Hvorfor er folk ensomme?

Jeg tror min ensomhed kommer af en art social ordblindhed. Der er et eller andet, som er indlysende for 99% af befolkningen, men som jeg bare ikke forstår, og som ingen forstår at forklare mig. Oplagte råd som at få nogle fritidsinteresser, og bare komme ud at møde folk, har jeg fulgt. Jeg har prøvet snart sagt alt, men jeg har en eller anden egenskab, som gør, at jeg altid ender i periferien i sociale situationer. Jeg har haft denne følelse, så længe jeg kan huske - helt tilbage til de første sociale relationer i børnehaven.
Jeg tror ikke, jeg er grim, og jeg er rimelig sikker på, at jeg ikke er dum, så hvad er det? Deler alle ensomme en eller anden genetisk fejl, som gør at vi ikke kan være sociale, på samme måde som svært ordblinde ikke kan læse og skrive? Kan man se på en person, at han/hun er ensom? Hvad er det, der gør at nogle mennesker bare tiltrækker megen opmærksomhed, så snart de åbner munden, imens andre nærmest bevidst bliver overhørt?

Lige børn leger bedst.
Du har mistet de sociale relationer i
barndommen, fordi du var for intelligent.
Børn burde sorteres efter intelligens
niveau i børnehaven.

Det var da et mærkelig svar på et undrende spr. omk ensomhed!
Kan du ikke lige forklare det mere tydeligt, hvordan intelligens og
ensomhed hænger sammen?

Hej med dig (og andre som er ensomme)
Du er slet ikke den eneste som har det sådan. Tværtimod er der desværre mange som i det skjulte føler denne dybe ensomhed. For nogen kan det være i familien, mange har af forskellige grunde mistet kontakten til den smule familie, som var tilbage. Nogen er ensom i det daglige, vågner måske alene hver morgen, går i seng alene, ser ingen mennesker, andet end dem, hvor de handler ind. Alle har da selvfølgelig brug for et andet/andre mennesker til at dele livet, dagen med. Både de gode, triste sider af livet. Men vi må nok indse at i dagens danmark er livet bare anderledes end tidligere, hvor familien lissom tog sig mere af hinanden.
Jeg har selv prøvet som du også har, at tage kontakt til andre mennesker, men af en eller anden grund tiltrækker jeg ikke folk som vil både give/modtage ærligt ment omsorg. Livet kan være hårdt når man er havnet i det mørke hul,som rigtig ensomhed er. Desværre er der kun en som kan hjælpe dig ud af det (og det er dig selv). Ved ikke hvad jeg kan sige kan jo heller ikke hjælpe mig selv, men det som fangede mig lidt var at du har lidt den samme historie som jeg. Må jeg spørge dig om noget: Hvad er din alder og hvor er du fra?? Gid jeg kunne hjælpe dig.....Ønsker alt det bedste for dig i dit liv med andre og dig selv, husk at du ikke er alene om dette problem, det ville da være godt hvis vi kunne være flere som kunne starte en kontakt med hinanden -hvis det er noget som du/og andre herinde -har lyst til og vil investere lidt tid i så hvorfor så ikke skriv med forslag.

Børns evne til at skabe sociale relationer opbygges i
barndommen, men den bro brændes af. Hvis barnet føler
at de ikke har fælles relationer med børn, de møder i
barndommen.
Systemet har så travlt med at putte unge og børn i klasser
efter cpr nummer, hvilket kun evnesvage embedsmænd
kunne finde på! Dvs. folk med et IQ på under 100!

Min situation er lidt omvendt. Jeg har ikke de store problemer med at tiltrække opmærksomhed men jeg magter den ikke. Har aldrig rigtig orket at være særlig social og befinder mig bedst i eget eller meget lille selskab.
Oplever at det netop er min ligegyldighed ift at passe ind i de sociale sammenhænge der ofte gør mig særlig "attraktiv".
Jeg duer bare ikke til det. Har tit tænkt på, lige som dig, at det må være ligesom at være farve/ordblind, for jeg forstår ikke spillereglerne og jeg kan ikke snakke med.
Ofte finder jeg samværet overfladisk og fuld af ligegyldig snak og jeg ender med at fortrække,enten fysisk eller ind i min egen lille verden.
Heldigvis har jeg gennem livet fået etableret nogle venskaber, et par enkelte, der tåler og har forståelse for at jeg er som jeg er. At jeg ikke hungre efter at være social og ikke er god til at erkende mit eget behov for at være sammen med andre, sådan at det er ikke mig der tager initiativ og jeg skal ofte trækkes med...
Når jeg ser andre med lethed glide ind og ud af sociale grupper og trives med det,misunder jeg dem ofte og tænker at de må have det meget nemmere end mig, aldrig føle sig ensomme.
Men sandheden er nok, at de kan være fuldstændig lige så ensomme i deres overfladiske omgang med andre mennesker, som jeg kan være i min sporadiske men knapt så overfladiske omgang med nogle få mennesker...

