Hvis ikke det ene, så det andet...

Er en kvinde på 27 - der er i et parforhold på 3½ år - vi har boedet sammen det ene år...
Forholdet er begyndt at blive lidt hårdt og kedeligt. Han er en ellers en sød, trofast og fornuftig type, som jeg kan se en fremtid med.
Jeg fik mit drømmejob for noget tid siden, hvilket jeg selvfølgelig blev glad for. Jeg tror også han var glad på mine vegne, men måske havde svært ved at vise det. Problemet ligger nemlig i, at han er meget træt af sit arbejde. Hver evig eneste dag, kommer han hjem og fortæller, at hans dag har været kedelig. Og så er det svært, når jeg fortæller om min gode dag - som den for det meste er.
Jeg er rigtig træt af hans "ynk". Jeg har engang fået ham til at stortude, da jeg spurgte hvad pokker der var i vejen - det var så pga hans arbejde. Han vil ikke sige op før om 2 år (hvilket jeg ikke forstår) Eller jo måske, fordi han købte en lejlighed, som han sidder vældig hårdt i...(jeg betaler altså husleje)
Han bruger meget sjældent penge -Ingen nye ting, han køber meget meget sjældent nyt tøj (fornyer sig stort set ikke). Jeg er selv penge-fornuftig, men han glemmer at nyde livet... Føler at han syntes det hele er surt, fordi han er i den situation han er i.. Og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at bakke ham op - har prøvet alt - Har endda "truet" med at flytte, for det bliver for hårdt i længden at høre på. Men så bebrejder jeg mig selv, da jeg selvfølgelig syntes, man skal støtte sin partner selv i modstand...
Men hvad pokker gør jeg???
PÅ forhånd tak!

mens du kan, du ved inderst inde at du aldrig bliver tilfreds der.
Tryghed er godt, men betyder den så meget for dig ??

Ja, selvfølgelig betyder tryghed meget for mig. Jeg har i et tidligere forhold oplevet hvordan det er IKKE at være tryg. Derfor betyder min nuværende kæreste også meget for mig!
Jeg kan få dårlig samvittighed over, at jeg ikke støtter ham i den sidste del af hans uddannelse (det er hans læreplads der hvor han arbejder) Og håber på, at når uddannelsen er færdig, så får jeg igen en glad kæreste...Han siger, at han vil gøre uddannelsen færdig, hvilket jeg fuldt ud forstår! Det er bare rigtig trist, at han er så træt af det - både for ham, men også for mig!
Jeg tog snakken med ham - han forstår godt, jeg er frustreret - også over hans penge-fornuft (for meget fornuft måske) - Han siger han prøver så godt han kan. Han er bare ikke opdraget til at købe matrielle goder, når det man har, er okay...
Er det mig der er helt på spanden eller hvad, Mountain unlogget??

men er det alt❓Det er vigtigt at spørge sig selv om det.
Fordi du skal osse have en du kan pjatte med, en som du tænder på osv.
Du siger du godt kan se dig selv med ham om tyve år, men er du inden da død indeni af kedsomhed❓
Måske skal du give forholdet en chance, vente på han er færdig, se om det bliver bedre.
Ellers kom væk, der er ingen grund til at spilde din og hans tid.
Jeg siger alt dette her fordi det minder mig om ting i mit eget liv, valg jeg kunne have gjort anderledes.
Med hensyn til det materielle. Har jeg det personligt sådan, at hvis det ikke er i stykker er der ingen grund til udskiftning. Dette gælder dog ikke tøj og sko.
Se om du ikke kan få ham lidt mere ud og i biografen osv.
Du sku måske osse overveje om han er ved at udvikle en depression ?

Brok - eller ynk som du kalder det - kan selvfølgelig være berettiget, og skal ind i mellem ud. Det er jeg med på!
MEN i min verden, når man brokker sig gør man enten noget ved det, eller affinder sig med situationen!! At blive ved med at brokke sig er bare ukonstruktivt for én selv, og dem som skal høre på det.
HVORFOR vil han ikke sige op?? Han kan jo lede efter noget arbejde, selvom han har det kedelige, og hvis han så får det, kan han jo sige det gamle op. Og hvis lejligheden er for dyr, så find en anden... Nemmere sagt end gjort, men så er der i al fald et løsningsforslag på bordet, og der kan måske komme flere, hvis man tænker over løsninger i stedet for at lade sig selv sidde fast... I kan måske leje et værelse ud??
Noget helt andet er at han ikke kan glæde sig på dine vejne. Det synes jeg er vildt ufedt!! Så kan du jo heller ikke glæde dig 100 % over drømmejobbet! Det synes jeg er rigtig strengt af ham!! For du skal støtte ham som du skriver, men han skal satme også støtte dig!!
Men det er du jo så også ved at være træt af kan jeg høre 😉
Har du overvejet om han måske har en let depression?? Når han glemmer at nyde livet, og begynder at græde. Det ville få mine alarnklokker til at ringe.
held og lykke med det hele!!
Mis