Mor er syg
Jeg danser, jeg hopper, jeg smiler, jeg græder, jeg griner, jeg taler - hele tiden er tanken der, hele tiden mærker man smerten, sorgen der bider i en og hjælper en med at huske det, hele tiden. Man kan ikke bare sige stop, der er ingen ferie.
Jeg er aldeles i rotterne, forstår ikke mig selv og mine følelser, forstår ikke den måde jeg regerer på, hader det..
Jeg har altid haft en depressiv mor, som er blevet banket af min storebror indtil han blev omkring 25 år. Endelig for omkring et halvt siden, virker alt så lykke, vi er alle glade, mor og søn forenet, de viser hinanden kærlighed. Jeg er i den familie, som jeg altid har ønsket mig, en lykkelig familie. Jeg føler mig lykkelig, føler mig fri fra smerter, ingen slidende smerter i kroppen. Sommeren 2004 kommer og alt er dejligt, indtil - din mor har KRÆFT. var, selvfølgelig har hun ikke det, du mener naboen ikke? s#&t, hvad gør man, græder man? Eller skjuler man følelserne for ikke at såre mor, skal man virke stærk, hvad helved gør man?
Undersøgelserne går i gang, lungekræft, hun overlever det ved jeg, det fortjener hun. Ikke mere smerte, jeg beder livet om ikke at tage livet fra hende, hun elsker det og fortjener det. Jeg starter på efterskole, men dropper ud efter en måned, har brug for trygge og vante rammer. Kommer tilbage i min klasse. Tingene er kommet lidt på afstand, men stadig er smerten der.
Der går ikke lang tid, så får mor sin operation, fjerne den kræft skal de, lige nu. Tingene forløber vel, de siger det er væk. Efter en uge på Skejby hospital kommer dejlige mor hjem, det går godt. Hun healer som hun skal og bliver hurtigt bedre, hov hun snakker ret dårligt, pyt hendes medicin der gør det. Elsket mor er redet, eller måske ikke?
Efter to måneder, tror jeg, husker ikke helt. Mor snakker dårligt, glemmer og kan ikke rigtig stave mere. Hun bliver undersøgt og hurtigt indlagt, to dage efter. Din mor overlever ikke, hun har 6 kræft svulster i hjernen, for farligt at operaer, men vi kan stråle dem, sådan de bliver mindre og så kan hun leve længere. måske et halvt år eller 4 år. Et skrig låser sig fast inde i en, man føler livet bliver taget fra en. I starten græder jeg meget, og snakker meget med familien om det. Men som tiden går, vil jeg helst fortrænge og glemme – vise at jeg er stærk, vise mor at jeg er stærk, at hun ikke skal tænke på om jeg klare mig, når hun er væk. Jeg trøster min lillebror, han græder, han er bange - hvad skal jeg stille op? Jeg har sat en facade på, få gange græder jeg, næsten aldrig, bliver sur hvis folk nævner det. Tænker på livet efter mor er død, det er skræmmende, hun skal da se mine børn når jeg bliver ældre, se mig bestå, se mig blive gift, se mig blive ældre. Eller måske ikke, jeg husker hun sagde i julen, at den skulle være den bedste vi havde haft - betydning, hvis hun nu ikke var der næste år. Tanken er, brændende.
Hun lever stadig og man kan ikke vildt mærke det på hende, men man ved, det er nok til at ødelægge en. Og lige nu, af alle tidspunkter, bliver mor og storebror uvenner igen, de elsker jo hinanden, hvorfor gør de det mod hinanden. Mine tanker er tit ved min storebror, jeg savner ham, jeg elsker ham. Da han skred juleaften, var jeg bange. 3 gange forsøgt, hvad hvis han gør det igen og det lykkes. Jeg skriger, han skal i hvert fald blive! Jeg er hele tiden bange for at han tager livet af sig selv, den idiot, familien elsker ham.
Har bare brug for, at vide hvad jeg kan gøre, jeg er ude af mig selv og førhen var jeg den pige der var så åben og elskede at snakke og lytte. Nu har jeg skubbet alle vennerne væk, de forstår det ikke og gør ikke andet end at bagtale mig nu, hvorfor forstår de ikke jeg elsker dem, men ikke kan overskue det? Det er jo ikke med vilje. Jeg er blevet en hel anden person, kender ikke mig selv mere. Vil gerne nyde den sidste tid med min mor, men har lukket hende ude, snakker næsten aldrig med hende. Ikke meningen, men det er for hårdt. Vil så gerne nyde den sidste tid med hende. Hvad gør jeg, jeg kan ikke leve sådan her, jeg er ikke en indelukket person, det giver mere smerte. Jeg elsker livet, men kæft hvor er det hårdt!
