Mordet på stadionspeakeren 2
Kommissærkollegaerne Viktor Tjup og Julie Smældmann gav sig til at fotografere den afdøde stadionspeaker, mens et par ordinære betjente stod vagt, så ingen anden længere kunne trænge ind i gerningsrummet.
Julie kiggede fortørnet på Verner: ”Hvor har du gjort af pistolen?”
”Jeg har ikke taget nogen pistol. Har afdøde den ikke i hånden?”
”Nej. Der er ingen pistol her. I øvrigt er det også tydeligt, at han er blevet skudt i ryggen. Så det kan ikke være selvmord,” forklarede Viktor: ”Men døren var låst indefra, siger du?”
Verner kiggede forvirret på døren: ”Der sad ingen udvendig, da jeg første gang forsøgte at komme ind. Og der sidder en indvendig nu. Så det kan vel ikke være anderledes.”
Julie grundede: ”Altså er morderen usynlig nu. Eller også er han forsvundet gennem væggen.”
”Mystisk,” erkendte Verner og kløede sig i nakken: ”Det er jo en umulighed.”
”Har nogen kunnet anbringe den nøgle indvendig, efter du er kommet herind?” spurgte Viktor og spejdede ud af vinduet, hvor kampen endnu var i gang. Heldigvis havde tilsyneladende ingen andre observeret noget.
”Ham den skæggede mand, gik med ind. Han kunne muligvis have anbragt nøglen i nøglehullet, mens jeg tog pulsen på manden der.”
”Tog pulsen! Var det virkelig nødvendigt?” Julie forundredes og gav plads til teknikeren John Svale: ”Husk også at tage fingertryk på nøglen der. Det er grangiveligvis nøglen til mordgåden.”
Viktor ser bolden prelle af på overliggeren: ”Hyj! Hvor lang tid gik der, fra du hørte skuddet, og til du kom herind?”
”Jeg tror dårligt, der gik et minut. Måske halvanden.”
”Godt. Det vil sige, at pistolen ikke kan være langt væk. Den skal findes.”
Julie observerede mudrede fodspor på gulvet og tog sit forstørrelsesglas frem: ”Du har vel ikke stået på et mudret sted på tilskuerpladsen?”
Verner løftede sine fødder en af gangen og tjekkede sine såler: ”Nej. Der var ganske rent, hvor vi stod.”
”Vi! Du var altså ikke alene her?”
”Nej. Min gode nabo, Georg Smed, er her også. Det er vel irrelevant?”
”Givetvis. Kunne det tænkes, at den skæggede herre – find hurtigst muligt ud af, hvad han hedder – har kunnet fjerne pistolen, mens du tjekkede pulsen?”
Verner tænkte sig grundigt om: ”Nej. Hvor skulle han havde taget den fra. Havde den ligget på gulvet, havde jeg da observeret den, allerede da jeg trådte herind.”
Julie kiggede fortørnet på Verner: ”Hvor har du gjort af pistolen?”
”Jeg har ikke taget nogen pistol. Har afdøde den ikke i hånden?”
”Nej. Der er ingen pistol her. I øvrigt er det også tydeligt, at han er blevet skudt i ryggen. Så det kan ikke være selvmord,” forklarede Viktor: ”Men døren var låst indefra, siger du?”
Verner kiggede forvirret på døren: ”Der sad ingen udvendig, da jeg første gang forsøgte at komme ind. Og der sidder en indvendig nu. Så det kan vel ikke være anderledes.”
Julie grundede: ”Altså er morderen usynlig nu. Eller også er han forsvundet gennem væggen.”
”Mystisk,” erkendte Verner og kløede sig i nakken: ”Det er jo en umulighed.”
”Har nogen kunnet anbringe den nøgle indvendig, efter du er kommet herind?” spurgte Viktor og spejdede ud af vinduet, hvor kampen endnu var i gang. Heldigvis havde tilsyneladende ingen andre observeret noget.
”Ham den skæggede mand, gik med ind. Han kunne muligvis have anbragt nøglen i nøglehullet, mens jeg tog pulsen på manden der.”
”Tog pulsen! Var det virkelig nødvendigt?” Julie forundredes og gav plads til teknikeren John Svale: ”Husk også at tage fingertryk på nøglen der. Det er grangiveligvis nøglen til mordgåden.”
Viktor ser bolden prelle af på overliggeren: ”Hyj! Hvor lang tid gik der, fra du hørte skuddet, og til du kom herind?”
”Jeg tror dårligt, der gik et minut. Måske halvanden.”
”Godt. Det vil sige, at pistolen ikke kan være langt væk. Den skal findes.”
Julie observerede mudrede fodspor på gulvet og tog sit forstørrelsesglas frem: ”Du har vel ikke stået på et mudret sted på tilskuerpladsen?”
Verner løftede sine fødder en af gangen og tjekkede sine såler: ”Nej. Der var ganske rent, hvor vi stod.”
”Vi! Du var altså ikke alene her?”
”Nej. Min gode nabo, Georg Smed, er her også. Det er vel irrelevant?”
”Givetvis. Kunne det tænkes, at den skæggede herre – find hurtigst muligt ud af, hvad han hedder – har kunnet fjerne pistolen, mens du tjekkede pulsen?”
Verner tænkte sig grundigt om: ”Nej. Hvor skulle han havde taget den fra. Havde den ligget på gulvet, havde jeg da observeret den, allerede da jeg trådte herind.”