Jeg levede i et voldeligt forhold...
Jeg har nu læst med herinde i et par uger og føler nu jeg er klar til at fortælle min historie.. Jeg har skrevet det for ca. 3 uger siden...
Jeg står i mine egne tanker på havnen i Aalborg, tænker lidt over livet, og hvordan lykken bare ikke altid tilsmiler en, når man har allermest lyst til bare at være lykkelig. Min kæreste er gået fra mig, lige pludselig er mit faste holdepunkt væk – vi havde været sammen i kort tid, men alligevel formåede han at tage mig med storm, og jeg var så forelsket i ham. Jeg står lidt og tænker over en meget svær beslutning, jeg ved at jeg bliver nød til at tage, for at jeg kan komme videre med mit liv.
…Mens jeg tænker står jeg og venter på en af mine gode venner Jacob, da jeg ser ”A” ud af øjenkrogen. Jeg ved med det samme at det er en jeg ikke har lyst til at se, men der går alligevel 2-3 sekunder før min hjerne registrer at det rent faktisk er ”A”..
Han kommer gående mod mig, og pludselig løber mine øjne i vand og jeg får voldsom hjertebanken. Han går næsten sidelæns for at kigge på mig, og jeg bliver mere hysterisk og oprevet mens jeg græder, jeg var SÅ bange…
… Det startede da jeg var 16 år – ung og meget meget naiv. Jeg troede selv jeg havde fundet prinsen på den hvide hest, men jeg burde have lyttet til alle de advarselssignaler der var allerede dengang.
Vi startede med at kæreste i 3 måneder, det gik fint, jeg var ok glad for ham, men det viste sig at han ikke var kommet over sin ex på det tidspunkt. Vi stoppede med at kæreste, men blev alligevel ved med at ses og være sammen. Da jeg så i en brandert til Nibe festival har stået og kysset på en fyr, finder ”A” så ud af at han elsker mig og han vil have mig tilbage. Det får han, naiv som jeg er, går jeg tilbage lige i armene på ham.
De næste måneder går og egentlig har vi mange skænderier – vi laver stort set ikke andet end at skændes, men det ender som regel altid med at vi bliver gode venner igen.
”A” begynder så småt at ændre sig efter 7-8 måneder, og pludselig er han bare ikke længere den samme mere.. Han begynder at køre psykisk på mig – han vil hele tiden have mig ned med nakken. Jeg tilgiver hver gang, og han overøser mig med gaver og overraskelser for at gøre det godt. Naive pigebarn!
Jeg kan ikke længere huske den første gang ”A” lagde hånd på mig, men én situation husker jeg tydeligt. Vi havde været til fodboldkamp og se AaB - ?? Da kampen er forbi går vi hjem i hans lejlighed, hvor han så vil se kampen på video – den havde han nemlig sat til at optage. Da vi kommer hjem finder ”A” ud af at videoen ikke har optaget kampen og han bliver rasende. Jeg får sagt et forkert ord og strakt flyver først fjernbetjeningen efter mig igennem soveværelset. Bliver bange og beder ham stoppe, men derefter flyver videoen efter mig og rammer mig meget hårdt. ”A” går amok på mig, skubber til mig, spytter på mig, råber af mig og hiver mig i håret. Jeg kommer fri, skynder mig at pakke mine ting, og løber ud af døren, men ham lige i hælene. Han får fat i mig nede på kastetvej hvor han hiver fat i mig. Slår og skubber igen. Han råber af mig at jeg ingen steder skal og jeg prøver igen at se om jeg kan komme fri, men forgæves. På den anden side af vejen ser jeg et ældre ægtepar stå og kigge, hvorefter manden så fisker sin telefon op, og jeg er helt overbevist om at de ringer til politiet. Jeg siger så til ”A” at han skal styre sig og at de ringer til politiet – hvorefter han så går helt amok. Står og råber og skriger af ægteparret, hvor jeg så imens kommer fri og skynder mig væk. Jeg ender så med at tage hjem – og ”A” havde jeg ikke kontakt til i en uge.
