Jøderne var trofaste overfor Bibelen.

De ændrede ikke på Bibelen, eller fjernede Guds navn fra De Hellige Skrifter.
Det er grunden til at Guds navn stadig kan læses i De Hebraiske Skrifter.
Med venlig hilsen, ftg.

Til gengæld var de første kristne nogle ugudelige bæster der ikke ville vide af navnet Jehova. Sådan er vi kristne forøvrigt stadig.
Og for det ikke skal være løgn synes vi det er jer der er ugudelige, når I tror på et andet navn end Jesus. Mærkelig verden, ikke sandt!

Frafaldet fra sand kristendom begyndte først i slutningen af det første århundrede.
Med venlig hilsen, ftg.

Du beskylder altså dokumenterne for at være falsknerier. Så er det naturligvis derfor du ikke tror på dem!
Du er ikke kristen. Du er derimod en person der sidder og kalder de første kristne ugudelige og påstår de har forfalsket Bibelen. En ugudelig tølper, med andre ord.

[???]
. . . De første Kristne er vel Disciplene.
Du kan ikke have læst det fra deres mulige epistler
Er det her du har læst det ftg?
At frafaldet fra sand kristendom begyndte i slutningen
af det første århundrede, må du så have læst enten i følgende Bog?
http://www.archive.org/stream/oldestchurchmanu00scha#page/n7/mode/2up
Eller i denne ftg,
http://archive.org/stream/didachecollectio03warf#page/348/mode/2up/search/God+Christ
den du peger på vil jeg i så fald nærstudere, da jeg egentlig ikke er stødt på sådanne udsagn.
Var det noget specielt du vil pege på fra bogen, Jeg har ærlig talt kun har
set meget overfladisk i den, da det har knebet med kræfterne de sidste måneder.

Ikke de første kristne.
Frafaldet fra sand kristendom begyndte først i slutningen af det første århundrede.
Med venlig hilsen, ftg.

