Hvornår blev Jerusalem genopbygget? Langt indlæg!

Året var 539 fvt, da noget vigtigt skete. Bibelen beskriver det kort således:
Kong Kyros' første år (år 539 fvt):
I perserkongen Kyros' første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros' ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: »Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem. Overalt, hvor der er nogen tilbage, der bor som fremmede, skal stedets befolkning forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg tillige med frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.« (Ezra's Bog 1:1-4)
Det var ikke Kyros første år som perserkonge (han blev indsat i år 550 fvt), men det var hans første år som konge over det tidligere nybabylonske rige, herunder som konge over Israel.
Det nybabylonske rige han havde besejret i oktober 539 fvt. Nu forlød det at han forlangte at beboerne i Israel frivilligt skulle opgive deres ejendele og forære dem til jøderne der vendte tilbage fra det babylonske fangenskab. Den slags ordrer kræver massiv militær opbakning, men en sådan magt demonstration kunne israelitterne tydeligvis ikke selv mønstre.
Men ifølge Bibelen gik de frygtsomt i gang. Altså ikke med gigant opgaven med at genopbygge templet, men de opstillede et alter på templets gamle fundament. Selv det var naturligvis en provokation overfor de folk der nu boede i området og Bibelen beretter da også at israelitterne var bange for reaktionerne:
Da den syvende måned kom, og israelitterne havde bosat sig i byerne, samledes folket alle som én i Jerusalem. Og Jeshua, Josadaks søn, og hans brødre præsterne, og Zerubbabel, Shealtiels søn, og hans brødre tog fat på at bygge Israels Guds alter for at bringe brændofre på det som foreskrevet i gudsmanden Moses' lov. De rejste alteret på dets gamle fundamenter, skønt de var grebet af rædsel for folkene fra andre lande. (Ezra's Bog 3:1-3 årstallet er 538 fvt, for det var den første syvende måned efter Kyros slog Babylon)
I løbet af år 537 fvt beretter Ezra's bog at man fik påbegyndt grundvolden til et nyt tempel, men reaktionen fra områdets beboere kom naturligvis:
Men da Judas og Benjamins fjender hørte, at de, der havde været i landflygtighed, var ved at bygge Herren, Israels Gud, et tempel, henvendte de sig til Zerubbabel og til overhovederne for fædrenehusene og sagde til dem: »Lad os være med til at bygge, for vi dyrker jeres Gud ligesom I. Ham har vi ofret til, lige siden assyrerkongen Asarhaddon bragte os hertil.« Men Zerubbabel, Jeshua og de øvrige overhoveder for Israels fædrenehuse svarede: »Vi skal ikke i fællesskab bygge vor Gud et hus; vi alene skal bygge for Herren, Israels Gud, sådan som kong Kyros, Persiens konge, har befalet os.« Men landets folk tog modet fra judæerne og skræmte dem fra at bygge. De bestak nogle rådgivere til at kuldkaste deres planer, så længe perserkongen Kyros levede, til perserkongen Dareios' regering. (Ezra's Bog 4:1-5)
Jøderne kunne stedets beboere sagtens skræmme, men hvad med Kyros og hans mægtige hær? Ifølge bogen undlod persernes hær at gribe ind fordi beboere i landet bestak nogle rådgivere, hvilket de blev ved med lige indtil Dareios' blev konge (hvilket han blev i år 519 fvt).
Enhver historiker vil gennemskue at der er noget galt med den beretning, men det lader vi ligge. Det vigtige er, at jøderne tydeligvis ikke havde magten i området før år 519 fvt. De var der, og de påbegyndte et tempel, men stedets beboere skræmte dem og de "bestak" sig fra problemet med at gå direkte imod perserrigets mægtige magt.
Med det ordvalg er der naturligvis lagt op til, at noget utroligt vigtigt skete da Dareios' blev konge, og det havde jo nok noget med templet at gøre. Men lad os først se Ezra's beskrivelse af det brev stedets beboere sendte afsted for at forhindre jøderne i at genopbygge Jerusalem og templet:
»Til kong Artaxerxes fra dine tjenere, mændene i provinsen Hinsides Floden: Du skal vide, konge, at de judæere, som drog op til os fra dig, er kommet til Jerusalem. De er i færd med at genopbygge denne oprørske og onde by; de er ved at gøre murene færdige og har udbedret fundamenterne. Nu skal du vide, konge, at hvis byen genopbygges, og dens mure bliver gjort færdige, så vil de hverken betale skat, afgifter eller andre ydelser, og i sidste ende er det kongedømmet, der lider tab. Og da vi er i kongens tjeneste, er det ikke passende, at vi ser på, at kongen bliver vanæret. Derfor sender vi nu underretning til dig, konge, for at man kan undersøge dine forfædres annaler. Dér vil du erfare, at denne by har været en oprørsk by, som har påført kongedømmet og provinserne tab, og at den har gjort oprør fra tidernes morgen. Det var derfor, byen blev lagt i ruiner. Du skal vide, konge, at hvis denne by genopbygges, og dens mure bliver gjort færdige, så har du ikke længere nogen besiddelse i provinsen Hinsides Floden!« (Ezra's Bog 4:11-16)
Beskeden var altså, at hvis kongen tillod en genopbygning af Jerusalem og templet ville jøderne gøre oprør imod kongen, for sådan var de. Det var derfor Jerusalem blev ødelagt i sin tid. Vi kender også kongens svar, ifølge Ezra's bog:
Kongen sendte dette svar: »Til guvernøren Rekum, skriveren Shimshaj og alle deres embedsbrødre, som bor i Samaria og andre steder i provinsen Hinsides Floden. Vær hilset! Den skrivelse, I har sendt os, er blevet læst op for mig i oversættelse. Jeg har givet befaling til at undersøge det, og man har fundet frem til, at denne by fra tidernes morgen har rejst sig imod kongedømmet, og at den har gjort sig skyldig i opstand og oprør. Men stærke konger har hersket over Jerusalem og haft herredømmet over hele provinsen Hinsides Floden. Og de har modtaget skat, afgifter og andre ydelser. Giv derfor befaling til at standse disse mænd; denne by må ikke genopbygges, før der kommer befaling fra mig. Se til, at I ikke er efterladende i denne sag, så ulykken bliver større, og kongedømmet lider tab.«
Så snart afskriften af kong Artaxerxes' skrivelse var blevet læst op for Rekum, skriveren Shimshaj og deres embedsbrødre, tog de straks til Jerusalem og standsede judæerne med våbenmagt. Derpå ophørte arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det lå stille indtil perserkongen Dareios' andet regeringsår. (Ezra's Bog 4:17-24)
Kong Dareios' andet år (år 519 fvt)
Bibelen udelukker altså selv, at Jerusalem var genopbygget på dette tidspunkt. Arbejdet blev stoppet med våbenmagt og arbejdet på templet blev først genoptaget i Dareios' andet regeringsår. Det kan godt være jehovas vidner og ligesindede tror Jerusalem blev genopbygget i kong Kyros tredie år (i år 587 fvt) men Bibelen er uenig: Ikke før kong Dareios' andet regeringsår begyndte der at komme skred i genopbygningen.
Umiddelbart efter fortæller Ezra's bog (i kapitel 5), hvad det var der skete i Dareios' andet regeringsår. Jøderne gik i gang med at genopbygge templet (5:1-2). Der kom naturligvis en reaktion fra persernes embedsmænd i området, så de forlangte at få at vide, hvem der havde givet dem lov at genopbygge templet? Men jøderne henviste til Kong Kyros gamle befaling fra år 539 fvt om at genopbygge templet, så embedsmændene bad Dareios' embedsmænd undersøge om dette havde sin rigtighed (Ezra 5:6-17).