”A” bliver som altid tilgivet, og vi fortsætter forholdet. Dengang overnævnte episode foregik, havde jeg blå mærker på armene efter han havde haft fat i mig, og mine klassekammerater begyndte at spørge til hvordan de var kommet – hvor jeg, dum som jeg var! – bortforklarede.
Forholdet fortsatte, og vi beslutter os for at flytte sammen. ”A” flytter så til Ranum, hvor vi sammen finder en lille lejlighed i kollegieparken. I månederne inden vi flytter ind i lejligheden sammen er forholdet blevet et helvede. ”A” bliver mere og mere voldelig, både fysisk og psykisk.
Jeg husker tydeligt da ”A” gik så langt som til at voldtage mig. Vi havde lige haft et kæmpe skænderi – vi var alene hjemme hos mine forældre sammen med min lillebror. Han havde både slået og sparket under skænderiet, og da der faldt bare en smule ro på ligger vi os i sengen, jeg er dybt ulykkelig over at han svigter mig gang på gang. Han prøver så at være kærlig, men jeg afviser ham blankt! Det gør ham rasende, han hiver mine bukser af, trækker trusserne til side og fører svinet op i mig, alt imens jeg ligger og græder og skriger, sparker og slår for at komme fri – men jeg kan ikke ! Sådan fortsætter det til han er færdig, og det er det værste jeg nogensinde har været med til. Tænk at blive udnyttet af den man troede elskede en!!
Endnu engang bliver han tilgivet – og vi flytter sammen. Jeg går på daværende tidspunkt på HF og jeg begynder at falde mere og mere fra. Jeg laver aldrig noget socialt med dem fra skolen, er aldrig med til festerne – for det måtte jeg ikke. Jeg ser næsten ingen veninder mere, sidder og rådner op hver dag sammen med ham.
Forholdet går helt af sporet efter vi flytter sammen. Jeg får tæsk jævnligt 2-3 gange om ugen på det her tidspunkt. Jeg er et nervevrag og jeg er konstant bange for at gøre noget forkert eller sige noget forkert, som kan udløse at han går amok.
Jeg har flere gange, under og efter skænderier sagt til ham at jeg ikke vil mere, men i stedet får jeg en ny omgang tæsk og han truer med at begå selvmord hvis jeg går fra ham.
Under hele vores forhold har jeg aldrig fortalt nogen om hvad han gør ved mig, lige indtil en dag hvor det går helt amok. ”A” kaster mig rundt i lejligheden, spytter, råber, sparker og slår – som regel altid efter tindingen – får jeg nok. Jeg bryder grædende sammen over ICQ til min søster, som på daværende tidspunkt bor i København. Hun bryder grædende sammen og siger jeg skal forlade ham og gå hjem til mine forældre – og hvis jeg ikke selv gør det, så vil hun få far til at hente mig!
Jeg stiller mig simpelthen på bagben, for jeg er ikke klar til at indrømme overfor mine forældre at jeg ikke længere har kontrol over situationen – over mit liv. Jeg siger simpelthen til hende at hvis hun nogensinde nævner noget for nogen – så taler jeg aldrig til hende igen! – Den største fejl jeg nogensinde har begået!
Eksamenstiden på HF nærmer sig og jeg er efterhånden ved at være meget langt nede med en depression. Det er blevet hver dag at jeg får at vide at jeg er dum, klam fed, ulækker, en so, en kælling osv – og efterhånden som man hører dem mere og mere ofte så begynder man at tro på dem.
Forholdet bliver ikke bedre, jeg er til sidst så langt ude og nede at jeg vælger at droppe HF. Jeg når ikke alle eksamenerne efter 1 år. Og den dag i dag har jeg virkelig fortrudt at jeg ikke valgte at gøre den færdig. Men jeg kunne ikke klare det – jeg var udmattet – udmattet af den daglige psykiske terror samt volden der hørte med.
