Kristendom=nazisme

Man kan sammenligne kristendommen og nazismen på mange måder. De er begge et forsøg på at skabe det perfekte menneske, og ingen af dem skyer nogen midler for at opnå det. hvis man ser tilbage på den spanske inkvisition var den katolske kirke skyld i over 200,000 døde fordi de ikke var kristne eller fordi de opførte sig underligt. Begge har en leder som ingen tør at udfordre af frygt for følgerne. Dette er bare nogle af lighederne.

Mustafa46 du tager fejl. Nazisme minder om islam(isme). Det passer til realiteterne.

Sande kristne lader sig forme af Guds ord, og kendes på at de har kærlighed til deres medmennesker.
Med venlig hilsen, ftg.

ikke også ftg, i er en stikker sekt, der har så travt med at sladre om de andre i sekten, inden de stikker jer ;)
ja i har det dejligt i jeres lille, djævle sekt ;)

Du er udstødt fordi du gør noget der er forkert.

det er da godt gået, at jeg er udstødt.
da jeg aldrig har været i sekten ;)
næe du, de har bedraget et svagt menneske, og bild hinde ind, at hvis hun kke betaler her. så vil hun komme til at dø ved dommedag!
se det er hvad en ond sekt gør! de skaber mistillid, blandt mennesker, og siger de følger biblen.
men hvad står der i biblen?
Om fjendekærlighed
v43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. v46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Næe du, JV har intet med biblen at gøre ;)

---

Ja klart. Du mener ik at udrydelsen af 200.000 ikke er en forbrydelse. En ordre givet af selveste paven. Se realiteterne i øjnene!!!

Kirken har pådraget sig stor blodskyld ved at dræbe uskyldige mennesker. Især har kirken forfulgt dem der elskede Bibelen, forsøgte at oversætte den til det jævne folks sprog og udbrede dens lære. Kirken kaldte disse mennesker for kættere.
Med venlig hilsen, ftg.

