kan man vende tilbage?

Jeg har levet i et par år et forhold der var forfærdeligt, min mand var mig utro, jeg anede ikke mine levende råd. Jeg har grædt mig selv i søvn aften efter aften uden det gjorde en forskel. Så i deperation over tingene begyndte jeg også at være ham utro, noget jeg ville ha svoret aldrig skulle ske for mig. det lyder letkøbt, men moralsk finder jeg utroskab afskygeligt. dels fodi det bringer megen smarte med sig, men også fordi jeg altid har haft svært ved at se sex og kærlighed som 2 selvstændige ting. Mår han dyrker sex med en anden må det være fordi han elsker hende? Sådan ser jeg ikke på det længere. Jeg har haft nogel enkelte ikke-planlagte sidespring i løbet af det sidste ½ år. det har været sex og absolut ikke andet.
Nu ved jeg at det kan lade sig gøre, så når min mand nu siger at det udelukkende var sex så må jeg jo tro på ham eller hvad?
Jeg blev så træt af vores ægteskab så jeg sagde at jeg ville skilles, det fik ham op ad stolen, alt det tårer og gråd ikke kunne, det kunne ordet skilsmisse. Nu er spørgsmålet bare kan JEG vende tilbage eller har min nye livsstil fået godt fat i mig.
Er jeg blevet så god til at skjule mine følelser og passe på mig selv at jeg ikke kan lukke ham ind igen? for hånden på hjertet, uanset hvad han har gjort så elsker jeg ham, MEN jeg nyder også det selvstændige liv som jeg har uden ham. med veninderne, byture, lækker sex og frække sms med en forholdsvis ny elsker...
hvis man skal tilgive så skal man gøre det 200% men kan man det?
og kan jeg overhovedet tillade mig at lade være med at tilgive ham, når jeg ikke er et hak bedre selv?
Hvordan kan lykkes en mand at drive mig derud, hvor jeg fortager mig alt det som jeg foragter, uden jeg har den mindste dårlige samvittighed? hvor er jeg henne?
ingen moralske angreb tak, men gerne konstruktiv kritik eller lign fra andre der ved hvad jeg snakker om....

Så finder du måske svaret på hvorfor din mand foretager nogle sidespring.
1. for meget hovedpine
2. for træt
3. børnene
4. tidlig op i morgen
Og alt det der pis i kvinder nu fyrer af, hvad med at bare lige sige det ligeud, jeg gider ikke lille skat.
Men det skal jo ikke siges hver dag, og i fremtiden, så finder han godt nok pølsevognen, og de stiller ikke de store krav.
Ægtesengen er måske også blevet kedelig, og prøv måske med lidt hyggebelysning, osv.
Om du skal gå tilbage til en fuser, det er op til dig selv, men skal i fortsætte, så skal i ha' talt HELT igennem, ALT, og til dig kvinde, INGEN DUMME BEMÆRKNINGER, det er i kvinder nemlig meget gode til, i elsker at rode i noget der nu er fortid. men hvis der stadig er noget tilbage at bygge på, så syntes jeg du skulle det, for et ægteskab er alså ikke bare noget man smider væk, som var det et stykke papir.
Hej

Der er ingen, ej heller din mand, der "kan drive dig til at gøre det, du foragter"..! Det er helt og holdent dit eget ansvar, dit eget valg og din egen priotering.
Det lyder som om, du har fået fat i "din indre primadonna" - den side, der ikke er færdig med at udforske de mange facetter, som livet indeholder udenfor ægteskabet...;o)
Hvis det er det, du vil - fint, men så stå ved det og giv din mand en ordentlig forklaring, uden at tørre ansvaret af på ham. Uanset hvad du mener, han har gjort, skal du behandle ham ordentligt og med respekt for ham som menneske. Han er måske medvirkende til at ha´ "åbnet døren" til et andet liv, men han har ikke "drevet dig".
Så gør op med dig selv, hvad du virkelig ønsker og se at få ryddet op i dit liv.
Tanker fra Yep
Ps. Hvis livet altid var let og ligetil, så ville det da være kedeligt at leve - ikk´?!...;o)
Pps. Jeg formoder ikke, I har børn?! For så vil mit svar til dig være helt anderledes...

