Min datter på 5 år lyver... HJÆLP!!!

Jeg ved godt at børn har faser de skal igennem, og vi har da også været igennem en del som alle andre forældre oplever, og vi har da også klaret os igennem dem, men jeg må indrømme at denne fase er ved at stige mig til hovedet.
Jeg bor alene sammen med hende, har dog en kæreste som er hos os meget af tiden, vi er begge meget glade for ham uden tvivl, tror næsten hun ser ham som "far" selv om hun ser sin rigtige far hver anden weekend.
Vi har i de sidste 3-4 mdr slåsset med at hun lyver, det er ikke dagligt slet ikke, der kan sagtens gå uger i mellem, MEN har lagt mærke til det falder sammen med at hun har været hos sin far weekenden før hun lyver, det sker som regl 2-3 dage efter hun er kommet hjem fra ham, om det er et tilfælde kan jeg ikke sige, men syns det virker mistænksomt.
Det skal siges at hendes far bor sammen med en ny dame, som har 2 børn fra tidligere forhold, de bor hos deres far, hun har dem dog HVER weekend. Min datter fortæller aldrig hva de har lavet og når jeg spørger så har hun kun leget med de andre 2, skal siges hendes far altid har mange jern i ilden, og har derfor heller ikke altid været der selv om han havde hende på weekend, hun er dog begyndt at forlange han bliver hos hende (ikke noget mærkeligt i det, hun savner ham jo) men det er som om det ikke passer ham, og tit får jeg indtryk af at hun skal være en lille pyntedukke, tøj er bla ikke godt nok med mindre det er cowboybukser og pæne bluser osv osv osv.
Nå men for at komme tilbage til emnet, så lyver hun som sagt. De første par gange prøvede min kæreste og jeg at snakke med hende om det, det at andre bliver kede af det og at det altid vil blive opdaget hvis man lyver og at det er en grim ting at gøre, men det hjalp ikke rigtigt, der efter prøvede vi på den noget mere hårde måde, vi prøvede simpelthen at ignorere hende, altså kun svare på det hun spurgte om og ellers ikke snakkede til hende(det var min mors forslag, hun brugte den på mig selv), men det holdte ikke så længe, kald mig hønemor men JEG kunne ikke holde det ud, det var vildt hårdt ikke at snakke med hende!
Næste forsøg blev så at hun ikke måtte se film i et døgn ej heller måtte hun komme ud og lege i samme tidsrum, og et døgn til blev lagt på for hver gang hun løj, hun holdte op med at lyve, og i en god periode havde vi ikke noget, for vi mindede jo hende om hva der skete hvis hun gjorde det igen, alligevel skete det igen før vi skulle på campingsferie(hun havde lige været en uge hos sin far på ferie), igen fik hun ikke lov til at se sin (1 stk) daglige tegnefilm, og igen holdte hun op med at lyve, men hun var ikke forkuseret på at man ikke måtte lyve, mere på hvornår hun måtte se film igen.
Igen idag er den galt (hun kom hjem fra sin far i søndags, 3 dage siden) I dag prøver vi så igen noget nyt, jeg har fjernet 5 af de tegnefilm som hun helst vil se på ubestemt tid, samt at hun fik lov at sidde på en lille stol midt på gulvet i en halv time, satte et æggeur til så der ikke var nogen tvivl om hvornår den halve time er gået, mens hun sidder der siger hun at hun hellere vil ind på sit værelse i en time, og jeg spørger hende om det er det der sker når de laver ulykker hjemme hos far, også siger hun ja det er det, men jeg har altid været lidt modstander af at man bruger værelset som "straf", også derfor jeg hellere sætter hende på en stol.
Jeg håber nu at dette virker, ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg mere skal gøre, jeg er så fortvivlet, og ønsker bare at det lyveri vil holde op, hun har aldrig hos mig haft grund til at lyve, og det er netop derfor jeg er så ked af hun gør det.
Værst er at de ting hun lyver om er så åbenlyst, feks. spørger vi om hun er færdig med at rydde op selv om vi godt kan se at det er hun ikke også siger hun ja, vi har givet hende chancer for at kigge sig omkring og alligevel siger hun ja selv om der ligger legetøj midt ude på gulvet, nogen vil måske nok mene det er små ting, men det er jo netop nu det skal gribes inden det bliver store ting hun lyver om!
Håber nogen kan hjælpe, og måske komme med idér eller uddele erfaring hvad i gør / har i gjort?
En meget fortvivlet mor...