Vi vælger så at flytte til Nørresundby – jeg nærmest flygter fra det hele. ”A” arbejdede i forvejen i Aalborg så det var nemt for ham – men jeg havde ingen job. Det var på et tidspunkt hvor arbejdsløsheden i Nordjylland var meget høj og som ufaglært var det nærmest umuligt at få et job. Jeg gik derfor på kommunen og fik bevilget kontanthjælp. Det i sig selv var et kæmpe nederlag – at jeg skulle leve af penge fra kommunen og ikke var i stand til at finde et job og selv tjene mine egne penge.
Jeg havde ingen selvtillid, troede ikke på mig selv, alt sammen ifølge den psykiske terror ”A” kørte på mig hver eneste dag. Jeg trøstespiste og jeg blev bare federe og federe. På dette tidspunkt vil jeg tro at jeg har taget omkring 20 kg på siden jeg mødte ”A” hvor de fleste var siden vi flyttede sammen.
Samtidig får det mig endnu længere ned med nakken at se hvordan jeg skuffer min familie. Jeg følte mig helt forkert – men de vidste intet om hvad der foregik – stadig kun min ene søster – men jeg benægtede overfor hende at han stadig tæskede mig.
Jeg bliver så sendt i aktivering af kommunen. Jeg starter på et jobformidlingscenter hvor vi fik hjælp til at søge job, samtidig med at vi pakkede legetøj for dantoy. Det i sig selv var sundt til mig – at komme ud og møde nogle mennesker, selvom jeg allerhelst ville sidde hjemme helt alene, hvor ingen kunne se mig, og min store tykke krop. Jeg var så flov over hvor stor jeg var blevet!
Efter vi er flyttet til Aalborg eskalerer det hele og forholdet ryger helt af sporet. Der er intet ”fysisk” mellem os længere – vi hverken kysser eller krammer eller noget – vi bor bare sammen.
Ca. 1-2 gange om måneden krævede ”A” dog at få sex – og hvis ikke jeg gav ham det ville han finde det et andet sted! Så dum som jeg er lader jeg ham udnytte mig i stedet for at lade idioten skride.
Det begynder at blive mere og mere normalt at det er hver dag jeg får tæsk – og at enten han eller jeg sover på sofaen. Hvis det var ham der sov på sofaen var det meget normalt at der kom en sko eller en anden genstand flyvende ind af døren til soveværelset om morgenen inden han tog af sted på job.
Han bliver mere og mere sindssyg, og hver gang han slog mig, var det i tindingen – det var muligt at galningen prøvede at slå mig ihjel. Lige dengang ville det have været det nemmeste hvis det var endt sådan – så fik jeg fred.
Den dag i dag kan jeg ikke huske ret meget at hvad der egentlig foregik dengang. Jeg har fortrængt det, men alligevel dukker der ofte situationer op hvor jeg lige pludselig kan huske en bestemt situation – og hvad han gjorde ved mig.
”A” og jeg tager til København 1 uge på sommerferie og er så i parken og se pokalfinale mellem AaB og FCK. Da FCK scorer og kommer foran får jeg en kæmpe lammer på den ene skulder af ”A”, uden at have sagt et eneste ord, eller så meget som kigget på ham. Jeg bliver pisse sur, skrider og sætter mig alene og ser kampen færdig selv. Derefter tager jeg så ud til min søster i Høje Taastrup som vi boede hos den uge. ”A” ser jeg ikke mere til før næste dag til middag – og der ved jeg bare at han har lavet noget lort.
Vi kommer hjem fra ferie og terroren og tæskene fortsætter som de plejer. Ugen efter vi er kommet hjem skal vi så på en uges ferie til Bulgarien og det er her det hele stopper. Jeg finder ud af at ”A” har været mig utro da vi var i København – og endelig har jeg en grund til at skride.
Det bliver en turbolent afslutning – jeg flytter hjem til mine forældre, men de ved stadig ikke hvad der er sket.
