Kan man blive afhængig af en mand??

Pænt goddag.
Jeg skriver dette selvom jeg egentlig i bund og grund synes det er lidt for personligt. Ikke desto mindre føler jeg mig tvunget til det; Jeg har brug for hjælp.
Jeg har gennem det sidste års tid haft et forhold til en lidt ældre fyr, faktisk en mand. I starten gik det godt og han lovede mig guld og grønne skove. Men som tiden gik og han skulle indfri sine løfter, kom undskyldningerne. Han sårede mig gang på gang, slog op for derefter at tigge om at jeg tog ham tilbage (fordi han havde fortrudt) osv. Det skal lige siges at jeg var villig til at gifte mig med ham når den tid kom, jeg var virkelig forelsket. Derfor - tog jeg ham tilbage. Mine krav til ham voksede, for han havde jo en masse at gøre godt igen, jeg ville se at han kunne behandle mig som han lovede. Det levede han kun op til kort tid ad gangen før der kom nye undskyldninger. Han har ikke taget mig for at få lidt nem sex, vi har nemlig ikke været i seng sammen (endnu), og han har aldrig presset mig.
I dag sidder jeg med blandede følelser. På den ene side er jeg vred på mig selv for at have tilladt ham at såre mig så mange gange. Jeg kan godt se jeg har været naiv. Jeg er selvfølgelig også vred på ham, skuffet og såret.
Men på den anden side er der noget der får mig til at kontakte ham alligevel. Jeg tror ikke det er kærlighed, min forelskelse kan næsten ikke have overlevet den tortur. Eller hvad? Lister man fordelene og ulemperne ved et forhold med ham op, er der p.t. flest ulemper.
Hvorfor helvede dropper jeg ham så ikke??? Jeg ved det ikke, og jeg er ved at blive sindssyg. Det tager så mange kræfter. Har nogen prøvet noget lignende?
Jeg er til tider en glad og stærk pige, men på trods af det er min selvtillid lig 0. Kan det være fordi jeg er bange for aldrig at finde en anden, at jeg holder fast i ham? Jeg ved godt det ville være en meget forkert årsag. Men jeg har som sagt ingen selvtillid, så hvorfor skulle nogen interessere sig for mig...
Kan jeg være blevet afhængig?? Afhængig af trygheden ved at "have" en bestemt og ikke skulle ud i byen og finde en.
Måske er det den naive drøm om at det kan blive godt igen, at han vil forandre sig og gøre mig lige så forelsket i ham som første gang??
Skal jeg cutte ham ud af mit liv (noget jeg ikke tror jeg kan få mig selv til)?? Han siger at han stadig gerne vil have mig og kæmpe for at vi får det godt. Skal jeg give ham en chance til? Til jer mænd, hvad reagerer I mest/bedst på? At vi ignorerer jer at stykke tid? At vi åbner hjertet og forklarer om vores følelser og behov så I lettere kan undgå at såre os? Stærke piger? Svage piger der har behov for beskyttelse m.m.???
Jeg vil være taknemmelig for al respons, alt der kan få mig til at tænke og finde den rigtige løsning.
Hilsen den fortvivlede anonyme

Hej "fortvivlede anonyme", nu skriver du ikke noget om hvor gammel du og han er, men jeg går udfra at du er rimelig ung. Men dit indlæg lyder samtidigt meget modent.
Kan det tænkes at fyren/manden selv føler at aldersforskellen er FOR stor.?
M.h.t. om du skal ignorere ham eller tale åbent om hvordan du føler..hmmm. Ja, jeg tror at en del af begge dele vil være at foretrække.
For det første.....ingen er tankelæser, så selvfølgelig skal du tale med ham om hvordan du har det og føler. Når du så har gjort det, så kan du vælge at "lægge ham på køl" og så se om der kommer en reaktion.
Held & lykke