Jehovas vidner skriver:
Den græske Septuaginta. Den vigtigste af de gamle oversættelser af De Hebraiske Skrifter, og den første egentlige skrevne oversættelse fra hebraisk, er den græske Septuaginta (hvilket betyder „halvfjerds“).
Denne oversættelse blev påbegyndt omkring år 280 f.v.t. — i henhold til traditionen af 72 jødiske lærde i byen Alexandria i Ægypten. Senere er tallet 70 trådt i forgrunden, og oversættelsen blev derfor kaldt Septuaginta. Den blev øjensynlig fuldført i løbet af det andet århundrede før vor tidsregning. Den var de græsktalende jøders bibel og blev anvendt meget, helt frem til Jesu og apostlenes tid.
I De Kristne Græske Skrifter er de fleste af de 320 direkte citater og det samlede antal af cirka 890 citater fra og henvisninger til De Hebraiske Skrifter baseret på Septuaginta-oversættelsen.
13 Der findes stadig et betydeligt antal papyrusfragmenter af Septuaginta. De er værdifulde fordi de stammer fra de første kristnes tid, og skønt de ofte kun indeholder nogle få kapitler eller vers er de en hjælp til at vurdere Septuagintas tekst. Papyrus Fouad 266 blev fundet i Ægypten i 1939 og har vist sig at stamme fra det første århundrede før vor tidsregning. Den indeholder dele af Første og Femte Mosebog. Guds navn findes ikke i fragmenterne af Første Mosebog på grund af deres ufuldstændighed. I fragmenterne af Femte Mosebog forekommer det imidlertid flere steder, skrevet med hebraisk kvadratskrift i den græske tekst. Andre papyruser er fra tiden indtil det fjerde århundrede efter vor tidsregning, da man gik over til at anvende det mere holdbare pergament, et fint skind som almindeligvis blev forarbejdet af kalve-, lamme- eller gedeskind.
14 Det er interessant at Guds navn, i form af tetragrammet, også findes i Origenes’ afskrift af Septuaginta i hans seksspaltede Hexapla fra omkring 245 e.v.t.
Som en kommentar til Salme 2:2 skrev Origenes om Septuaginta: „I de mest pålidelige håndskrifter er NAVNET skrevet med hebraiske bogstaver, det vil sige, ikke med de moderne, men med de gammeldags hebraiske.
“ Alt synes at tyde på at der på et tidligt tidspunkt er foretaget ændringer i Septuaginta, idet ordene Ky′rios (Herre) og Theos′ (Gud) er blevet indsat i stedet for tetragrammet. Da de første kristne brugte håndskrifter der indeholdt Guds navn, kan man ikke antage at de fulgte den jødiske tradition og lod være med at udtale „NAVNET“ når de forkyndte. De må have været i stand til at vidne om Jehovas navn direkte ud fra den græske Septuaginta.
15 Der eksisterer stadig i hundredvis af pergament- og skindhåndskrifter til den græske Septuaginta. Nogle af dem er blevet til mellem det fjerde og det niende århundrede efter vor tidsregning, og er betydningsfulde fordi de indeholder store dele af De Hebraiske Skrifter. De kaldes majuskel- eller uncialhåndskrifter fordi de udelukkende er skrevet med store, adskilte bogstaver. Resten kaldes minuskel- eller kursivhåndskrifter fordi de er skrevet med en mindre, kursiveret skriftform. Denne skriftform blev anvendt fra det niende århundrede indtil bogtrykkerkunsten blev taget i anvendelse. De vigtige majuskelhåndskrifter fra det fjerde og det femte århundrede, nemlig Det Vatikanske nr. 1209, Det Sinaitiske og Det Alexandrinske, indeholder alle den græske Septuaginta med nogle små afvigelser. Der henvises hyppigt til Septuaginta i fodnoterne og kommentarerne i 1984-udgaven af New World Translation.
16 Den latinske Vulgata. Denne oversættelse har en mængde katolske oversættere brugt som grundtekst når de har oversat Bibelen til den vestlige kristenheds mange sprog. Hvordan blev Vulgata til? Det latinske ord vulgatus betyder „almindelig, folkelig“. Da Vulgata-oversættelsen blev udarbejdet, var det på den tids almindelige eller folkelige latin, så den let kunne forstås af almindelige mennesker i den vestlige del af Romerriget. Den lærde Hieronymus, der foretog denne oversættelse, havde tidligere foretaget to revisioner af de gammellatinske Salmer, sammenholdt med den græske Septuaginta.
Vulgata blev imidlertid oversat direkte fra de originale hebraiske og græske sprog, og var således ikke en oversættelse af en oversættelse. Hieronymus arbejdede på sin latinske oversættelse fra hebraisk fra omkring 390 til 405 e.v.t. Skønt det færdige arbejde indbefattede de apokryfe bøger, der på den tid fandtes i afskrifter af Septuaginta, skelnede Hieronymus nøje mellem de bøger der var kanoniske og dem der ikke var det. New World Translation (1984-udgaven) henviser ofte til Hieronymus’ Vulgata i sine fodnoter.
DE HEBRAISKE TEKSTER
17 Soferim. De mænd der afskrev De Hebraiske Skrifter fra Ezras tid og frem til Jesu tid blev kaldt skriftlærde eller soferim. De begyndte i tidens løb at tage sig friheder i retning af at ændre teksten. Jesus fordømte med rene ord disse foregivne Lovens vogtere fordi de tiltog sig en myndighed som de ikke havde. — Matt. 23:2, 13.