Jeg har på det tidspunkt fået jo på banegården i Aalborg – faktisk kun få dage efter jeg er flyttet hjem. En aften har jeg så lukkevagt på job dvs. til kl. 00.15 så jeg vælger at tage over i lejligheden i Nørresundby at sove. Nogle af mine ting var der stadig, plus at jeg havde betalt husleje den måned, så det måtte være i min ret at tage over og sove på sofaen. ”A” vidste godt at jeg kom, så var han ligesom forberedt på det.
Det ender endnu engang med et kæmpe skænderi og denne gang eskalerer det fuldstændig. ”A” slår mig HÅRDT 4 gange i ansigtet og min ene kind bliver fuldstændig blå og hævet. Udover det lukker han en dør over min fod – så nogle af knoglerne bliver knust. Han var fuldstændig gal i skralden den aften og jeg husker stadig blikket i hans øjne.
Til sidst ender det med at der bliver ringet efter mine forældre – klokken er efterhånden 01.30 om natten og da de kommer bryder jeg grædende sammen overfor dem og fortæller.
Vi snakkede om det i bilen på vej hjem og lige ½ time i køkkenet midt om natten inden vi gik i seng – og siden da er det ikke blevet nævnt med et ord af mine forældre.
Min far har sagt nogle utilgivelige ting som jeg aldrig tilgiver ham for.
Det var hårdt at flytte hjem – for lige pludselig var jeg tvunget til at komme videre. Jeg var tvunget til igen at tage ansvar for mit liv, til at vise at jeg godt kunne rejse mig op efter sådan et nederlag. Der gik længe hvor jeg bare var hjemme, isolerede mig på værelset, ville ikke se nogen venner og veninder, for jeg var så flov over mig selv. Jeg var blevet endnu større til sidst og jeg var direkte fed og ulækker. Jeg var et kæmpe skur med en selvtillid der var lige så meget værd som 5 potter pis.
Efter noget tid fortalte jeg meget få venner og veninder hvad der var sket – og hver gang blev jeg spurgt ”Rikke – hvorfor fanden blev du ved ham?!” Et spørgsmål jeg hader at blive stillet – for jeg kan ikke komme med et ordentligt svar på det.
Den eneste måde jeg kan prøve at forklare lidt af det på er at jeg har været kørt så langt ned psykisk at jeg ikke har kunnet tage ansvar for mig selv og mit eget liv – jeg har bare fulgt med strømmen og gjort hvad der blev bedt om. Jeg forstår dog stadig ikke hvorfor jeg ikke skred da han slog første gang – men det er så nemt at sidde og være bagklog. Jeg kan ikke ændre på at jeg var sammen med ham i 2½ år for det har gjort mig til den jeg er i dag – men jeg ville meget gerne have været foruden.
Det eneste jeg kan trøste mig med er at der ikke er nogen der skal ligge hånd på mig den dag i dag, det finder jeg mig ikke i mere.
Somme tider har jeg fortrudt at jeg ikke meldte ham – men der var flere grunde til at jeg ikke gjorde det. Jeg følte ikke jeg kunne klare at komme igennem det hele én gang mere, jeg ved at alt det han har gjort var nok til at sende ham i spjældet. Og så følte jeg ikke at jeg havde den nødvendige opbakning hjemmefra – og jeg ville ikke kunne gå igennem det alene.
… Oplevelsen i dag med at se ”A” igen gjorde ondt – og det gør det stadig. Jeg har intet til overs for den mand den dag i dag – men bange for ham vil jeg altid være. Den frygt jeg har for ham vil altid sidde i kroppen – frygten for flere tæsk – eller måske for at han en dag gik hele vejen og gjorde en ende på mig. Jeg hader den mand mere end jeg nogensinde vil kunne beskrive med ord – nogle mener at hvis man hader, så elsker man stadig, men ikke i denne situation !!
Lige nu sidder jeg med frygten for at han kan finde på at kontakte mig igen – det er over 3 år siden jeg sidst så ham – og havde nogen form for kontakt med ham, men han har prøvet at kontakte en af mine søstre flere gange – samt min tidligere svoger.
