Jeg elsker hende, men jeg elsker ikke mig selv
Ja, jeg elsker hende så meget at det gør ondt. Dette jeg kommer til at skrive nu bliver på ingen måde overfladisk, men jeg kommer lidt i dybden. Glæder mig til at se nogle andres synsvinkler på sagen og måske nogle gode råd :)
Jeg havde et perfekt liv indtil jeg blev 12. Gik i en dejlig klasse, havde venner og spillede en masse fodbold. Havde ingen bekymringer i livet eller masser af tanker i hovedet. Jeg levede bare det liv jeg ville. Hvor meget mere kan man forlange? Det var de tider hvor sommerne var lange og vinterne korte. Jeg var i stand til at være barn🙂Efter mine forældre besluttede sig for at flytte da jeg var næsten 12, vendte mit liv om på hovedet, men jeg havde godt nok ikke set det komme. Jeg tænkte på at det nok skulle gå og at jeg ville fungere fint i min nye klasse og jeg var meget optimistisk. Jeg kom faktisk udmærket fra start og havde nogle venner, men på slutningen af året begyndte det hele at blive sort og nogle meget mørke og ensomme tider begyndte. Jeg begyndte at være en enspænder. Jeg gad ikke snakke med nogen, jeg gad ikke have nogen venner, jeg begyndte at isolere mig meget og holde tingene for mig selv og havde ikke engang lyst til at leve. Man ved ikke hvad man har, før det er væk. Idag ved jeg stadigvæk ikke hvorfor jeg gjorde sådan. Jeg kan ikke engang kende mig selv dengang. Jeg gad ikke engang flytte tilbage til min gamle skole på det tidspunkt hvor jeg begyndte at blive enspænder. Idag kan jeg bare ikke forstå det og det jager mig konstant. Jeg havde ikke engang skænket mine gamle venner en eneste tanke. En af mine største ønsker idag, er at finde ud af hvorfor jeg gjorde sådan. Om jeg måske har en mild form for autisme eller sådan noget?
Da jeg var 16 et halvt flyttede jeg fra Odense til Vejle op til min far og hans kæreste. Jeg ville bestemt ikke bo hos min mor da der er mange ting hun ikke forstår. Hun er opvokset helt døv og det er som om der ikke rigtigt er kontakt til hendes hjerne. Min far er halv døv, men han har heller aldrig været der for mig. Han sagde ikke ret meget da jeg pjækkede fra skole og ingen venner havde. Som om han var ligeglad.. Jeg ved at han vil mig godt, men det eneste han sagde var, at jeg bare skulle passe min skole og få nogle venner og mere sagde han så ikke.. Han har aldrig kunne finde ud af at sætte sig ind i tingene.. Jeg begyndte i en ny klasse i Vejle og skulle gøre 9. klasse færdig. Jeg var faktisk glad for klassen og de var alle nogle gode kammerater. Jeg følte at jeg var nået tilbage til en mere normal hverdag. Jeg var meget tilfreds med min afgangs eksamen undtagen et par karaktere, men ellers var det udmærket. Det var sidste skoledag og vi hyggede os og blev stang stive, men efter den dag begyndte jeg at falde i den mørke tåge igen og denne gang blev det endnu værre. Lige pludselig gad jeg ikke have kontakt med nogen og jeg begyndte at føle det var farligt. Skulle begynde i 10. klasse, men jeg valgte ikke at møde op fordi jeg var meget angst. Det var på det tidspunkt jeg begyndte at udvikle Socialfobi (Du kan læse en lille smule om det her: http://da.wikipedia.org/wiki/Socialfobi)
Det var ligesom på det tidspunkt jeg begyndte at leve dybt dybt nede i en mørk grotte. Ikke engang 10. klasse skolen havde ringet og spurgt hvor jeg blev af, så jeg følte ikke jeg var vigtig. I det år brugte jeg kun min tid på at speedrunne. "Speedrunning" handler om at gennemføre et spil eller en bane på kortest tid som muligt. Der var et community med det på nettet og jeg var den eneste dansker der speedrunnede. Jeg havde en masse verdensrekorder og var en af verdens bedste. Jeg ofrede min sjæl for speedrunning fordi jeg ikke havde andet at lave og det var det eneste sted hvor jeg