Og miraklet skete: Perserkongen Dareios' besluttede af den ene eller den anden grund at støtte tempelbyggeriet:
»Nu skal I, Tattenaj, statholder over provinsen Hinsides Floden, Shetar-Bozenaj og jeres embedsbrødre, embedsmændene i provinsen Hinsides Floden, holde jer borte derfra. Lad arbejdet med dette Guds hus gå sin gang, og lad judæernes statholder og deres ældste bygge dette Guds hus på dets gamle plads. Jeg udsteder hermed en befaling om, hvad I skal gøre for judæernes ældste, når de bygger dette Guds hus. Disse mænd skal have udgifterne dækket fuldt ud af de kongelige indtægter fra skatteopkrævningen i provinsen Hinsides Floden, således at arbejdet ikke går i stå. Hvad de behøver af tyre, væddere og lam til deres brændofre til himlens Gud, og af hvede, salt, vin og salvningsolie, skal udleveres til dem hver dag uden undtagelse på forlangende af præsterne i Jerusalem, så de kan bringe ofre til himlens Gud og bede for kongens og hans sønners liv.
Jeg udsteder også en befaling om, at enhver, der overtræder denne bestemmelse, som straf skal have en bjælke revet ud af sit hus; på den skal han hænges op og nagles fast, og hans hus skal lægges i grus. Måtte den Gud, der har ladet sit navn bo der, styrte enhver konge og ethvert folk, der tager skridt til at overtræde bestemmelsen og ødelægge dette Guds hus i Jerusalem. Jeg, Dareios, udsteder befalingen! Den skal udføres i alle enkeltheder.« (Ezra's Bog 6:6-12)
De 70 års faste slutter
Det var altså i år 519 fvt at kong Dareios' gav ordre om at støtte genopbygningen af templet og overdrage kontrollen over området til jøderne. Det gav følgende reaktion hos profeten Zakarias:
I den ottende måned i Dareios' andet regeringsår kom Herrens ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, Iddos sønnesøn: Herren var vred på jeres forfædre. Du skal sige til folket: Dette siger Hærskarers Herre:
Vend om til mig!
siger Hærskarers Herre,
så vil jeg vende om til jer,
siger Hærskarers Herre.
I må ikke være som jeres forfædre. Dem forkyndte de tidligere profeter for og sagde: »Dette siger Hærskarers Herre: Vend dog om fra jeres onde færd og jeres onde gerninger!« Men de hørte ikke og lyttede ikke til mig, siger Herren. (Zakarias' Bog 1:1-4)
Optimismen lyser ud af disse linjer. Nu skulle man for alvor vende sig til Herren og tjene ham. Han havde igen givet magt til at opbygge sit tempel og Jerusalem, så nu skulle man i sandhed følge Gud. Nogle måneder senere (stadig i Dareio's andet regeringsår) havde Zakarias' et syn, hvor han blandt andet oplevede følgende:
Da sagde Herrens engel: »Hærskarers Herre, hvor længe skal det vare, før du viser barmhjertighed mod Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerds år?« ... Derfor siger Herren:
Jeg vender tilbage til Jerusalem i barmhjertighed;
mit hus skal bygges dér,
siger Hærskarers Herre,
Jerusalem skal måles med målesnoren. (Zakarias' Bog 1:12,16)
Det var altså omkring 70 års vrede der blev spurgt til her i Dareios' andet regeringsår i år 519 fvt. 70 år uden et tempel i Jerusalem og 70 år uden Jerusalem var blevet genopbygget (symbolsk markeret med at målesnoren igen ville komme frem til genopbygningen af Jerusalem). Jerusalem må altså ifølge Bibelens eget vidnesbyrd være blevet ødelagt omkring 70 år tidligere, hvilket byen ifølge historikerne også var, nemlig i år 587 fvt.
Jehovas vidner er uenige, idet de siger byen blev ødelagt i år 607 fvt og blev genopbygget i år 537 fvt, men som vi har set er det ubibelsk tågesnak: Bibelen siger direkte, at hverken tempel eller Jerusalem påbegyndte genopbygningen før år 519 fvt, og den siger direkte dette skete omkring 70 år efter Jerusalem's og templets ødelæggelse.
Men vi skal se at Bibelen er meget mere nøjagtig end omtrent 70 år i dette tilfælde: Nøjagtigt 70 år efter sin ødelæggelse i år 587 fvt var Herrens 70-årige vrede overstået i kong Dareios' fjerde regeringsår i år 517 fvt:
I kong Dareios' fjerde regeringsår kom Herrens ord til Zakarias den fjerde dag i den niende måned, kislev. Betel-Sareser og Regem-Melek og deres folk havde sendt bud for at formilde Herren. De havde spurgt præsterne i Hærskarers Herres tempel og profeterne: »Skal jeg græde og være afholdende i den femte måned, sådan som jeg har gjort det så mange år?« Da kom Hærskarers Herres ord til mig: Sig til hele landets folk og til præsterne: Når I har fastet og holdt klage i femte og syvende måned i disse halvfjerds år, var det da for mig, I fastede? Og når I spiser og drikker, er det da ikke jer selv, der spiser og drikker? Det var jo det, Herren forkyndte ved de tidligere profeter, da Jerusalem lå beboet og tryg med sine byer rundt om sig, og da Sydlandet og Lavlandet var beboet. (Zakarias' Bog 7:1-7)
Jøderne havde altså afholdt faste i den femte og den syvende måned de sidste 70 år, men nu var de 70 års faste slut. Dermed blev år 517 fvt det sidste år med denne traditionelle faste: Herrens 70-årige vrede imod Jerusalem sluttede i år 517 fvt i overensstemmelse med at Jerusalem og templet blev ødelagt i år 587 fvt.
Templet var endnu ikke færdigt (det blev det først 2 år senere) men alle kunne se at jøderne nu levede under persernes beskyttelse med tilstrækkelig selvstændighed til at de kunne genopbygge Jerusalem og templet. Gud var ikke vred mere, de 70 års tradition med faste i den femte og den syvende måned var slut.
Konklusion:
Jehovas vidner påstår de sætter Bibelen over videnskaben når de påstår Jerusalem blev ødelagt i år 607 fvt og at byen blev genopbygget i år 537 fvt. Sandheden er, at jehovas vidner med den påstand selv er dem der går direkte imod Bibelens ord om, at hverken byen eller templet blev påbegyndt genopbygget før kong Dareios' andet regeringsår i år 519 fvt. De går direkte imod Bibelens ord om at de 70 års faste og Herrens 70-årige vrede sluttede i år 517 fvt, ikke i år 537 fvt. De går direkte imod profetien fra kong Dareio's andet regeringsår om, at det først var nu templet skulle genopbygges og målesnoren skulle udspændes over byen Jerusalem.
Jehovas vidner har naturligvis deres egne grunde til dumstædigt at holde fast i den ubibelske lære om at Jerusalem blev ødelagt i år 607 fvt og genopbygget i år 537 fvt. Den lære er nemlig uløseligt knyttet sammen med deres lære angående 1914: de har været så dumme at hænge deres teologi op på et fejlagtigt årstal. Denne gigantfejl forsøger sekten at dække over med alle de tricks vi har set SK benytte i debatten om 70 års faste, men Bibelens vidnesbyrd er entydigt i overensstemmelse med forskernes påstand om, at Jerusalem blev ødelagt i år 587 fvt.
Bemærk: Jehovas vidner er enige i de konkrete årstal i dette indlæg. De er enige i at kong Kyros' første år var år 539 fvt, de er enige i at kong Dareios' fjerde år var år 517 fvt osv. Det eneste de ikke er enige i er, at tro på Bibelens eget budskab om, hvornår byen blev ødelagt, hvornår den blev genopbygget og hvornår de 70 års vrede varede til og fra. Deres position kan ikke forsvares sagligt.