Tak fordi du læste med - hvis du nåede så langt...
-FrøkenN
Jeg står i mine egne tanker på havnen i Aalborg, tænker lidt over livet, og hvordan lykken bare ikke altid tilsmiler en, når man har allermest lyst til bare at være lykkelig. Min kæreste er gået fra mig, lige pludselig er mit faste holdepunkt væk – vi havde været sammen i kort tid, men alligevel formåede han at tage mig med storm, og jeg var så forelsket i ham. Jeg står lidt og tænker over en meget svær beslutning, jeg ved at jeg bliver nød til at tage, for at jeg kan komme videre med mit liv.
…Mens jeg tænker står jeg og venter på en af mine gode venner Jacob, da jeg ser ”A” ud af øjenkrogen. Jeg ved med det samme at det er en jeg ikke har lyst til at se, men der går alligevel 2-3 sekunder før min hjerne registrer at det rent faktisk er ”A”..
Han kommer gående mod mig, og pludselig løber mine øjne i vand og jeg får voldsom hjertebanken. Han går næsten sidelæns for at kigge på mig, og jeg bliver mere hysterisk og oprevet mens jeg græder, jeg var SÅ bange…
… Det startede da jeg var 16 år – ung og meget meget naiv. Jeg troede selv jeg havde fundet prinsen på den hvide hest, men jeg burde have lyttet til alle de advarselssignaler der var allerede dengang.
Vi startede med at kæreste i 3 måneder, det gik fint, jeg var ok glad for ham, men det viste sig at han ikke var kommet over sin ex på det tidspunkt. Vi stoppede med at kæreste, men blev alligevel ved med at ses og være sammen. Da jeg så i en brandert til Nibe festival har stået og kysset på en fyr, finder ”A” så ud af at han elsker mig og han vil have mig tilbage. Det får han, naiv som jeg er, går jeg tilbage lige i armene på ham.
De næste måneder går og egentlig har vi mange skænderier – vi laver stort set ikke andet end at skændes, men det ender som regel altid med at vi bliver gode venner igen.
”A” begynder så småt at ændre sig efter 7-8 måneder, og pludselig er han bare ikke længere den samme mere.. Han begynder at køre psykisk på mig – han vil hele tiden have mig ned med nakken. Jeg tilgiver hver gang, og han overøser mig med gaver og overraskelser for at gøre det godt. Naive pigebarn!
Jeg kan ikke længere huske den første gang ”A” lagde hånd på mig, men én situation husker jeg tydeligt. Vi havde været til fodboldkamp og se AaB - ?? Da kampen er forbi går vi hjem i hans lejlighed, hvor han så vil se kampen på video – den havde han nemlig sat til at optage. Da vi kommer hjem finder ”A” ud af at videoen ikke har optaget kampen og han bliver rasende. Jeg får sagt et forkert ord og strakt flyver først fjernbetjeningen efter mig igennem soveværelset. Bliver bange og beder ham stoppe, men derefter flyver videoen efter mig og rammer mig meget hårdt. ”A” går amok på mig, skubber til mig, spytter på mig, råber af mig og hiver mig i håret. Jeg kommer fri, skynder mig at pakke mine ting, og løber ud af døren, men ham lige i hælene. Han får fat i mig nede på kastetvej hvor han hiver fat i mig. Slår og skubber igen. Han råber af mig at jeg ingen steder skal og jeg prøver igen at se om jeg kan komme fri, men forgæves. På den anden side af vejen ser jeg et ældre ægtepar stå og kigge, hvorefter manden så fisker sin telefon op, og jeg er helt overbevist om at de ringer til politiet. Jeg siger så til ”A” at han skal styre sig og at de ringer til politiet – hvorefter han så går helt amok. Står og råber og skriger af ægteparret, hvor jeg så imens kommer fri og skynder mig væk. Jeg ender så med at tage hjem – og ”A” havde jeg ikke kontakt til i en uge.