følte jeg var noget. Det var det jeg lavede for at flygte fra det rigtige liv. Der var nogle gange hvor jeg ikke var ude i 4-5 uger og jeg blev også meget undervægtig. Vejede normalt omkring 53-54 kg. Jeg var så træt af at speedrunne og var det længe, så jeg besluttede mig for at begynde på Handelskolen næste år. På det tidspunkt var jeg næsten 18. Jeg var der 1 dag og fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne klare det mere. Det var en af de værste dage i mit liv. Efter den dag læste jeg om socialfobi på nettet og fandt ud af, at jeg har haft det i længere tid, fordi jeg kunne relatere mig selv 100% til det der stod om det. Jeg vidste godt tidligere at der var noget grueligt galt i min krop når jeg f.eks. var i supermarkedet, men jeg har aldrig villet indrømmet det og jeg har aldrig været ærlig i mit tidligere liv. Men efter den dag på handelskolen voksede jeg lige pludselig op. Efter alle disse år besluttede jeg mig endelig for, at jeg ikke gad at leve dette liv længere. Jeg indrømte over for mig selv at jeg havde et kæmpe problem og jeg besluttede mig for at være 100% ærlige over for alle og mig selv. Jeg gik til en socialrådgiver og fortalte ham hvordan alting var. Han har så ligesom sparket mig igang, men jeg fik at vide at det var mig selv som kunne hjælpe bedst og at jeg skulle have ambitionerne og være villig til at få det bedre og det var jeg selvfølelig 100% opsat på fordi der er sgu ikke rigtigt nogle andre til at hjælpe end en selv.
De sidste 3 måneder har været et helvede, men det har bestemt været det hele værd. Jeg har udfordret mig selv ekstremt og konstant. Hver eneste dag havde jeg ikke lyst til at træde ud for døren, fordi jeg var rædselslagen for alle socialle situationer, men jeg gjorde det alligevel. Selv på de morgendage hvor jeg var så angst at jeg kastede op. Jeg følte det var en pligt over for mig selv, at gå ud i de situationer for at ændre på mit liv, fordi vi lever jo kun en gang. Idag har jeg det meget bedre en for bare 3 måneder siden, men der er stadig et langt stykke vej. Jeg har ændret mig totalt. Jeg er altid så positiv som muligt, sød, kærlig og smiler meget mere. Jeg har været praktikant i Bilka i en måndeds tid nu. Jeg har stadigvæk lidt af min socialle angst, men jeg er i stand til at sige til angsten "Hold nu din kæft. Du har ikke noget du skulle have sagt, du har sagt rigeligt! Du skal ikke have muligheden for at styre mit liv mere" og jeg overvinder næsten alle socialle situationer idag. Jeg vil gerne starte på gymnasium efter sommer og læse videre på socialrådgiverstudiet og hjælpe andre unge som eventuelt har haft samme problemer som mig. Jeg er 100% overbevist om at det kan lade sig gøre, så længe jeg kun kigger opad og det har jeg tænkt mig. Dog er jeg stadigvæk meget ensom, usikker og har meget lavt selvværd og selvtillid. Det er det jeg gerne vil arbejde på nu. Jeg har nogle kontakter og nogle bekendte, men jeg har stadigvæk ikke nogen at være sammen med. Udenpå snakker jeg med folk og alle tror jeg er en ganske normal og stabil fyr, men det syntes jeg ikke selv og helt indeni, føler jeg ensomheden og den føles smertefuldt. Det er utroligt svært for mig at binde bånd til andre. Jeg føler ikke jeg kan gøre det, før jeg lærer at elske mig selv. Jeg ved bare ikke hvordan. For hvordan sgu andre kunne lide en, når man ikke kan lide sig selv? Jeg kan ikke lide mig selv pga de valg jeg tog i mit tidligere liv. Har prøvet at glemme fortiden og leve i nuet, men jeg kan bare ikke🙁Og jeg ville jo aldrig kunne starte på et studie som socialrådgiver, hvis jeg ikke hjælper mig selv først. Så jeg føler ligesom at hvis jeg er i stand til at elske mig selv og få større selværd og selvtillid, så skal alt ting nok komme af sig selv.
