Kære du som skal "sejle" ud på det store "hav".
Det er svært at være ung og skulle begynde tilværelsen. Der kan være megen frygt for fremtiden, så her er et lille "digt" til at opmuntre dig.
Det Endeløse Hav.
Jeg står og ser ud over det endeløse hav,
som er så fjernt fra mig -
og dog så nær.
Hvordan skulle jeg kunne fatte eller begribe rækkeviden.
Det som binder mig,
tryllebinder mig, er det,
som på samme tid drager mig og skræmmer mig.
Her er mit liv, med alle dets modstridende følelser
og derude er det ukendte,
som jeg må og skal udforske og forholde mig til.
Livet er for mig, som en lang rejse,
hvor skibet gynger og vinden blæser,
med en skræmmende styrke.
Til at begynde med,
var jeg bange,
bange for elementerne
og bange for mig selv.
Der var så mange ting, som skræmte mig,
så mange ting ,
som var i modsætning
til alt hvad jeg havde lært og erfaret,
ja, alt hvad jeg troede på og kendte.
Ofte var det, som om jeg fo´r hid og did
og ikke vidste,
hvorhen jeg skulle bevæge mig.
Hvem havde afstukket kursen,
den kurs som jeg skulle følge?
Det var virkelig skræmmende.
Jeg oplevede, hvordan jeg til tider mistede grebet
om roret og kunne mærke,
at båden drejede klods op ad vinden
og truede med, at trække mig ned i dybet
i stedet for, at bære mig i sikkerhed.
Den båd, som på én gang
var mit transportmiddel,
men også mit opholdssted.
Kunne jeg stole på ”den”?
Hvorhen båden ”gik” hen,
der ”gik” jeg jo også.
Det smertede tit i mine hænder
ja, nogle gange sled jeg dem til blods
og det værkede i hele min krop.
Smerten var ikke bare i mine hænder,
men fordelte sig til hele kroppen
og jeg registrerede den i min hjerne,
hvorefter følelserne brød ind over mig.
Tit kunne jeg ikke mærke forskel
på havets salte smag og smagen,
den salte smag fra tårerne,
som randt ned af mine kinder.
Hvor har jeg tit været ved
at opgive og bare lade mig
drive med strømmen.
Jeg syntes ikke jeg havde energi til
at fortsætte.
Hvor skulle jeg vende mig,
hvem skulle give mig styrke
og gode kræfter?
En dag på min færd
hvor jeg var allerlængest nede,
fik jeg en følelse i mit hjerte
og den tanke opstod,
at jeg måtte samarbejde med mine omgivelser.
Her var jeg i omgivelser,
som jeg jo kendte
og vidste noget om.
Havde jeg ikke altid elsket
og haft kærlighedsfølelser?
Elskede jeg ikke duften af fyrretræerne,
når jeg gik gennem plantagen
ned til havet?
Elskede jeg ikke duften af det oprørte hav
blandet med duften af sand og tjæret træværk?
Jo, jeg havde kærlighedsfølelser,
men nu var det,
som om det jeg elskede
prøvede,
at knuse mig.
Nej, sådan var det jo ikke,
jeg var blot tvunget af mine omgivelser til
at rette min kærlighed
mod noget, som var større
end mig selv,
ja, større end hele verden.
Havet var jo sit eget element
og ligeså vinden.
De var jo blot sig selv ligesom
jeg var det.
Den kraft, som nu drev mig
var i virkeligheden min følgesvend,
selvopretholdelseskraften.
Jeg skulle jo bare elske,
vise kærlighed
og samtidig accepterer mine omgivelser
for hvad de stod for.
Det føltes lige pludselig
som om jeg fik styr på mine tanker.
Jeg fik nogle forbundsfæller
hvor jeg før havde betragtet disse
som mine fjender.
Jeg var jo bare mig,
som gjorde det jeg kunne.
Og det samme gjorde havet
og vinden
Nu kunne jeg mærke,
at jeg fik fornyet min styrke.
Håbløsheden svandt
og i stedet for, fik jeg en følelse
af glæde.
Jeg opdagede lige pludselig,
at jeg kunne noget,
jeg kunne se
og forstå.
Mærkeligt, at det som før
havde virket så skræmmende,
nu blev min styrke,
mine forbundsfæller.
Selv farverne i det blågrønne hav
og de hvide skumsprøjt,
ja, det var
som om havet legede til ære for mig,
som om det var for min skyld,
for at jeg kunne lære.
Jeg kendte godt havet fra en mere rolig side
når det var havblik
og solens lys blinkede
i havets overflade.
Sådan havde jeg det jo også selv –
nogle gange.
Nogle gange er jeg jo også selv rolig
og har et stort overblik.
Så føler jeg, at også jeg
reflektere alt på en speciel måde
så kaster også jeg lyset tilbage.
Vinden, som jeg udnytter
ved jo ikke altid, hvor stærk den er.
Nogen gange glemmer Hr. Vind sin egen styrke –
og så kan havet komme i oprør,
det ellers stille hav, som jeg stoler på.
Der stilles nogle krav til mig,
som jeg godt kan se nu.