”A” bliver som altid tilgivet, og vi fortsætter forholdet. Dengang overnævnte episode foregik, havde jeg blå mærker på armene efter han havde haft fat i mig, og mine klassekammerater begyndte at spørge til hvordan de var kommet – hvor jeg, dum som jeg var! – bortforklarede.
Forholdet fortsatte, og vi beslutter os for at flytte sammen. ”A” flytter så til Ranum, hvor vi sammen finder en lille lejlighed i kollegieparken. I månederne inden vi flytter ind i lejligheden sammen er forholdet blevet et helvede. ”A” bliver mere og mere voldelig, både fysisk og psykisk.
Jeg husker tydeligt da ”A” gik så langt som til at voldtage mig. Vi havde lige haft et kæmpe skænderi – vi var alene hjemme hos mine forældre sammen med min lillebror. Han havde både slået og sparket under skænderiet, og da der faldt bare en smule ro på ligger vi os i sengen, jeg er dybt ulykkelig over at han svigter mig gang på gang. Han prøver så at være kærlig, men jeg afviser ham blankt! Det gør ham rasende, han hiver mine bukser af, trækker trusserne til side og fører svinet op i mig, alt imens jeg ligger og græder og skriger, sparker og slår for at komme fri – men jeg kan ikke ! Sådan fortsætter det til han er færdig, og det er det værste jeg nogensinde har været med til. Tænk at blive udnyttet af den man troede elskede en!!
Endnu engang bliver han tilgivet – og vi flytter sammen. Jeg går på daværende tidspunkt på HF og jeg begynder at falde mere og mere fra. Jeg laver aldrig noget socialt med dem fra skolen, er aldrig med til festerne – for det måtte jeg ikke. Jeg ser næsten ingen veninder mere, sidder og rådner op hver dag sammen med ham.
Forholdet går helt af sporet efter vi flytter sammen. Jeg får tæsk jævnligt 2-3 gange om ugen på det her tidspunkt. Jeg er et nervevrag og jeg er konstant bange for at gøre noget forkert eller sige noget forkert, som kan udløse at han går amok.
Jeg har flere gange, under og efter skænderier sagt til ham at jeg ikke vil mere, men i stedet får jeg en ny omgang tæsk og han truer med at begå selvmord hvis jeg går fra ham.
Under hele vores forhold har jeg aldrig fortalt nogen om hvad han gør ved mig, lige indtil en dag hvor det går helt amok. ”A” kaster mig rundt i lejligheden, spytter, råber, sparker og slår – som regel altid efter tindingen – får jeg nok. Jeg bryder grædende sammen over ICQ til min søster, som på daværende tidspunkt bor i København. Hun bryder grædende sammen og siger jeg skal forlade ham og gå hjem til mine forældre – og hvis jeg ikke selv gør det, så vil hun få far til at hente mig!
Jeg stiller mig simpelthen på bagben, for jeg er ikke klar til at indrømme overfor mine forældre at jeg ikke længere har kontrol over situationen – over mit liv. Jeg siger simpelthen til hende at hvis hun nogensinde nævner noget for nogen – så taler jeg aldrig til hende igen! – Den største fejl jeg nogensinde har begået!
Eksamenstiden på HF nærmer sig og jeg er efterhånden ved at være meget langt nede med en depression. Det er blevet hver dag at jeg får at vide at jeg er dum, klam fed, ulækker, en so, en kælling osv – og efterhånden som man hører dem mere og mere ofte så begynder man at tro på dem.
Forholdet bliver ikke bedre, jeg er til sidst så langt ude og nede at jeg vælger at droppe HF. Jeg når ikke alle eksamenerne efter 1 år. Og den dag i dag har jeg virkelig fortrudt at jeg ikke valgte at gøre den færdig. Men jeg kunne ikke klare det – jeg var udmattet – udmattet af den daglige psykiske terror samt volden der hørte med.
