hvad ville de gøre ved mig, hvis de vidste det her...
Livet er forudsigeligt. Det er ikke kun mit liv, som er det. Det hele er sket før, bare ikke lige med dig som hovedperson.
Efter fødslen forberedes der til børnehaven. Det vil sige at barnet lære at gå og tale og alle mulige andre unødvendige ting. Derefter forbereder man barnet på sit voksenliv. I folkeskolen og under uddannelsen lære barnet en masse om hvad det kan blive senere hen i livet. På et tidspunkt finder mennesket så et job og får måske familie og børn. Når de ikke føler at de kan arbejde, går de på pension. Dvs. at de får fri, dernæst er der ikke mere for det at det skal nå. Det venter på den rette tid kommer, og så er det væk igen… Fuldstændig formålsløst…
Fødsel – Børnehave – Oplæring – Job, måske familie og børn – Død.
Vi går altid og brokker os over, at vi har så meget at lave. At vi synes der er for meget kø på motorvejen, at busserne er forsinket og vi fortjener en ferie. Der er slet ingen grund til alt den stress, lad være med at brokke dig, du er her alligevel ikke om 100 år?
Jeg gider ikke bruge halvdelen af mit liv på at studere for, at arbejde lidt, og så senere hen dø. Jeg kan ikke se grunde til at leve. Om 200 år er der ikke engang nogen som aner noget omkring min forhenværende eksistens.
Jeg ved hvad meningen med livet er. Meningen med livet er for mig at gøre mennesker omkring mig glade, og give dem et lykkeligt liv. Min lillebror er den dejligste i verden, vi elsker hinanden. Jeg elsker at glæde ham, og jeg elsker at glæde andre. Jeg elsker at glæde min kæreste, min familie, mine venner og endda også bare bekendte. Det er da noget af det bedste når man kan gør noget for andre, som de sætter pris på. Så sætter de pris på din handling og de sætter pris på dig.
Men man kan ikke tillade sig bare at gå fra det hele. Gå langt væk og aldrig komme tilbage. Fortsætte ud af landevejen i tavshed. Dø stille og alene. Det kan man jo ikke, for der er folk som elsker en. Men på den anden side, hvis der ikke er noget efter døden? Så er det jo lige meget, så kan man jo ikke ”få dårlig samvittighed” eller noget i den stil. Alt i alt er vi bare en bunke kød og knogler med egenskaben til at tænke og føle. Hvorfor gør vi så meget ud af det? Hvis nu ikke jeg gider, at leve mere, så lad mig dog selv vælge hvad jeg vil. Hvis jeg har lyst til at tage stoffer, så kan jeg jo bare gøre det, for jeg dør af noget. Jeg kan ryge og drikke så meget jeg vil.
Livet er lidt ligesom at spille sims. Vi vælger selv alt hvad vi gør. Nogle gange synes man at det er sjovt når de laver ildebrand med vilje. Nogle gange synes man at det er sjovt når de bliver så dårlige at de bare dør. Det er sjovt at spærre forbipasserende inde i et rum uden en dør så de alle sammen dør. Man gør det fordi man kan, og det kan man jo egentligt også i den rigtige verden. Jeg undrer mig ofte over hvordan det må være bare at gå ned på tanken og sige giv mig alle smøgerne du har, med en pistol i hånden som er ned langs siden. Hvad ville der ske? Jeg kan gøre det, jeg kan gøre præcis hvad jeg vil. Jeg kan dræbe alle mennesker om mig hvis jeg vil. Selvfølgelig ville jeg sikkert også få en straf på et tidspunkt, men jeg ville jo dø alligevel, så det er måske lidt lige meget? Hvorfor skal jeg over hovedet dræbe eller true mennesker, der er ingen grund, hvad har de som jeg ikke kan leve uden? Men jeg kan gøre det, og det er en fascinerende tanke. Jeg bliver ved med at leve et middelmådigt liv i skyggen. Et kedeligt liv. Venter bare på at dø som livet er en forudsætning af.
Jeg er ikke bange for at dø og jeg glæder mig ikke. Men jeg kan heller ikke se mere mening i livet end, at gøre mennesker omkring mig glade. Jeg har ikke lyst til at leve, men gør det alligevel. Jeg kunne lige nu finde en pistol frem og skyde hovedet af mig selv. Men hvem skulle finde mig? Hvem er det som skal have den oplevelse at finde en veninde død? Det er der jo ingen som har fortjent. Men jeg gider snart ikke, at vente mere, jeg glæder mig ikke til at dø, men ser vel frem til det.
