Hvorfor vil man ha det man har mistet..??

HVORFOR??
Er jeg den eneste der tænker indimellem, Hmm er det kun mit forhold, som går op og ned af bakke, eller er der mon andre som også kæmper som jeg igennem ild og vand.. Det er som om mit forhold, ikke har været andet end op og nedture igennem 4 år, vi har haft slået op flere dage i træk og på et tidspunkt i en lang periode, og forleden gik han fra mig og jeg ville bare ha ham igen, selvom han var ude med vennerne, ignorerede mine opkald, sagde han ikke følte mere osv.. alt i alt sagde nogle sårende ting, Som sidder i mig nu hvor vi har fundet sammen igen og han siger han elsker mig over alt ??[:*(]
Da vi var sammen optil dette uvenskab, tænkte jeg tit gider jeg mere osv, men ligesåsnart jeg mister ham, så føler jeg min verden vender, fordi han er så deeejlig en person, på mange måder men alligevel kan han sårer mig såå meget til dagligt, Hvordan finder jeg ud af om jeg skal BLIVE eller GÅ, Jeg er bange for at gå tanken om ham med en anden drææber mig, og på den ene side vil jeg blive forevigt v hans side på den anden side ka jeg ikke klarer de op og nedture længere.. Jeg ved heller ikk hvordan jeg skulle komme videre, jeg er kun 21 og det var nok dumt at gå ind i sådan et forhold som 17årig men mine ben blev virtterlig slået væk under mig, Jeg elsker ham over alt men hvorfor tvivler jeg så på om jeg skal Blive eller ej? Nogle der har nogle kanon gode råd?
Jeg vil helst ikke miste ham, jeg vil gerne Blive men hvad kan gøre at jeg sørger for han også får den helt samme lyst? og ikke bare slår op igen..

Sunshine [s]
Mon ikke tiden er til at finde dine EGNE ben?
Du elsker ham IKKE - ud fra det du beskriver..
Du er AFHÆNGIG af en anden til at stive dig af med...
Du er kun 21! Tag det som en del af din udvikling og erfaringsvej og se at komme videre. Medmindre du vil leve et forkvaklet liv.
Ud i SOLEN miss Sunshine - NU [s][s][s][s][s][l][l][l][l]

Hej miss, og glædelig bagjul
Jeg er meget enig i det som "letiggrow" skriver. Det du er bange for at miste, er trygheden i et forhold. Når frygten for at miste bliver større end lysten til at leve på egne præmisser, så har man for alvor tabt.
Jeg tror at 99 ud af 100 som læser dette og har været i et forhold, kender til det du går igennem lige nu.
En meget meget kær veninde, og måske mere, sagde engang "Hellere en afslutning som gør helvedes ondt, end et helvede uden ende". Jeg ved ikke helt om jeg oversætter det korrekt, da det blev sagt på tysk. Men indholdsmæssigt passer det. Jeg ved ikke om du opfatter din aktuelle situation som et helvede. Naturligvis gør det naller at skulle afslutte noget, og tage afsked med en. Men du ved jo ikke hvad der venter på den anden side af dette brud?
Jeg ønsker dig/jer at I finder den løsning som har de laveste omkostninger. Jeg ønsker dig tillige et rigtigt godt og lykkebringende nytår. Og som "letitgrow" siger, så er du bare 21 år - herregud. Og igen, da jeg var 21år var jeg meget sikker på at verden ville bryde sammen hvis jeg gik fra den pige jeg var sammen med den gang. Hvorfor var mine problemer altid større end alle andres? Fordi de var MINE!
Havde jeg vidst dengang, da jeg var 21, hvilke fænomenale, sexede, uimodståelige kvinder der ventede på at møde mig, havde jeg personligt givet hende min størrelse 47 på bagsiden.
Mvh Lagermann

Sådan tænker jeg også indimellem..
Jeg bange for det falsk tryghed, Jeg tror nu dog at jeg elsker ham, men jeg er bare blevet sååå IRRITERET på ham, og tanken om at skulle videre er som en stor mur jeg skal bestige for at nå det grønne græs på den anden side... :/

Tak rigtig gode svar..
Det er faktisk belærende, det som du siger, da jeg var de 17-19 år var jeg ligeglad, jeg havde penge imellem hænderne , jeg gik i skole arbejdede osv osv alt kørte bare så jeg var ikke bange for miste ham på samme måde, men nu hvor jeg ik noget job, dovner den hjemme osv så føler jeg mig ussel og tænker HVEM vil så ha mig, og tænker jeg brugt 4 år på ham men igen, hvis der går 4 år mere ender det jo måske i mere kaos og hovedpiner, istedet for at jeg går ud og retter op på mit liv nu hvor jeg ung og stadigvæk kan..
tak for jeres råd.. men hvordan ka jeg giv slip