Vi vælger så at flytte til Nørresundby – jeg nærmest flygter fra det hele. ”A” arbejdede i forvejen i Aalborg så det var nemt for ham – men jeg havde ingen job. Det var på et tidspunkt hvor arbejdsløsheden i Nordjylland var meget høj og som ufaglært var det nærmest umuligt at få et job. Jeg gik derfor på kommunen og fik bevilget kontanthjælp. Det i sig selv var et kæmpe nederlag – at jeg skulle leve af penge fra kommunen og ikke var i stand til at finde et job og selv tjene mine egne penge.
Jeg havde ingen selvtillid, troede ikke på mig selv, alt sammen ifølge den psykiske terror ”A” kørte på mig hver eneste dag. Jeg trøstespiste og jeg blev bare federe og federe. På dette tidspunkt vil jeg tro at jeg har taget omkring 20 kg på siden jeg mødte ”A” hvor de fleste var siden vi flyttede sammen.
Samtidig får det mig endnu længere ned med nakken at se hvordan jeg skuffer min familie. Jeg følte mig helt forkert – men de vidste intet om hvad der foregik – stadig kun min ene søster – men jeg benægtede overfor hende at han stadig tæskede mig.
Jeg bliver så sendt i aktivering af kommunen. Jeg starter på et jobformidlingscenter hvor vi fik hjælp til at søge job, samtidig med at vi pakkede legetøj for dantoy. Det i sig selv var sundt til mig – at komme ud og møde nogle mennesker, selvom jeg allerhelst ville sidde hjemme helt alene, hvor ingen kunne se mig, og min store tykke krop. Jeg var så flov over hvor stor jeg var blevet!
Efter vi er flyttet til Aalborg eskalerer det hele og forholdet ryger helt af sporet. Der er intet ”fysisk” mellem os længere – vi hverken kysser eller krammer eller noget – vi bor bare sammen.
Ca. 1-2 gange om måneden krævede ”A” dog at få sex – og hvis ikke jeg gav ham det ville han finde det et andet sted! Så dum som jeg er lader jeg ham udnytte mig i stedet for at lade idioten skride.
Det begynder at blive mere og mere normalt at det er hver dag jeg får tæsk – og at enten han eller jeg sover på sofaen. Hvis det var ham der sov på sofaen var det meget normalt at der kom en sko eller en anden genstand flyvende ind af døren til soveværelset om morgenen inden han tog af sted på job.
Han bliver mere og mere sindssyg, og hver gang han slog mig, var det i tindingen – det var muligt at galningen prøvede at slå mig ihjel. Lige dengang ville det have været det nemmeste hvis det var endt sådan – så fik jeg fred.
Den dag i dag kan jeg ikke huske ret meget at hvad der egentlig foregik dengang. Jeg har fortrængt det, men alligevel dukker der ofte situationer op hvor jeg lige pludselig kan huske en bestemt situation – og hvad han gjorde ved mig.
”A” og jeg tager til København 1 uge på sommerferie og er så i parken og se pokalfinale mellem AaB og FCK. Da FCK scorer og kommer foran får jeg en kæmpe lammer på den ene skulder af ”A”, uden at have sagt et eneste ord, eller så meget som kigget på ham. Jeg bliver pisse sur, skrider og sætter mig alene og ser kampen færdig selv. Derefter tager jeg så ud til min søster i Høje Taastrup som vi boede hos den uge. ”A” ser jeg ikke mere til før næste dag til middag – og der ved jeg bare at han har lavet noget lort.
Vi kommer hjem fra ferie og terroren og tæskene fortsætter som de plejer. Ugen efter vi er kommet hjem skal vi så på en uges ferie til Bulgarien og det er her det hele stopper. Jeg finder ud af at ”A” har været mig utro da vi var i København – og endelig har jeg en grund til at skride.
Det bliver en turbolent afslutning – jeg flytter hjem til mine forældre, men de ved stadig ikke hvad der er sket.