Og nu skal jeg ligepludselig forholde mig til en pige jeg er blevet dybt forelsket i for 1 1/2 måneds tid siden. Det var en god følelse i starten, men det gør bare tingene 10 gange svære nu. Jeg har aldrig været forelsket før, så jeg syntes det er enormt svært at have med at gøre. Helt klart den sværeste tid i hele mit liv. Jeg oprettede en facebook profil for nogle måneder siden og fandt alle mine gamle venner fra min gamle skole fra dengang jeg havde det godt. Så så jeg nogle billeder af den her pige fra min gamle klasse og jeg tænkte da bare.. Hold da op. Hun var meget stille og genert dengang hvorimod jeg var meget udadvendt, så vi har ligesom byttet roller nu. Hun har forandret sig så meget og man kan se hun bare har blomstret🙂Jeg er ikke sikker på at andre kan se det, men jeg syntes hun ser helt special ud (Jeg er ikke typen som går efter slanke piger med masser af makeup og afbleget hår da jeg ikke syntes det ser særligt pænt ud, så nej hun er ikke sådan) Men ubeskrivelig smuk er hun. Nok også hendes guld/rav farvede øjne jeg faldt mest for. Vidste slet ikke så smukke øjne eksisterede. Jeg begyndte at skrive lidt med hende og begyndte så småt at forelske mig i hende og hun syntes også jeg var sød. Hun vidste godt at jeg syntes hun var den smukkeste jeg havde set og at hun var en sød og dejlig person. Hun inviterede mig til hendes 18 års fødselsdag. Nogle af hendes venner, 5 piger fra min gamle klasse og muligvis også nogle af drengene fra klassen ville være der, så jeg kunne da ikke sige andet end ja. Var utrolig angst da dagen kom og jeg kunne ikke spise noget, men samtidig glædede jeg mig rigtigt meget til at se dem, da jeg ikke har set dem i mere end 6 år. Jeg faldt endnu mere for hende da jeg så hende og syntes hun var en utrolig charmerende pige og havde en dejlig udstråling. Drengene og pigerne fra klassen kom så småt trillende. Jeg var ret angst selvom man ikke kunne se det på mig, men da jeg fik noget alkohol og spiritus hen af vejen blev stemningen god. Jeg snakkede rigtigt meget med drengene og også lidt med nogle af pigerne, men jeg turde ikke engang at gå hen og snakke med hende jeg var forelsket i, i en beruset tilstand! Det siger meget om hvor usikker og hvor lavt selvtillid jeg har. Vi sagde næsten ikke noget til hindanden.
Da jeg var hjemme igen havde jeg et stort behov for at fortælle hende mine følelser for hende. Jeg sagde dog at jeg holdte rigtigt meget af hende som en vendinde. Jeg har ikke fortalt at jeg elsker hende på nogen måde da jeg ved det kunne ødelægge et venskab med hende. Hun sagde at hun havde det fint med at jeg sagde hvad jeg følte for hende. Men jeg følte også at jeg var nød til at være ærlig og sagde jeg var en meget usikker person osv.