Jo vi har børn, ellers havde jeg slet ikke overvejet at blive hvor jeg er....

Jeg mener ikke slev at jeg er typen der fyre dumme bemærkninger af, og normalt kalder jeg også en spade for en spade. Du får det til at lyde som om det er min skyld at han har været mig utro, den køber jeg ikke. Jeg ved at vores ægteskab er kåørt af sporet uden nogen af os har gjort noget for at stoppe det, men om den ene har mere skyld end den anden, det tror jeg ikke på, det er så nemt at lægge ansvaret fra sig, så jeg kikker bestemt på mig selv og ved præsis hvad jeg har gjort forkert, men hånden på hjertet så ved jeg ikke om jeg den dag i dag ville gribe det anderledes an....
men tak for din kommentar

Hvis du elsker ham så kæmp. Ingen af jer skal lægge skyld på den anden. Sket er sket og står ikke til at ændre. Få så talt ud med hinanden ingen spøgelser i skabet og ingen hvisser. Få evt. hjælp til at kom videre og få genopbygget tilliden til hinanden.
ønsker dig alt godt fremover.
Fra en der selv har været turen igennem.

Du er lidt følelsesforstyrret, hvad der er et resultat på disse svigt din mand har påført dig.
Den måde du reagere på, er også en måde at overleve på.
Pas nu på dig, du kan ikke blive ved at leve sådan. Noget med at være tro mod sig selv også, smiler.

Hvor gamle er børnene?
Hvordan reagerer de på din nyanlagte livsstil med byture og fravær? Hvordan har de reageret på din mands fravær?

Jeg havde to kæreste før ham jeg har nu.....
De var mig begge utro... jeg hadede dem for det og stoppede med at holde af dem...
Ham jeg har nu er utrolig pigeglad, men har ikke været mig utro.
Jeg holder øje med tegn og spørg hans venner....
Jeg elsker min forlovede højt og jeg tror ikke jeg bare kunne holde op uanset hvad der skete.
hvis du holder af ham så det jo helt fint...

MVH

kaere anonym...
maa jeg spoerge hvorfor du slet ikke havde overvejet om du skulle blive hvis ikke du havde boern? Du siger jo at du trods alt holder meget af ham... jeg selv har ogsaa vaeret udsat for noget lignende som ogsaa har medfoert at jeg har fundet ud af at jeg ogsaa kunne leve et andet liv med god sex, byture, uafhaengighed... men jeg har svaert ved at vaelge min kaereste fra - selvom vi ingen boern har. Det er trods alt et stort spring - for hvad nu hvis man staar og fortryder bagefter? saa er det nye liv jo maaske slet ikke saa spaendende mere...

Jeg er en ung dame som selv har samme problem, min kæreste og jeg har været sammen i 2 år. Jeg slog op lige før jul af mange forskellige grunde! i starten var det meget hårdt men alle kommer jo videre. Jeg så ham ikke i 3 mdr ca og var også selv begyndt at "date" lidt og havde været lidt sammen med en enkelt fyr! så skete det jeg frygtede, vi mødtes en dag i byen og endte selvfølgelig sammen! Vi kommer også sammen nu men diskutere rigtig meget fordi jeg synes det kan være svært at vende tilbage til den gamle vane. Han bliver selvfølgelig sur og ked af det hvis der ruller en lille fræk besked ind på telefonen og vil også helst i byen sammen med mig, for fanden det er svært at vende tilbage. Spørgsmålet er bare om man skal være stærk og bestemme en gang for alle, ham og samlivet. Eller singlelivet og det sjov som følger med.
Hvad mener i?
Venlig hilsen