Min kæreste er umoden

Okay, så jeg vil starte dette ud med en kort introduktion. Dette er vanskeligt uden at lyde hverken narcissistisk eller prætentiøs, men jeg må forsøge.
Jeg betragter mig selv som ambitiøs hvad der angår min fremtidige karriere. Jeg anser mig selv som meget samfundsorienteret. Jeg er relativt belæst, da jeg er meget fagligt orienteret, både hvad der angår litteratur og kultural paratviden. Det betyder ikke, at der ikke eksisterer andre fritidsbeskæftigelser, jeg finder interessante, men jeg vælger at fokusere på, hvad jeg ønsker at få ud af livet.
Jeg er på vej til mit andet år som gymnasieelev, og jeg er for nyligt fyldt sytten. Jeg er vel lidt af en håbløs romantiker, da jeg specielt holder af Jane Austen, og ligesiden barndommen har drømt om prinsen på den hvide hest.
Jeg har aldrig haft specielt meget succes med mit kærlighedsliv, på trods af jeg hverken finder mig selv utiltrækkende (ifølge mine bekendte er jeg ikke den kønneste, men jeg anser hverken mig selv som Julia Roberts eller Kelly Osbourne) eller uinteressant, men tilsyneladende er der ingen, der ønsker at have mig som partner.
I hvert fald ikke indtil jeg mødte min nuværende kæreste. Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik; Han er omkring 8 centimeter lavere end jeg, på trods af, at jeg ikke anser mig selv som en amazone. Han er oftest usoigneret, - lugtende! - og ærlig talt utiltrækkende, og når han endelig tager sig sammen.. Ja, så ser han næsten værre ud. Han har virkelig ingen idé om noget.
Først fandt jeg dog mellemrummet mellem hans fortænder charmerende, det pjuskede, uvaskede hår drenget, men attraktivt, og glimtet i hans øjne for tiltrækkende.
Det var ikke ligefrem personligheden, der tiltalte mig. Jeg finder ham stadigvæk umoden; Fremfor at studere med mig, så foretrækker han at skate på sit billige, slidte board. Han anser sig selv som dygtig, og betragter det som en fremtidig karrieremulighed, på trods af, at han er elendig. Jeg kan knapt stå på et uden at falde af, og han er kun en anelse mere vellykket! Han bruger det meste af sin tid på sin forfærdelige musik, og tror åbenbart, at han bliver en eller anden rockstjerne. Sandheden er, at han bliver en bums, hvis han ikke snart tager sig sammen.
Kan det virkelig passe, at modsætninger kan mødes? Kan vi have et velfungerende parforhold, når vi er to så forskellige individer? Er der desuden en måde at overbevise ham om, at blive et mere karriereorienteret, ansvarligt menneske? Han er atten år gammel, og jeg føler mig til tider som en børnepasser, når vi er ude sammen. Specielt når vi har sex; Kan det passe, at jeg skal føle mig som pædofil? Han vil hellere holde mig i hånden mens han skater i parken end at gå i biografen eller spise på restaurant. Jeg frygter for vores fælles fremtid. Jeg har dog på ingen måde lyst til at gå fra ham; På trods af alle de fejl, jeg netop har pointeret, så er han stadigvæk min elskede kæreste.
Tak på forhånd.

Ville du bryde dig om at han ændrede dig?
Det tror jeg ikke. Og han har lov til at være som han er.
Du kan enten bide i dig at han er som han er. Eller fise videre til næste mand.
For jeg kan ikke lade være med at tænke at skulle det lykkeds dig at modelere ham ind i en kopi af dig. Vil du til den tid droppe ham, for han er sikkert for kedelig.
Så der må du i tænkebox.
Der er ikke andre end jer to der kan svare på om det skal være jer.
Men vær sikker på en ting. Det nytter ikke lave nogen om til noget de ikke selv vil.

Ville du bryde dig om at han ændrede dig?
Det tror jeg ikke. Og han har lov til at være som han er.
Du kan enten bide i dig at han er som han er. Eller fise videre til næste mand.
For jeg kan ikke lade være med at tænke at skulle det lykkeds dig at modelere ham ind i en kopi af dig. Vil du til den tid droppe ham, for han er sikkert for kedelig.
Så der må du i tænkebox.
Der er ikke andre end jer to der kan svare på om det skal være jer.
Men vær sikker på en ting. Det nytter ikke lave nogen om til noget de ikke selv vil.