Nu ved jeg godt det er svært at finde ud af årstal og dage og begivenheder og det blander du også godt og grundigt sammen her.
Ak ja, sebl hvem der blot kunne finde ud af ”det hele”. Af alle jeg nogen sinde har mødt er du noget helt for sig selv.
Gud er ikke én person (hvis man altså kan kalde Gud for en person, men 3 personer og det kan man i hvert fald kalde dem, altså de 3 forskellige personer der tilsammen er Gud (magt). (siger du)
1) ?
2) Jesus, som så er et menneske i kød og blod i himmelen (hvor det så end måtte være – indtil du finder ud af, at ”himmelen” ikke betyder ”et sted”, men en ”begivenhed” og hvad værre er; der kommer mange flere personer i kød og blod ”op” i himmelen, for iflg. 1. Korinterbrev kap. 15 – skulle alle de opstandne være som Jesus, altså den ene eller den anden af ”de tre”.)
3) Og så Helligånden, som i virkeligheden er en due eller ”opflammende snak”. (jeg kan godt lide den der med ”op-ild-nende snak”, for så er der snart kun én tilbage af de tre, som er virkelig person og det er Jesus i kød og blod og så er vi snart ved udgangspunkt 1).
Nå, men det var dit nye indlæg vi skulle snakke lidt ”opildnende” om. Lad mig blot lige starte med denne her (fadæse);
”Bibelen udelukker altså selv, at Jerusalem var genopbygget på dette tidspunkt. Arbejdet blev stoppet med våbenmagt og arbejdet på templet blev først genoptaget i Dareios' andet regeringsår.
Det kan godt være jehovas vidner og ligesindede tror Jerusalem blev genopbygget i kong Kyros tredie år (i år 587 fvt) men Bibelen er uenig:
Ikke før kong Dareios' andet regeringsår begyndte der at komme skred i genopbygningen.
Citat slut.
_____________________________________
Kommentar:
Jeg behøver nok ikke at kommentere det, for du kan nok selv få øje på det, ik`? Sådan er det ofte når man skal 1) holde styr på alt muligt på én gang og 2) når man skal give garantier på andres vegne.
Personligt betyder det ikke så meget for mig, for jeg er ikke i tvivl om både før, under og efter.
_______________________________________________

