Kæresten er jaloux på mine børn

Jeg og min kæreste har været sammen on/off i de sidste 2½ år. -Vi har begge haft mange sår fra tidligere forhold, som komplicerede tingene, og gjorde at vi har holdt pauser, indtil vi måtte erkende, at vi ikke ville undvære hinanden, men i stedet kæmpe os igennem problemerne.
Nu er vi så nået dertil, at vi de sidste par gange ikke har kunnet overvinde, at min kæreste (som har en søn på 4 fra et tidligere forhold) har været meget jaloux på den opmærksomhed jeg gi'r mine piger (fra et tidligere forhold) på 7 og 9 år, selvom jeg gang på gang forsøger at forklare hende at mine følelser for hende ikke bliver berørt af, at jeg giver dem opmærksomhed.
Vi har flere gange prøvet at komme ind til kernen af problemet...og skrevet til diverse foraer... -Men her er det ofte sket, at vi har fået at vide, at "hun bare ska' lære at acceptere det, og leve med det."
Det har dog vist sig ikke at være så nemt som håbet. Og jeg tror hendes opvækst har en del af skylden.
Hun er den ældste af fire søskende, og hendes mor har haft mere travlt med at søge anerkendelse hos mænd, end med at være mor for sine børn. Derfor har min kæreste været nødt til at klare sig selv i en tidlig alder, og samtidig delvist fungere som mor for sine søskende. -Dét - tænker jeg - ligger der ikke megen kærlighed, omsorg og anerkendelse i. -Og min kæreste har da også så længe hun kan huske haft lavt selvværd og ikke følt sig god nok. Denne 'ikke-god-nok-følelse' bliver så forstærket af, at jeg viser mine piger opmærksomhed, kærlighed osv. -Og selvom hun godt kan se det ikke er sådan, når vi snakker rationelt om det, så føler hun at jeg forsømmer hende, og ikke giver hende så megen kærlighed, når jeg bruger tid på pigerne.
Idet hun er vant til ikke at føle sig god nok, skal der ikke meget til for at hendes følelser 'bekræfter' dette, når pigerne får opmærksomhed fra mig. Men selvom hun - når hun giver sin søn opmærksomhed - ikke er så fokuseret på mig, sidder jeg ikke med de samme følelser af jalousi ift. ham, som hun har ift. pigerne.
Vi elsker hinanden højt, og ønsker bare at kunne få det til at fungere, men denne nød har vist sig særdeles hård at knække, så gode råd modtages med stor taknemmelighed!
Hvad kan hun gøre for at slippe af med jalousien? -Og hvad kan jeg gøre for at hjælpe hende? -Hun sætter jo stor pris på at hun kan se at jeg er en god far, så det er følelserne og ikke 'logikken', der er problemet...
MVH
t191

Kære t191
Hvor er det dejligt at læse, at du gerne vil hjælpe din kæreste og at du forstår sammenhængen mellem jalousien til dine børn og hendes egen opvækst.
Der er ingen tvivl om, at det har været rigtig svært at være hende som barn. At stå med det ansvar, som hun har gjort, er fuldstændig urimeligt og sandsynligvis har hun ikke tilgivet sin egen mor, at hun ikke tog ansvaret, men overlod det til hende. Du skriver ikke noget om, at din kæreste har fået bearbejdet sin barndoms traumer, og det kunne være et rigtig godt sted at starte, så hun kan få opbygget sit selvværd igen. Det bedste du kan gøre, er at anerkende hende og hendes følelser. At møde hende i det, som er så svært for hende. Måske kunne I finde ud af, hvad hun har brug for i den situation, hvor hun føler jalousien mod dine børn. Og aftale, hvordan hun kan gøre dig opmærksom på det, så snart hun mærker den mindste snert af jalousi, så du kan gøre det, som I på forhånd sammen har fundet ud af, at hun har brug for i situationen, så det kan blive taget i opløbet og ikke får lov til at udvikle sig.
Prøv det i første omgang og lad mig vide, hvordan det går.
Hvor er din kæreste heldig, at have en forstående mand som dig og hvor er du heldig i at have en dejlig følsom kæreste, som tør stå ved alle sine følelser.
Jeg håber inderligt, at ovenstående kan hjælpe jer lidt på vej - sammen.
Mange kærlige hilsner og tanker
Solveig [s]