Tja, det kan du jo ikke rigtigt udtale dig om - selvfølgelig ønsker jeg ikke, at han ændrer sig på alle måder, men visse aspekter må meget gerne vise forandring. Jeg ønsker ikke han mister sin humor og barnlige charme, men de fleste individer modnes med alderen, og jeg føler, at min kærestes mentale udvikling er gået i stå - det er jo for hans egen skyld. Jeg vil jo ikke altid være der for ham, specielt ikke hvis han vælger at fortsætte at være som han er. Og jeg frygter for hans fremtid; Han er ingenlunde ansvarlig nok til at kunne klare sig selv, og jeg tvivler på hans forældres gæstfrihed er specielt permanent; De er også godt trætte af ham.
Jeg ønsker ikke, at han skal blive en kopi af mig. Jeg prøver blot at få ham til at indse, at han ikke kan fortsætte med sine barnlige veje, hvis vi skal forblive i dette forhold.

Hold da fest du er da godt nok en snerpe. Du beder andre om råd. men når det så ikke bliver som du.
"Tja, det kan du jo ikke rigtigt udtale dig om"
Ærlig talt nej og heldigvis, for jeg ville ikke bryde mig om at kende dig godt nok.
Men held og lykke med dig og din prøven på at lave et andet menneske om.
Hvordan ved du egentligt om de "små ting" du gerne vil have han ændre sig. Ikke er grundlæggende for ham? Har du tænkt over at det du måske ser som småting, vil være ting der er af betydning for ham. Du har travlt med at nedgøre hans skateting og andre små detaljer som han sikkert er rimeligt begejstret for.
Ja jeg har sku ondt af dig når du blive så snippen.
Men du må nok lære det på den hårde måde lige som resten af os.
Jeg har haft en kæreste der gerne ville lave nogle smådetaljer om på mig. Og jeg må indrømme at mennesker som jer. Altså dig og min ekskæereste. Det er helt klart mennesker der kan undværes.
Så jeg gentager. Du er nok nød til at tage ham som han er. Det er hele pakken eller slet ingen.
Hvad ændre du for hans skyld? 😉

At bede om råd omkring vores parforhold, og at få at vide, at jeg ikke ville kunne lide ham, hvis han ændrede sig - ja, det mener jeg skam ikke kan sammenlignes! Det er da et faktum, at du ikke kan udtale dig om hvorvidt jeg ville bryde om en forandring eller ej.
Det kan du heller ikke udtale dig om, da du ikke kender mig godt nok til at vide hvordan jeg er. Nu har jeg heller aldrig bedt dig om min mening, sådan er jeg, born this way, jeg er egentlig ligeglad med hvad du synes om mig. Det er totalt irrelevant.
At være begejstret overfor noget og betragte det som ens liv er to helt forskellige ting! Det er jo fint nok, at du har det sådan, men nu er du og min kæreste jo ikke samme person. Jeg ved, at jeg personligt betyder næsten alt for ham, og han nok ville dø uden mig.
Hans indstilling.

Men fred med det
Du beder helt fremmede svare på et spørgsmål, i et forum hvor ingen (går jeg ud fra) kender hinanden.
Og så siger du jeg ikke kan udtale mig om dine følesler m.v.. Selvfølgelig kan jeg sørme ikke udtale mig om dig. Det er fremmede mennesker der svare dig.
"Det kan du heller ikke udtale dig om, da du ikke kender mig godt nok til at vide hvordan jeg er."
Det var dig der stillede et spørgsmål her.
Og hvad får dig til at tro jeg kender dig? Er du slet ikke klar over at internettet er ret anonymt, på det her plan. Er det slet ikke gået op for dig. At jeg kan kun svare ud fra det du skriver. Ikke den person du er?
Måske skulle du sætte dig lidt ind i det medie du har tænkt dig at bruge. Og forstå at der er altså begrænsninger på hvor godt et svar man kan give. Når der kun er tekst at gå ud fra.
Når jeg læser dine svar engang til. Så er det vist bedst at jeg ikke kender dig. Jeg er gået lidt død, i det der teen ager-ræs som køre i den alder.
Jeg sku nok blevet for kynisk. [(:]

Det her er da dagens "hit". Get lost. [(:]

Osama bin Laden besluttede i 1999 sig for at få en femte hustru. Han ringede til en ven i Yemen, og bad ham finde en gifteklar og tålmodig teenager. [:X]
http://www.bt.dk/udland/saadan-valgte-osama-sin-femte-hustru