Jeg gider ikke gå ind i denne debat én gang til, eller var det for 10ende gang, så jeg vil lige nøjes med denne her. Du skriver / citere:
I kong Dareios' fjerde regeringsår kom Herrens ord til Zakarias den fjerde dag i den niende måned, kislev. Betel-Sareser og Regem-Melek og deres folk havde sendt bud for at formilde Herren.
De havde spurgt præsterne i Hærskarers Herres tempel og profeterne:
»Skal jeg græde og være afholdende i den femte måned, sådan som jeg har gjort det så mange år?«
Da kom Hærskarers Herres ord til mig: Sig til hele landets folk og til præsterne: Når I har fastet og holdt klage i femte og syvende måned i disse halvfjerds år, var det da for mig, I fastede?
Og når I spiser og drikker, er det da ikke jer selv, der spiser og drikker? Det var jo det, Herren forkyndte ved de tidligere profeter, da Jerusalem lå beboet og tryg med sine byer rundt om sig, og da Sydlandet og Lavlandet var beboet. (Zakarias' Bog 7:1-7)
Citat slut.
_______________________
det får du til denne her:
”Jøderne havde altså afholdt faste i den femte og den syvende måned de sidste 70 år, men nu var de 70 års faste slut. Dermed blev år 517 fvt det sidste år med denne traditionelle faste: Herrens 70-årige vrede imod Jerusalem sluttede i år 517 fvt i overensstemmelse med at Jerusalem og templet blev ødelagt i år 587 fvt.”
Citat sebl slut.
______________________________
Svar:
Nej, det er ikke korrekt, hverken denne her eller din ”konklusion” i det hele taget, men dig om det.
____________________________________________________________
Sebl, faste og 70 år.