Jeg tænker og fantasere alt for meget på/om hende og jeg føler at det stopper min udvikling. Jeg er nød til at komme videre med mig selv. Jeg er udmærket klar over at jeg ikke har en chance med hende når min selvtillid og selværd er som den er. Jeg er ikke en særlig udadvendt person og jeg føler at "hun er bedre end mig" hvilket jo er forkert. Hun er meget udadvendt, har nogle gode omgangskredse og hun har været på HF i et år, men holder pause i dette år og arbejder i Bilka. Jeg er så glad for at hun har det godt idag🙂Der var dog en mærkelig episode en aften hvor jeg skrev rigtigt godt sammen med hende. Hun sagde at udenpå tror folk hun har det godt, men sådan var det ikke altid indeni og så sagde hun ikke mere om det. Jeg føler hun ikke har lyst til at udveksle følelser, hvilket jeg virkelig er god til. Det er som om jeg lukker mig lidt mere ind til hende, men hun lukker sig ikke ind i mig. Men jeg kan da sagtens forstå det. Vi har ikke skrevet sammen i ret lang tid, så det er da forstående hvis hun ikke stoler på mig så meget. Ganske fornuftig pige, men også lidt vild eller sådan midt i mellem og elsker fest og alkohol derimod hvor jeg er den meget stille og rolige helt nede på jorden type. Jeg føler ikke jeg har noget at byde hende på, udover min kærlighed. Jeg tror ikke hun kunne være tryg ved mig. Det er mere mig der søger omsorg hos hende end omvendt. Inderst inde VED jeg godt at jeg har ligeså meget at byde på og at vi er lige, men det er som om den angst jeg stadigvæk har noget tilbage af fortæller mig at jeg ikke skal tro jeg er noget. Den forhindre mig konstant i at være den jeg er. Det er svært at definere hvad jeg føler for hende.. Jeg er meget hengiven, selv frem for at ofre mig selv i døden. Jeg har en særlig høj respekt for hende og jeg sætter hende højere end alt andet. Hvis hun manglede 2 lunger og jeg havde muligheden for at give hende mine 2 lunger ville det ikke være noget svært valg. Det kan måske give dig et billede af hvad jeg føler for hende. Hun er bare fantastisk🙂
En dejlig vendinde fra den gamle klasse arrangere en fest snart så vi kan ses igen. Hun syntes ikke vi tilbringte så meget tid sammen til den 18 års fest. Vi alle tog til byen senere og lige pludselig kunne vi ikke finde hindanden og det hele blev noget kaos :p Så denne gang bliver det uden at tage i byen. Regner også med at drengene kommer og muligvis også hende jeg elsker. Jeg gider dog ikke have de store forventninger da jeg ikke gider at blive skuffet. Jeg ved udmærket godt at jeg skal fokusere på mit eget liv i stedet for at målrette mig efter hende hele tiden. Jeg syntes da også det ville være klamt hvis en pige var efter mig hele tiden og skrev hele tiden. Jeg har ikke skrevet til hende de sidste 7 dage, da jeg på ingen måde ønsker at være "klæbrig" Hun er bestemt ikke så intresseret i mig som jeg er i hende. Jeg ved at et forhold med hende slet ikke vil fungere, selvom jeg elsker hende så meget, men jeg føler stærkt jeg har et behov for at have en rolle i hendes liv. Det gør så ondt hvis jeg ikke kan være bare en lille del af hendes liv. Jeg vil gerne være hendes ven. Jeg vil gerne være der for hende og jeg vil gerne vise hende at jeg er til at stole på og hun altid kan komme til mig, men hvordan?🙁Hvordan får jeg større selvtillid og selvværd og frem for alt.. hvordan lærer jeg at elske mig selv? Føler det er som om at bygge et hus uden redskaber. Jeg føler at jeg kan bygge huset, men jeg mangler redskaberne.
