Jeg har meget svært ved at knytte bånd
Hej,
jeg er en fyr/mand på 39 år, der ikke har nogen venner og har ikke haft det de seneste 10 år. De "venner", jeg havde dengang, var blot folk der udnyttede mig, så flyttede jeg by og kom heldigvis af med de venner. Før det har folk også blot udnyttet mig fordi jeg var nem at grine af og kunne overtales til hvad som helst. Jeg er meget dårlig til at argumentere, så folk har altid kunnet fange mig på et eller andet, så jeg er gået med til noget jeg ikke ville.
I barndommen og ungdommen er jeg blevet mobbet massivt - selvom jeg på en gang var både den mest populære person i folkeskoleklassen og senere, så kunne folk altså også lide af mobbe mig, og fordi jeg aldrig kunne sige andre end venlige ting, så blev disse mobberier helt ekstreme, ja mange gange groteske. Det har gjort, at jeg aldrig selv har OPSØGT venner, jeg var så til gengæld "heldig", at folk opsøgte mig, fordi jeg var så nem at udnytte. Og ja det var specielt folk som havde trang til at hævde sig på een, og så var jeg jo et "nemt offer".
Derfor har jeg aldrig nogensinde - og jeg mener virkelig nogensinde - været den opsøgende for at kontakte nogen.
De første 5 år efter jeg flyttede til en anden by, der murede jeg mig inde, fordi jeg ikke opsøgte nogen. Bildte folk ind på min nye arbejdsplads at jeg hele tiden "skulle noget" i weekenden.
Det er dog så blevet lidt bedre, da jeg nu deltager i nogle forskellige fritidsaktiviteter. Her møder jeg folk "neutralt" og falder i snak med folk. Dén del har jeg nu altid haft let ved, altså at falde i snak med folk, men hvor det ikke er noget "forpligtende", altså at man nu skal invitere dem hjem - og være afhængige af dem. Det er ikke forstået på den måde, at jeg er en arrogant skid, der ikke gider mennesker. Tværtimod! Det er bare fordi jeg er blevet skuffet SÅ ufatteligt mange gange i mit liv, hvor folk har svigtet mig. Når jeg endelig har fundet nogle venner, ja så pludselig har de fået et job eller uddannelse på den anden side af kloden, pludselig ikke fået så meget tid osv.
Problemet er ikke, at jeg ikke er vellidt, for det ved jeg, at jeg er. Mit problem er, at jeg har svært ved at lukke folk ind i mit liv. Måske fordi jeg ikke engang selv ved, hvem jeg er! Sådan en identitetskrise, som de fleste er kommet igennem med i løbet af ungdomsårene, ja den har jeg ikke engang fået startet på endnu. Jeg tror, jeg har så svært ved at lukke folk ind i mit liv, fordi jeg det ene øjeblik er een person og det næste øjeblik er en anden. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af mig selv, og nogen gange føler jeg, at jeg har en "facade" på, selv når jeg sover! Jeg har haft venner fra alle samfundslag (og her mener jeg "alle"). Nogen mener så at jeg har en meget "fast" karakter, men det har jeg i virkeligheden ikke.
Et eksempel på mit indre kaos, er at jeg i drømme aldrig drømmer om nutiden, men altid om mine unge teenageår, hvor jeg havde en række vilde drømme, som alle omkring mig sagde "du bliver verdensmester i det og det", "statsminister" osv., fordi jeg var rigtig dygtig til mange ting, jeg overraskede allerede mange i mine barneår ved at spille klassiske musikstykker i børnehaven på fløjte og klaver, var den dygtigste i skolen til alle fag, var glad for konkurrencesport osv, osv. Men efter mobberierne tog ekstremt til i de sidste teenageår, så har jeg lukket mig inde i mig selv og har i vel 20 år gået og dagdrømmet (og drømt om natten) at jeg var 15 år og verden var åben.