http://www.sol.dk/debat/240-religion-a-livssyn/1342518-da-daniel-blev-taget-til-fange/1342518?limitstart=0&limit=450
Jødernes fire årlige faster.
Jøderne indførte mange faster og havde på et tidspunkt fire om året, som øjensynlig skulle markere de ulykkelige begivenheder i forbindelse med Jerusalems belejring og ødelæggelse i det 7. århundrede f.v.t. (Zak 8:19) De fire årlige faster var:
(1) Fasten i den fjerde måned, øjensynlig indstiftet til minde om at Jerusalems mure blev gennembrudt af babylonierne den 9. tammuz i 607 f.v.t. (2Kg 25:2-4; Jer 52:5-7)
(2) Fasten i den femte måned, som øjensynlig blev holdt til minde om at templet blev ødelagt i den femte jødiske måned, ab. (2Kg 25:8, 9; Jer 52:12, 13)
(3) Fasten i den syvende måned, som uden tvivl blev holdt til minde om de sørgelige begivenheder i forbindelse med snigmordet på Gedalja eller om landets fuldstændig øde tilstand derefter, da de resterende jøder af frygt for babylonierne drog ned til Ægypten. (2Kg 25:22-26)
(4) Fasten i den tiende måned, som muligvis havde forbindelse med at de jøder der allerede befandt sig i landflygtighed i Babylon, da modtog den sørgelige meddelelse om at Jerusalem var faldet (jf. Ez 33:21), eller den blev holdt til minde om at Nebukadnezars belejring af Jerusalem, som endte med byens indtagelse, blev indledt den 10. dag i denne måned i 609 f.v.t. — 2Kg 25:1; Jer 39:1; 52:4.
Da nogle af jøderne spurgte: „Skal jeg græde i den femte måned, idet jeg afholder mig fra at spise, sådan som jeg har gjort i disse mange år?“ svarede Jehova gennem Zakarias: „Når I fastede . . . i halvfjerds år, var det så i virkeligheden mig I fastede for?“
Gud påpegede at en ægte faste for ham ville have været ledsaget af lydighed, og at det han krævede, var at de talte sandhed, dømte med ret, holdt fred og havde et oprigtigt hjerte.
Hvis de nu gjorde dét, ville de, i stedet for at faste med sorg og se tilbage på fortiden, juble og fryde sig under festtiderne og glæde sig over velsignelserne ved at den sande tilbedelse var genindført, og at andre blev indsamlet til at tjene Jehova. — Zak 7:3-7; 8:16, 19, 23.
Citat sebl slut.
Kommentar:
Nu er der så mange meninger, at hver især regner fra sit eget udgangspunkt og det er altså ikke det samme I hver især har.
Platoon

Hej sebl
Selv om dit indlæg nok ikke var adresseret direkte til mig, vil jeg gerne sige dig tak for en præcis og letforståelig forklaring.
Med venlig hilsen
solveigj

Ja, et mere præcist indlæg skal man lede længe efter.
Platoon

http://www.2001translation.com/587_or_607.htm
Platoon

fasterne i den femte og syvende måned blev indstiftet i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse i år 587 fvt, mens de to andre faster havde en ældre baggrund. Men fasterne som et tegn på Guds vrede ophørte i år 517 fvt:
Hærskarers Herres ord kom til mig: Dette siger Hærskarers Herre:
Fasten i den fjerde måned og fasten i den femte,
fasten i den syvende og fasten i den tiende måned
skal blive til fryd og glæde
og til gode festdage for Judas hus.
Elsk sandhed og fred! (Zakarias' Bog 8:18-19)

Du har ret i, at det ikke lige var dig jeg havde i tankerne med mit indlæg. Det var heller ikke platoon (som tilsyneladende sætter en ære i konsekvent at være uenig i det jeg skriver. Indlægget var naturligvis tiltænkt SK og ftg, men de vil selvsagt ikke kommentere indlægget, for der er jo ikke rigtigt noget at stille op: De tager ganske enkelt fejl.

