Jeg - et bolværk?
Hejsa 🙂
Når jeg går rundt i byen, specielt i myldretiden i gågaden (bor i Århus), så er det ALTID - 100 ud af 100 gange mig, der føjer mig, når andre kommer gående direkte mod mig. Jeg ved ikke om det bare er min personlighed, for i mit forhold, er det også mig, der føjer mig (sikkert et eller andet urinstinkt). Jeg er normal af højde, men har brede skuldre, ved ikke om det er det, men når nogen kommer tæt på, drejer jeg altid siden til når jeg går forbi, så jeg ikke skal komme i karambolace med folk.
Nå, her til aften, for et par timer siden, var jeg så ude at gå en tur. Jeg kommer gående henad et fortorv, der er delvist glat, jeg går ude i den ene side (den modsatte side er ligeså tør og næsten helt fri for den glatte is, der hærger i disse timer). Flere hundrede meter fremme kan jeg så se en lille person komme gående mod mig. Lidt tættere på, kan jeg se, det er en ung pige, jeg vil skyde på midt i 20erne. Hun ser op og skifter så pludselig spor 25-40 meter foran mig. Da jeg lige netop havde funderet over ovenstående, så tænkte jeg "NEJ, idag er det f.... ikke mig, der føjer mig", så jeg besluttede at gå lige ud, hun gik i "den forkerte side" ift. hvordan man plejer at gå forbi hinanden, men nevermind, da hun bliver ved med at gå hurtigt i "mit spor", som hun skiftede til, så kommer vi pludselig faretruende tæt på en kollision og til ALLERSIDST, så drejer jeg af...selvom det var hende, der burde have gjort det!
"Det var satans", var min første tanke. Det virker som om, folk ubevidst FORVENTER, at det er mig, der er den høflige, var min anden tanke.
Nu blev jeg så forhippet på tanken. så på et andet langt stykke fortorv - hvor man kunne se 1 km frem, så havde jeg besluttet mig for "nu holder jeg min side, så må den modsatte gå planken ud - kollision eller ej". Og så kom der endnu en ung kvinde, som OGSÅ skiftede spor - igen var der mere end sikker plads nok på fortorvet til at hun kunne skifte tilbage. Og denne gang skete det så - KOLLISION! Straks fløj det ud af munden på mig "UNDSKYLD", selvom det helt 100 var hende, der burde have føjet sig!
Siden har jeg nærmest haft lommefilisofiske tanker i de sidste par timer.
Er der nogle ubevidste handlinger som gør, at der altid er nogen, der føjer sig - og altid nogen, der trumfer igennem? Lige så længe jeg har kunnet huske, har jeg altid været den, der føjer mig. Jeg er i opbrudsstemning nu. Jeg GIDER ikke længere at føje mig - heller ikke i mit forhold!
Men kan man overhovedet det? Hvis man så ÅBENTLYST bare udstråler, at man er en høflig mand, som andre åbenbart - helt ubevidst - forventer føjer sig?
Når jeg går rundt i byen, specielt i myldretiden i gågaden (bor i Århus), så er det ALTID - 100 ud af 100 gange mig, der føjer mig, når andre kommer gående direkte mod mig. Jeg ved ikke om det bare er min personlighed, for i mit forhold, er det også mig, der føjer mig (sikkert et eller andet urinstinkt). Jeg er normal af højde, men har brede skuldre, ved ikke om det er det, men når nogen kommer tæt på, drejer jeg altid siden til når jeg går forbi, så jeg ikke skal komme i karambolace med folk.
Nå, her til aften, for et par timer siden, var jeg så ude at gå en tur. Jeg kommer gående henad et fortorv, der er delvist glat, jeg går ude i den ene side (den modsatte side er ligeså tør og næsten helt fri for den glatte is, der hærger i disse timer). Flere hundrede meter fremme kan jeg så se en lille person komme gående mod mig. Lidt tættere på, kan jeg se, det er en ung pige, jeg vil skyde på midt i 20erne. Hun ser op og skifter så pludselig spor 25-40 meter foran mig. Da jeg lige netop havde funderet over ovenstående, så tænkte jeg "NEJ, idag er det f.... ikke mig, der føjer mig", så jeg besluttede at gå lige ud, hun gik i "den forkerte side" ift. hvordan man plejer at gå forbi hinanden, men nevermind, da hun bliver ved med at gå hurtigt i "mit spor", som hun skiftede til, så kommer vi pludselig faretruende tæt på en kollision og til ALLERSIDST, så drejer jeg af...selvom det var hende, der burde have gjort det!
"Det var satans", var min første tanke. Det virker som om, folk ubevidst FORVENTER, at det er mig, der er den høflige, var min anden tanke.
Nu blev jeg så forhippet på tanken. så på et andet langt stykke fortorv - hvor man kunne se 1 km frem, så havde jeg besluttet mig for "nu holder jeg min side, så må den modsatte gå planken ud - kollision eller ej". Og så kom der endnu en ung kvinde, som OGSÅ skiftede spor - igen var der mere end sikker plads nok på fortorvet til at hun kunne skifte tilbage. Og denne gang skete det så - KOLLISION! Straks fløj det ud af munden på mig "UNDSKYLD", selvom det helt 100 var hende, der burde have føjet sig!
Siden har jeg nærmest haft lommefilisofiske tanker i de sidste par timer.
Er der nogle ubevidste handlinger som gør, at der altid er nogen, der føjer sig - og altid nogen, der trumfer igennem? Lige så længe jeg har kunnet huske, har jeg altid været den, der føjer mig. Jeg er i opbrudsstemning nu. Jeg GIDER ikke længere at føje mig - heller ikke i mit forhold!
Men kan man overhovedet det? Hvis man så ÅBENTLYST bare udstråler, at man er en høflig mand, som andre åbenbart - helt ubevidst - forventer føjer sig?