Mænd og økonomi
Jeg har brug for hjælp til at forstå dette.
Jeg har kendt denne mand i 25 år. For 5 år siden blev vi gift og boede vi sammen i et halvt år, hvorefter vi blev skilt. I den periode blev jeg behandlet med benzodiacepiner og var for at sige det mildt temmelig tåget i hovedet, hvilket gør det svært for mig nu, at huske helt præcis, hvorfor vi blev skilt efter så kort tid.
Siden er jeg blevet medicinfri og fik opbygget en god og økonomisk stabil tilværelse.
Denne mand genoptager så kontakten med mig igen for tre år siden. Han kørte hver uge 150 km for at besøge mig og ringede så godt som hver dag. Langsomt begynder jeg at få tillid til ham. Han forklarer, at grunden til at vi ikke kunne finde ud af det før, var fordi han var presset af dårlig økonomi, hvilket gjorde ham opfarende og tvær, men at han nu, efter at have fået en gældssanering havde fundet sig selv og følte sig i ro med sig selv.
Da vi har kendt hinanden så længe kender han udmærket mine holdninger og livsværdier. Han ved, at jeg altid har orden i økonomien og sætter en ære i at svare enhver sit. Han ved, at jeg mener at man skal behandle hinanden ordentligt og være ærlig. Altså de helt normale værdier, de fleste mennesker lever efter.
Han bruger 2½ år på at få mig til at stole på ham, tro på at han har ændret sig efter gældssaneringen og siger alle de rigtige ting, så jeg til sidst føler mig tryg ved ham og siger ja til at flytte sammen med ham.
For at han ikke skulle føle, at han flytter ind i mit hjem og for at vi virkelig kunne føle, at vi havde noget sammen, beslutter vi at sætte min landejendom og hans hus til salg, for at købe et andet sammen. Jeg har heste og han har altid ønsket sig et lille landbrug, så det virkede som det helt rigtige.
Vi lagde budget sammen, regnede og regerede som man nu gør, når man kigger økonomi. Tallene så gode ud, så der var ikke noget rent økonomisk at betænke sig på.
Jeg solgte mit sted og vi købte et nyt sammen. Min ejendom blev solgt med det samme og da hans hus endnu ikke var solgt, var det mig, der klarede udbetalingen. Det så jeg slet ikke som et problem og skødet blev skrevet, så vi begge ejer stedet i lige fordeling.
Vi valgte at lade hans bank ordne hushandlerne.
I starten gik det rigtig godt, men efter 3 - 4 måneder, syntes jeg, at der var nogle mærkelige ændringer.
Det tog sin tid med at få hans hus sat til salg. Da jeg endelig insisterede på, at nu skulle der ske noget og han tog mig med for at se huset, (Nej, jeg havde faktisk ikke set det før, vi havde jo altid været hos mig pga hestene) fik jeg et mindre chok. Huset var ubeskriveligt rodet, beskidt og slet ikke vedligeholdt. Han undskyldte sig med, at han ikke havde gjort noget ved det, fordi han hellere ville bruge sine fridage hos mig.
Jeg gik i gang med at få huset bragt i orden og gjort nok i stand til at det kunne sættes til salg.
Han stod for kontakten til banken, men alting trak meget ud. Til sidst blev papirarbejdet endeligt færdigt, men banklånet var blevet noget større, end vi først havde kalkuleret med. Jeg fik en lang forklaring på, at det var fordi der skulle være til forbedringer. Lidt underligt, for jeg havde en del overskud fra min ejendom og dem kunne vi da bruge til det. Jeg var vist naiv, for jeg forlangte ikke at få det nærmere beskrevet.
Hjemme havde vi nogle alvorlige diskussioner, hvor jeg syntes, at han mest af alt reagerede som et urimeligt barn. Han kom og gik, som han ville og deltog kun nødigt i de ting, der nu engang skal gøres, når man har sådan et sted. (Hestene passer jeg selv) Han undskyldte med, at han var stresset fordi hans hus ikke blev solgt og at han havde haft et uheld med sin vogn. (han er vognmand). På trods af uheldet, så økonomien slet ikke anstrengt ud.
Så nærmede efteråret sig og så revnede ballonen.
Det viste sig, at han har en kæmpe skattegæld, erhvervet EFTER hans gældssanering, han hverken har fortalt mig eller banken om. Han havde for øvrigt heller ikke betalt skat for i år og hans årsindkomst kun er det halve af, hvad han havde skrevet i budgettet.
Jeg blev selvfølgelig temmelig rystet. Især da han sagde, at han helt bevidst ikke havde fortalt mig, om gælden, for så var jeg jo ikke gået med til at købe noget sammen med ham.
Jeg er dybt rystet og mener, at han har været både uærlig og uansvarlig.
Vi har haft nogle meget anstrengende samtaler, men han fastholder bare, at jeg skal se at blive glad igen og at jeg med tiden vil vænne mig til det og sætte pris på, at han nærmest fuppede mig, så han kunne få sit landsted.
Samtidig mener han, at jeg er nød til at acceptere det, da jeg ikke sådan uden videre kan finde et sted til mig selv og hestene. Altså, at jeg med hans ord ”hænger på den”.
Han mener også, at jeg skal være taknemmelig over, at han ikke slår mig.
Hvad får en mand til at gøre dette?
Og ...hvordan får jeg reddet mig ud af dette rod uden alt for mange skrammer?