Din artikels centrale argument er, at Daniel skriver Jerusalem skulle ligge øde i 70 år, hvorved konkluderes at så må ødelæggelsen af Jerusalem ligge 70 år forud for hjemvendelsen fra Babylon. Det er præcist det samme argument som Jehovas vidner bruger, og det er ligeså forkert når artiklen du linker til bruger det: Bibelen siger direkte, som påvist i trådstarteren, at Jerusalem først begyndte at blive genopbygget i kong Dareio's andet regeringsår (dvs i år 519 fvt).
Både din artikels udregning og jehovas vidners udregning bygger altså på den samme ubibelske præmis, nemlig at vi kan sidde her 2500 år senere og beslutte at Jerusalem var genopbygget i år 537 fvt, på trods af at Bibelen direkte siger den ikke måtte genopbygges på daværende tidspunkt og at målesnoren først belv brugt til Jerusalems genopbygning fra år 519 fvt og frem.

Det kan man læse om i dette gamle indlæg, som bekræfter at Jerusalem blev ødelagt i år 587 fvt.

fasterne i den femte og syvende måned blev indstiftet i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse i år 587 fvt, mens de to andre faster havde en ældre baggrund.
Men fasterne som et tegn på Guds vrede ophørte i år 517 fvt:

Det er ren spekulation, det ved du ikke et klap om.
Du læser ikke det der står i Zacharias ordentligt. For Gud var fasten ophørt i 537, som du kan se taler Gud om det der var sket:
At nogle fortsatte med faste, ja da, det blev de ved med århundreder efter.
Er det korrekt eller er det ikke?
Du dikterer sandheden
http://www.angelfire.com/nt/theology/14ezra.html
.......3. Work on the Temple Begun.
The first order of business was the rebuilding of the altar so that the regular sacrifices could be reinstituted. The actual reconstruction of the Temple began the following year.

Stakkels Daniel. Han var et af de første jødiske ofre for det babylonske fangenskab. Der er slet ingen tvivl om at Daniels Bog postulerer, at Daniel blev en særdeles gammel mand. Han blev som sagt taget til fange og ført til Babylon i år 606 fvt. I kong Kyros første regeringsår i år 539 fvt tillod han jøderne at vende tilbage (se Ezra's Bog 1:1-4), men to år senere læser vi at Daniel stadig var I Babylon:
I perserkongen Kyros' tredje regeringsår blev et ord åbenbaret for Daniel, som havde fået navnet Beltshassar. Ordet var sandt; det var meget vanskeligt at forstå, men han forstod det ved hjælp af et syn.
På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris (Daniel's Bog 10:1-4)
Daniel var altså blevet tilbage i Babylon. Måske har han konkluderet, at han ikke orkede at vende tilbage, og da slet ikke da det var profeteret at Jerusalem ville ligge øde i 70 år, og de var jo langt fra gået.
Men Daniel spekulerede tydeligvis meget over det med Jerusalem, for mange år senere begyndte han at regne en masse:
I Dareios' første regeringsår – han var af medisk herkomst, søn af Ahasverus, og var blevet konge over kaldæernes rige – i hans første regeringsår blev jeg, Daniel, opmærksom på angivelsen i bøgerne af det åremål, Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år. (Daniels Bog 9:1-2)
Nu ved vi jo allerede at året efter, i kong Dareios' andet regeringsår, blev der givet tilladelse til at jøderne kunne begynde at genopbygge Jerusalem og templet. Måske har Daniel bare regnet ud at de 70 år var ved at være gået, eller måske havde han fået nys om jødernes planlagte genopbygning af templet og funderede over, om det mon ville gå godt ifølge Jeremias profeti.
I hvert fald valgte den gamle mand, Daniel (han må have været tæt på 100 år gammel) at bede for at Jerusalem ville blive genopbygget. Så han bad til Gud og sagde blandt andet:
Herre, du som før har øvet retfærdige gerninger, lad nu din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg. For på grund af vore synder og vore fædres skyld er Jerusalem og dit folk til spot for vores omgivelser. Lyt nu, vor Gud, til din tjeners bøn og tryglen! Lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom, for din egen skyld, Herre! Min Gud, vend dit øre til og lyt! Luk dine øjne op, og se den ødelæggelse, der har ramt os og den by, dit navn er udråbt over. Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind uden tøven! Gør det for din egen skyld, min Gud! For dit navn er udråbt over din by og dit folk.« (Daniel's Bog 9:16-19)
Daniel var altså godt klar over, at Jerusalem stadig var en ruin i år 520 fvt, selvom jehovas vidner påstår byen havde været genopbygget i mange år. Men også Daniel fik den glæde at vide, at Jerusalem ville blive genopbygget, som lovet:
Halvfjerds uger er fastsat
for dit folk og for din hellige by,
før overtrædelserne bliver tøjlet,
synden bragt til ophør
og skylden sonet,
før den evige retfærdighed kommer,
før profeternes syner bliver beseglet,
og det højhellige bliver salvet. (Daniel's Bog 9:24)
Den sandsynlige forklaring på at Daniel ikke vendte tilbage er dels, at han var en gammel mand som ikke orkede at vende tilbage når Jerusalem stadig var ødelagt. Desuden var det jo gået Daniel godt, så hvorfor opgive det til fordel for en usikker fremtid i et land i ruiner, hvor jøderne var skræmte over de folk der boede der, ligesom de de første mange år blev holdt ned af persernes overlegne militære magt. Først da kong Dareios' kom til lysnede det, men da var Daniel en særdeles gammel mand.