Du og din kæreste er da ikke rigtige kloge !
Barnet er 5 år !!!!!!

men må nok give dig ret.
Jeg får helt ondt i maven, når jeg læser indlægget.
Håber familien får den hjælp de har brug for, og ikke mindst for barnets skyld.

Din datter er 5 år. Hun er skilsmissebarn og lidt i klemme hos sin far hver anden weekend, hvor der er en ny familie at forholde sig til, og hun har ikke farmands udelte opmærksomhed.
Børn er snedige. Nu kommer hun så hjem og har fundet ud af, at mor giver hende rigtig meget opmærksomhed, hvis hun reagerer stik modsat det hun bliver spurgt om.
HVORFOR F........! Spørger du hende om hun har ryddet op, hvis du kan se at det har hun ikke?
Hvordan kan du finde på at afstraffe hende for peditesser, sig mig holder du os allesammen for nar?
Næste gang, giv din lille pige et knus og sig skal mor hjælpe dig med at rydde op? Og så har i det rigtigt hyggeligt sammen. Det der har jo intet med løjne at gøre, hun kan bare ikke overskue det, så bliver det bestemt ikke bedre af at mor giver hende besynderlige straffe!
Hvis det ikke var fordi jeg synes det er synd for dit barn, med din måde at håndtere det på, ville jeg ligefrem sige at det var morsomt!
Nu skal skal jeg putte min lille pige som også af og til smider en lille hvid.....
Godnat fra Løvemor

Det håber jeg det er.
Ellers må du søge hjælp.
Vi skriver år 2007 - sidde på en stol i en halv time ?
Tænk dig godt om - fortvivlet mor

når jeg f.eks spørger ham, om han har ryddet op på sit værelse, har vasket sine hænder efter toiletbesøg, har sat sine sko på plads - ja alle disse ting lyver han for det meste om og sikkert mange andre ting, men sådan er børn bare. De lyver ikke, for at gøre andre kede af det, for det kan de slet ikke forholde sig til i den alder, de lyver ikke fordi de bevidst vil lyve - i hvert fald ikke i den alder.
At din datter lyver omkring hun ikke har rydet op på sit værelse, jammen herregud, tag ikke det så tungt.
Hvorfor tror du din datter lyver...jeg er overbevidst om, at det er fordi, der er et eller andet rov ruskende galt... og det er så hendes måde at fortælle, at der er noget galt, som hun ikke kan overskue....og jeg kan jo kun gisne, men når du skriver, at hun begynder at lyve efter hun har været hjemme hos sin far, så er der nogle alarmklokker der ringer.måske føler hun sig overflødigt der, at hendes far ikke giver sig tid til hende og når hun så kommer hjem, reagerer hun ved at lyve, for på en eller andet måde skal det ud af kroppen på og din datters måde er at lyve. Hun kunne også have skrigeture eller andet, men vi har alle hver vores måde at reagere på....
Jeg må så også sige, at jeg bestemt ikke er tilhænger af, at du ligefrem straffer din datter når hun lyver, det gør situationen enddnu værre og din datter er ikke gammel nok til at sætte ord på hvorfor hun lyver...Så mit råd til dig er, at du omgående lader være med at straffe din datter, giv hende fortsat kærlighed og varme....og læg så mærke til, om din datter gerne vil ud til sin far...?
Og jeg bliver også nysgerrig på at høre, hvad hun yderligere lyver om...?
Lyver hun også i børnehaven, så tag en snak med pædagogerne der...
Held og lykke i fremtiden..