VED udgangen af det første århundrede var den sidste af Bibelens bøger skrevet færdig. Herefter gik de kristne ivrigt i gang med at afskrive og udbrede den fuldstændige bibel. Samtidig begyndte de at oversætte den til datidens almindeligste sprog. Mens den kristne menighed var travlt optaget af dette beundringsværdige arbejde, begyndte noget imidlertid at tage form som skulle bringe Bibelens eksistens i alvorlig fare.
Det var en udvikling som Bibelen selv havde forudsagt. Jesus fortalte engang en lignelse om en mand der tilsåede sin mark med hvede. Mens manden sov, kom en fjende og såede ukrudt i marken. Begge dele fik lov at spire og vokse op, og for en tid blev hveden helt skjult af ukrudtet. Med denne lignelse viste Jesus at hans arbejde ville bære frugt i form af sande kristne, men at menigheden efter hans død ville blive infiltreret med falske kristne. Til sidst ville det endda blive svært at skelne de ægte kristne fra de falske. — Mattæus 13:24-30, 36-43.
Apostelen Peter advarede om at de ukrudtslignende „kristne“ ville påvirke folks syn på kristendommen og Bibelen. Han sagde: „Der . . . vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.“ — 2 Peter 2:1, 2.
Jesu og Peters profetier gik i opfyldelse allerede i det første århundrede ved at ærgerrige mænd trængte ind i den kristne menighed og såede splid i den. (2 Timoteus 2:16-18; 2 Peter 2:21, 22; 3 Johannes 9, 10) I løbet af de næste to århundreder blev Bibelens rene og uforfalskede lære blandet op med græsk filosofi, og mange begyndte at antage hedenske lærdomme for at være bibelske sandheder.
I det fjerde århundrede gjorde den romerske kejser Konstantin derpå „kristendommen“ til Romerrigets officielle religion. Men den „kristendom“ han kendte, afveg ikke så lidt fra den religion Jesus havde forkyndt. Det var „ukrudtet“ der trivedes, sådan som Jesus havde forudsagt. Alligevel kan vi være forvissede om at der i hele denne tid også var nogle få som bekendte sig til den sande kristendom og som gjorde hvad de kunne for at følge Bibelen som Guds inspirerede ord. — Mattæus 28:19, 20.
På Konstantins tid begyndte kristenheden som vi kender den i dag, at tage form. Den degenererede form for kristendom der havde slået rod, var nu ikke længere blot en religion. Den var en del af staten, og dens ledere spillede en vigtig rolle i politik. Det endte med at den frafaldne kirke brugte sin politiske magt på en måde som var fuldstændig i strid med den bibelske kristendom, med det resultat at der blev rettet en ny, alvorlig trussel mod Bibelen. Hvordan det?
Jo, da latin uddøde som hverdagssprog, blev der brug for nye oversættelser af Bibelen. Men den katolske kirke så ikke længere med velvilje på at få Bibelen oversat. I 1079 bad hertug Vratislav, der senere blev konge af Böhmen, pave Gregor VII om lov til at oversætte Bibelen til sine undersåtters sprog. Pavens svar var nej. Han sagde: „Det står dem der ofte reflekterer over det, klart at det ikke er uden grund at det har behaget den almægtige Gud at lade Den Hellige Skrift være en hemmelighed visse steder, for hvis den var lettilgængelig for alle mennesker kunne den måske blive agtet ringe eller blive omfattet med respektløshed, eller den kunne blive misforstået af de ulærde og føre til vildfarelse.“
Paven ønskede at Bibelen kun skulle foreligge på latin, som nu var et dødt sprog. Dens indhold skulle holdes ’hemmeligt’ og ikke oversættes til det jævne folks sprog. Hieronymus’ latinske Vulgata-oversættelse, der var blevet fremstillet i det femte århundrede for at Bibelen kunne blive gjort tilgængelig for alle, blev nu brugt til at holde dens ord skjult.
Senere i middelalderen skærpede kirken sin modstand mod bibler på det jævne folks sprog. I 1199 skrev pave Innocens III et så skarpt brev til ærkebiskoppen af Metz i Tyskland at ærkebiskoppen brændte alle de tyske bibler han kunne finde. I 1229 vedtog synoden i Toulouse i Frankrig at „lægfolket“ ikke måtte være i besiddelse af bibelbøger på modersmålet. I 1233 befalede en provinssynode i Tarragona i Spanien at alle bøger af „Det Gamle eller Det Nye Testamente“ skulle afleveres og brændes. I 1407 forbød en præstesynode som var sammenkaldt af ærkebiskop Thomas Arundel i Oxford i England, udtrykkeligt at Bibelen blev oversat til engelsk eller noget andet sprog som taltes dengang. I 1431 nedlagde biskop Stafford af Wells, også i England, forbud mod at oversætte Bibelen til engelsk og at eje engelske oversættelser.
Disse religiøse øvrigheder forsøgte ikke at tilintetgøre Bibelen. Men de forsøgte at forsegle den, at lukke den til, så den kun fandtes på et sprog som et fåtal kunne læse. Derved håbede de at kunne forhindre det de kaldte kætteri men som i virkeligheden blot var en anfægtelse af deres myndighed. Hvis det var lykkedes dem, kunne Bibelen være blevet en museumsgenstand, en bog der kun påkaldte sig de lærdes interesse og ikke øvede nogen særlig indflydelse på almindelige menneskers liv.
Heldigvis var der dog mange oprigtige mennesker som nægtede at adlyde disse forbud. Men det var ikke ufarligt for dem. Nogle blev udsat for de værste lidelser for at have begået den „forbrydelse“ at eje en bibel. For eksempel kan nævnes en spanier ved navn Julián Hernández. Ifølge John Foxes bog The History of Christian Martyrdom påtog Julián (eller Juliano) sig at „bringe et stort antal [spanske] bibler fra Tyskland til sit eget land, skjult i vinfade og pakket som rhinskvin“. Han blev imidlertid forrådt og pågrebet af den katolske inkvisition. De der skulle have modtaget biblerne „blev alle uden forskel torteret, hvorefter de fleste af dem blev idømt forskellige straffe. Juliano blev brændt, 20 blev stegt på spid, flere blev fængslet for livstid, nogle blev pisket offentligt og mange sendt til galejerne.“
Hvilket uhyggeligt magtmisbrug! Det er tydeligt at disse religiøse øvrigheder på ingen måde repræsenterede Bibelens kristendom! Bibelen viser selv hvem de repræsenterede, idet den siger: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.