Sikke noget vrøvl, SK. Herren bekræftede i år 517 fvt, I kong Dareio's fjerde regeringsår, at fasten nu havde varet i 70 år:
I kong Dareios' fjerde regeringsår kom Herrens ord til Zakarias den fjerde dag i den niende måned, kislev. Betel-Sareser og Regem-Melek og deres folk havde sendt bud for at formilde Herren. De havde spurgt præsterne i Hærskarers Herres tempel og profeterne: »Skal jeg græde og være afholdende i den femte måned, sådan som jeg har gjort det så mange år?« Da kom Hærskarers Herres ord til mig: Sig til hele landets folk og til præsterne: Når I har fastet og holdt klage i femte og syvende måned i disse halvfjerds år, var det da for mig, I fastede? (Zakarias' Bog 7:1-5)
Teksten levner intet spillerum for spekulationer. De havde fastet nu i mange år og ville vide om de skulle fortsætte med at græde og være afholdende. Det er ifølge teksten selv Hærskarers Herre selv der siger, at det havde de nu gjort i 70 år. I 8:24 fik jøderne forøvrigt svaret: Fra nu af skulle fasten ikke længere være en sorgens faste, men en glædens faste.
Men modigt af dig, at du overhovedet tør kommentre tråden. Men naturligvis har du ingen reelle modargumenter, for Bibelens tale er klar: Jerusalem blev ødelagt i år 587 fvt.

Jeremias 27:22
Til Babylon vil de blive bragt, og dér vil de blive indtil den dag jeg vender min opmærksomhed mod dem,“ lyder Jehovas udsagn. „Og jeg vil føre dem op og bringe dem tilbage til dette sted.“’“
Det der tæller er jøderne efter 70 år igen stod i et godkendt forhold til Jehova Gud.
Det skete da de begyndte hjmerejsen. De optog straks ofringen som led i et normaliseret forhold. De ventede naturligvis ikke med at vente til templet var genopbygget.
"fasten på de 70 år" udløb naturligvis samtidig med Gud igen godkendte jøderne.
At man fortsatte med at faste i hundreder af år efter, ændrer ikke på de "70" så skulle det snarere være 670 år. Fasten er vel heller aldrig ophørt. Fastelavn og faste hører sammen med hedenskab, som de ""kristne"" dyrker.
Hvor børn er udklædt som hekse og Batmand. m.v.
Jehovas vidner deltager ikke.

Det er der overhovedet ingen der påstår, heller ikke i den artikel jeg citerede fra.
Men, når Kyros frigiver Jøderne i 5397BC, så er de altså frie uanset hvad du mener eller ej (og hvad Jehovas Vidner så ellers mener).
Der var gået 70 år og landet havde fået sine sabatter godtgjort.
Jeg er faktisk bedøvende ligeglad med om den sidste sten var lagt eller hvor mange børn der vendte tilbage i de forskellige "ryk", det eneste der interessere mig er, at Jøderne blev frigivet i 537BC og altså var frie fra "fangenskabet".
Nogle ville ikke rejse tilbage (hvilket man måske godt kan forstå), så, så længe de boede i udlandet kan man jo blive ved.
Platoon

"sk"skrev :

Hvor børn er udklædt som hekse og Batmand. m.v.
Jehovas vidner deltager ikke.