når børn lyver ved at sige, at de har ryddet på værelset, så kan det være fordi de ikke kan overskue at rydde det hele op, men så kan du hælpe din datter med oprydningen - her får i så en hyggestund sammen....
Prøv allerede fra i morgen tidlig, når din datter vågner, at give hende den opmætrksomhed hun har brug for og så se, om hendes lyveri stopper, men fortsæt med at give din datter opmærksomhed ikke kun i morgen og overmorgen, men altid, men selvfølgelig med måde..
Det gør ondt indi mig, når jeg læser, at du har straffet din datter med så mange ting, men det er du forhåbentlig klar over nu og ændrer adfærd nu...
Hvis du fortsat ikke magter denne situation omkring din datter, vil jeg råde dig til at søge hjælp--er der ikke gratis familierådgivning i din kommune...hellere bede om hjælp og få et godt familieliv, end ikke at bede om hjælp og familien slås i stykker..

men det er IKKE barnet der er noget galt med, men moderen.
For høvlede da barnet er 5 år, det med at lyve gør alle børn i en periode, de kan ikke skelne mellem det virkelige og deres fantasier.
Noget andet er, at man ikke pålægger et 5-årigt barn at rydde op, hverken på eget værelse eller andet, heller ikke at barnet skal holde sit værelse ryddeligt, hvad pokker tænker du da på, det er alt for tidligt at give børn ansvar på den måde.
Du kunne jo prøve at spørge hende om ikke i begge skulle gå ind og rydde op på værelset, og så lade hende tage den del af det som hun nu kan koncentrere sig om, det skal indlæres ganske langsomt og det tager en del år at lære børn det.
Den der har mest brug for hjælp i den familie er moderen, hun skal hjælpes til at fatte, at forældre ALDRIG straffer børn med tavshed, det vil helt sikkert nedbryde barnets psyke, et så lille barn må aldrig få opfattelsen af at blive ignoreret, se stort på de små løgne og hendes fantasier og få er rigtigt mor/barn-forhold, ellers vil du langsomt men sikkert miste barnets tillid, og så står du en dag med en teenagerpige som ikke vil bruge dig som den skulder hun får brug for at græde ud ved.
Hvordan pokker er det dog moderne mennesker behandler sine børn ?? Til tider mener jeg at der burde en test til før mennesker kunne få lov til at sætte børn i verden, husk de stakkels unger har ikke selv valgt, og børn under ca 12 år kan man nu engang ikke kræve det samme af som man kræver af voksne.
Kom i gang med at genoprette dit forhold til dit barn, held og lykke med det, for barnets skyld.
Med venlig hilsen
Ham med dukkerne
http://www.dukkehuset.eu

at jeg ikke er en årsunge, men en mand på 61 som har 2 pragtfulde drenge.

kan godt forstå, at du har 2 pragtfulde børn, med den dejlige holdning
du har til børn.
Sådan - knuz mig :0)

Hvordan kan man som mor straffe sit barn så grusomt ?
Har meget ondt af dit barn, mem også af dig.
Kan kun tilslutte mig de andre debettør - søg hjælp NU !

Hvad tænker den kæreste om en mor, der er så ukyndig til at opdrage et barn?