Det hele er ens egne valg, ens egen beslutninger. Hvorfor ikke bare fucke det hele op. Det er billigere at stjæle end at købe, det er lettere at tage stoffer og drikke for at have det godt. Men orker man så konsekvenserne?
Jeg lå med hovedet på hans bryst og hørte hans hjerte slå. Det var lyden fra den bevægelse hjertet gjorde. En dag vil hans hjerte stå stille. Netop det hjerte jeg lå og lyttede til. Den varme krop og de smukke øjne. En dag ville kroppen blive kold og øjnene matte. Sådan vil det også gå for mig, min families og mine venners. Om 100 år er der ingen af os tilbage. Hvorfor trække tiden ud, hvad skyldes at jeg ikke har gjort det endnu. Vi er alle sammen dyr. Hvis en fugl ligger død på vejen, tænker de fleste bare ’okay’. Men hvorfor er det noget så andet når det er mennesker, hvorfor er det så forfærdeligt? Vi kan jo ikke alle sammen leve for evigt?
Jeg vil ikke gøre det mod min familie, bare at efterlade dem. Jeg er det eneste min kæreste har, jeg synes at det er synd for ham at han skulle falde for en som mig. En som mig der går at leger med tanken om livet. Leger med tanken om hvor let det er at slå sig selv eller et andet menneske ihjel. Hvor let det er at ødelægge sit liv så der ingen vej tilbage er.
Jeg får mareridt næsten hver nat. Jeg er bange for at jeg nogensinde kommer til at gå i søvne. Jeg slår ind i vægen, skriger og græder nogle gange når jeg sover. Når jeg ligger og leget med disse tanker er jeg bange for at kunne gøre andre fortræd. Det var jeg i hvert fald da jeg var lille, men jeg har aldrig oplevet det, så frygten for at gå i søvne er ikke så stor.
Uden på er jeg en ganske norm al pige. Sød familie og gode venner. Ingen kan se alle de tanker bag. Ingen ved de konsekvenser der ville komme hvis der var nogen som fik af vide min tankegang. Hvad ville min familie tænke? Ville de være skuffet? Bange for mig? Ville de nogen sinde tænke på mig som om jeg var den pige jeg altid har været? Det er en pæn familie, der er ingen i familien som mig. Jeg ryger smøger, men andet end det ved de ikke. Fra en ungdomsklub har de fået af vide at jeg er kommet skæv derop. Og jeg har lovet dem at jeg kun har røget mig skæv den ene gang. De har ingen anelse om at jeg har prøvet at sniffe ecstasy, coke, amf osv. De har ingen anelse om at da jeg var 13 drak jeg hver dag i flere måneder, og kunne blive sur hvis jeg ikke fik lov til det.
Siden jeg var 2 har jeg haft angst. Jeg har angst for at lukke øjnene. Jeg fik en masse medicin af lægen for det. Jeg fik også lykkepiller og jeg blev nød til at bruge hende som psykolog for at få udleveret det. Jeg hadede at snakke med hende, men hun mente at for at kunne følge med i hvordan pillerne virkede, skulle hun snakke med mig en gang hver 3. uge.
Jeg sidder og kigger på alle de elever som er på vej tilbage fra timen. Jeg har fri time lige nu og sidde r på min afdeling på efterskolen. Hvad ville der ske hvis de gik hen til mig nu. Hvad ville der ske hvis de vidste hvad der stod på skærmen. Hvis min hemmelighed ville komme ud? Jeg er psykisk syg, og ville nok ende på den lukkede med de tanker som jeg har.
Jeg gider ikke, at lave mine lektier, men da jeg lige er startet på en efterskole bør jeg begynde på en frisk, og ikke ligesom i 9’klasse hvor jeg havde et fravejr på 50%. Jeg går tit i baglås og kan have lyst til at sætte mig til at græde over alle de lektier og pisse kedelige fag. Jeg får ofte lyst til at true min lærer med selvmord hvis de bliver ved med at kræve så meget af mig.
Nogen har spurgt mig om hvorfor jeg går og tænker over hvordan jeg ville begå selvmord hvis det var. Det forstår det ikke, fordi jeg har venner og en familie som holder af mig. Men det har jo ikke altid noget med det at gøre. Jeg har bare mistet lysten, livslysten. – og ved ikke hvordan jeg får den tilbage. Jeg er egentlig også ligeglad, for det er jeg omkring stort set alt.