Jeg undskylder for diverse fejl i teksten.
Jeg er aldeles i rotterne, forstår ikke mig selv og mine følelser, forstår ikke den måde jeg regerer på, hader det..
Jeg har altid haft en depressiv mor, som er blevet banket af min storebror indtil han blev omkring 25 år. Endelig for omkring et halvt siden, virker alt så lykke, vi er alle glade, mor og søn forenet, de viser hinanden kærlighed. Jeg er i den familie, som jeg altid har ønsket mig, en lykkelig familie. Jeg føler mig lykkelig, føler mig fri fra smerter, ingen slidende smerter i kroppen. Sommeren 2004 kommer og alt er dejligt, indtil - din mor har KRÆFT. var, selvfølgelig har hun ikke det, du mener naboen ikke? s#&t, hvad gør man, græder man? Eller skjuler man følelserne for ikke at såre mor, skal man virke stærk, hvad helved gør man?
Undersøgelserne går i gang, lungekræft, hun overlever det ved jeg, det fortjener hun. Ikke mere smerte, jeg beder livet om ikke at tage livet fra hende, hun elsker det og fortjener det. Jeg starter på efterskole, men dropper ud efter en måned, har brug for trygge og vante rammer. Kommer tilbage i min klasse. Tingene er kommet lidt på afstand, men stadig er smerten der.
Der går ikke lang tid, så får mor sin operation, fjerne den kræft skal de, lige nu. Tingene forløber vel, de siger det er væk. Efter en uge på Skejby hospital kommer dejlige mor hjem, det går godt. Hun healer som hun skal og bliver hurtigt bedre, hov hun snakker ret dårligt, pyt hendes medicin der gør det. Elsket mor er redet, eller måske ikke?
Efter to måneder, tror jeg, husker ikke helt. Mor snakker dårligt, glemmer og kan ikke rigtig stave mere. Hun bliver undersøgt og hurtigt indlagt, to dage efter. Din mor overlever ikke, hun har 6 kræft svulster i hjernen, for farligt at operaer, men vi kan stråle dem, sådan de bliver mindre og så kan hun leve længere. måske et halvt år eller 4 år. Et skrig låser sig fast inde i en, man føler livet bliver taget fra en. I starten græder jeg meget, og snakker meget med familien om det. Men som tiden går, vil jeg helst fortrænge og glemme – vise at jeg er stærk, vise mor at jeg er stærk, at hun ikke skal tænke på om jeg klare mig, når hun er væk. Jeg trøster min lillebror, han græder, han er bange - hvad skal jeg stille op? Jeg har sat en facade på, få gange græder jeg, næsten aldrig, bliver sur hvis folk nævner det. Tænker på livet efter mor er død, det er skræmmende, hun skal da se mine børn når jeg bliver ældre, se mig bestå, se mig blive gift, se mig blive ældre. Eller måske ikke, jeg husker hun sagde i julen, at den skulle være den bedste vi havde haft - betydning, hvis hun nu ikke var der næste år. Tanken er, brændende.
Hun lever stadig og man kan ikke vildt mærke det på hende, men man ved, det er nok til at ødelægge en. Og lige nu, af alle tidspunkter, bliver mor og storebror uvenner igen, de elsker jo hinanden, hvorfor gør de det mod hinanden. Mine tanker er tit ved min storebror, jeg savner ham, jeg elsker ham. Da han skred juleaften, var jeg bange. 3 gange forsøgt, hvad hvis han gør det igen og det lykkes. Jeg skriger, han skal i hvert fald blive! Jeg er hele tiden bange for at han tager livet af sig selv, den idiot, familien elsker ham.
Har bare brug for, at vide hvad jeg kan gøre, jeg er ude af mig selv og førhen var jeg den pige der var så åben og elskede at snakke og lytte. Nu har jeg skubbet alle vennerne væk, de forstår det ikke og gør ikke andet end at bagtale mig nu, hvorfor forstår de ikke jeg elsker dem, men ikke kan overskue det? Det er jo ikke med vilje. Jeg er blevet en hel anden person, kender ikke mig selv mere. Vil gerne nyde den sidste tid med min mor, men har lukket hende ude, snakker næsten aldrig med hende. Ikke meningen, men det er for hårdt. Vil så gerne nyde den sidste tid med hende. Hvad gør jeg, jeg kan ikke leve sådan her, jeg er ikke en indelukket person, det giver mere smerte. Jeg elsker livet, men kæft hvor er det hårdt!
Jeg undskylder for diverse fejl i teksten.