En samling mærkelige mennesker herinde... det eneste indlæg her jeg overhovedet kan forholde mig til er det første... trådens start...
Resten af jer... hvad sker der ????? Unger skal da opdrages, vide hvad der er rigtigt og forkert... ellers er det vi ender med en samfund hvor folk bare gør hvad der passer dem og ingen respekt overhovedet har....
Til fortvivlede mor .... jeg forstår dig godt, at din datter lyver er helt klart et problem, og helt klart et der skal gøres noget ved. Har stået i akurat samme situation, især lige efter jeg blev alene, og også med min nye kærestes unger.
Vi har også prøvet alt fra at give dem chancer, indskrænke deres rettigheder i kortere eller længere tid, sætte dem i skammekrog, og lign ( uden vold selvfølgelig ).
Det der har hjulpet os bedst er... at når vi fangede en af dem i at lyve at snakke med dem om hvorfor, og hvor forkert det er... og give dem løsningen for hvad de skal gøre i stedet.
F.eks. hvis en af dem har sagt at de har ryddet op på værelset, men ikke har gjort dette. For det første sørge for sammen med ham/hende at rydde op. Spørge hvorfor de sagde der var ryddet op. Fortælle dem at hvis de synes det er for meget at rydde op, så er det meget bedre at spørge om mor ( eller kæresten ) vil hjælpe, for det er træls at gøre alene... eller lign. Det er også vigtigt at blive ved med at fortælle hvor irriterende det er at man lyver, for så ved man ikke hvornår noget er rigtigt eller forkert...
Selvom det her måske hjælper, ville jeg nok stadigvæk vælge at bruge fratagelse af film som straf hvis hun skulle gøre det igen.
Held og lykke med det...

For sytten da man blir jo næsten syg af at læse de var i kommer med..
1. datteren er 5 år.
- JA og❓Så er det da ikke for tidligt at sige hun skal rydde op efter sig..
- Børnehaver forlanger børn skal rydde op efter sig i 3 års alderen.. Så klag over dem i stedet for det pyller pjat i har gang i..
- Jeg er fandme glad for jeg ikke har de fleste af jer som forældre, eller bare kender jer. For så havde i satme da fået at vide hvor meget i selv ødelægger for jeres børn, ved at lade dem lyve.
- At lyve er en dårlig ting, dårlige ting er som ukrudt.. UKRUDT Tager man fra starten, man venter ikke med at gøre noget ved det til der ik er noget godt tilbage.
2. Debatten handler jo ikke om det er for meget at forlange hun rydder op.
- Debatten handler om det er for meget at forlange hun svarer ærligt på noget så simpelt som om hun har ryddet op..
- Det er da noget fis at lukke ud at man skal vente til en bestemt alder fx 12 år før man kan forlange den slags...
SÅ hold jer da lige til emnet og lad være med at komme med latterlige bemærkninger om at man har brug for hjælp..
et lille ordsprog som nok de fleste herinde BØR LÆRE OG BRUGE:
Hvis du ik har noget positivt at sig så HOLD DIN MUND..

Start med dig selv - tumpe !
Alle kan da se, at moren er en skør kugle.

Nu har du godt nok kun givet et eneste konkret eksempel. Det med oprydningen. Men det er ingen løgn.
Hun HAR ryddet op. Lidt.
Ganske vist synes du ikke, at hun er færdig, men det synes hun givetvis. Børn har et helt andet syn på den slags end voksne.
Du skal ikke spørge hende, om hun har ryddet op, for hun vil altid mene, at det har hun. I stedet skal du tage hende ved hånden og fortælle hende (på en god måde), at du ikke synes, at hun er færdig. At hun skal rydde noget mere op. Evt. hjælpe hende, så i får lidt hygge ud af det, og du kan VISE hende, hvordan du mener der ser ud, når man er færdig. Børn gør som man selv gør - ikke som man siger.