Jeg har kendt denne mand i 25 år. For 5 år siden blev vi gift og boede vi sammen i et halvt år, hvorefter vi blev skilt. I den periode blev jeg behandlet med benzodiacepiner og var for at sige det mildt temmelig tåget i hovedet, hvilket gør det svært for mig nu, at huske helt præcis, hvorfor vi blev skilt efter så kort tid.
Siden er jeg blevet medicinfri og fik opbygget en god og økonomisk stabil tilværelse.
Denne mand genoptager så kontakten med mig igen for tre år siden. Han kørte hver uge 150 km for at besøge mig og ringede så godt som hver dag. Langsomt begynder jeg at få tillid til ham. Han forklarer, at grunden til at vi ikke kunne finde ud af det før, var fordi han var presset af dårlig økonomi, hvilket gjorde ham opfarende og tvær, men at han nu, efter at have fået en gældssanering havde fundet sig selv og følte sig i ro med sig selv.
Da vi har kendt hinanden så længe kender han udmærket mine holdninger og livsværdier. Han ved, at jeg altid har orden i økonomien og sætter en ære i at svare enhver sit. Han ved, at jeg mener at man skal behandle hinanden ordentligt og være ærlig. Altså de helt normale værdier, de fleste mennesker lever efter.
Han bruger 2½ år på at få mig til at stole på ham, tro på at han har ændret sig efter gældssaneringen og siger alle de rigtige ting, så jeg til sidst føler mig tryg ved ham og siger ja til at flytte sammen med ham.
For at han ikke skulle føle, at han flytter ind i mit hjem og for at vi virkelig kunne føle, at vi havde noget sammen, beslutter vi at sætte min landejendom og hans hus til salg, for at købe et andet sammen. Jeg har heste og han har altid ønsket sig et lille landbrug, så det virkede som det helt rigtige.
Vi lagde budget sammen, regnede og regerede som man nu gør, når man kigger økonomi. Tallene så gode ud, så der var ikke noget rent økonomisk at betænke sig på.
Jeg solgte mit sted og vi købte et nyt sammen. Min ejendom blev solgt med det samme og da hans hus endnu ikke var solgt, var det mig, der klarede udbetalingen. Det så jeg slet ikke som et problem og skødet blev skrevet, så vi begge ejer stedet i lige fordeling.
Vi valgte at lade hans bank ordne hushandlerne.
I starten gik det rigtig godt, men efter 3 - 4 måneder, syntes jeg, at der var nogle mærkelige ændringer.
Det tog sin tid med at få hans hus sat til salg. Da jeg endelig insisterede på, at nu skulle der ske noget og han tog mig med for at se huset, (Nej, jeg havde faktisk ikke set det før, vi havde jo altid været hos mig pga hestene) fik jeg et mindre chok. Huset var ubeskriveligt rodet, beskidt og slet ikke vedligeholdt. Han undskyldte sig med, at han ikke havde gjort noget ved det, fordi han hellere ville bruge sine fridage hos mig.
Jeg gik i gang med at få huset bragt i orden og gjort nok i stand til at det kunne sættes til salg.
Han stod for kontakten til banken, men alting trak meget ud. Til sidst blev papirarbejdet endeligt færdigt, men banklånet var blevet noget større, end vi først havde kalkuleret med. Jeg fik en lang forklaring på, at det var fordi der skulle være til forbedringer. Lidt underligt, for jeg havde en del overskud fra min ejendom og dem kunne vi da bruge til det. Jeg var vist naiv, for jeg forlangte ikke at få det nærmere beskrevet.
Hjemme havde vi nogle alvorlige diskussioner, hvor jeg syntes, at han mest af alt reagerede som et urimeligt barn. Han kom og gik, som han ville og deltog kun nødigt i de ting, der nu engang skal gøres, når man har sådan et sted. (Hestene passer jeg selv) Han undskyldte med, at han var stresset fordi hans hus ikke blev solgt og at han havde haft et uheld med sin vogn. (han er vognmand). På trods af uheldet, så økonomien slet ikke anstrengt ud.
Så nærmede efteråret sig og så revnede ballonen.
Det viste sig, at han har en kæmpe skattegæld, erhvervet EFTER hans gældssanering, han hverken har fortalt mig eller banken om. Han havde for øvrigt heller ikke betalt skat for i år og hans årsindkomst kun er det halve af, hvad han havde skrevet i budgettet.
Jeg blev selvfølgelig temmelig rystet. Især da han sagde, at han helt bevidst ikke havde fortalt mig, om gælden, for så var jeg jo ikke gået med til at købe noget sammen med ham.
Jeg er dybt rystet og mener, at han har været både uærlig og uansvarlig.
Vi har haft nogle meget anstrengende samtaler, men han fastholder bare, at jeg skal se at blive glad igen og at jeg med tiden vil vænne mig til det og sætte pris på, at han nærmest fuppede mig, så han kunne få sit landsted.
Samtidig mener han, at jeg er nød til at acceptere det, da jeg ikke sådan uden videre kan finde et sted til mig selv og hestene. Altså, at jeg med hans ord ”hænger på den”.
Han mener også, at jeg skal være taknemmelig over, at han ikke slår mig.
Hvad får en mand til at gøre dette?
Og ...hvordan får jeg reddet mig ud af dette rod uden alt for mange skrammer?