Ja jeg har aldrig drømme om natten om "nutiden" eller bare fra jeg er ældre end 15 år, det er som om jeg mentalt stopper der. Måske fordi jeg, da jeg var 15 år allerede i mange år havde haft selvmordstanker (siden jeg var 6-7 år) men ikke kunne tage mig sammen til at gøre det af med mig selv, og så efter et par episoder, hvor jeg blev mobbet ekstremt meget og udstillet offentligt, så kan jeg huske, at jeg tænkte den tanke "nu kan det hele bare være ligemeget", hvorefter jeg har levet som en zombie lige siden. Og den der tanke inde i baghovedet med "at mit liv er ligemeget" hænger der stadig. Den har jeg meget svært ved at komme ud af.
Nu er jeg 39 år, selvom jeg er aktiv med rigtig mange ting i fritiden, ja så føler jeg mig som tilskuer til et liv, hvor omverdenen smutter forbi i fast-forward tempo. F.eks. min ekskæreste (som var 10 år yngre end jeg selv), ja det var nærmest som at betragte som en film i hurtigt tempo mht. hvordan hun udviklede sig socialt og hele tiden skulle noget med mange forskellige veninder og bare på et år oplevede hun mere end jeg hidtil har gjort på et helt liv.
Jeg har taget tilløb til at få venner - som JEG gerne vil være venner med i snart et halvt liv. Jeg har nu også et par gange gennem de seneste 5 år lukket folk ind i mit liv, men så smuldrer det fuldstændigt. Simpelthen fordi jeg på et tidspunkt ikke orker at holde kontakten vedlige - jeg har perioder, hvor jeg er meget, meget træt, rent psykisk, mange dage, hvor jeg ikke orker at snakke med andre efter en alm. arbejdsdag.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg starter med at lukke folk ind i mit liv. Her de seneste 5 år, er det gået meget op for mig, at jeg mistrives i stor stil med at leve som "eneboer" 🙁
Overhovedet nogen, der har nogle gode råd?
Tanker fra
Ensomheden selv
jeg er en fyr/mand på 39 år, der ikke har nogen venner og har ikke haft det de seneste 10 år. De "venner", jeg havde dengang, var blot folk der udnyttede mig, så flyttede jeg by og kom heldigvis af med de venner. Før det har folk også blot udnyttet mig fordi jeg var nem at grine af og kunne overtales til hvad som helst. Jeg er meget dårlig til at argumentere, så folk har altid kunnet fange mig på et eller andet, så jeg er gået med til noget jeg ikke ville.
I barndommen og ungdommen er jeg blevet mobbet massivt - selvom jeg på en gang var både den mest populære person i folkeskoleklassen og senere, så kunne folk altså også lide af mobbe mig, og fordi jeg aldrig kunne sige andre end venlige ting, så blev disse mobberier helt ekstreme, ja mange gange groteske. Det har gjort, at jeg aldrig selv har OPSØGT venner, jeg var så til gengæld "heldig", at folk opsøgte mig, fordi jeg var så nem at udnytte. Og ja det var specielt folk som havde trang til at hævde sig på een, og så var jeg jo et "nemt offer".
Derfor har jeg aldrig nogensinde - og jeg mener virkelig nogensinde - været den opsøgende for at kontakte nogen.
De første 5 år efter jeg flyttede til en anden by, der murede jeg mig inde, fordi jeg ikke opsøgte nogen. Bildte folk ind på min nye arbejdsplads at jeg hele tiden "skulle noget" i weekenden.
Det er dog så blevet lidt bedre, da jeg nu deltager i nogle forskellige fritidsaktiviteter. Her møder jeg folk "neutralt" og falder i snak med folk. Dén del har jeg nu altid haft let ved, altså at falde i snak med folk, men hvor det ikke er noget "forpligtende", altså at man nu skal invitere dem hjem - og være afhængige af dem. Det er ikke forstået på den måde, at jeg er en arrogant skid, der ikke gider mennesker. Tværtimod! Det er bare fordi jeg er blevet skuffet SÅ ufatteligt mange gange i mit liv, hvor folk har svigtet mig. Når jeg endelig har fundet nogle venner, ja så pludselig har de fået et job eller uddannelse på den anden side af kloden, pludselig ikke fået så meget tid osv.