Okay, hej og goddag.
Kan se du har et problem, som ikke er et af de nemme.
Mænd med "magt" er nok, de værste man kan rende ind i! Ikke misforstå noget, men der findes mænd, ( og måske kvinder ) som med, diverse ord, penge løfter osv, tror de kan "bestemme" over en pige ( måske en fyr )!
Okay du elsker ham,❓eller gjorde.
Og ja, det er skønt og vide, at der er denne ene person, man altid kan vende sig til, og støtte sig op af, og vide at han er der. Det er da skønt, men sådan som han behandler dig, er det måske på tide du siger stop?
Vær stærk, bliv klogere på dine oplevelser, og husk, der findes en derude, der vil behandle dig med den respekt du fortjener! Den respekt som alle mennesker fortjener!
Og hvad det lyder til, så har han kun respekt for sig selv, og han tænker kun på sig selv, og hva der er godt for ham.
Din manglende selvtillid, kan skydes mange ting, og det vil jeg ikke begynde og sige noget om, da jeg ikke ved det, men ja, det kan også være en af grundene til, at du ikke bare dropper ham!
Vil du, leve dit liv, med svigt, og blive såret, fordi han gør hvad han synes er bedst??
Jeg synes, for DIN egen skyld, at du skal droppe ham lige med det samme! Og jeg håber for dig, at han ikke er komme så langt ind under dit skind, at du ikke skal have hjælp til og "komme videre"!
Du skal være meget stærk, og prøv om du ikke kan bruge tid sammen med venner, selvom din lyst måske ligger andre steder. Snak med venneren, og gør dem opmærksom på at det er svært for dig, og glemme ham!
Men løft aldrig, ALDRIG røret, og ringe til ham, for som du selv sige, så er det P.T flest ulemper, end fordele, ved og være sammen med ham, så for DIN skyld, kom ud af det, og hop ikke på flere af hans løfter om et bedre liv osv.
Tænk på dig selv, og DIN fremtid!
Held til.

Dit indlæg kunne lige så godt være skrevet af mig.
Det er så slående identisk med mit rod - at jeg er overbevist om at vi er faldet i kløerne på samme mand.
Ville gerne hjælpe dig - men som du allerede ved er det ret håbløst . Havde jeg råd - skulle der professionel hjælp til.
Venligst m.

Hej igen
Da jeg ved vi i hvert fald deler det samme "traume" -
kunne det være godt at skrive med dig - mere privat.
Så har du ikke en mailadresse?
Venligst M

Tak for dit svar. Jeg er "rimelig ung", nemlig 18. (Og dermed er det jo lovligt.)
Jeg tror ikke han ser aldersforskellen som noget stort. Han omtaler mig i hvert fald som om jeg har en 90-årigs egenskaber; visdom, retfærdig sans osv. Samtidig har han også selv dårlig selvtillid, så på den måde har jeg også på fornemmelsen at han sætter mig "højere" end sig selv på rangstien.
Jeg har adskillige gange fortalt ham at jeg hjertens gerne vil have et forhold med ham (hvis han selvfølgelig er en god kæreste) og måske ofre lidt af mig selv for at give ham det en "voksen kvinde" ville kunne give ham. Jeg ser også mig selv som voksen på mange områder. Men samtidig har jeg gjort det klart at jeg er 18 og han ikke kan tillade sig at tage min frihed og ret til at lave de ting andre 18-årige gør. Måske har det skræmt ham, det indrømmer jeg.
Er det tilfældet... Er han jo ikke noget for mig, for så respekterer han mig ikke som jeg er.
Tak for rådet, jeg prøver det.
Den fortvivlede anonyme

Hej, og tak for dit svar.
Hmm.. Ja, han har jo nok en slags magt over mig..
Alle de ting du skriver har jeg selv tænkt, det styrker det bare når andre udenforstående siger det samme. Jeg ved godt at han ikke behandler mig pænt, og at det skal stoppe. Det er jo også derfor jeg skrev indlægget. Men... Jeg er meget alene, også mht. venner, og det er svært at finde styrke lige nu.
Jeg er dog fast besluttet på, som du også skriver, at det må være ham der tager næste skridt og ringer. Jeg ringer ikke mere til ham. Jeg håber ved Gud at jeg kan overholde det. Jeg ved godt at det er det rigtige. Hvis han elsker mig som han siger, må han vise det...
Mvh den fortvivlede anonyme