18 Masora påpeger ændringerne. De der efterfulgte soferim som afskrivere i århundrederne efter Kristus, blev kaldt masoreter. I margenen til eller ved slutningen af den hebraiske tekst gjorde de opmærksom på de ændringer der var foretaget af de tidligere soferim. Disse marginalnoter blev kaldt masora. De gør opmærksom på soferims femten såkaldte ekstraordinære punkter, nemlig femten ord eller udtryk i den hebraiske tekst som er markeret med prikker eller streger. Nogle af disse ekstraordinære punkter berører ikke vore nuværende bibeloversættelser eller fortolkningen, men andre gør det og har betydning.
Soferim lod sig forlede af deres overtroiske frygt for at udtale navnet Jehova, så de ændrede det til ’Adhonaj′ (Herre) 134 steder og til ’Ælohīm′ (Gud) andre steder. Masora gør opmærksom på disse ændringer. Ifølge en bemærkning i masora gøres de skriftlærde, soferim, også ansvarlige for mindst atten tekstrettelser (emendationer), og der har muligvis været flere. Disse tekstrettelser er sandsynligvis velmente forsøg på at forbedre teksten fordi den oprindelige ordlyd syntes at være uærbødig over for Gud eller respektløs over for hans jordiske tjenere.
19 Konsonantteksten. Det hebraiske alfabet består af 22 konsonanter og har ingen vokaler. Oprindelig skulle læseren selv forsyne teksten med vokallyde ud fra sit kendskab til sproget. Hebraisk blev så at sige skrevet som vi skriver forkortelser. På dansk er der mange almindeligt anvendte forkortelser der kun indeholder konsonanter. For eksempel er kgl. en forkortelse for kongelig. På tilsvarende måde er det hebraiske sprog opbygget af ord der udelukkende består af konsonanter. Med „konsonantteksten“ menes derfor den hebraiske tekst uden vokaltegn. De hebraiske håndskrifters konsonanttekst fik sin endelige form mellem det første og det andet århundrede efter vor tidsregning, skønt der stadig i nogen tid cirkulerede håndskrifter med tekstvarianter; men der blev ikke længere foretaget ændringer som på soferims tid.
20 Den masoretiske tekst. I anden halvdel af det første årtusind efter vor tidsregning opfandt masoreterne (hebraisk: ba‛alē′ hammasōrah′, der betyder „traditionens mestre“) et system af vokalpunkter og accenttegn. De tjente som en skriftlig hjælp til at udtale vokallydene, mens udtalen tidligere var gået fra slægt til slægt ved mundtlig overlevering.
Masoreterne foretog ingen ændringer i teksten, men anførte marginalnoter, de såkaldte masora, når de fandt det nødvendigt. De var meget omhyggelige med ikke at tage sig friheder over for teksten. Desuden henledte de i deres masora opmærksomheden på ejendommeligheder i teksten og angav korrigerede læsemåder som de mente var nødvendige.
21 Tre skoler af masoreter beskæftigede sig med udviklingen af vokalpunkter og accenttegn til konsonantteksten, nemlig den babyloniske, den palæstinensiske og den tiberiske. Den hebraiske tekst der nu findes i trykte udgaver af den hebraiske bibel kaldes den masoretiske tekst og anvender det system den tiberiske skole opfandt. Dette system blev udviklet af masoreterne i Tiberias, en by på vestbredden af Galilæas Sø. I sine fodnoter henviser New World Translation ofte til den masoretiske tekst (med symbolet „M“) og dens marginalnoter, masora (med symbolet Mmargen).
22 Den palæstinensiske skole placerede vokaltegnene over konsonanterne. Nogle ganske få af disse håndskrifter findes i dag og har vist at dette vokaliseringssystem var ufuldstændigt. Det babyloniske system var også supralineart (med vokalpunkterne anbragt over linjen). Et håndskrift med de babyloniske vokalpunkter er Codex Babylonicus Petropolitanus fra 916 e.v.t., der opbevares på det offentlige bibliotek i Leningrad. Denne kodeks indeholder Esajas, Jeremias, Ezekiel og „de små profeter“, med marginalnoter (masora). Bibelforskerne har ivrigt gransket dette håndskrift og sammenlignet det med den tiberiske tekst. Skønt det bruger det supralineare vokalsystem følger det faktisk den tiberiske tekst med hensyn til konsonanttekst, vokaler og masora. På British Museum findes der et eksemplar af den babyloniske tekst til Pentateuken der i det store og hele har vist sig at være i overensstemmelse med den tiberiske tekst.
23 Dødehavsrullerne. I 1947 indledtes et nyt, spændende kapitel i de hebraiske håndskrifters historie. I en hule ved Wadi Qumran (Nahal Qumeran), i området ved Det Døde Hav, fandt man den første Esajasrulle sammen med andre bibelske og ikkebibelske skriftruller. Kort tid efter offentliggjorde man en fuldstændig fotokopi af denne velbevarede Esajasrulle (1QIsa) til studiebrug for forskere. Man antager at den stammer fra slutningen af det andet århundrede før vor tidsregning. Det var et utroligt fund — et hebraisk håndskrift der var cirka tusind år ældre end det ældste eksisterende håndskrift med den anerkendte masoretiske tekst til Esajas’ Bog! I andre huler i Qumran fandt man fragmenter af over 170 skriftruller med dele af alle De Hebraiske Skrifters bøger undtagen Esters Bog. Disse skriftruller studeres stadig.
24 Efter at have undersøgt den lange Salme 119 i en betydningsfuld dødehavsrulle med Salmernes Bog (11QPsa) har en forsker meddelt at den er næsten ordret identisk med Salme 119 i den masoretiske tekst. Om Salmerullen har professor J. A. Sanders bemærket: „De fleste af [afvigelserne] er ortografiske og har kun betydning for de forskere der er interesserede i at finde fingerpeg om hvordan hebraisk blev udtalt i fortiden, og den slags.“ Andre eksempler fra disse bemærkelsesværdige gamle håndskrifter viser at der i de fleste tilfælde ikke er store afvigelser. Skønt der er nogen forskel i stavemåden og den grammatiske opbygning, viser Esajasrullen ingen afvigelser med hensyn til lærepunkter. Den offentliggjorte Esajasrulle blev undersøgt med hensyn til afvigelser da man arbejdede på New World Translation, og der henvises til den.