Du har givetvis ikke selv børn, for har du det er du en af dem jeg mener ikke skulle have lov til at sætte børn i verden.
Jeg er ikke pædagog, men jeg har erfaring med at opdrage børn, og ja man skal selvfølgelig opdrage sine børn, men at forlange at børn på 5 år skal have samme syn på ryddelighed som voksne har er for langt ude.
Man skal lære sine børn fra en meget tidlig alder, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, men det includerer ikke at børn skal have samme syn på alt, som det syn forældrene har, og uanset hvad du mener, så er det direkte skadeligt for et barn i den alder at blive mødt med tavshed som straf, og forøvrigt er det strafbart for forældre at revse sine børn, BÅDE KORPORLIGT OG PSYKISK, det hører ikke hjemme i børneopdragelse, det er moderen der er noget galt med, ikke barnet.
Jeg har selv brugt stuearrest som straf når mine drenge er gået over stregen, men de var teenagere før jeg gjorde det, og at de rodede vildt på deres værelser tog jeg ikke skade af, jeg lukkede blot døren til deres værelser, det er trods alt deres egne domæner, men af og til kom de og bad om hjælp fordi rodet tog overhånd, så gik deres mor og jeg igang med at hjælpe, så ganske langsomt lærte de at holde ryddet.
Hilsen ham med dukkerne, som ikke roder :-)

diskussionen om psykologiske årsager eller principper for børneopdragelse, kun lige fortælle om min egen datter, som netop i 4-5 års alderen løj meget. Hun havde en meget livlig fantasi, bl.a. op til flere imaginære legekammerater, som hun troede fuldt og fast på. Derudover kunne hun også lyve for at slippe for noget eller for at opnå noget; hun var simpelthen all-round løgner.
Når man er 4-5 år tror man stadigvæk på ALT hvad forældrene siger. Selv om man selv lyver bevidst eller ubevidst, så er man ikke kommet dertil, at man kan tro forældrene gør det samme. Så vi bildte hende ind, (ja, uha, - vi løj for hende), at man får en sort streg i panden når man lyver. Den lille strik holdt sig derefter for panden med begge hænder når hun kom med en bevidst løgn og vi kunne enten tale med hende om det eller ignorere hende, eller evt. gå med på spøgen, hvis vi kunne se at hun ville lære mest af det. - Da hun kom i skole holdt hun op med at lyve mere end børn (og voksne) i almindelighed.

Er mit indlæg overhovedet blevet læst af dig inden du satte dig ned og besvarede det ????
Det virker overhovedet ikke sådan !
For det første, jo jeg har børn, både egne og "bonus". Det skal man godt nok have læst indlægget for at vide... men det troede jeg såmen også du havde gjort.. ;)
For det andet, så har du på ingen måde ret til at dømme om jeg burde sætte børn i verden... Jeg er en ligeså godt forælder som enhver anden... jeg har glade, søde og tilfredse børn, og høster altid respekt og positiv respons ang. mine børn, så noget må jeg gøre rigtigt jo.
At opdrage børn vil jeg på ingen måde sammenholde med at revse... man må da vel for f.... i hel.... fortælle sine børn hvad der er rigtigt og forkert uden det er ulovligt ???
Hvis du havde læst mit indlæg, havde du også set at jeg slet ikke overhovedet nævnte om jeg billigede eller ikke billigede tavshed, hvilket jeg i øvrigt faktisk ikke gør. Gav bare nogen forslag til alternative løsninger.
Jeg mener heller ikke nødvendigvis man skal have samme syn på for eksembel om der er ordentligt ryddet op. Men jeg synes da helt bestemt det er okay at en mor fortæller hendes barn hvordan hun synes det skal være. Og hvor forkert det er ikke at fortælle sandheden....
Men det lader til at de fleste i den her debat kun læser det halve af indlæggene, og rent faktisk mener at man bare skal lade stå til mens ens barn lyver...
Jeg spørger bare, hvordan skal barnet vide det er forkert... hvis det ikke får det at vide ??????
Fortsat god aften dukkemand... vær rar at læse mit indlæg FØR du svarer ;)

Min datter mangler IKKE opmærksomhed, f.eks: Når vi kommer hjem om efter middagen, sidder vi altid og snakker og hygger os i en time eller mere. Hun er tit med til at lave mad, det hun vil nemlig rigtig gerne. Når hun sidder i badekaret og leger, kommer jeg ud på badeværelset, sætter mig på en skammel foran og leger med, og spiser "sandkage" med skum på..
Du udtaler dig om noget du ikke aner noget som helst om, du hører noget og så konkluderer du udfra din egen forudfattede mening: "Nå, så er det nok sådan hun er og det er nok sådan at barnet føler!"

