Magtmonopol og rettigheder.
I de vestlige lande har individet store rettigheder overfor staten i form af menneskerettigheder og retssikkerhed.
Disse rettigheder bygger på statens magt- og myndigheds-monopol.
En rimelig grad af lov og orden kan opretholdes på trods af disse rettigheder, når statens magtmonopol hovedsageligt kan nøjes med at konfrontere enkeltindivider, der ikke har væsentlig støtte.
Staten kan alligevel med støtte fra indbyggerne sikre individer mod overgreb fra andre individer.
Situationen er helt anderledes, hvis staten har tilstrækkeligt stærke og hensynsløse konkurrenter, der ligeledes udøver magt og myndighed.
En sådan konkurrerende gruppe kan hindre indbyggernes støtte til staten ved trusler og repressalier.
Staten kan vanskeligt identificere og straffe individer fra gruppen, da de støttes med ord og handling af de øvrige individer i gruppen.
Staten kan så ikke længere opretholde en rimelig grad af lov og orden, da gruppens medlemmer misbruger de store rettigheder.
Indbyggerne er ikke sikrede mod overgreb fra gruppen.
De har i praksis kun de rettigheder, som gruppen bevilger dem.
Forudsætningen for de store individuelle rettigheder er dermed en tilstrækkelig kollektiv støtte af statens magt- og myndigheds-monopol.
Da pligten kan gøres særdeles tung for individet af en konkurrerende gruppe, er det gruppens initiativ, der i praksis bestemmer, om denne kollektive forudsætning opfyldes.
Staten kan næppe bevise individets svigt og heller ikke true så effektivt som gruppen.
Så gruppen kan diktere indbyggerne – staten er magtesløs.
Opfyldelsen af en kollektiv pligt muliggør individuel ret – det er sagens kerne.
Individets rettigheder hindrer staten i at konkurrere med kollektiver og gennemtvinge kollektive pligter.
Rettighederne er jo også blevet indført i staterne, da de kunne håndtere kollektiver – de kollektive pligter blev opfyldt – forudsætningen for rettighederne var tilstede.
Med indførelsen af rettighederne er forudsætningen for rettighederne ikke længere givet.
En stærk og hensynsløs gruppe, der konkurrerer med staten om magten kan til enhver tid nødvendiggøre en politistat.
Lande, der har så aggressive grupper i befolkningen, er da også politistater.
Sådanne stater er givet af nødvendigheden og omstændighederne.
De opstår ikke bare, fordi en ond diktator nyder at mishandle sine medmennesker.
Disse rettigheder bygger på statens magt- og myndigheds-monopol.
En rimelig grad af lov og orden kan opretholdes på trods af disse rettigheder, når statens magtmonopol hovedsageligt kan nøjes med at konfrontere enkeltindivider, der ikke har væsentlig støtte.
Staten kan alligevel med støtte fra indbyggerne sikre individer mod overgreb fra andre individer.
Situationen er helt anderledes, hvis staten har tilstrækkeligt stærke og hensynsløse konkurrenter, der ligeledes udøver magt og myndighed.
En sådan konkurrerende gruppe kan hindre indbyggernes støtte til staten ved trusler og repressalier.
Staten kan vanskeligt identificere og straffe individer fra gruppen, da de støttes med ord og handling af de øvrige individer i gruppen.
Staten kan så ikke længere opretholde en rimelig grad af lov og orden, da gruppens medlemmer misbruger de store rettigheder.
Indbyggerne er ikke sikrede mod overgreb fra gruppen.
De har i praksis kun de rettigheder, som gruppen bevilger dem.
Forudsætningen for de store individuelle rettigheder er dermed en tilstrækkelig kollektiv støtte af statens magt- og myndigheds-monopol.
Da pligten kan gøres særdeles tung for individet af en konkurrerende gruppe, er det gruppens initiativ, der i praksis bestemmer, om denne kollektive forudsætning opfyldes.
Staten kan næppe bevise individets svigt og heller ikke true så effektivt som gruppen.
Så gruppen kan diktere indbyggerne – staten er magtesløs.
Opfyldelsen af en kollektiv pligt muliggør individuel ret – det er sagens kerne.
Individets rettigheder hindrer staten i at konkurrere med kollektiver og gennemtvinge kollektive pligter.
Rettighederne er jo også blevet indført i staterne, da de kunne håndtere kollektiver – de kollektive pligter blev opfyldt – forudsætningen for rettighederne var tilstede.
Med indførelsen af rettighederne er forudsætningen for rettighederne ikke længere givet.
En stærk og hensynsløs gruppe, der konkurrerer med staten om magten kan til enhver tid nødvendiggøre en politistat.
Lande, der har så aggressive grupper i befolkningen, er da også politistater.
Sådanne stater er givet af nødvendigheden og omstændighederne.
De opstår ikke bare, fordi en ond diktator nyder at mishandle sine medmennesker.