Jeg mærker også, at fra det tidspunkt –
da jeg fik min egen båd
og skulle til at sejle alene – havde jeg jo en øvelse
en muskelstyrke som jeg skulle bruge,
nu,
fordi jeg skulle sejle
alene.
Følgebåden, den store følgebåd
med dobbelt besætning
fulgte med et stykke tid
og så var det altså mig
alene.
Jeg vidste, at den sagtens kunne
indhente mig
og fra tid til anden ville den komme op
på siden af mig for at se
at alt var OK.
Nu havde jeg samling på det hele.
Jeg tillod mig at slappe lidt af
og spise lidt og drikke lidt af
det medbragte vand,
ahh det var herligt.
Jeg var selv rolig og forholdt
mig helt anderledes til
det voldsomme oprørte hav
end jeg tidligere havde gjort.
Jeg fik mod.
Nå, mine venner, mine omgivelser
vi er sammen nu, ikke?
Jeg vil sejle og beundre jeres styrke
og indrette min kurs
så jeg ikke kommer på tværs af jer,
men kan bryde de store bølger,
forfra
og gå op igennem jer.
Det vil give mig fremdrift.
Jeg vil vende mit sejl
så jeg får vinden til
at være min hjælper.
Skulle stormen blive for kraftig
for øjeblikkets sejlads,
så vil jeg surre båden og ligge underdrejet
til havet har fået raset ud,
jeg vil vendte på det.
Jeg har et stærkt ror
som mine venner,
den dobbelte besætning fra følgebåden,
har hjulpet mig med at forstærke.
Kraftigt tømmer med forstærkning
af kobber og meget kraftige stålbeslag til
at fastgøre det til båden.
Jeg har også en redningsvest
hvis jeg skulle falde overbord og
komme ned i det dybe hav,
som jeg holder så meget af,
til at holde mig oppe ved overfladen.
Jeg er forbundet til båden med en livline
af tre tvundet snor,
Ja, jeg skal nok klare mig.
Jeg er helt klar over mit mål nu,
det er både at sejle og nyde turen,
men også,
at være stærk og udvikle mine evner,
mit klarsyn og fremsyn.
At bruge den viden min træner
har givet mig i årene forud,
før jeg selv skulle sejle alene.
I øjeblikket kan jeg altid vende skuden,
og stikke ind til min havn,
hvorfra jeg står ud.
Jeg kan stadig se land,
alle markerne
og kendetegnene
Men en dag ..
vil jeg søge ud mod det åbne hav,
mod andre lande,
mod andre havne.
Der vil jeg vælge et sted,
som jeg vil kalde,
Min havn.
Venlig hilsen Enoch
Det Endeløse Hav.
Jeg står og ser ud over det endeløse hav,
som er så fjernt fra mig -
og dog så nær.
Hvordan skulle jeg kunne fatte eller begribe rækkeviden.
Det som binder mig,
tryllebinder mig, er det,
som på samme tid drager mig og skræmmer mig.
Her er mit liv, med alle dets modstridende følelser
og derude er det ukendte,
som jeg må og skal udforske og forholde mig til.
Livet er for mig, som en lang rejse,
hvor skibet gynger og vinden blæser,
med en skræmmende styrke.
Til at begynde med,
var jeg bange,
bange for elementerne
og bange for mig selv.
Der var så mange ting, som skræmte mig,
så mange ting ,
som var i modsætning
til alt hvad jeg havde lært og erfaret,
ja, alt hvad jeg troede på og kendte.
Ofte var det, som om jeg fo´r hid og did
og ikke vidste,
hvorhen jeg skulle bevæge mig.
Hvem havde afstukket kursen,
den kurs som jeg skulle følge?
Det var virkelig skræmmende.
Jeg oplevede, hvordan jeg til tider mistede grebet
om roret og kunne mærke,
at båden drejede klods op ad vinden
og truede med, at trække mig ned i dybet
i stedet for, at bære mig i sikkerhed.
Den båd, som på én gang
var mit transportmiddel,
men også mit opholdssted.
Kunne jeg stole på ”den”?
Hvorhen båden ”gik” hen,
der ”gik” jeg jo også.
Det smertede tit i mine hænder
ja, nogle gange sled jeg dem til blods
og det værkede i hele min krop.
Smerten var ikke bare i mine hænder,
men fordelte sig til hele kroppen
og jeg registrerede den i min hjerne,
hvorefter følelserne brød ind over mig.
Tit kunne jeg ikke mærke forskel
på havets salte smag og smagen,
den salte smag fra tårerne,
som randt ned af mine kinder.
Hvor har jeg tit været ved
at opgive og bare lade mig
drive med strømmen.
Jeg syntes ikke jeg havde energi til
at fortsætte.
Hvor skulle jeg vende mig,
hvem skulle give mig styrke
og gode kræfter?
En dag på min færd
hvor jeg var allerlængest nede,
fik jeg en følelse i mit hjerte
og den tanke opstod,
at jeg måtte samarbejde med mine omgivelser.
Her var jeg i omgivelser,
som jeg jo kendte
og vidste noget om.
