Kære søde skat.

Gad vide om jeg mon kan være den jeg er og blive elsket?
Måske blev du snydt?
Måske ønskede jeg at du skulle se mig som let, ligetil og positiv udi det uendelige, Måske ønskede jeg selv at være netop sådan, fordi skæbnen har gjort dette til det sværeste af alt at være, og kunne jeg præstere smilet igennem tårer, havde jeg besejret min skæbne.
Måske skulle jeg have ladet skæbnen sejre og ladet mørket gribe mig, men det er svært at være stærk for andre når man sidder sammenkrøbet i mørket.
Du kom i mit liv og gav mig kærlighed, endelig kunne jeg give slip, endelig behøvede jeg ikke være stærk for andre, endelig kom belønningen for at holde ved og holde ud og smile til verden.
Nu havde jeg dig til at passe på mig, nu kunne jeg endelig græde, vel vidende at du ville være der til at gribe mig.
Du skulle befri mig fra alle fortidens mørke skygger og udfri min sorgfulde sjæl.
Blev du snydt?
Er en synder altid bevidst om sin synd?
Elskede jeg dig?
Jeg elskede min befrier og min lykkestjerne. Jeg elskede drømmen…
Jeg så dig ikke…
Jeg ser dig nu og jeg ser dig helt.
Jeg ser dine længsler og savn. Jeg ser din anger og din sorg. Jeg ser din oprigtighed….jeg ser fejl og jeg ser fuldkommenhed…
Du er ikke min befrier du er min kærlighed.
En synd er ikke altid skabt af et uselt hjerte. En synd kan begåes i afmagt og desperation.
Elsker jeg dig?
Jeg elsker dig med åbne øjne, med en bevidsthed om at ingen er fuldkommen. Jeg ønsker ikke længere det perfekte, jeg ønsker virkeligheden.
Min sjæl er fortsat hjemsøgt af fortidens tåger. Jeg fordriver dem ved egen kræft en efter en. Med bevidstheden om at tårerne en dag er til ende.

Hvad kan vi buge dette til?
Hvad er det du prøver at fortælle?
Indlægget er godt, men hvad er indholdet beregnet til?
Jeg undskylder mine spørgsmål, men er i tvivl om formålet.

Måske er det bare lysten til at skrige det ud, behøver det at pensles ud [l]og behøver der at være anden grund end glæden

Halløj kun en Q kan skrive sådan et Teater stykke, for det må det være,kan da ikke være virkelighed, hvem skriver du til og hvorfor.

Indlægget er nødvendigvis ikke skrevet til nogen af jer - men blot et led i selvransagelse og selvopfattelse!. Det kan faktiske hjælpe, at skrive tankerne ned.
:) K

Det er et utroligt flot statement og hvor har du ret. Man kan længes så meget, at man handler desperat. Det tror jeg alle kender til...
Du skriver, at han skulle befri dig fra fortidens mørke skygger, men det ligger ligesom også lidt mellem linierne, at du er klar over, at andre ikke kan påtage sig det kæmpe ansvar.
Sjælen er hjemsøgt af fortiden. Sådan vil det altid være, men hvis vi kan finde en plads inde i os selv til de dæmoner vi bærer rundt på, så kan vi også få plads til andet. Blandt andet kærligheden, livet og alle de andre ting, som betyder noget for os. Men først må vi lære at acceptere, at fortiden er der. Vi må kalde den ved navn. Se den i øjnene. Græde over den. Tilgive den. Tilgive os selv og rejse os op, når vi er klar. Tingene sker ikke "overnight"...det tager tid og kræver et kæmpe arbejde med os selv og de fælder vi falder i.
Håber det bedste for dig....
Knus
A