Kvinder, mig og en stor barriere!
Jeg er en fyr på 25 år med kvinde problemer.
Gør klar på et langt indlæg.
Jeg syntes selv at jeg har en rigtig stor del af pakken og kan byde en kvinde det meste. Alligevel er jeg absolut den i min omgangskreds som har haft mindst forhold, flirts osv.
Hvis jeg ville kunne jeg nok godt få en eller anden kvinde, men det vil jeg jo ikke. Hun skal selvfølgelig stille op til de krav jeg har, for at jeg kan blive forelsket. Jeg går på ingen måder på kompromis, jeg gider ikke en halvfesen forelskelse!
1. Jeg kan ikke flirte, jeg er dårlig til at komme i nærheden af kvinder. Jeg tror det skyldes min uerfarenhed på dette punkt delvist.
2. Jeg kan godt flirte, men på en sikkerhedsmæssig afstand.
3. Jeg er nem og glad person som finder glæde i det små. Jeg kan finde det meste interessant.
4. Ens hverdag bliver mere og mere præget af dette spørgsmål om en kæreste. Jeg tænker mere over det og det hæmmer min evne til at være udadvendt, glad og igang. Det er en ond cirkel.
5. Min humor og glade humør er langsomt dalene, det er forfærdeligt og det tager lang tid at opbygge.
6. I min nuværende omgangskreds, venner, arbejde osv er der ikke meget nyt hvad angår kvinder. Det er svært bare at møde nye.
7. Engang havde jeg selvtillid. Hvis jeg mente 1 ting kunne alle komme mod mig, jeg skulle nok få det til min fordel, og endda på en god måde.
Har nyligt været ude for at snakke rigtig godt med en pige og flirte en smule. Men som sagt, er jeg ikke god til selve flirt delen, og jeg flirter nok mest ved at være mig selv og håbe det bringer noget i længden.
Så kommer der denne anden fyr som i mine øjne er dybt uinteressant. Han slår mig af pinden fordi jeg ikke tror på mig selv. Han kan intet andet end at flirte, konstant stikpiller til kvinden og aldrig at grine med kun mod. Det forvirrer mig, fordi jeg tænkte det gik godt, men pludselig er hun optaget af hans selvflæberi som åbenbart virker.
Det værste ved alt det her er, at jeg bliver sat tilbage. Jeg mister gejst i alting. Jeg mister gejst i at prøve noget selvstændigt selvom det er min store drøm. Skal jeg lave noget med mine kammerater som har kærester og koner, så står det i vejen. Det er svært bare at fokusere på at nyde ens selvskab og skal nogle gange næsten tage mig sammen.
Jeg savner mig danse, grine, være latterlig og udadvendt. Ja jeg kan stadig præstere men slet ikke som engang og det går støt nedad. Jeg har i en længere periode arbejdet mig imod et dalende humør og det har virket. Episoden med kvinden her har slået mig lidt igen. Jeg troede måske jeg havde en chance, men nu gider jeg skut rigtig arbejde i det mere.
Så det op på hatten igen, men hvad gør jeg næste gang?
Gør klar på et langt indlæg.
Jeg syntes selv at jeg har en rigtig stor del af pakken og kan byde en kvinde det meste. Alligevel er jeg absolut den i min omgangskreds som har haft mindst forhold, flirts osv.
Hvis jeg ville kunne jeg nok godt få en eller anden kvinde, men det vil jeg jo ikke. Hun skal selvfølgelig stille op til de krav jeg har, for at jeg kan blive forelsket. Jeg går på ingen måder på kompromis, jeg gider ikke en halvfesen forelskelse!
1. Jeg kan ikke flirte, jeg er dårlig til at komme i nærheden af kvinder. Jeg tror det skyldes min uerfarenhed på dette punkt delvist.
2. Jeg kan godt flirte, men på en sikkerhedsmæssig afstand.
3. Jeg er nem og glad person som finder glæde i det små. Jeg kan finde det meste interessant.
4. Ens hverdag bliver mere og mere præget af dette spørgsmål om en kæreste. Jeg tænker mere over det og det hæmmer min evne til at være udadvendt, glad og igang. Det er en ond cirkel.
5. Min humor og glade humør er langsomt dalene, det er forfærdeligt og det tager lang tid at opbygge.
6. I min nuværende omgangskreds, venner, arbejde osv er der ikke meget nyt hvad angår kvinder. Det er svært bare at møde nye.
7. Engang havde jeg selvtillid. Hvis jeg mente 1 ting kunne alle komme mod mig, jeg skulle nok få det til min fordel, og endda på en god måde.
Har nyligt været ude for at snakke rigtig godt med en pige og flirte en smule. Men som sagt, er jeg ikke god til selve flirt delen, og jeg flirter nok mest ved at være mig selv og håbe det bringer noget i længden.
Så kommer der denne anden fyr som i mine øjne er dybt uinteressant. Han slår mig af pinden fordi jeg ikke tror på mig selv. Han kan intet andet end at flirte, konstant stikpiller til kvinden og aldrig at grine med kun mod. Det forvirrer mig, fordi jeg tænkte det gik godt, men pludselig er hun optaget af hans selvflæberi som åbenbart virker.
Det værste ved alt det her er, at jeg bliver sat tilbage. Jeg mister gejst i alting. Jeg mister gejst i at prøve noget selvstændigt selvom det er min store drøm. Skal jeg lave noget med mine kammerater som har kærester og koner, så står det i vejen. Det er svært bare at fokusere på at nyde ens selvskab og skal nogle gange næsten tage mig sammen.
Jeg savner mig danse, grine, være latterlig og udadvendt. Ja jeg kan stadig præstere men slet ikke som engang og det går støt nedad. Jeg har i en længere periode arbejdet mig imod et dalende humør og det har virket. Episoden med kvinden her har slået mig lidt igen. Jeg troede måske jeg havde en chance, men nu gider jeg skut rigtig arbejde i det mere.
Så det op på hatten igen, men hvad gør jeg næste gang?