25 Vi har hermed gjort rede for ad hvilke hovedveje De Hebraiske Skrifter er blevet overleveret. De vigtigste tekster er Den Samaritanske Pentateuk, de aramaiske targumer, den græske Septuaginta, den tiberiske hebraiske tekst, den palæstinensiske hebraiske tekst, den babyloniske hebraiske tekst og Dødehavsrullernes hebraiske tekst. Som et resultat af studiet og sammenligningen af disse tekster er vi overbeviste om at De Hebraiske Skrifter i det store og hele er overleveret til os i den form hvori Guds inspirerede tjenere først nedskrev dem.
HEBRAISKE TEKSTUDGAVER
26 Den trykte standardudgave af den hebraiske tekst helt frem til det nittende århundrede var Den Anden Rabbinerbibel, som var udarbejdet af Jakob ben Chajjim og udgivet i 1524-25. Det var først i det attende århundrede at bibelforskere indledte et kritisk studium af den hebraiske tekst. I 1776-80 udgav Benjamin Kennicott i Oxford forskellige læsemåder fra over 600 hebraiske håndskrifter. Derefter, i 1784-98, udgav den italienske forsker J. B. de Rossi i Parma forskellige læsemåder fra mere end 800 andre håndskrifter. Den hebraiskkyndige S. Baer i Tyskland udarbejdede også en tekst. Senere tilbragte C. D. Ginsburg mange år med at frembringe en hebraisk tekstudgave med kritiske noter. Denne blev første gang udgivet i 1894 og udkom i en sidste revideret udgave i 1926. Joseph Rotherham brugte 1894-udgaven af denne tekst da han i 1902 udarbejdede sin engelske oversættelse, The Emphasised Bible, og professor Max L. Margolis og hans medarbejdere brugte Ginsburgs og Baers tekster da de i 1917 udarbejdede deres oversættelse af De Hebraiske Skrifter.
27 I 1906 udsendte den hebraiskkyndige forsker Rudolf Kittel i Tyskland den første udgave af sin hebraiske tekst, der blev kaldt Biblia Hebraica, „Den Hebraiske Bibel“. (Senere kom en anden udgave.) Heri sammenlignes i et omfattende fodnoteapparat de mange håndskrifter til den masoretiske tekst der da var tilgængelige. Kittel brugte den almindeligt anerkendte tekst af Jakob ben Chajjim som grundtekst. Da Ben Asjers meget ældre og bedre masoretiske tekst, der var blevet fastlagt omkring det 10. århundrede, blev tilgængelig, begyndte Kittel at udarbejde en helt ændret, tredje udgave af Biblia Hebraica. Dette arbejde blev fuldført af hans medarbejdere efter hans død.
28 Det var 7., 8. og 9. udgave af Kittels Biblia Hebraica (1951-55) der dannede grundlaget da man oversatte De Hebraiske Skrifter til engelsk i New World Translation. En ny udgave af den hebraiske tekst, nemlig Biblia Hebraica Stuttgartensia fra 1977, blev anvendt da man reviderede fodnoterne til 1984-udgaven af New World Translation.
29 Kittels gengivelse af marginalnoterne, masora, der gør opmærksom på de førkristne afskriveres mange ændringer af teksten, har bidraget til nøjagtige gengivelser i Ny Verden-oversættelsen, blandt andet til at man flere steder har kunnet genindføre Guds navn, Jehova. Megen bibelsk forskning kommer således fortsat læserne af Ny Verden-oversættelsen til gode.
30 Til denne lektion hører en oversigt der viser hvilke kilder der er anvendt som grundlag for De Hebraiske Skrifters tekst i Ny Verden-oversættelsen. Oversigten viser i store træk oprindelsen til den hebraiske tekst der ligger til grund for Kittels Biblia Hebraica, der er anvendt som vigtigste kilde. Med punkterede streger henvises der til de sekundære kilder man har rådført sig med. Når der henvises til oversættelser som Vulgata og den græske Septuaginta, vil det ikke sige at man har rådført sig med de originale værker. Som tilfældet er med selve de inspirerede Hebraiske Skrifter, eksisterer originalerne af disse oversættelser ikke mere.
Derimod har man pålidelige udgaver af teksterne, eller pålidelige gamle oversættelser og kritiske kommentarer.
Ved at rådføre sig med disse forskellige kilder har komiteen bag New World Translation kunnet frembringe en autoritativ og pålidelig oversættelse af de originale, inspirerede Hebraiske Skrifter. Disse kilder er alle angivet i fodnoterne i New World Translation.
31 De Hebraiske Skrifters tekst i Ny Verden-oversættelsen bygger således på århundreders bibellærdom og forskning. Den er baseret på en særdeles uangribelig hebraisk tekst, og har nydt godt af alt hvad der er gjort for at sikre en pålideligt overleveret tekst. Med et sprog der får læseren til at tænke, frembyder den en oversættelse der kan danne grundlag for et seriøst studium af Bibelen, en oversættelse der er både ærlig og nøjagtig. Priset være Jehova Gud, at han meddeler sig til os, og at hans ord i dag er levende og virkende! (Hebr. 4:12) Måtte retsindige mennesker fortsat opbygge deres tro ved studiet af Guds dyrebare ord og blive styrket til at gøre Jehovas vilje i disse kritiske tider. — 2 Pet. 1:12, 13.