Havde jeg ikke altid elsket
og haft kærlighedsfølelser?
Elskede jeg ikke duften af fyrretræerne,
når jeg gik gennem plantagen
ned til havet?
Elskede jeg ikke duften af det oprørte hav
blandet med duften af sand og tjæret træværk?
Jo, jeg havde kærlighedsfølelser,
men nu var det,
som om det jeg elskede
prøvede,
at knuse mig.
Nej, sådan var det jo ikke,
jeg var blot tvunget af mine omgivelser til
at rette min kærlighed
mod noget, som var større
end mig selv,
ja, større end hele verden.
Havet var jo sit eget element
og ligeså vinden.
De var jo blot sig selv ligesom
jeg var det.
Den kraft, som nu drev mig
var i virkeligheden min følgesvend,
selvopretholdelseskraften.
Jeg skulle jo bare elske,
vise kærlighed
og samtidig accepterer mine omgivelser
for hvad de stod for.
Det føltes lige pludselig
som om jeg fik styr på mine tanker.
Jeg fik nogle forbundsfæller
hvor jeg før havde betragtet disse
som mine fjender.
Jeg var jo bare mig,
som gjorde det jeg kunne.
Og det samme gjorde havet
og vinden
Nu kunne jeg mærke,
at jeg fik fornyet min styrke.
Håbløsheden svandt
og i stedet for, fik jeg en følelse
af glæde.
Jeg opdagede lige pludselig,
at jeg kunne noget,
jeg kunne se
og forstå.
Mærkeligt, at det som før
havde virket så skræmmende,
nu blev min styrke,
mine forbundsfæller.
Selv farverne i det blågrønne hav
og de hvide skumsprøjt,
ja, det var
som om havet legede til ære for mig,
som om det var for min skyld,
for at jeg kunne lære.
Jeg kendte godt havet fra en mere rolig side
når det var havblik
og solens lys blinkede
i havets overflade.
Sådan havde jeg det jo også selv –
nogle gange.
Nogle gange er jeg jo også selv rolig
og har et stort overblik.
Så føler jeg, at også jeg
reflektere alt på en speciel måde
så kaster også jeg lyset tilbage.
Vinden, som jeg udnytter
ved jo ikke altid, hvor stærk den er.
Nogen gange glemmer Hr. Vind sin egen styrke –
og så kan havet komme i oprør,
det ellers stille hav, som jeg stoler på.
Der stilles nogle krav til mig,
som jeg godt kan se nu.
Jeg mærker også, at fra det tidspunkt –
da jeg fik min egen båd
og skulle til at sejle alene – havde jeg jo en øvelse
en muskelstyrke som jeg skulle bruge,
nu,
fordi jeg skulle sejle
alene.
Følgebåden, den store følgebåd
med dobbelt besætning
fulgte med et stykke tid
og så var det altså mig
alene.
Jeg vidste, at den sagtens kunne
indhente mig
og fra tid til anden ville den komme op
på siden af mig for at se
at alt var OK.
Nu havde jeg samling på det hele.
Jeg tillod mig at slappe lidt af
og spise lidt og drikke lidt af
det medbragte vand,
ahh det var herligt.
Jeg var selv rolig og forholdt
mig helt anderledes til
det voldsomme oprørte hav
end jeg tidligere havde gjort.
Jeg fik mod.
Nå, mine venner, mine omgivelser
vi er sammen nu, ikke?
Jeg vil sejle og beundre jeres styrke
og indrette min kurs
så jeg ikke kommer på tværs af jer,
men kan bryde de store bølger,
forfra
og gå op igennem jer.
Det vil give mig fremdrift.
Jeg vil vende mit sejl
så jeg får vinden til
at være min hjælper.
Skulle stormen blive for kraftig
for øjeblikkets sejlads,
så vil jeg surre båden og ligge underdrejet
til havet har fået raset ud,
jeg vil vendte på det.
Jeg har et stærkt ror
som mine venner,
den dobbelte besætning fra følgebåden,
har hjulpet mig med at forstærke.
Kraftigt tømmer med forstærkning
af kobber og meget kraftige stålbeslag til
at fastgøre det til båden.
Jeg har også en redningsvest
hvis jeg skulle falde overbord og
komme ned i det dybe hav,
som jeg holder så meget af,
til at holde mig oppe ved overfladen.
Jeg er forbundet til båden med en livline
af tre tvundet snor,
Ja, jeg skal nok klare mig.
Jeg er helt klar over mit mål nu,
det er både at sejle og nyde turen,
men også,
at være stærk og udvikle mine evner,
mit klarsyn og fremsyn.
At bruge den viden min træner
har givet mig i årene forud,
før jeg selv skulle sejle alene.
I øjeblikket kan jeg altid vende skuden,
og stikke ind til min havn,
hvorfra jeg står ud.
Jeg kan stadig se land,
alle markerne
og kendetegnene
Men en dag ..
vil jeg søge ud mod det åbne hav,
mod andre lande,
mod andre havne.
Der vil jeg vælge et sted,
som jeg vil kalde,
Min havn.
Venlig hilsen Enoch