Problemet er ikke, at jeg ikke er vellidt, for det ved jeg, at jeg er. Mit problem er, at jeg har svært ved at lukke folk ind i mit liv. Måske fordi jeg ikke engang selv ved, hvem jeg er! Sådan en identitetskrise, som de fleste er kommet igennem med i løbet af ungdomsårene, ja den har jeg ikke engang fået startet på endnu. Jeg tror, jeg har så svært ved at lukke folk ind i mit liv, fordi jeg det ene øjeblik er een person og det næste øjeblik er en anden. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af mig selv, og nogen gange føler jeg, at jeg har en "facade" på, selv når jeg sover! Jeg har haft venner fra alle samfundslag (og her mener jeg "alle"). Nogen mener så at jeg har en meget "fast" karakter, men det har jeg i virkeligheden ikke.
Et eksempel på mit indre kaos, er at jeg i drømme aldrig drømmer om nutiden, men altid om mine unge teenageår, hvor jeg havde en række vilde drømme, som alle omkring mig sagde "du bliver verdensmester i det og det", "statsminister" osv., fordi jeg var rigtig dygtig til mange ting, jeg overraskede allerede mange i mine barneår ved at spille klassiske musikstykker i børnehaven på fløjte og klaver, var den dygtigste i skolen til alle fag, var glad for konkurrencesport osv, osv. Men efter mobberierne tog ekstremt til i de sidste teenageår, så har jeg lukket mig inde i mig selv og har i vel 20 år gået og dagdrømmet (og drømt om natten) at jeg var 15 år og verden var åben.
Ja jeg har aldrig drømme om natten om "nutiden" eller bare fra jeg er ældre end 15 år, det er som om jeg mentalt stopper der. Måske fordi jeg, da jeg var 15 år allerede i mange år havde haft selvmordstanker (siden jeg var 6-7 år) men ikke kunne tage mig sammen til at gøre det af med mig selv, og så efter et par episoder, hvor jeg blev mobbet ekstremt meget og udstillet offentligt, så kan jeg huske, at jeg tænkte den tanke "nu kan det hele bare være ligemeget", hvorefter jeg har levet som en zombie lige siden. Og den der tanke inde i baghovedet med "at mit liv er ligemeget" hænger der stadig. Den har jeg meget svært ved at komme ud af.
Nu er jeg 39 år, selvom jeg er aktiv med rigtig mange ting i fritiden, ja så føler jeg mig som tilskuer til et liv, hvor omverdenen smutter forbi i fast-forward tempo. F.eks. min ekskæreste (som var 10 år yngre end jeg selv), ja det var nærmest som at betragte som en film i hurtigt tempo mht. hvordan hun udviklede sig socialt og hele tiden skulle noget med mange forskellige veninder og bare på et år oplevede hun mere end jeg hidtil har gjort på et helt liv.
Jeg har taget tilløb til at få venner - som JEG gerne vil være venner med i snart et halvt liv. Jeg har nu også et par gange gennem de seneste 5 år lukket folk ind i mit liv, men så smuldrer det fuldstændigt. Simpelthen fordi jeg på et tidspunkt ikke orker at holde kontakten vedlige - jeg har perioder, hvor jeg er meget, meget træt, rent psykisk, mange dage, hvor jeg ikke orker at snakke med andre efter en alm. arbejdsdag.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg starter med at lukke folk ind i mit liv. Her de seneste 5 år, er det gået meget op for mig, at jeg mistrives i stor stil med at leve som "eneboer" 🙁
Overhovedet nogen, der har nogle gode råd?
Tanker fra
Ensomheden selv