Hvem er englen udklædt som :

http://www.sixscreensofthewatchtower.com/images/paninhand.JPG

Jeg er enig i konteksten og jeg er enig med dig i, at Jehovas Vidner faster ikke. Det gør jøderne stadig.
Som sebl var inde på; Gud vendte fasten (sorgen) til glæde og nu mindes disse begivenheder med store jødiske faster / højtider, ganske som Gud har givet besked om.
Platoon

Godt forsøgt. Jeremias 27:22 handler om karrene der blev plyndret fra templet da det blev ødelagt i år 587 fvt:
ja, dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud, om de kar, der er tilbage i Herrens tempel og i Judas konges palads og i Jerusalem: De bliver bragt til Babylon, og dér skal de blive til den dag, jeg drager omsorg for dem og bringer dem tilbage til dette sted, siger Herren. (Jeremias Bog 27:21-22)
Der står intet om, at karrene ville være væk i 70 år. Derimod var Herren stadig vred i år 519 fvt (Zakarias Bog 1:12). Du prøver med andre ord at bestemme, at Herren var holdt op med at være vred i år 537 fvt i direkte modstrid med Bibelens ord om, at Gud stadig var vred i år 519 fvt.

Man er ikke fri når man er bange for dem man bor iblandt, og når man holdes nede af persernes militære magt. Du synes at have et underligt frihedsbegreb - først da kong Dareio's blev konge fik de tilbagevendte jøder noget der mindede om frihed. Indtil da fik de hverken lov at genopbygge templet eller Jerusalem.

Ja, det kan du jo mene.
Mine frihedsidealer fejler intet. Det handler nøjagtig som med de sorte slaver i Amerika der faktisk blev "frie" omkring fra 1804, idet de nordlige stater forbød slaveri.
Men det er klart, at realiteterne var noget anderledes i virkelighedn, "for de sorte slaver".
Men en dato for "slaveriets ophør findes".
Andre steder gidk det lidt langsommere, men også her kan finde eksakte datoer, også selv om virkeligheden ikke fulgte med.
Så, hvilken dato skal man henholde sig til?
Slaveri er jo et udtryk for racediskrimination og man diskriminere stadig.
Sådan også med Jøderne.
Selv om de blev frie i 537BC, er de stadig forfulgte den dag i dag - og Jøderne gider altså ikke vente på, at folk (og dig) skal tage jer sammen.
Platoon

Du skriver, at "Gud stadig var vred"?
Så må jeg spørge om hvilken Gud du taler om? Er det "magt" eller Jesus eller Helligånden eller hvilken af de 3 er det?
Jesus kan det jo ikke være, men Ordet? Hm, hm, hvordan man magt eller et begreb bliver være vred?
Platoon

Du føler dig meget sikker på at Kyros besked til jøderne var: Nu vender I bare tilbage til jeres eget land og så er alt som før.
Det var det næppe. Det er jo tilladt at åbne øjnene når man læser eksempelvis denne tekst:
Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem. Overalt, hvor der er nogen tilbage, der bor som fremmede, skal stedets befolkning forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg tillige med frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.« (Ezra's Bog 1:3-4)
Det var altså overhovedet ikke et godt tilbud, men et spørgsmål om at få folk væk fra Babylons centrum: Perserne havde et behov for at få ødelagt det babylonske riges muligheder for at blomstre op påny, og en af måderne var at sprede folk væk fra den gamle magtbase. Det gav samtidigt perserne følgende strategiske fordel:
Guvernøren Rekum og skriveren Shimshaj skrev følgende brev vedrørende Jerusalem til kong Artaxerxes – guvernøren Rekum, skriveren Shimshaj og alle deres embedsbrødre: dommerne, gesandterne, de persiske embedsmænd, de fra Erek og Babylon, elamitterne fra Susa og de øvrige folkeslag, som den store og berømte Asnappar havde ført bort og bosat i Samarias byer og andre steder i provinsen Hinsides Floden. (Ezra's Bog 4:8-10)
Det sekundære formål med at smide jøderne ud af Babylon var altså, at de skulle bryde magten i Israel, for der havde babylonerne indsat deres egne folk for at kunne kontrollere områderne. Hele magtspillet omkring Jerusalems opbygning (som varede indtil kong Dareios' endelig fik udviklet en holdbar politik for området) handlede om at overbevise perserne om, hvem der bedst sikrede de persiske interesser.
Det magtspil vandt de babylonsk indsatte folk de første mange år, så i disse år var jøderne stadig slaver af babylonernes rige - nu blev magtforholdet blot sikret ved hjælp af persiske lanser i stedet for babylonske. Men det var stadig babylonernes indsatte folk der bestemte.
Når Dareio's brød med denne magtbalance i år 519 fvt skyldes det næppe en pludselig opstået idealistisk tilgang til det jødiske folk, men at han mente han bedst sikrede sig magten i området på den måde.

Naturligvis de tre personer der er magten. Ellers ville de jo være uenige, hvilket er en logisk umulighed når der kun er en magt/Gud.