Hejsa.
Jeg som troede jeg var den eneste i verden... Jeg har søgt proffesionel hjælp for noget tid siden, men det blev for dyrt i længden. Desuden troede jeg også jeg var i bedring da jeg stoppede med det. At det er den samme mand tvivler jeg på. Har (selvfølgelig) udeladt de mest personlige ting af frygt for at blive genkendt. Men det er heller ikke så meget HAM, hvem han er, der er det egentlige problem, men hvordan jeg kommer videre. Om det bliver uden ham eller med ham. I så fald hvordan jeg får ham forklaret min situation, følelser m.m.
Men hvis vi er i samme båd, så... Jeg håber for dig at du har nogle venner eller en mor du kan snakke med. Jeg tror ikke man kan klare det alene. med mindre man er stærk som en okse.
Skulle jeg give dig et råd, så bed til Gud. Ikke en lang indviklet bøn, bare bed om styrke. Det gør jeg hver dag, ellers var jeg bukket under for længe siden.
Mvh Den fortvivlede anonyme

Du skal huske på, at ikke alle mænd ændrer deres "adfærd" ( og igen, heller ikke piger ) !
Så hvis du nu ved, og indrømmer over for dig selv, at han behandler dig dårligt, er det måske ikke en chance han skal have❓Måske du, bare skal sige stop nu, og komme videre❓Måske det er det bedste for dig?
Men, elsker han dig, så vil han forhåbentligt også vise dig det, på en ordentligt måde, når det går op for ham, at du ikke kontakter ham. Og lad ham måske vide, at han har såret dig, måske han får noget og tænke over så!
Jeg tror godt, du kan være stærk og ikke ringe til ham. Men ved godt selv, hvor svært det er eller kan være, når man sidder for sig selv, og savner.
Og håbede da du havde nogen der kunne støtte dig i det, men det lader ikke sådan, og det gør det jo ikke meget nemmere. Men jeg vil skam gerne, skrive til eller med dig, hvis det på nogen måde kan hjælpe dig.
Men tvivl ikke, selvom det lyder nemt sagt, så ved jeg hvor svært det er, og hvor nemt man falder i, og bare ringer!
Håber det går dig godt, med eller uden ham!
Tanker herfra!

Kære Anonyme
At læse dit indlæg er som at spole mit liv 12 år tilbage.
Jeg kan levede følge (og huske) den rådvildhed og smerte du har lige nu. Her er et par dyrekøbte erfaringer.
-Du spørger hvad du skal gøre for at han bliver seriøs med dig..... ingenting. Du skal ikke lave din personlighed om for nogen. Man kan tilpasse sig, lære nye manerer/vaner og ændre sit sprog. Men begynder du at ændre på dine grundpiller så går det galt..for hvem er du så? Ved du selv det?
-Kan man blive afhængig af en mand? Åh Ja nemt. Men er det manden man bliver afhængig af eller det han repræsenterer? Du er allerede begyndt på den vej der hedder underdanighed. Du er begyndt at tilgive og forstå. Lidt efter lidt tilgiver du mere og mere. Gør alt for at holde fast på ham, for ellers har det du har slugt været for ingenting. Og det er en ond rutchetur, for hvor stopper den? Det er svært at erkende at man allerede har accepteret alt for meget og for længst skulle have sagt stop. Så stop det NU.
Det der hjælp mig videre (og væk til en MEGET bedre mand) var andre mennesker. Jeg startede i netværksforeninger. Gik ud og mødte nye mennesker der lavede det der interesserede mig. Tog aftenkurser. Gik til Salsa. Og så lavede jeg et handlingsforløb for de næste 10 år af mit liv.
Hvad ville/ ønskede jeg med; job, famillie, børn, venner, interesser, rejser.
Det hjalp enormt. Skal han være faren til dine børn?
Og seriøst. Du er 18 år. Du vil møde mange der passer bedre til dig.
Verden er fuld af muligheder. Gå ud og oplev dem.