Var lidt svært at skrive mine tanker ned, men jeg håber da i forstår det. Kunne sagtens have gået mere i dybden med de forskellige ting, men det ville blive for langt :p Ved godt at der er en meget lille chance for at "min elskede" ser dette indlæg hvis hun nu tjekker forummet og jeg ved at hun ville kunne genkende det, men det er der ikke rigtigt noget at gøre ved.. Håber hun ikke kommer til at se det, da jeg ikke ønsker hun skal have ondt af mig. Hun skal ikke føle sig forpligtet til at forholde sig til mig. Hun skal sgu leve sit liv fuldt ud :)
Knus
Jeg havde et perfekt liv indtil jeg blev 12. Gik i en dejlig klasse, havde venner og spillede en masse fodbold. Havde ingen bekymringer i livet eller masser af tanker i hovedet. Jeg levede bare det liv jeg ville. Hvor meget mere kan man forlange? Det var de tider hvor sommerne var lange og vinterne korte. Jeg var i stand til at være barn🙂Efter mine forældre besluttede sig for at flytte da jeg var næsten 12, vendte mit liv om på hovedet, men jeg havde godt nok ikke set det komme. Jeg tænkte på at det nok skulle gå og at jeg ville fungere fint i min nye klasse og jeg var meget optimistisk. Jeg kom faktisk udmærket fra start og havde nogle venner, men på slutningen af året begyndte det hele at blive sort og nogle meget mørke og ensomme tider begyndte. Jeg begyndte at være en enspænder. Jeg gad ikke snakke med nogen, jeg gad ikke have nogen venner, jeg begyndte at isolere mig meget og holde tingene for mig selv og havde ikke engang lyst til at leve. Man ved ikke hvad man har, før det er væk. Idag ved jeg stadigvæk ikke hvorfor jeg gjorde sådan. Jeg kan ikke engang kende mig selv dengang. Jeg gad ikke engang flytte tilbage til min gamle skole på det tidspunkt hvor jeg begyndte at blive enspænder. Idag kan jeg bare ikke forstå det og det jager mig konstant. Jeg havde ikke engang skænket mine gamle venner en eneste tanke. En af mine største ønsker idag, er at finde ud af hvorfor jeg gjorde sådan. Om jeg måske har en mild form for autisme eller sådan noget?
Da jeg var 16 et halvt flyttede jeg fra Odense til Vejle op til min far og hans kæreste. Jeg ville bestemt ikke bo hos min mor da der er mange ting hun ikke forstår. Hun er opvokset helt døv og det er som om der ikke rigtigt er kontakt til hendes hjerne. Min far er halv døv, men han har heller aldrig været der for mig. Han sagde ikke ret meget da jeg pjækkede fra skole og ingen venner havde. Som om han var ligeglad.. Jeg ved at han vil mig godt, men det eneste han sagde var, at jeg bare skulle passe min skole og få nogle venner og mere sagde han så ikke.. Han har aldrig kunne finde ud af at sætte sig ind i tingene.. Jeg begyndte i en ny klasse i Vejle og skulle gøre 9. klasse færdig. Jeg var faktisk glad for klassen og de var alle nogle gode kammerater. Jeg følte at jeg var nået tilbage til en mere normal hverdag. Jeg var meget tilfreds med min afgangs eksamen undtagen et par karaktere, men ellers var det udmærket. Det var sidste skoledag og vi hyggede os og blev stang stive, men efter den dag begyndte jeg at falde i den mørke tåge igen og denne gang blev det endnu værre. Lige pludselig gad jeg ikke have kontakt med nogen og jeg begyndte at føle det var farligt. Skulle begynde i 10. klasse, men jeg valgte ikke at møde op fordi jeg var meget angst. Det var på det tidspunkt jeg begyndte at udvikle Socialfobi (Du kan læse en lille smule om det her: http://da.wikipedia.org/wiki/Socialfobi)