LIVET - kære ven [s][s][s]
Hvad tror du, der er af mulighder på den anden side af muren??
På mig lyder det som om, at du/I har bygget en mur omkring jer, som afholder - i hvert tilfælde - dig fra at leve et liv i lyset; et liv med MULIGHEDER.
Og NEJ - du elsker ham IKKE. Du sidder i LOMMEN på ham og din egen angst/utryghed ved at skulle stå ALENE for første gang i dit VOKSENliv. Og tro mig - det KAN være utrygt, angstfyldt, besværligt etc. at LEVE livet. MEN det kan OGSÅ være utroligt SMUKT at se tilbage på de skridt man/du gjorde for at komme videre - GO FOR IT [s][s][s]

ved at GØRE det!!!!
I første omgang rent fysisk. NEJ vi skal ikke ses mere (AV-AV-AV)
I næste omgang følelsesmæssigt - sig tak til dig selv for den erfaring, du/I har givet hinanden, og lad TIDEN arbejde på, at du kommer videre til et nyt og stærkere ståsted for at kunne være del af et forhold [s][s]

Tja hvordan kommer du videre?
Hvad med om du fordubede dig i noget der har din interesse?
Rygtet vil vide, at den der satte sig ned og beregnde co2 forureningen og dens konsekvinser. Var netop blevet droppet af sin kærste. Så han bestemte sig for at regne på noget der var lidt mere kompliceret end sit budget. Og se hvad der kom af det.😃
Flere klimakonferencer og hvad ved jeg. lol
Kort sagt. Find dig noget at lave der interesere dig.
Så længe du lader din hjerne bskæftige sig med ham. Får du bygget ham op på en fin mamor-søjle og så savner du endnu mere det han var. Eller det du tror han var.
Lediggang er roden til alt ondt. Held og lykke.😉

Det du beskriver er ikke kærlighed, men usund afhængighed. 4 års op og ned ture - det er på tide, at sige stop. Og tage en kold tyrker.
Og lære at elske og respektere dig selv - du fortjener det. Og du fortjener, at have et sundt forhold med en mand, der elsker og respekterer dig. Ikke en emotionel Yo-yo...
[l][l][l][l]

Prøv at læse dit eget indlæg som om du læser en fremmeds indlæg (ikke dit eget) og læs det og prøv at se, hvor meget du lider.
Jeg tror, at du har givet ham så meget af dig selv, så du intet har tilbage for dig selv. Det er på tide at du tager alt tilbage til dig selv, han skal ikke BRUGE dig mere, men det skal du selv, du har brug for at se frem ad - se ikke tilbage, men gå videre med dit eget liv og heal op. Nær dig selv, forkæl dig selv - gør noget for dig selv som du elsker at gøre (evt. før i tiden) find det frem igen.
Mange knus og kram [l]

17 og i fast forhold, og nu er du 21 og kan ikke stå på egne ben, du er trykhedsnarkoman, og det bliver aldrig anderledes, mange kvinder kan ikke leve alene, de skal have en eller anden fyr de kan brokke sig på.

at MÆND kan have det lige så. Det er vist ikke noget kønsbestemt, men et spørgsmål om modenhed.
Har selv skullet "grueligt" meget igennem for at stå på egne ben....

Det er helt tydelig du er hundeangst for at bare være dig selv, du er af en eller anden grund typen der ikke kan være alene.
Har du overvejet- når du ikke engang kan holde dit eget selskab ud, hvordan skal andre så kunne?
Du elsker ikke ham, så ville det ikke køre så elendigt, du elsker tanken om at have en kæreste.
Der er en helvedes forskel.

Vil bare fortælle dig at du ikke er ene om at have det sådan... Jeg har lige gået fra en efter 2½år... forholdet var ikke godt tilsidst og jeg følte mig ikke elsket men udnyttet... mit problem var bare at jeg var afhæning af en anden...er utrolig dårligt til at være alene, bang og utryg...og ved du hvad ...jeg er 39 år... jeg har ikke været single siden jeg var 15 år..så nu har jeg bestemt at nu skal det været... jeg har været alene i 1 måned nu..og det er faktisk dejligt... jeg har tid til mig selv ...ingen sure miner...selvfølgelig er det også svært og nogengange savner jeg min gamle kæreste helt vildt...eller det vil sige jeg savner ikke "HAM" men det at være to...men bryd løs ...kom videre...lad være med at gøre den samme fejl som mig...kom ud og lev livet.. bliv stærk og sikker så du kan stå på egne ben...jeg fortryder ikke jeg smed ham ud...hver dag bliver jeg stærker og gladere :o) held og lykke

Du har vidst været i et, eller flere dårlige forhold, med den indstilling til os kvinder eller bare livet i et forhold...Mænd brokker sig ligeså meget som kvinder og vi frygter ligeså mange ting. Alt i alt er vi mennesker meget ens på mange punkter.. Måske du skulle overveje, om det egentlig er dig selv der har fejlen i dine forhold og du måske ville blive et gladere menneske af at åbne lidt op og være mere positiv🙂Prøv det :)
Og til det andet, det som det hele drejer sig om, så sidder jeg i selv samme forhold..🙂Og jeg er af den overbevisning, nok er nok... En dag vågner du og har fået nok... Så kender du selv svaret på dit spørgsmål... tror ikke på man selv kan fremskynde processen. Når du er klar, så er du klar til at gå og ikke en dag før.. for et forhold, hvor man er taget med storm, skal også afslutter ordentligt. du skal være afklaret med dig selv... så selvom han står med hundeøjne og vil ind i varmen igen, så skal du være så klar så du kan sige... du fik chancen, men du tog den ikke...
Vær stærk og elsk dig selv.. tro på dig selv... Dagen skal nok komme hvor du er "klar"
Lelou