så det er en værre løgn du kommer med der ftg.

Sikke en lang smøre ingenting - fyldt med gætterier og manipulation. Højdepunktet i teksten er vel, at man ikke bare kan antage at de første kristne ikke sagde Jehova!
Det er altså det store argument: Det kan man da ikke bare antage. Nej, det antager vi så sandelig heller ikke bare. Vi bygger det på, at de første kristne satte navnet Jesus i centrum, samt at de ikke på noget tidspunkt har afleveret selv et utydeligt vidnesbyrd om at de sagde Jahvæ!
Der skal lidt mere til end en påstand om at folk bare antager de første kristne gjorde sådan. Der ligger et Nyt Testamente med navnet Jesus i centrum, samt 5000 tidlige NT manuskripter og 20.000 andre tidlige kristne skrifter uden så meget som et eneste Jahvæ bag den antagelse. I har derimod ingen, gentagen ingen mansuskriptstøtte til jeres vanvittige påstande om at de første kristne var ugudelige når de ikke sagde og skrev Jahvæ! Derimod er det et yderst direkte vidnesbyrd om, at I ikke er kristne. Kristne sætter deres Herre og Gud, Jesus Kristus i centrum!

og erstattet med ordet Herren, er en kendsgerning.
Det er ikke noget jeg bare siger ud af den blå luft. Det kan du se i din egen Bibel.
Med venlig hilsen, ftg.

der gør en indsats for at finde frem til sandheden.
Med venlig hilsen, ftg.

De sidste bøger i Bibelen handler netop om hvordan frafaldet var begyndt at vinde indpas i de kristne menigheder.

Betyder mange ord da man søger sandheden? Ifølge Bibelen betyder det da noget helt andet:
Med mange ord kan overtrædelse ikke undgås,
den, der sparer på sine ord, handler klogt.
for drømmen kommer med stor plage,
tåbens røst med mange ord.
dåren bruger mange ord

Min påstand er, at du ikke kan finde et eneste dokument fra de første kristne der indeholder navnet Jahvæ. Du har nu i mange år fået den ene invitation efter den anden til at modbevise min påstand, men det kan du jo ikke vel!

Hvad stod der da tegnene på frafaldet var?
Det bliver jo pludseligt et spændende spørgsmål. Jeg siger der aldrig har stået Jehova i de første kristnes tekster, fordi det ville være uforeneligt med deres tro på Jesus som det eneste navn af betydning.
Dit (noget søgte) modargument er, at du stik imod logik og 25000 tidlige kristne dokumenter påstår de skrev Jehova. Men så må vi jo høre: Står der da at et af frafaldets tegn var, at folk ville holde op med at sige Jehova?
Hvad står der i din Bibel, ftg? Hvad var tegnene på frafald? You can talk the talk, but can you walk the walk?