Det var ligesom på det tidspunkt jeg begyndte at leve dybt dybt nede i en mørk grotte. Ikke engang 10. klasse skolen havde ringet og spurgt hvor jeg blev af, så jeg følte ikke jeg var vigtig. I det år brugte jeg kun min tid på at speedrunne. "Speedrunning" handler om at gennemføre et spil eller en bane på kortest tid som muligt. Der var et community med det på nettet og jeg var den eneste dansker der speedrunnede. Jeg havde en masse verdensrekorder og var en af verdens bedste. Jeg ofrede min sjæl for speedrunning fordi jeg ikke havde andet at lave og det var det eneste sted hvor jeg følte jeg var noget. Det var det jeg lavede for at flygte fra det rigtige liv. Der var nogle gange hvor jeg ikke var ude i 4-5 uger og jeg blev også meget undervægtig. Vejede normalt omkring 53-54 kg. Jeg var så træt af at speedrunne og var det længe, så jeg besluttede mig for at begynde på Handelskolen næste år. På det tidspunkt var jeg næsten 18. Jeg var der 1 dag og fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne klare det mere. Det var en af de værste dage i mit liv. Efter den dag læste jeg om socialfobi på nettet og fandt ud af, at jeg har haft det i længere tid, fordi jeg kunne relatere mig selv 100% til det der stod om det. Jeg vidste godt tidligere at der var noget grueligt galt i min krop når jeg f.eks. var i supermarkedet, men jeg har aldrig villet indrømmet det og jeg har aldrig været ærlig i mit tidligere liv. Men efter den dag på handelskolen voksede jeg lige pludselig op. Efter alle disse år besluttede jeg mig endelig for, at jeg ikke gad at leve dette liv længere. Jeg indrømte over for mig selv at jeg havde et kæmpe problem og jeg besluttede mig for at være 100% ærlige over for alle og mig selv. Jeg gik til en socialrådgiver og fortalte ham hvordan alting var. Han har så ligesom sparket mig igang, men jeg fik at vide at det var mig selv som kunne hjælpe bedst og at jeg skulle have ambitionerne og være villig til at få det bedre og det var jeg selvfølelig 100% opsat på fordi der er sgu ikke rigtigt nogle andre til at hjælpe end en selv.
De sidste 3 måneder har været et helvede, men det har bestemt været det hele værd. Jeg har udfordret mig selv ekstremt og konstant. Hver eneste dag havde jeg ikke lyst til at træde ud for døren, fordi jeg var rædselslagen for alle socialle situationer, men jeg gjorde det alligevel. Selv på de morgendage hvor jeg var så angst at jeg kastede op. Jeg følte det var en pligt over for mig selv, at gå ud i de situationer for at ændre på mit liv, fordi vi lever jo kun en gang. Idag har jeg det meget bedre en for bare 3 måneder siden, men der er stadig et langt stykke vej. Jeg har ændret mig totalt. Jeg er altid så positiv som muligt, sød, kærlig og smiler meget mere. Jeg har været praktikant i Bilka i en måndeds tid nu. Jeg har stadigvæk lidt af min socialle angst, men jeg er i stand til at sige til angsten "Hold nu din kæft. Du har ikke noget du skulle have sagt, du har sagt rigeligt! Du skal ikke have muligheden for at styre mit liv mere" og jeg overvinder næsten alle socialle situationer idag. Jeg vil gerne starte på gymnasium efter sommer og læse videre på socialrådgiverstudiet og hjælpe andre unge som eventuelt har haft samme problemer som mig. Jeg er 100% overbevist om at det kan lade sig gøre, så længe jeg kun kigger opad og det har jeg tænkt mig. Dog er jeg stadigvæk meget ensom, usikker og har meget lavt selvværd og selvtillid. Det er det jeg gerne vil arbejde på nu. Jeg har nogle kontakter og nogle bekendte, men jeg har stadigvæk ikke nogen at være sammen med. Udenpå snakker jeg med folk og alle tror jeg er en ganske normal og stabil fyr, men det syntes jeg ikke selv og helt indeni, føler jeg ensomheden og den føles smertefuldt. Det er utroligt svært for mig at binde bånd til andre. Jeg føler ikke jeg kan gøre det, før jeg lærer at elske mig selv. Jeg ved bare ikke hvordan. For hvordan sgu andre kunne lide en, når man ikke kan lide sig selv? Jeg kan ikke lide mig selv pga de valg jeg tog i mit tidligere liv. Har prøvet at glemme fortiden og leve i nuet, men jeg kan bare ikke🙁Og jeg ville jo aldrig kunne starte på et studie som socialrådgiver, hvis jeg ikke hjælper mig selv først. Så jeg føler ligesom at hvis jeg er i stand til at elske mig selv og få større selværd og selvtillid, så skal alt ting nok komme af sig selv.