Efter fødslen forberedes der til børnehaven. Det vil sige at barnet lære at gå og tale og alle mulige andre unødvendige ting. Derefter forbereder man barnet på sit voksenliv. I folkeskolen og under uddannelsen lære barnet en masse om hvad det kan blive senere hen i livet. På et tidspunkt finder mennesket så et job og får måske familie og børn. Når de ikke føler at de kan arbejde, går de på pension. Dvs. at de får fri, dernæst er der ikke mere for det at det skal nå. Det venter på den rette tid kommer, og så er det væk igen… Fuldstændig formålsløst…
Fødsel – Børnehave – Oplæring – Job, måske familie og børn – Død.
Vi går altid og brokker os over, at vi har så meget at lave. At vi synes der er for meget kø på motorvejen, at busserne er forsinket og vi fortjener en ferie. Der er slet ingen grund til alt den stress, lad være med at brokke dig, du er her alligevel ikke om 100 år?
Jeg gider ikke bruge halvdelen af mit liv på at studere for, at arbejde lidt, og så senere hen dø. Jeg kan ikke se grunde til at leve. Om 200 år er der ikke engang nogen som aner noget omkring min forhenværende eksistens.
Jeg ved hvad meningen med livet er. Meningen med livet er for mig at gøre mennesker omkring mig glade, og give dem et lykkeligt liv. Min lillebror er den dejligste i verden, vi elsker hinanden. Jeg elsker at glæde ham, og jeg elsker at glæde andre. Jeg elsker at glæde min kæreste, min familie, mine venner og endda også bare bekendte. Det er da noget af det bedste når man kan gør noget for andre, som de sætter pris på. Så sætter de pris på din handling og de sætter pris på dig.
Men man kan ikke tillade sig bare at gå fra det hele. Gå langt væk og aldrig komme tilbage. Fortsætte ud af landevejen i tavshed. Dø stille og alene. Det kan man jo ikke, for der er folk som elsker en. Men på den anden side, hvis der ikke er noget efter døden? Så er det jo lige meget, så kan man jo ikke ”få dårlig samvittighed” eller noget i den stil. Alt i alt er vi bare en bunke kød og knogler med egenskaben til at tænke og føle. Hvorfor gør vi så meget ud af det? Hvis nu ikke jeg gider, at leve mere, så lad mig dog selv vælge hvad jeg vil. Hvis jeg har lyst til at tage stoffer, så kan jeg jo bare gøre det, for jeg dør af noget. Jeg kan ryge og drikke så meget jeg vil.
Livet er lidt ligesom at spille sims. Vi vælger selv alt hvad vi gør. Nogle gange synes man at det er sjovt når de laver ildebrand med vilje. Nogle gange synes man at det er sjovt når de bliver så dårlige at de bare dør. Det er sjovt at spærre forbipasserende inde i et rum uden en dør så de alle sammen dør. Man gør det fordi man kan, og det kan man jo egentligt også i den rigtige verden. Jeg undrer mig ofte over hvordan det må være bare at gå ned på tanken og sige giv mig alle smøgerne du har, med en pistol i hånden som er ned langs siden. Hvad ville der ske? Jeg kan gøre det, jeg kan gøre præcis hvad jeg vil. Jeg kan dræbe alle mennesker om mig hvis jeg vil. Selvfølgelig ville jeg sikkert også få en straf på et tidspunkt, men jeg ville jo dø alligevel, så det er måske lidt lige meget? Hvorfor skal jeg over hovedet dræbe eller true mennesker, der er ingen grund, hvad har de som jeg ikke kan leve uden? Men jeg kan gøre det, og det er en fascinerende tanke. Jeg bliver ved med at leve et middelmådigt liv i skyggen. Et kedeligt liv. Venter bare på at dø som livet er en forudsætning af.
Jeg er ikke bange for at dø og jeg glæder mig ikke. Men jeg kan heller ikke se mere mening i livet end, at gøre mennesker omkring mig glade. Jeg har ikke lyst til at leve, men gør det alligevel. Jeg kunne lige nu finde en pistol frem og skyde hovedet af mig selv. Men hvem skulle finde mig? Hvem er det som skal have den oplevelse at finde en veninde død? Det er der jo ingen som har fortjent. Men jeg gider snart ikke, at vente mere, jeg glæder mig ikke til at dø, men ser vel frem til det.