Jeg følte mig ikke tryg sammen med jævnalderende da jeg var barn. Det handlede om jeg befandt mig i et miljø hvor der ikke var plads til mig.
Det gjorde min barndom og ungdom meget svær. Jeg var ikke den der blev inviteret med hjem eller den piger flokkedes om. Det var kun de fyre/drenge som råbte højt og lignende.
Det gik mig meget på dengang, og desuden medførte den barndom/ungdom at jeg stadig er Jomfru idag, men det er en anden historie. Men arbejder på ændre det sidste :D

Hej,
Rigtig god ide, med at os ensomme kunne prøve at etablere en form for kontakt med hinanden. Den er jeg med på!
Jeg hører også til den gruppe af mennesker, som er havnet i ensomhedens sorte hul. Jeg føler i bund og grund at jeg ikke duer til det der med social kontakt. Har altid følt mig lidt udenfor fællesskabet. Tror at det i bund og grund handler om ens tanker om én selv, for det er jo i tankerne at det hele begynder. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort at ændre sine fastgroede tankemønstre...
Kunne man ikke starte en gruppe på nettet for os ensomme sjæle? Eller hvad ved jeg... Er lidt tom for ideer, men hvis flere er med på at starte en eller anden form for kontakt, så er jeg i hvert fald frisk :)
Jeg er i øvrigt 28, mand og kommer fra det sydlige Jylland...

Jeg har haft/ har det meget ligesom dig, ud fra det du skriver. Jeg befandt mig heller ikke godt i selskab med skolekameraterne. Og ja, pigerne flokkedes heller ikke om mig, men kun om de drenge der råbte højst og var mest dominerende.
Jeg er iøvrigt 32år og har heller ikke haft nogen kæreste endnu. Er præget af dårligt selvværd.Virker meget svært at få kontakt med det modsatte køn når man som jeg ikke er til fest (har aldrig været det...)Og alkohol har jeg aldrig rigtig kunne tåle... Forestil dig at du kort efter kun en øl eller glas vin får kraftig hovedpine![:*(]Har man heller ingen vennekreds, er det også svært for mange finder hinanden gennem venner/ bekendte.
og det bliver værre endnu, for jeg er lidt lille og splejset...kvinder vil have mænd der er mere robuste rent fysisk, altså dem der ligner vindere.
Mvh

Hej du
jeg kan godt fælge dig i dit indlæg, for har selv haft det lignende.
I min aller tidligste barndom kunne jeg klart mærke at jeg ville få det svært med meget genem livet. Og det viste sig at være rigtigt!
På trods af at job og lejlighed, er der stadig det der med det sociale der ikke rigtig svinger, har et stort behov for at være alene. Og derudover er jeg meget selektiv.
Du skriver at du bare ikke har det der der skal til for at tiltrække opmærksomhed, og det kender jeg i den grad godt! f.eks når det kommer til pigerne, de gik også bare i en stor bue udenom mig, hvilke de stadig gør. Men det er dog blevet lidt bedre. Men i en alder af 32år som jeg er, og endnu uden noget kæreste/ sex erfaring er jeg bange for at jeg aldrig finder nogen.
Desværre er jeg noget mindre end idealmanden, har ikke de typiske maskuline træk.. og er ikke specielt socialt anlagt og har ingen vennekreds. Ser mine to venner hver 2-3 måned, resten af fritiden tilbringes alene. Men jeg er tilgengæld nem at tale med og som en åben bog. Det mener jeg ihvertfald og får det at vide indimellem.
Når det kommer til at score kvinder er det bedst hvis manden er 'fræk som en slagterhund', kvinder vil tages med storm! Bare ærgeligt at det ikke ligger til min (din..?) natur at agere på den måde. Hvis man prøvede ville man jo sikkert blive gennemskuet med det samme!
Nej, desværre er man ikke meget værd hvis man er mere tilbagelænet og reflekterende end et 'brusehoved' der sprøjter det ene overfladiske lort ud efter det andet..😕
Det gik op for mig for nogen tid tid siden, at jeg er født som særligt sensitivt menneske, måske du skulle overveje om du ikke muligvis også er det?
Jeg ved desværre ikke hvordan jeg lægger et link her i mit indlæg, så prøv at søge om sensitive mennesker!
Hvis du har lyst til at skrive sammen og fortælle mig mere om dig selv, er du velkommen.
Mvh
hemispheres@ofir.dk

Beklager at jeg startede tråden, og så bare skred, men nu er jeg tilbage, og vil tjekke den jævnligt. Jeg er selv en 28-årig mand fra Midtjylland, og vil da også gerne være med til et eller andet. Måske vi kunne mødes, gå i byen og score en masser piger/fyre, afhængigt af præference. Nej ok, dårlig joke...
Måske ingen læser tråden længere, men hvis I gør, må I gerne skrive til altidalene@hotmail.com (ja, oprettet til formålet, min rigtige email gider jeg ikke publicere her). Jeg lover at svare og være knudepunkt, måske vi kan finde på noget.