Jeg har på det tidspunkt fået jo på banegården i Aalborg – faktisk kun få dage efter jeg er flyttet hjem. En aften har jeg så lukkevagt på job dvs. til kl. 00.15 så jeg vælger at tage over i lejligheden i Nørresundby at sove. Nogle af mine ting var der stadig, plus at jeg havde betalt husleje den måned, så det måtte være i min ret at tage over og sove på sofaen. ”A” vidste godt at jeg kom, så var han ligesom forberedt på det.
Det ender endnu engang med et kæmpe skænderi og denne gang eskalerer det fuldstændig. ”A” slår mig HÅRDT 4 gange i ansigtet og min ene kind bliver fuldstændig blå og hævet. Udover det lukker han en dør over min fod – så nogle af knoglerne bliver knust. Han var fuldstændig gal i skralden den aften og jeg husker stadig blikket i hans øjne.
Til sidst ender det med at der bliver ringet efter mine forældre – klokken er efterhånden 01.30 om natten og da de kommer bryder jeg grædende sammen overfor dem og fortæller.
Vi snakkede om det i bilen på vej hjem og lige ½ time i køkkenet midt om natten inden vi gik i seng – og siden da er det ikke blevet nævnt med et ord af mine forældre.
Min far har sagt nogle utilgivelige ting som jeg aldrig tilgiver ham for.
Det var hårdt at flytte hjem – for lige pludselig var jeg tvunget til at komme videre. Jeg var tvunget til igen at tage ansvar for mit liv, til at vise at jeg godt kunne rejse mig op efter sådan et nederlag. Der gik længe hvor jeg bare var hjemme, isolerede mig på værelset, ville ikke se nogen venner og veninder, for jeg var så flov over mig selv. Jeg var blevet endnu større til sidst og jeg var direkte fed og ulækker. Jeg var et kæmpe skur med en selvtillid der var lige så meget værd som 5 potter pis.
Efter noget tid fortalte jeg meget få venner og veninder hvad der var sket – og hver gang blev jeg spurgt ”Rikke – hvorfor fanden blev du ved ham?!” Et spørgsmål jeg hader at blive stillet – for jeg kan ikke komme med et ordentligt svar på det.
Den eneste måde jeg kan prøve at forklare lidt af det på er at jeg har været kørt så langt ned psykisk at jeg ikke har kunnet tage ansvar for mig selv og mit eget liv – jeg har bare fulgt med strømmen og gjort hvad der blev bedt om. Jeg forstår dog stadig ikke hvorfor jeg ikke skred da han slog første gang – men det er så nemt at sidde og være bagklog. Jeg kan ikke ændre på at jeg var sammen med ham i 2½ år for det har gjort mig til den jeg er i dag – men jeg ville meget gerne have været foruden.
Det eneste jeg kan trøste mig med er at der ikke er nogen der skal ligge hånd på mig den dag i dag, det finder jeg mig ikke i mere.
Somme tider har jeg fortrudt at jeg ikke meldte ham – men der var flere grunde til at jeg ikke gjorde det. Jeg følte ikke jeg kunne klare at komme igennem det hele én gang mere, jeg ved at alt det han har gjort var nok til at sende ham i spjældet. Og så følte jeg ikke at jeg havde den nødvendige opbakning hjemmefra – og jeg ville ikke kunne gå igennem det alene.
… Oplevelsen i dag med at se ”A” igen gjorde ondt – og det gør det stadig. Jeg har intet til overs for den mand den dag i dag – men bange for ham vil jeg altid være. Den frygt jeg har for ham vil altid sidde i kroppen – frygten for flere tæsk – eller måske for at han en dag gik hele vejen og gjorde en ende på mig. Jeg hader den mand mere end jeg nogensinde vil kunne beskrive med ord – nogle mener at hvis man hader, så elsker man stadig, men ikke i denne situation !!
Lige nu sidder jeg med frygten for at han kan finde på at kontakte mig igen – det er over 3 år siden jeg sidst så ham – og havde nogen form for kontakt med ham, men han har prøvet at kontakte en af mine søstre flere gange – samt min tidligere svoger.
Tak fordi du læste med - hvis du nåede så langt...
-FrøkenN