Og nu skal jeg ligepludselig forholde mig til en pige jeg er blevet dybt forelsket i for 1 1/2 måneds tid siden. Det var en god følelse i starten, men det gør bare tingene 10 gange svære nu. Jeg har aldrig været forelsket før, så jeg syntes det er enormt svært at have med at gøre. Helt klart den sværeste tid i hele mit liv. Jeg oprettede en facebook profil for nogle måneder siden og fandt alle mine gamle venner fra min gamle skole fra dengang jeg havde det godt. Så så jeg nogle billeder af den her pige fra min gamle klasse og jeg tænkte da bare.. Hold da op. Hun var meget stille og genert dengang hvorimod jeg var meget udadvendt, så vi har ligesom byttet roller nu. Hun har forandret sig så meget og man kan se hun bare har blomstret🙂Jeg er ikke sikker på at andre kan se det, men jeg syntes hun ser helt special ud (Jeg er ikke typen som går efter slanke piger med masser af makeup og afbleget hår da jeg ikke syntes det ser særligt pænt ud, så nej hun er ikke sådan) Men ubeskrivelig smuk er hun. Nok også hendes guld/rav farvede øjne jeg faldt mest for. Vidste slet ikke så smukke øjne eksisterede. Jeg begyndte at skrive lidt med hende og begyndte så småt at forelske mig i hende og hun syntes også jeg var sød. Hun vidste godt at jeg syntes hun var den smukkeste jeg havde set og at hun var en sød og dejlig person. Hun inviterede mig til hendes 18 års fødselsdag. Nogle af hendes venner, 5 piger fra min gamle klasse og muligvis også nogle af drengene fra klassen ville være der, så jeg kunne da ikke sige andet end ja. Var utrolig angst da dagen kom og jeg kunne ikke spise noget, men samtidig glædede jeg mig rigtigt meget til at se dem, da jeg ikke har set dem i mere end 6 år. Jeg faldt endnu mere for hende da jeg så hende og syntes hun var en utrolig charmerende pige og havde en dejlig udstråling. Drengene og pigerne fra klassen kom så småt trillende. Jeg var ret angst selvom man ikke kunne se det på mig, men da jeg fik noget alkohol og spiritus hen af vejen blev stemningen god. Jeg snakkede rigtigt meget med drengene og også lidt med nogle af pigerne, men jeg turde ikke engang at gå hen og snakke med hende jeg var forelsket i, i en beruset tilstand! Det siger meget om hvor usikker og hvor lavt selvtillid jeg har. Vi sagde næsten ikke noget til hindanden.
Da jeg var hjemme igen havde jeg et stort behov for at fortælle hende mine følelser for hende. Jeg sagde dog at jeg holdte rigtigt meget af hende som en vendinde. Jeg har ikke fortalt at jeg elsker hende på nogen måde da jeg ved det kunne ødelægge et venskab med hende. Hun sagde at hun havde det fint med at jeg sagde hvad jeg følte for hende. Men jeg følte også at jeg var nød til at være ærlig og sagde jeg var en meget usikker person osv.
