Indelukket

Så sidder jeg her. Er lige begyndt på en laaang sommerferie, efter afslutningen af 1.g.
Jeg er bare så ked af det, for jeg har en go' ven, som jeg sagde farvel til - med tårer, kram & et stille: "Jeg vil savne dig". Jeg ser ham nemlig ikke igen efter ferien, da han rejser til KBH, da han er træt af at bo i provinsbyen og gerne vil videre - forståeligt nok!

Der er bare det, at jeg følelsesmæssigt har knyttet mig så meget til ham, at jeg faktisk skar i mig selv - én enkelt gang. Bare for at mærke en fysisk smerte, i stedet for den psykiske. Har naturligvis lovet ham og mig selv, ikke at gøre det igen.

Han siger at jeg endelig bare skal komme og besøge ham i KBH, men min plejemor, vil ikke give mig lov til at rejse over og besøge ham. Jeg sagde nemlig til hende: "mor, når (min ven) rejser til KBH, så vil jeg over og besøge ham". Det skulle jeg åbenbart ikke have sagt, for hun blev sur svarede:"Åhh; så slap da lige lidt af, jeg tror da vist du er forelsket i ham"!. Jeg blev såret, for sådan er det nemlig slet ikke. Hvis jeg var forelsket i ham, ville jeg ku' mærke det.
Ser I nu er der så bare det problem, at jeg i min fortid, har haft meget svært ved, at knytte mig til nogen personer. Da jeg var helt lille døde min mor og da jeg var 13 døde min plejefar, som jeg holdt SÅ meget af.

I folkeskolen blev jeg mobbet og holdt udenfor, men det generede mig ikke det store, for jeg fordybede mig i stedet for i det faglige - utrolig indelukket. Ventede bare på, at komme på gymnasiet, så jeg kunne komme ud til nogle lidt mere modne folk.

Jeg var da også så heldig at komme i en rigtig god social klasse og jeg knyttede mig, specielt til ham (min ven), som så efter kun ét år ta'r fra mig igen.

Synes bare det er så hårdt. Har brugt en hel måned på at græde over ham(og græder fortsat mig selv i søvn hver aften), for jeg føler virkelig jeg mistede 'lykken' og en go' ven. Det er da rigtigt nok, at jeg burde slappe af, mener bare helt umuligt.

Han er ude at rejse hele ferien, så har måske set ham for sidste gang - Føler mig helt forladt og ensom.

Han betød bare SÅ meget for mig.

Kære du!
Ingen grund til at skære i sig selv. Skriv i stedet for til ham. Skriv og send og selvom du ikke ligenu får svar, er jeg sikker på, at han bliver enormt glad for at få dine breve når han kommer hjem.
På den måde kommer du af med noget af det læs du bærer rundt på i rygsækken. Jeg ved det hjælper. Betragt det som en slags sommerdagbog.
Og tag så cyklen og kom ud i naturen, den står der selvom alle andre forsvinder rundt om dig. Der er fred og ingen der blander sig eller kommer med formaninger.
Rigtig god sommer
Løvemor

Du har godt nok ikke haft det nemt med de nære personer du har måtte vinke farvel til.
Jeg kender ikke til den slags dødsfald så tæt ind på livet en forælder giver.
Men jeg kender til det med at blive mobbet og holdt udenfor. Det har gjort at jeg mange år efter har svært ved at knytte mig til folk og kender godt til følelsen af, at man føler en del af én bliver revet væk. Som din ven der nu rejser.
Jeg kan bare ikke se hvorfor i alverden din plejemor skulle forbyde dig at tage over og besøge ham ??? Jeg bor selv i Kbh og selv min mor har måtte indse at København er hyggelig og ikke en gangsterby som nogen tror, når de altid har bpet på landet ( og forståeligt nok et eller andet sted)
Du kan jo tage til København med nogle veninder hvis det gør hende mere rolig. Når hun så er tryg ved at der ikke sker noget, så kan du begynde selv at tage derover. Og nu du bliver 18 så skal hun bare blande sig udenom.

Ja han vil sikkert blive glad for, at høre fra mig. Han er selv meget åben, hvilket jeg også er. Jeg kan faktisk fortælle ham alt, uden han bliver træt af at høre på mig. De fleste andre fyre, kan ikke klare, at høre mig snakke for længe. Selv hvis man sidder og snakker med dem på msn, er de hurtigt væk igen eller blokker mig - altså dem jeg går med til hverdag. - Jeg elsker bare at snakke med dem:)
Tak for den friske opfordring. Jeg trænger helt sikkert til at komme ud og få frisk luft til hovedet:)
Du må også have en god sommer.
Alaskata

Hej Erika.
Jeg tror som end ikke det er fordi, hun er bekymret for, at KBH er en gangsterby. Jeg tror mere det er fordi hun vil holde mig væk fra drenge. Havde det været en god veninde, havde det ikke bekymret hende nær så meget. Hun er bare af den overbevisning, at jeg er forelsket i ham, men det er jeg ikke. Hun kan bare have svært ved at forstå, jeg har fået en rigtig ven, da jeg før i tiden ikke har haft drengevenner.
Men helt rigtig, så er vi fra en lille landsby, hvor vi boede på en gård, men da min plejefar døde flyttede vi til byen.
Min plejemor har rettigheder over mig til jeg flytter efter gymnasiet:(
venlig hilsen
Alaskata

mig i dit indlæg. Men på trods af at din plejemor har rettigheder over dig til du er færdig med gymnasiet, så er det ikke ensbetydende med, at du ikke er voksen, når du er 18.. Din plejemor kan overhovedet ikke bestemme, hvor du tager hen, eller hvad du laver, så længe du er myndig.
Min nevø er også i plejefamilie og skal være der til han er 21 (han er 19 nu), men det betyder ikke, at de hverken kan eller vil bestemme, hvad han foretager sig, eller hvor han er. Han har bl.a. lige været på drukfest i Løkken i en uge, uden deres indblanding. Det eneste er at sikre, han får en tryg start på voksenlivet, hvilket jeg også tror er tilfældet hos dig. Det er noget det offentlige har bestemt, for ellers er der for mange som bliver tabt på gulvet pga mislykket start på voksenlivet.
Så mit råd til dig er: Tag over og besøg ham, uanset hvad din plejemor siger. Hun har nemlig ikke ret til at bestemme over dig. Uanset om hun har ansvaret for dig til du er færdig på gymnasiet, eller andet. Hun kan heller ikke blande sig i om du skal have venner enten i KBH eller på den anden side af jorden.
Det var blot lige en lille kommentar herfra. Håber alt lykkes for dig.
Mange knuz og håb fra
Ann a.k.a Olfert1