Det er imidlertid tankevækkende at nogle var villige til at risikere en så forfærdende behandling, blot for at eje en bibel. Og der har været masser af eksempler på dette, helt op til vor tid. Den dybe hengivenhed Bibelen har vakt hos mange, foruden villigheden til at gennemgå lidelser og risikere en frygtelig død uden at forsøge at hævne sig på deres plageånder, taler stærkt for at Bibelen er Guds ord. — 1 Peter 2:21.
Med det protestantiske oprør mod Romerkirken i det 16. århundrede blev den katolske kirke tvunget til selv at fremstille oversættelser af Bibelen på de sprog man talte i Europa. Men selv efter dette blev Bibelen mere knyttet til protestantismen end til katolicismen. Den romersk-katolske præst Edward J. Ciuba forklarer: „Man må ærligt indrømme at en af de mere tragiske følger af den protestantiske reformation var at Bibelen blev forsømt af de katolske troende. Skønt den aldrig blev helt glemt, var den for de fleste katolikker en lukket bog.“
De protestantiske kirker kan imidlertid heller ikke sige sig fri for at have modarbejdet Bibelen. Som årene gik, rettede protestantiske lærde et angreb af en anden slags mod bogen: et intellektuelt angreb. I løbet af det 18. og det 19. århundrede udviklede de en bibelstudiemetode der kaldes „den historisk-kritiske forskning“. Metodens fortalere hævdede at meget af Bibelen var myter og legender. Nogle sagde endda at Jesus aldrig havde levet. I stedet for at betragte Bibelen som Guds ord sagde disse protestantiske lærde at den var menneskers ord, endda et sammensurium af menneskers ord.
De mest yderliggående af disse synspunkter er man siden gået bort fra, men den historisk-kritiske bibelforskning indgår stadig i undervisningen ved teologiske fakulteter, og det er ikke usædvanligt at høre protestantiske præster offentligt underkende store dele af Bibelen. En anglikansk præst er således blevet citeret i en australsk avis for at have sagt at meget af det der står i Bibelen „er direkte fejlagtigt. En del af historien er fejlagtig. Der er tydeligvis pyntet på nogle af detaljerne“. Sådanne tanker er et produkt af den historisk-kritiske bibelforskning.
Men den væsentligste årsag til at Bibelen afvises som Guds ord, er nok kristenhedens adfærd. Kristenheden hævder at følge Bibelen, men dens adfærd har bragt stor skam over Bibelen og selve benævnelsen „kristen“. Som apostelen Peter forudsagde, er ’sandhedens vej blevet spottet’. — 2 Peter 2:2.
I samme periode som den katolske kirke forbød oversættelse af Bibelen, iværksatte eller støttede paverne omfattende militærekspeditioner mod muslimerne i Mellemøsten. Disse felttog blev kaldt „hellige“ korstog, men der var intet som helst helligt ved dem. Det første — der benævnes „folkekorstoget“ — anslog tonen for de næste. En vældig, udisciplineret horde samledes, og inden den drog bort fra Europa vendte den sig — opflammet af præster — mod jøderne i Tyskland og myrdede dem i den ene by efter den anden. Hvorfor? Historikeren Hans Eberhard Mayer siger: „Det argument at jøderne, som Kristi fjender, fortjente at blive straffet, var . . . blot et ynkeligt dække over det virkelige motiv: begærlighed.“
Ved det protestantiske oprør i 1500-tallet blev Romerkirken sat fra magten i mange europæiske lande. Et resultat af dette var Trediveårskrigen (1618-48), der i The Universal History of the World kaldes „en af de frygteligste krige i Europas historie“. Og hvad var krigens egentlige årsag? „Katolikkers had til protestanter, og protestanters had til katolikker.“
På den tid var kristenheden begyndt at ekspandere ud over Europas grænser, hvorved den „kristne“ kultur blev bragt til andre verdensdele. Det var en militær ekspansion, præget af grusomhed og begær. I Mellem- og Sydamerika tilintetgjorde de spanske conquistadorer hurtigt de lokale kulturer. En historiebog siger: „I almindelighed ødelagde de spanske guvernører den indfødte kultur uden at sætte den europæiske i stedet. Tørsten efter guld var det der i første række drev dem til den nye verden.“
Protestantiske missionærer drog også ud til andre kontinenter. Et af resultaterne af deres arbejde var det voksende koloniherredømme. Det er i dag en udbredt opfattelse at den protestantiske missionsvirksomhed „i mange tilfælde er blevet brugt som skalkeskjul for og retfærdiggørelse af verdsligt herredømme. Forbindelsen mellem mission, teknologi og imperialisme er velkendt“.
Den nære forbindelse mellem kristenhedens kirker og staten har bestået op til vor tid. De to verdenskrige blev hovedsagelig udkæmpet mellem „kristne“ lande, og præster på begge sider af fronten opfordrede deres unge mænd til at kæmpe mod og forsøge at dræbe fjenden — der i mange tilfælde bekendte sig til samme tro. Som der siges i bogen If the Churches Want World Peace: „Det tjener bestemt ikke til [kirkernes] ros at vore dages krigsvæsen er opstået og har anrettet sine største ødelæggelser i lande der bekender sig til kristendommens sag.“
Når vi betragter kristenhedens lange og sørgelige historie ser vi at den understreger to ting. For det første er disse begivenheder en opfyldelse af Bibelens profetier. Det var forudsagt at mange som hævdede at være kristne ville bringe skam over Bibelen og kristendommen; og at det virkelig er gået sådan, viser at Bibelen har talt sandt. Men vi må ikke glemme at kristenhedens adfærd ikke giver et sandt billede af Bibelens kristendom.
Jesus forklarede selv hvad der skulle kendetegne sande kristne: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Han sagde også: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) På begge punkter har kristenheden selv tydeligt afsløret at den ikke repræsenterer Bibelens kristendom. Den hævder at være Bibelens ven, men den har været en falsk ven.
Det andet vi gerne vil understrege, er dette: I betragtning af at kristenheden som helhed i den grad har modarbejdet Bibelens interesser, er det intet mindre end forbløffende at bogen har overlevet til den dag i dag og stadig øver en god indflydelse på mange menneskers liv. Bibelen har klaret sig trods bitter modstand mod at den blev oversat, trods bibelkritikkens stormløb og trods dens falske vens, kristenhedens, ukristne adfærd. Hvorfor? Fordi den ikke er nogen almindelig bog. Bibelen kan ikke dø. Den er Guds ord, og den siger selv: „Græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ — Esajas 40:8, den danske autoriserede oversættelse.