Jeg ved det med at ændre adfærd er noget svært noget, og til tider farligt at bevæge sig ind på. Men Han har fortalt mig at han heller ikke kan holde sig selv ud når han opfører sig sådan, og virkelig ønsker at ændre sig, også for sin egen skyld.
Det kan godt være det bare er mig der er dum, og tror på det gode i mennesket...
Jeg har endnu ikke ringet til ham, så det går den rigtige vej. Starten af sådan en "stille-periode" er altid sværest, og så længe jeg holder mig beskæftiget går det.
Det er også sådan at jeg, nogle af de gange jeg har ringet, har fået fat i telefonsvareren. Jeg har godt nok ikke indtalt besked, men han kan jo se jeg har ringet, og det virker så desperat. Jeg kæmper fortsat...
Allerhelst ville jeg mødes med ham og snakke, sms-samtaler holder jo heller ingen steder! Jeg tror svaret ville komme til mig hvis vi sad over for hinanden. Og hvis det blev et farvel, blev det er rigtigt farvel så jeg kan få det afsluttet. Men det kræver jo så at han ringer til mig først. Ikke at jeg gider sidde vente på det, det fortjener han ikke.
Jeg har nogle enkelte venner. Men de bor enten langt væk eller er ude at rejse nu da det er ferie. Det er bare dårligt timet. Når den vante dagligdag starter igen bliver det hele meget nemmere.
Det satser jeg på.

Tak for dit svar.
Du skriver næsten det samme som (næsten) alle andre, forståeligt nok. Jeg ved godt at jeg ikke skal lave mig selv om, det har jeg heller aldrig overvejet. Men der kunne jo godt være kommunikationsmuligheder jeg endnu ikke har afprøvet grundet min unge alder. Og hemmeligheden omkring mænd er jeg heller ikke helt inde i. Hvis jeg nu fik en ny tilgangsvinkel, så måske...
Min intuition siger mig at jeg skal komme væk. Men jeg vil nok ikke helt indrømme det over for mig selv. Jeg tror ikke jeg er klar. Det lyder måske underligt, men sådan er det nok.
Det med en handlingsplan synes jeg lyder som en god idé. Problemet er at jeg havde set alt i min fremtid med ham ved min side, og det er svært at rive den drøm ned og bygge en ny op. Selvfølgelig har han ikke indflydelse på job og venner, så måske jeg kunne starte der.
Nej, han skal ikke være faren til mine børn - som han er nu.
Tak for rådene.

Kære fortvivlede anonyme
Du lyder lidt som min lillesøster for 3 år side.
Jeg kender ikke hele historien - det er der vist ingen der gør udover min lillesøster. Hun mødte hendes "ven" da hun var 15 og han var 35. Han holdt på hende i 3 år, mens hun tog en udgdomsuddannelse, han truede hende til at blive i forholdet - ikke korporligt, men psykisk. Vi fandt først ud af det, da det var ovre...
Du skal ud af det forhold, finde dig selv og finde ud af, hvad du vil! En mand har som regel rimeligt styr på hvad han laver, dvs. at du ikke naturligt vil få lov at tage dine egne beslutninger og drage dine egne erfaringer.
Jeg syntes at det er en rigtig god idé som en af de andre har skrevet, at du skal lave en handleplan over hvad du vil. Den kan selvfølgelig revideres undervejs, men den kan hjælpe dig til at holde fokus.

