
Find dig selv. Brug den tid det ta'r. At komme på plads indeni tager tid.
Kom ud i verden og find dig selv på ny.
Good luck my friend....[s][s][s][s][s]

Tror du har ret. Var også derfor jeg sagde til ham enten eller. Jeg kunne simpelthen ikke blive ved med at stå der i ingenmandsland. Jeg tror bare jeg har lidt svært ved at være alene og tænker hele tiden at nu er det jo også 8 måneder siden. Men jeg har nok ikke tænkt over det som du siger, et 8 måneders langt brud.
Tak for indlæget🙂

, eller noget lignende, no joke det har virket for mig efter i lang tid at have følt det som om jeg blev trukket rundt med en snøre og krog i hjertet, bevares jeg blev lidt mere kynisk og min sentimalitet forsvandt næsten, men jeg fik kappet båndet til hende.

på problemerne.

Du valgte selv at binde dig til ham.Enhver ved da at det er med risiko at binde sig til en fra et andet land,special hvis vedkommende er muslim.Du har været alt for forelsket til at kunne se klart dengang.Lad ham være i fred,for det bliver aldrig jer alligevel.
Pris dig lykkelig for at i ikke blev gift.Dun skal nok kommme videre i dit liv,men du må selv gøre noget for det.Håber du er blev klogere efter det brud.Lige børn leger bedst.

Ja jeg valgte selv at binde mig til ham. Og ved du hvad, hvis jeg møder en ny mand igen når jeg er klar til det, er jeg 100% ligeglad med om kan kommer fra Danmark, Nordpolen, Nordkorea eller Libanon. Det er ikke det der er vigtigt. Jeg ser på mennesket ikke herkomsten! Der er altid en risiko ved at binde sig, ligemeget hvor den anden person kommer fra. Lige børn leger bedst, hvad er det for noget sludder i denne sammenhæng! Ja jeg er blevet klogere, men igen, det har noget med mennesket bag og ikke herkomsten jeg er blevet klogere på.

Det er kun spildte år, hvis du ikke lærer at tage de år med ind i dit liv fremover. Du kan ikke fortrænge det som er hændt og heller ikke dine følelser (jo du kan måske netop fortrænge, men ikke fjerne fortiden som jo har gjort dig til den du er i dag).
At kaste sig over alle mulige aktiviteter, tror jeg ikke er løsningen, for travlhed er ikke det samme som ægte aktivitet(den aktivitet der kommer af en indre nødvendighed) og kan derfor heller ikke fjerne smerten. Den vil ligge der som en truende angst under det hele - bare det at du skriver du frygter du ikke kan binde dig til en ny osv., det tyder på du nok ikke gør det rette lige nu.
Du har haft nogle følelser ude hos en mand, der ikke værdsatte dig nok. Så når de stadig hænger derude et sted går opgaven vel ud på at du får hevet dine følelser tilbage, så de igen bliver dine egne - og det 200%. Så du bør tage dig af dig selv og gi dig selv al den kærlighed han ikke ville/kunne investere i dig. Det er meget godt at græde ud i begyndelsen, men herefter må man være barsk og slippe det elskede "objekt" derude. Det er samme proces hvadenten man selv går eller "bliver gået". Den person angår ikke længere ens fremtid - sådan skal man tænke, hvis man ønsker det optimale og ikke vil leve på et falsk grundlag.
Lige nu er det uvæsentligt om du møder en anden. Du skal først vinde dig selv tilbage. Men der er da ingen der hindrer dig i at begynde at glæde dig til næste gang du bliver forelsket. Det kommer jo en dag - så hank op i dig selv og se på alle dine attraktive sider som du godt vil have spejlet en dag i en forelskelse. Så finder du nemlig en der passer til dit virkelige jeg og ikke en der passer ind i den fremmedgjorte person du selvfølgelig er lige nu. Men det er da virkelig hårdt, det du har oplevet, når I overnikøbet havde planer om at giftes.😮
Kan godt forstå du blev såret - men herefter må du indse han ikke er manden for dig. Jeg ville skubbe ham helt og aldeles ud af mit liv. Det vedkommer ham da ikke længere hvornår du har menustration heller!!!
Nej man skal aldrig satse på en mand, der ikke er fast i sine følelser - der må være et stabilt grundlag af kærlighed, som man kan bygge et forhold på. Det er alt for usikkert at overlade sit følelsesliv til så tvetydig og svag en person som ham du beskriver. Men nogle kvinder gør det med glæde og lader mændene køre rundt med dem i årevis (nogle et helt liv) - men det er spild af gode kræfter. Så drop ham endelig helt og aldeles og tag sagen i egen hånd - men uden vrede, bare som en erkendelse at du må videre med dit liv nu.
Og det har selvfølgelig ikke noget med ens nationalitet at gøre det brud her..det er noget almenmenneskeligt mellem mænd og kvinder i oplever.
Håber for dig du snart finder dig selv, du lyder ret seriøs 😉
Pusser [f]