Løbet er kørt!

Jeg ved ikke hvordan hun ku' finde på at spolere det hele for mig. Hun lod som om hun var min veninde i rigtig lang tid, indtil hun ringede, sagde pænt goddag og smækkede røret på - og ringede slet ikke igen. Vi ville oprindeligt til Kim Larsen koncert i juni, men jeg gider ikke hvis hun er sur på mig. Hun er ond, hun siger ingenting, men kun at vi ikke er venner mere. Jeg har slet ikke gjort hende det mindste, tværtimod - jeg reddede hendes liv i mars, da hun havde spist 40 hovedpinespiller. Jeg fik hende p hospitalet, hun blev pumpet ud, og blodet blev renset. Hun var med til mit bryllup, var endda det første vidne. Vi har været til en anden koncert før, oghavde det sjovt. Men hendes mening ved det hun kaldte for venskab var åbenbart at spolere det hele for mig.
Jeg gider slet ikke leve mere, for jeg gider ikke lide mere. Slut, jeg er vel færdig med min "mission" som ikke er andet end at lide. Det varede ved i 26 år nu, det er ved at være nok...
Hører Anne Linnet, alting kan gå itu... den beskriver virkelig meget godt hvordan jeg har det.
Jeg vil ikke stille op som verbal bokspude for andre mere. "Kaldte du mig for ven engang så er jeg her nok endnu... men ikke mere længe, Tine."

modet oppe. Det skal nok gå! Det SKAL det!

Og hvorfor skriver du det herinde?! Hvorfor skal vi vide det?
:S

Hvis du ikke har noget fornunftigt at skrive så klap i!
Er det nemmere for dig at synke sådan noget ned end for mig? Hvis ja, så forklar mig hvorfor, og giv mig en brugbar vejlending til at blive følelsesløs.