I forhold til selvtilliden, så få dig én. Du er sgu den bedste af dem der findes og du kan nøjagtig lige så meget som alle mulige andre. Du ser sikkert også lige så godt ud som alle andre. Find dine forcer og fokusér på dem. Dine svagheder kan du arbejde med, men de skal ikke styre dig, og lige det vigtigste, der er altid en anden fyr til dig derude ligegyldigt hvor mange du trevler dig igennem!
Held og lykke. Skriv hvordan det går med dig.
Kærlig hilsen
Oecon

Hejsa
Du skal ikke skrive til me, eller give ham din email, fordi det er 100% sikkert at det er en mand, som står bag.
Det virker lidt underligt at hun/han pludselig har oplevet det samme, og så vil skrive med dig, det er bare en eller anden sørgelig person.

HEJ!
Da jeg læste dit indlæg, var det næsten som at se mig selv et par år tilbage. Da jeg var blot 17 år gammel, mødte jeg en fyr på 21 som fuldstændig fejede benene væk under mig. Jeg var oven ud forelsket og i min uerfarenhed var jeg overbevist om at han var den eneste for mig. Han blev samtidig den første jeg gik i seng med og ligesom dig, blev jeg også lovet guld og grønne skove. Det viste sig dog at han i bund og grund udnyttede mig, men på daværende tidspunkt kunne jeg ikke få mig selv til at forlade ham. Jeg var frygtelig bange for om jeg nogensinde ville få en kæreste igen. Derfor gjorde jeg også alt var jeg kunne for at leve op til hans forventninger om en moden kvinde og bevarede derfor denne uhensigtsmæssige fassade udelukkende for at gøre ham tilfreds. Det var kvalmende, for jeg var jo slet ikke mig selv!
Efter at ha' været sammen i et års tid, skete der noget som vendte op og ned på min tilværelse. Jeg var ham utro! Overvældet af dårlig samvittighed og med blandede følelser, valgte jeg dog simplethen at ignorrere min kæreste. I en hel uge tog jeg principielt ikke min tlf når han ringede og begyndte at ses med min "affære". Han var helt anderledes end min kæreste. Omsorgsfuld og kærlig, men vigtigst af alt, så lod han mig være den jeg er. Det resulterede i at jeg definitivt gjorde en ende på forholdet og begyndte at udvikle varme følelser for den nye fyr.
Først da jeg blev kærester med fyren (som i øvrigt kun var et år ældre end mig) gik det op for mig hvor fantastisk et parforhold kan være.
Ingen tvivl om at aldersforskellen også spiller en væsentlig rolle for jeres vedkommende, ligesom det gjorde for mig. Der mangler højest sandsynligt noget ligevægt i jeres forhold og som du beskriver det, så tror jeg ærlig talt ikke du bliver lykkelig med ham. Han skuffer dig gang på gang, men jeg lover dig: Den dag du siger stop, så vil du mærke dit selvværd vokse! Du fortjener en som elsker dig fuldt ud...
Umiddelbart ser det ikke ud til at han nogensinde forandrer sig, så hvorfor så blive?
Du er ung og der venter masser af vidunderlige fyre som vil sætte langt større pris på dig! 1000 gange held og lykke fremover ;O)

Hey..
Der er jo gået lidt tid siden jeg skrev indlægget, og meget er sket.
Jeg mødte ham igår, for at komme videre troede jeg. Men det hele er endt med at vi er gået hver til sit. På den måde at jeg skal videre med mit liv så godt som jeg nu kan, og han har nogle ting han skal arbejde med, sig selv. Jeg har også fundet ud af at jeg elsker ham, og måske har lyst til at finde sammen igen om noget tid, når vi begge er blevet klogere på os selv. Lige præcis i det her tilfælde tror jeg ikke han er en gennemsnits mand, han har ikke haft styr på så meget.. Han har aldrig truet mig, tværtimod.
Jeg tror også nu på at min selvtillid kan blive god igen, og tak for din tillid til mig.
Jeg er ude nu, og igang med at finde mig selv og mine ønsker for fremtiden.
Tak.