Jeg tænker og fantasere alt for meget på/om hende og jeg føler at det stopper min udvikling. Jeg er nød til at komme videre med mig selv. Jeg er udmærket klar over at jeg ikke har en chance med hende når min selvtillid og selværd er som den er. Jeg er ikke en særlig udadvendt person og jeg føler at "hun er bedre end mig" hvilket jo er forkert. Hun er meget udadvendt, har nogle gode omgangskredse og hun har været på HF i et år, men holder pause i dette år og arbejder i Bilka. Jeg er så glad for at hun har det godt idag🙂Der var dog en mærkelig episode en aften hvor jeg skrev rigtigt godt sammen med hende. Hun sagde at udenpå tror folk hun har det godt, men sådan var det ikke altid indeni og så sagde hun ikke mere om det. Jeg føler hun ikke har lyst til at udveksle følelser, hvilket jeg virkelig er god til. Det er som om jeg lukker mig lidt mere ind til hende, men hun lukker sig ikke ind i mig. Men jeg kan da sagtens forstå det. Vi har ikke skrevet sammen i ret lang tid, så det er da forstående hvis hun ikke stoler på mig så meget. Ganske fornuftig pige, men også lidt vild eller sådan midt i mellem og elsker fest og alkohol derimod hvor jeg er den meget stille og rolige helt nede på jorden type. Jeg føler ikke jeg har noget at byde hende på, udover min kærlighed. Jeg tror ikke hun kunne være tryg ved mig. Det er mere mig der søger omsorg hos hende end omvendt. Inderst inde VED jeg godt at jeg har ligeså meget at byde på og at vi er lige, men det er som om den angst jeg stadigvæk har noget tilbage af fortæller mig at jeg ikke skal tro jeg er noget. Den forhindre mig konstant i at være den jeg er. Det er svært at definere hvad jeg føler for hende.. Jeg er meget hengiven, selv frem for at ofre mig selv i døden. Jeg har en særlig høj respekt for hende og jeg sætter hende højere end alt andet. Hvis hun manglede 2 lunger og jeg havde muligheden for at give hende mine 2 lunger ville det ikke være noget svært valg. Det kan måske give dig et billede af hvad jeg føler for hende. Hun er bare fantastisk🙂
En dejlig vendinde fra den gamle klasse arrangere en fest snart så vi kan ses igen. Hun syntes ikke vi tilbringte så meget tid sammen til den 18 års fest. Vi alle tog til byen senere og lige pludselig kunne vi ikke finde hindanden og det hele blev noget kaos :p Så denne gang bliver det uden at tage i byen. Regner også med at drengene kommer og muligvis også hende jeg elsker. Jeg gider dog ikke have de store forventninger da jeg ikke gider at blive skuffet. Jeg ved udmærket godt at jeg skal fokusere på mit eget liv i stedet for at målrette mig efter hende hele tiden. Jeg syntes da også det ville være klamt hvis en pige var efter mig hele tiden og skrev hele tiden. Jeg har ikke skrevet til hende de sidste 7 dage, da jeg på ingen måde ønsker at være "klæbrig" Hun er bestemt ikke så intresseret i mig som jeg er i hende. Jeg ved at et forhold med hende slet ikke vil fungere, selvom jeg elsker hende så meget, men jeg føler stærkt jeg har et behov for at have en rolle i hendes liv. Det gør så ondt hvis jeg ikke kan være bare en lille del af hendes liv. Jeg vil gerne være hendes ven. Jeg vil gerne være der for hende og jeg vil gerne vise hende at jeg er til at stole på og hun altid kan komme til mig, men hvordan?🙁Hvordan får jeg større selvtillid og selvværd og frem for alt.. hvordan lærer jeg at elske mig selv? Føler det er som om at bygge et hus uden redskaber. Jeg føler at jeg kan bygge huset, men jeg mangler redskaberne.
Var lidt svært at skrive mine tanker ned, men jeg håber da i forstår det. Kunne sagtens have gået mere i dybden med de forskellige ting, men det ville blive for langt :p Ved godt at der er en meget lille chance for at "min elskede" ser dette indlæg hvis hun nu tjekker forummet og jeg ved at hun ville kunne genkende det, men det er der ikke rigtigt noget at gøre ved.. Håber hun ikke kommer til at se det, da jeg ikke ønsker hun skal have ondt af mig. Hun skal ikke føle sig forpligtet til at forholde sig til mig. Hun skal sgu leve sit liv fuldt ud :)
Knus