i disse individualitetstider

hører man så meget om, at hvis den ene part i et forhold er utro, ville man bare tag sit tøj og skride.
Er det virkelig den almene holdning idag?
Jeg mener, at mange har en større interesse i at værne om sig selv, udvikle sig selv og hele tiden tænke på sig selv (økonomisk, karrieremæssigt, osv.).
Går det ikke ud over forholdets fælles kærlighed?!
Mister man netop ikke den kompetence, som det er, at kunne videreudvikle sig - sammmen. Heri ligger også, at man vil kunne komme sig over tab, sorg og skuffelser.
Men nej, i vores moderne individsamfund er det mere populært at skride fra problemerne. Det parakdoksale ligger dog i, at problemerne ikke forsvinder, men derimod bliver bragt med ind i fremtidige forhold. Problemerne er ikke kun fysiske (evt. i form af utroskab), men også psysisk, følelsesmæssigt, adfærdsmæssigt, o.m.m.
Derfor er der også en stor sandsynlig for at fremtidige forhold vil briste på en eller flere af disse punkter, hvis de forbliver uopklaret; og er det trods alt ikke bedre og mere trygt at videreudvikle på disse niveauer sammen med ens mest fortrolige, og ikke en man bare møder en tilfældig nat på en bar?!
Den letteste måde at se på ens fremtidige forhold, er trods alt at se på ens tidligere forhold.

men spørgsmålet er så hvormange forhold, der faktisk bliver opløst udelukkende pga utroskab. Jeg synes oftest jeg ser, at hvis utroskab angives som årsag, så har den formastelig forbrudt sig mange gange, eller også har han/hun faktisk fundet en anden, så det ikke er den forurettede, men den utro, der i sidste ende er den, der opløser forholdet.
Du kan jo også se det på trådene herinde, der omhandler utroskab. De første 20 svar er altid: "Smid ham ud" - eller "hun er en luder, smid hende ud" - men det kunne være nok så interessant at høre, hvormange af disse "rådgivere", der faktisk har fulgt deres egne råd. Jeg tror, det er de færreste.
At folk så af alle mulige andre årsager "render af pladsen" for et godt ord, er bl.a fordi de tænker - som du siger individualistisk.
Hvis jeg tager al pladsen, bliver det jo svært at finde plads til dig og ikke mindst til "os". Det er en udbredt opfattelse, at det fornuftigste er, at gøre noget for sig selv. Og så kan man jo spørge, hvordan vil de så få "os" til at fungere?
Hvis du derimod vendte omtanken til "hvad er godt for mit forhold" - for det er vel også godt for dig, hvis du skal leve i det forhold. Og på den måde tilgodeser du tre og ikke kun "mig selv" - ikke?
Det var måske også en rigtig god ide, om de der folk brugte lige så lang tid på at planlægge deres ægteskab og samliv, som de bruger på at planlægge selve brylluppet.