'

................Undgå indlæg der indeholder reklame og propaganda.......................
..................Undgå indlæg der indeholder kopieret materiale ........................

Med venlig hilsen
jalmar
P.s.
>>>> Hvorfor mon Moderator ser gennem fingre med deres regler konstant.....??

Jeg kan sagtens se fornuft i alle de citater du bruger, men du må stadig indrømme at hvis det du siger er sandt, så må disse såkaldte "falske kristne" jo være de folk som siden bibelens tilblivelse har stået som frontfigurer for kristendommen og prædiket den til den menige mand eller kvinde, for det er jo ikke ligefrem minoriteterne blandt befolkningen som selv har fået disse meninger. De er blevet prædiket af præster og apostler, paver og biskopper. Jeg er fuldt enig med dig i at kristendommen ikke er at forbinde med nazisme, men du må indrømme at lederne indenfor religionen før i tiden har været nogle svin, og hver eneste gang folk har set nogle af disse ting i øjnene har de kristne ledere værert ekstremt hurtigt til at påtage sig nye roller som indretter sig efter den nye situation.

Det er derfor det hedder "den mørke middelalder".

God artikel, ftg, omend det formodentlig også er kopieret materiale. :-)
Det er forstemmende som antikrist virker også ved bibeloversættelser, hvor de seneste års udgivelser, såvel dansk som internationalt, er forfærdentlige.
Den sidste gode bibeloversættelse fik vi i 1871 – Ny Testamente tidligere. To katolikker granskede grundskrifterne og foretog en ”modernisering” med det til følge, at de ændrede over 3000 bibelvers og kasserede de håndskrifter, man hidtil havde brugt som kilde til tekstoversættelser.
Formålet er, at dem der søger i Bibelen, ikke skal finde. Og dem, der har fundet, skal blive vildledte, så de i det mindste ikke vokser op til modenhed i deres tro.
Børnene bliver bevidst ledt ind i okkultismen. De okkulte organisationer fjerner bevidst kristendommens kraft fra skolerne og mere eller mindre fra kirker og menigheder. De har magten til det gennem deres egne folk på universiteter m.m
Sådan berettes her - læs selv hele artiklen
http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=301
ftg, har du tænkt alvorlig nok på JV's udgivelser med fordrejninger fra grundteksten? Jeg har undersøgt en del af dem. Du skal ikke svare - det er dit eget samvittighedsspørgsmål. Jeg mener det er fint at du, som studerer Guds ord så meget, kom væk fra den katolske (over)tro, men jeg synes det er li'så slemt at du havnede i en sekt som JV. Alle JV,s fejlslagne årstalsprofetier burde ryste dig i din (tros)grundvold og fortælle dig, at her er noget galt. Kan hele JV overhovedet overleve uden jeres dommendagsteorier som det væsentligste omdrejningspunkt i forkyndelsen. Men bevares, hver ny "reklame" for en dommedag får det til at stige med klingende mønt i kassen hos Vagttårnsselskabet. Hvad er nemmere end at "køre på" menneskers frygt? Det var vist ikke hensigten med Jesus forkyndelse, mon?
Det har organisationen gjort til en blomstrende forretning (og ledt mange godtroende i dyb fattig armod) og meget udspekuleret kaldt det kristen forkyndelse. Og den vigtigste opgave i førerbunkeren, når et årstal ikke passer er at se "NYT LYS" for der skal jo drives bussiness as useal.