Jeg er glad for jeg ikke er den eneste som mener børn skal opdrages, og at små problemer skal løses FØR de bliver store problemer.. UDEN vold selvfølgelig ;)

Det var lige hvad der manglede, en som kunne gøre opmærksom på hvad tråden EGENTLIGT handler om :D

Da min datter startede med at lyve anede jeg ikke hva jeg skulle gøre, selvfølgelig var jeg da klar over at den fase ville komme på et tidspunkt, men jeg havde ikke regnet med at den ville komme så tidligt, så jeg spurgte min mor til råds, spurgte hende hva hun gjorde, også fortalte hun mig at hun ignorerede, altså lagde mig på kold is, indtil jeg selv kom og spurgte om hun ikke nok ville snakke med mig igen, der fik vi så en snak om hvorfor det var som det var...
Så det blev det jeg forsøgte mig med, men JEG kunne ikke holde til at ligge min datter på is på den måde, så det holdte langt fra tiden ud, jeg følte mig ond, som jeg kan forstå på de fleste, at de også syntes, jeg har gennem "forsøget" fundet ud af at jeg heller ikke selv er tilhænger af "is" metoden.!!!!!
Så jeg syns nu nok der er nogle som bør slå lidt koldt vand i blodet også læse det jeg egentligt skriver...

Hvad gør han ved det? Det er vel vigtigt, at I er enige om metoden til at tackle problemet for ikke at forvirre barnet.

Hva siger hendes far? Jeg fortalte ham om det da det startede, og bad ham være ops på det, men da vi desværre er meget dårlige til at komunikere med hinanden, af mange andre årsager har vi ikke snakket mere om det... Jeg har helt ærligt heller ikke lysten til at snakke yderligere med ham om det..
Det handler bla. om at han forlanger nogle ting, som jeg opfylder så godt jeg kan, men når manden så ikke selv følger op på det, og gør noget ud af det, så syns jeg det er spild af tid at blive ved med at prøve, har prøvet de sidste 2½ år for min datters skyld men gider ikke blive ved med at løbe med panden mod muren, så nu er jeg desværre nået dertil hvor jeg snakker så lidt med ham som muligt, men snakker dog pænt osv når han henter vores datter, og omtaler ham aldrig dårligt i min datters påhør, kunne aldrig falde mig ind, jeg ved selv hvordan det er med forældre som ikke kan tåle synet af hinanden, og den oplevelse skal min datter ikk vokse op med, som jeg selv har gjort, derfor har jeg valgt at gøre som jeg gør, altså snakke minimalt med ham..
Og klare det på bedste vis selv...