NLD's tråd var fuldstændig som at læse om mig selv.
Jeg lider også af samme problem med at jeg ikke forstår reglerne i den sociale verden. Folk virker utroligt overfladiske, og jeg er generelt bare træt af at snakke om hvordan folk scorer og drikker sig under bordet konstant.
Bla. piger er et stort mysterium for mig. Jeg er ikke grim, og jeg har heller ingen problemer med at modtage smil og kig fra pigerne i byen, eller i en ny klasse i skolen fx. Men så snart man kommer i snak med dem, vender de pludselig 180 grader, og virker lige pludselig larmende uinteresserede. Jeg forstår det ikke, fordi det virker som om at alle andre fyre, bare kan holde pigens opmærksomhed og interesse fanget.
Men nok om det. Jeg ved ikke om i andre har det på samme måde, med det modsatte køn, men jeg kalder det ihvertfald tvunget ensomhed, fordi hvis man selv prøver at være social, og det ikke går, så kan det ihvertfald ikke være tilfældigt.

Det er desværre blevet sådan i vores samfund, at det overfladiske pengene status og berømmelse har alt for stor indflydelse på folks sociale netværk. Er man først gået ned med flaget er det sværere at komme tilbage på toppen igen. Mange søger de populære så de selv kan få et boost selvtillid og føle sig værdifulde.
I disse tider skal man ikke snakke for meget om det der ligger under overfladen hvis man vil blive anerkendt.
Back to the 80 heh

Hej
jeg er en fyr på 35 jeg har mange bekendte, jeg vil sige at hvis venner er som dem der ind i mellem ringer til en, så har jeg kun få af slagsen, jeg har 2 søstre, dem høre jeg ikke fra med mindre vi skal snakke gaver til jul og fødselsdag, kunne godt tænke mig de ringede og hørte hvordan det går, det gør mine forældre da, hvis ikke jeg har ladet høre fra mig en lille uge, men jeg tager nok på besøg hos min familie hver 3 uge ca., jeg må sige at jeg er flyttet til en anden by PGA job.
Da jeg flyttede her over, det er en times kørsel fra min barndomsby, hvor jeg kender mange, men jeg har også fin kontakt, hvis jeg hver gang griber knoglen, så er jeg mere end velkommen, mange steder, men jeg har det nok lidt med det, som hvis man spiller boldt med en der ikke gider spille den til bage, så bliver det sku træls.
jeg har oprettet en facebook, lige som resten af dk´s befolkning stort set, jeg vil sige lige da jeg startede den for nok 1 år siden søgte jeg ikke venner, men der var heldig vis mange der søgte mig, jeg var på singlecamp med en facebook gruppe her i sommer, det var kanon hyggeligt.
jeg havde også en kæreste på daværende tidspunkt, syntes det gik fint, vi hjalp hinanden, med mange ting og hyggede os i weekenderne, hvor jeg gerne ville ud at opleve noget, og jeg spurte om hun syntes om det, og det ville hun gerne, vi har været til koncert, på hjarelhede og alt muligt, gik tit en tur langs stranden uanset vejret, bare på med varmt tøj, og så ud i vinden. kan ikke huske vi har skændtes, vi var ikke altid enige, men fandt ud af tingene på en rolig måde, men lige pludselig en dag jeg kom hjem havde hun pakket en taske og havde brug for en pause, hun flyttede over til en bekendt, jeg havde ikke opfattet noget, andet end fredagen før var vi i byen i min barndomsby, hvor ved 4 tiden ville jeg gerne hjem, men hun ville feste videre, det måtte hun også, hun fik 100kr til en taxi så kunne kun bare komme om til mine forældre hvor vi overnattede når vi var på besøg, men en time efter ringede hun at hun var taget til morgen fest og en ½ time derefter kom der en sms at hun sov der ude, så så jeg hende først ved 15 tiden da hun gerne ville hentes der.
det eneste jeg har hørt fra en veninde til hende at jeg var ikke god til at kæle for hende, men havde hun sagt til mig at hun havde problem med ville jag da ha tænkt over det, det er lettere at få noget at vide end at skal gætte sig til det hele.
jeg har gennem 3 år gået i motionscenter, kan godt li at komme der, havde håbet på at kunne møde nogle folk, jeg kunne komme til at snakke lidt med, sådan at det ikke er arbejde det hele, mine kollegaer går jeg heller ikke så meget med i fritiden, men ude på arbejde føler jeg et jeg er vellidt.
jeg ved godt at hvis jeg ringer og invitere mig selv er jeg velkommen, men kender ikke så mange her oppe.
men jeg føler bare jeg er glemt ved mine bekænte, hvis ikke jeg giver lyd.