Langdistanceforhold!! Hvordan klarer jeg den?

Hej.
Jeg har nu været sammen med min kæreste i godt 11 måneder. Og inden for de seneste 3 måneder har vores forhold været et "langdistanceforhold". Det skete efter vi holdte op på efterskolen. Afstanden i mellem os er 2 timer med offentlig transport. Det har forløbbet helt fint her de første måneder, og jeg er stadigvæk sikker på at hun er pigen i mit liv!! Eller lad mig sige det sådan, vi har det RIGTIG GODT sammen. Bedre har det aldrig været!
Men her på det seneste har det virkelig været svært at undværre hende.. Tænker på hende konstant..! Og bliver nødt til at tage hjem til hende i hverdagene, så meget savner jeg hende. Mit spørgsmål er så; hvad kan vi gøre for at kunne leve med det, så det rent faktisk er godt, og min hverdag ikke har de der triste perioder hvor jeg savner hende? Vi er begge to ret enige i at det med at flytte sammen, må vente til vi er færdige med vores gymnasielle uddannelse.. Så må man tage det derfra, hvor det ville være oplagt at flytte sammen.. Men er 3 år ikke også lang tid?
MVH
Den fortvivlende!

Det er aldrig rart at savne sin elskede og have lang distance imellem hinanden. Nu har i "kun" været sammen 1 år, og derfor er alt mht følelser godt og rart lige nu. Jeg vil derfor mene det er godt i ikke flytter sammen nu, men venter til jeres gymnasie er overstået. Det gode ved i går på gymnasie er jo at i har en masse ferier i kan ses i, hvor i kan være sammen en uge eller mere ad gangen. Og så er det altså ikke så slemt, det kræver bare tilvending. I har været vant til at se hinanden hver dag, og nu skal i "bare" vænne jer til at det kan i ikke mere. Det er godt at savne! Og så kan i jo glæde jer endnu mere over at være sammen, ved at se frem til i har fundet jeres "eneste ene" og at i ved i skal flytte sammen når de 3 år er gået.. og den tid går hurtigt, så længe man har noget at se frem til!

Jo, 3 år er lang tid, men kan bare sige til dig, at jeg har min kæreste i Australien. (Så luksus at din kun bor 2 timer væk). Da de australske myndigheder/love er meget strenge har vi måtte leve hver for sig, da det er mig der indtil nu har måtte derud. (Det er ikke de danske myndigheder der spænder ben, men derimod de australske). Vi skal enten ha´ levet sammen uafbrudt i 12 måneder eller være gift før jeg kan søge om opholdsvisum = arbejde. Ellers hedder det turistvisum, hvor man ikke må arbejde. Det bider sig selv halen, da jeg ikke har råd til at være derude i 12 måneder uden arbejde. Så det bliver til ca. 3 måneder af gangen. Nå, dette var et sidespring. Vi lærte hinanden at kende for 12 år siden, da var afstanden for stor = ikke parat. Starten af sidste år begyndte vi at være kærester igen, og er lige blevet gift. Så er kærligden der, respekterer man hinanden, er man parat til "at slå sig ned", ja så kan alt lade sig gøre. Også selvom det er hårdt. Men jeg tager det som en læreproces. Nu skal vi til at finde ud af hvor vi vil bo, men det er så en helt anden historie.

2 timer, det er da til at overleve. Du har muligheden for at se hende en gang i løbet af ugen.
Jeg har min kæreste over 4 timer fra mig, det er rigtig hårdt. Jeg kan ikke bare besøge ham en aftermiddag/aften. Det vil jo alt i alt tage 8 timer bare for at se ham og komme hjem igen, og det kan ikke hænge sammen med at gå på gyn og være afhængig af offentlig tansport.
Det har holdt 2 mdr. Jeg savner ham uafbrudt. Det er af of til så slemt at jeg ikke kan koncentrere mig om mine lektier

Min kæreste er tysker...OG hun er i australien. så 2 timer er jo ingenting.. i kan ses i en weekend :O)
Jeg har ikke set hende siden februar. Men heldigvis kommer hun snart hjem til mig.. juhu