For det første skriver du selv om din datters "lyveri", at du godt ved, der er tale om en FASE - altså noget midlertidigt, som mange børn skal igennem. Dermed burde det være indlysende, at der ikke er grund til hårde straffe, som overhovedet ingen sammenhæng har med hendes "forseelse". Hun bliver ikke livslang lystløgner, fordi hun som 5-årig smålyver om småting.
For det andet lyder det ikke, som om det er din mor, du skal konsultere, når du har brug for gode råd til opdragelsen. Spørg en - eller flere - som er mere up-to-date i forhold til viden om børn, fx en pædagog eller en veninde. Nu spørger du her, hvilket virker klogt, men du foretrækker at reagere fornærmet på reaktionerne frem for at tage til efterretning, at de fleste er chokerede over din adfærd over for en 5-årig - mon ikke, der er en grund til, at reaktionerne er hårde? Hvis du sætter din datters trivsel før alt andet, må du bide vrede og forargede bemærkninger i dig og læse dig frem til essensen. Når folk reagerer voldsomt, er det jo fordi, de/vi sætter os i barnets sted og fungerer som hendes "advokater" - hun er den svage part, og du har brug for at tage dine holdninger til børneopdragelse alvorligt op til revision.
En 5-årig er et MEGET lille barn endnu, og det er helt uhørt at straffe så hårdt - ja, at straffe overhovedet - for noget nyt, hun har fundet ud af og p.t. eksperimenterer med. Du kan tale med hende om det, og mere skal du ikke gøre. SKAL man endelig anvende "straf" eller konsekvens, skal der ALTID være en sammenhæng mellem forseelsen og konsekvensen, for at barnet kan forstå og lære af det. Der er overhovedet ikke nogen sammenhæng mellem tegnefilm eller dét at sidde stille på en stol og så det at fortælle en løgn.
LÆS nogle bøger og artikler om børn - og forsøg lige at kaste et blik på hende og erkend, hvor lille, hun er. Du kan volde stor skade på hende ved at fortsætte med straf-tænkningen - langt større skade, end det volder nogen, at hun lige i øjeblikket lyver engang imellem. Lyver du i øvrigt aldrig selv? - i så fald er du unik!

At børn i 5-års alderen "lyver" er noget overdrevet. Slå det hen men få sagt det ikke er helt godt. Gør det med kys og klap, så hun fatter noget af sammenhængen.
Det ondeste er dog, at I kan finde på (og du føler det jo også selv) at ignorere hende. Det kan du for alvor ikke mene ikke er svidende i en lille 5-årig. At du kan nænne det. og så tjener det oven i købet slet ikke noget formål.
Nu er hendes verden, at først skal hun ud til sin far, så skal hun hjem og straffes. Hvordan forventer du en 5-årigs konklusionsevne er?
Læs bogen De kære børn af Anna Wahlgren inden du får lavet flere skade i den velmente opdragelse.
Hvis ikke for andet, så for din datters skyld.

Det er bestemt ikke dig og dine principper, der er noget galt med, men måske skulle du overveje at tilpasse dine opdragelsesmetoder. Børn er forskellige ligesom forældre er forskellige. Fordi din mors metoder måske passede fint til dig, er det ikke nødvendigvis sådan det skal være i dette tilfælde. Og en femårigs løgne kan vel ikke være så alvorlige. Ikke noget der medfører farlige situationer eller den store sorg for dem, der lyves overfor, vel? Hvis barnet ellers virker tilfreds og trives godt, ville jeg ikke gøre et stort nummer ud af det, bare som du også gør, fortælle hende at man bliver ked af det når nogen lyver for en, og at det er meget forkert. Men jeg tror ikke en femårig overhovedet kan forstå 'straffens' sammenhæng med løgnen.
Det er ikke nemt altid, at være alene med et barn, men jeg mener at børn har krav på, at deres forældre kan og vil samarbejde om at være forældre, - og det kan være meget svært, når man er gået fra hinanden og måske stadig har negative følelser.

godt formuleret...men du er vel heller ikke skolelærer for ingenting vel!!! hi hi

At du giver din datter al den opmærksomhed. Jeg mener dog stadig, at du håndtere hendes "løgne" forkert. Ved at forsøge at straffe hende. Men det må du om.
Jeg forholder mig til det du skriver. Du fortæller mere om, hvad du tror der foregår under samvær med faderen end om dit barns faktiske løgne. det eneste du har fortalt om, er oprydningsscenen, som jeg synes jeg selv har været igennem masser af gange og hvor jeg ikke mener at barnet lyver.
God weekend
Løvemor

Jeg indrømmer at også jeg i min chokerede tilstand var lidt hård ved tastaturet i min første reaktion. Men lige mine ord, hvis man må "låne"
God weekend
Løvemor