Kærlighed er noget låårt

For mig er kærlighed synonymt med ulykkelig kærlighed.
Kærlighed har altid tilg´ført mig smerte.
Jeg får aldrig ham jeg kan lide, og ham der kan li mig vil jeg ikke have.
Når jeg så endelig ser noget i ham som kunne li mig og vil ha ham, så vil han ikke have mig.
Jeg er blevet så usikker på mi selv, og tør simpelthen ikke date eller falde for flere fyre.
Jeg har ingen problemer med at score, og mange fyre henvender sig. Men efter en date hører jeg aldrig fra dem igen. Altid samme mønster. Og nej jeg går ikke i seng med dem
Hvorfor kan alle andre få forhold, undtagen mig?
Har stort set aldrig haft forhold, men har haft utallige hjertesorger, skuffelser over fyre der ikke ringer eller skriver osv.
Havde så en sød kæreste i nogle måneder, og tænkte nu er den der. Men så fandt jeg ud af en masse løgne om ham.
Har lige været ude med en fyr for 3 uger siden, har kun hørt fra ham 3-4 gange siden og kontakten er pludselig ebbet ud.
Jeg er ikke omklamrende, og jeg skriver eller ringer ikke konstant til dem.
Hvad er der galt med mig, siden de ikke vil binde sig til mig? Er jeg ikke værdig til at elske?

Jeg har så meget vrede i mig, og sår. Er så vred over han ikke har ringet i 5 dage. Og især når jeg spørger ham lige ud om han har mistet interessen, og han siger han bestmt ikke har.
Hvorfor lyver han? Hvorfor kan de ikke bare være f****** ærlige, og sige det hele som det er?
Hvorfor skal en sød og kærlig pige (ja, det er jeg!) sidde her som 25-årig med sår på sjælen og knust hjerte, og FRYGTE at tage på date, eller at forelske sig i en fyr for den sags skyld.
Har datet den kriminelle type, den søde universitets type, den stille type.
Så nej jeg går ikke efter en type kun.
Jeg opgiver.
Ser mig selv sidde som 50-årig, helt ensom og forladt. Mens mine venner, søskende og alle de andre har fået sig en dejlig familie, der alle elsker hinanden.
Ak ja, hvis bare man kunne prøve gengældt forelskelse, og gensidig kærlighed, istedet for afvisning efter afvisning, på sine følelser og sin person.
Life is a bitch!

Nej jeg dater ikke kriminelle og playere med vilje.
Det var dengang jeg var 18.

forstår jeg godt at det ikke fungerer.

Hej
Der er ingen grund til bekymring. Du er kun 25 og har hele livet foran dig. Er der nået du skal nå siden du vil have en kæreste med det samme?

Har du tænkt over hvad du gerne vil have din næste mand skal indeholde? Hvilke værdier betyder meget for dig? Hvad har du lyst til at bygge dit næste forhold på?

livet er op/ned ... så tør øjnene 😉
Det med kærligheden .. kommer sku nok når du er klar til det. Lad vær med at bruge så meget tid på hva andre gør... og hva du bør og skal.
Ta det hele som en oplevelse du mangler jo ikke henvendelser siger du ... så det går nok. Men det er ikke til at sige hvornår.
Jeg har et par gange oplevet at folk er faldet for hinanden selvom deres hjerne sagde det ALDRIG ville ske. Typen mig dit og typen mig dat ... det er ikke konstruktivt. Kun med til at dele folk i kasser ... mennesker er mere komplekse. Men det kræver jo man først lærer dem at kende.

Jeg kunne godt have den mistanke at du skyder lidt med spredehagel og for hurtigt lader dig såre af folk du faktisk kun har mødt få gange. Måske bliver du mere følelsesmæssigt berørt af tanken om ikke at kunne få nogen end det at et næsten fremmed menneske vurderer at i ikke passer sammen. Det kan jo handle om så meget, måske ligner du ikke hans mor nok, måske minder du om ham om en søster, måske er han uden at vide det ikke klar til at forhold, for umoden etc.
Mit bedste råd til dig er: brug denne tid til at bygge nogle rigtig gode venskaber op, du får nemlig brug for dem senere i livet og de er meget vigtigere. Lad dine venskaber blive din identitet, mød nye og spændende mennesker, og oplev dig selv i mange foraer.
Lige nu vil fyrene komme og gå et stykke tid, lad være med at investere for meget energi i dem, de forsvinder igen.... Den rigtige mand finder du, når du er kommet lidt mere i ro med dig selv og giver dig selv lidt tid til at se fyren an, hvis han kan bevise at han fortjener dig, så kan du begynde at investere dig selv i ham på et dybere plan...
Held og lykke:-)

jeg var bare lidt ældre og havde så problemer med at overhovedet at tiltrække fyre fordi jeg var alt for genert - og selvkritisk ikke mindst: "Den måtte da være helt gal med mig, skulle jeg ikke hellere lige få "fixet" lidt ved udseendet - næsen, barmen", ja, så langt ude var jeg.
Jeg skrev endda om mine kvaler herinde og fik da venlige opmuntringer,.. MEN.. det jeg gjorde var at finde en indre ro, indså at "kommer der et forhold, så kommer der et forhold" og lod være med at forvente at Mr. Right blev den næste fyr jeg så. Jeg satte mine forventninger ned og lod livet give mig alle de forunderlige oplevelser, man nu engang får ved at date. Håber du kan tillade dig selv og dit hjerte at give lods for alle de følelser du slås med og lade alle de dårlige oplevelser stå i baggrunden.

Nu er det svært at være klog, når man ved så lidt...
Men jeg synes bestemt, Butterfly kommer med noget brugbart.
Jeg fæstner mig ved forskellige ting: Du skriver, at du er usikker på dig selv, - du virker meget moden og velformuleret, - og du skriver både om "knust hjerte", "sår på sjælen" og "ulykkelig kærlighed", - selv om dine erfaringer med kærlighed virker lidt som - at "kradse i overfladen".
Du skriver også, at du dater alle mulige typer, - og det er vel i sig selv en svær øvelse, da forskellige mennesker kræver forskelligt modspil? Hvad jeg mener er, at du aldrig rigtig "bliver god til det", når der hele tiden forventes noget nyt? Måske er det lidt som at søge lykken i en fiskedam - at date dig. Måske har Butterfly en pointe i, at du først må finde dig selv, før du kan finde "ham"?
At du er usikker på dig selv, er jo ikke godt, for alene det borger for at du kan blive løbet over ende af diverse charlataner...
M.h.t. modenhed kan det måske tænkes, at du bare er et skridt eller to - foran jævnaldrende mænd? Måske er de bare ikke ligeså klar til "villa, Volvo og vovhund", som du, - og så trækker de sig måske?
Og så er jeg desværre også nødt til at sige, at du næppe endnu aner, - hvad et knust hjerte er. Den dag, hvor du har fundet "mr Right", og befinder dig i et længerevarende, velfungerende forhold, og han så uden videre forlader dig, - DA er du heartbroken!
Noget af det mest interessante er, at du skriver, at dem, der vil have dig, vil du ikke have, - og dem, du vil have, vil ikke have dig. Kunne det tænkes, at du - ubevidst - vælger dem ud, som netop ikke vil noget med dig? Og kunne det tænkes, at dette skyldes, at du er SKRÆKSLAGEN for at blive endnu mere såret?
Jeg sidder også lidt med en fornemmelse af, at du gerne vil springe "indledningen" over - og gå direkte til indholdet?
Også jeg vil råde dig til at tage det roligt, skrue ned for følelserne, og udvikle venskaber i stedet. Bl.a. fordi jeg mener, de bedste forhold også er baseret på stærke venskaber; men også fordi man - som tidligere nævnt - har brug for stærke, personlige venskaber, - og de er ikke lige så lette at skabe, når først kæresten hele tiden er et sted i landskabet.
Og så mener jeg seriøst, at du skal arbejde med at udskifte tanken "KÆRLIGHED NU!" med tanken "Der er masser af tid..." - og agere derefter. For kærlighedsforhold, der holder i lang tid, - tager også lang tid at opbygge. Og som med al byggeri er fundamentet det vigtigste, - og det kan man ikke bare "springe over"... 🙂