Det hele er ens egne valg, ens egen beslutninger. Hvorfor ikke bare fucke det hele op. Det er billigere at stjæle end at købe, det er lettere at tage stoffer og drikke for at have det godt. Men orker man så konsekvenserne?
Jeg lå med hovedet på hans bryst og hørte hans hjerte slå. Det var lyden fra den bevægelse hjertet gjorde. En dag vil hans hjerte stå stille. Netop det hjerte jeg lå og lyttede til. Den varme krop og de smukke øjne. En dag ville kroppen blive kold og øjnene matte. Sådan vil det også gå for mig, min families og mine venners. Om 100 år er der ingen af os tilbage. Hvorfor trække tiden ud, hvad skyldes at jeg ikke har gjort det endnu. Vi er alle sammen dyr. Hvis en fugl ligger død på vejen, tænker de fleste bare ’okay’. Men hvorfor er det noget så andet når det er mennesker, hvorfor er det så forfærdeligt? Vi kan jo ikke alle sammen leve for evigt?
Jeg vil ikke gøre det mod min familie, bare at efterlade dem. Jeg er det eneste min kæreste har, jeg synes at det er synd for ham at han skulle falde for en som mig. En som mig der går at leger med tanken om livet. Leger med tanken om hvor let det er at slå sig selv eller et andet menneske ihjel. Hvor let det er at ødelægge sit liv så der ingen vej tilbage er.
Jeg får mareridt næsten hver nat. Jeg er bange for at jeg nogensinde kommer til at gå i søvne. Jeg slår ind i vægen, skriger og græder nogle gange når jeg sover. Når jeg ligger og leget med disse tanker er jeg bange for at kunne gøre andre fortræd. Det var jeg i hvert fald da jeg var lille, men jeg har aldrig oplevet det, så frygten for at gå i søvne er ikke så stor.
Uden på er jeg en ganske norm al pige. Sød familie og gode venner. Ingen kan se alle de tanker bag. Ingen ved de konsekvenser der ville komme hvis der var nogen som fik af vide min tankegang. Hvad ville min familie tænke? Ville de være skuffet? Bange for mig? Ville de nogen sinde tænke på mig som om jeg var den pige jeg altid har været? Det er en pæn familie, der er ingen i familien som mig. Jeg ryger smøger, men andet end det ved de ikke. Fra en ungdomsklub har de fået af vide at jeg er kommet skæv derop. Og jeg har lovet dem at jeg kun har røget mig skæv den ene gang. De har ingen anelse om at jeg har prøvet at sniffe ecstasy, coke, amf osv. De har ingen anelse om at da jeg var 13 drak jeg hver dag i flere måneder, og kunne blive sur hvis jeg ikke fik lov til det.
Siden jeg var 2 har jeg haft angst. Jeg har angst for at lukke øjnene. Jeg fik en masse medicin af lægen for det. Jeg fik også lykkepiller og jeg blev nød til at bruge hende som psykolog for at få udleveret det. Jeg hadede at snakke med hende, men hun mente at for at kunne følge med i hvordan pillerne virkede, skulle hun snakke med mig en gang hver 3. uge.
Jeg sidder og kigger på alle de elever som er på vej tilbage fra timen. Jeg har fri time lige nu og sidde r på min afdeling på efterskolen. Hvad ville der ske hvis de gik hen til mig nu. Hvad ville der ske hvis de vidste hvad der stod på skærmen. Hvis min hemmelighed ville komme ud? Jeg er psykisk syg, og ville nok ende på den lukkede med de tanker som jeg har.
Jeg gider ikke, at lave mine lektier, men da jeg lige er startet på en efterskole bør jeg begynde på en frisk, og ikke ligesom i 9’klasse hvor jeg havde et fravejr på 50%. Jeg går tit i baglås og kan have lyst til at sætte mig til at græde over alle de lektier og pisse kedelige fag. Jeg får ofte lyst til at true min lærer med selvmord hvis de bliver ved med at kræve så meget af mig.
Nogen har spurgt mig om hvorfor jeg går og tænker over hvordan jeg ville begå selvmord hvis det var. Det forstår det ikke, fordi jeg har venner og en familie som holder af mig. Men det har jo ikke altid noget med det at gøre. Jeg har bare mistet lysten, livslysten. – og ved ikke hvordan jeg får den tilbage. Jeg er egentlig også ligeglad, for det er jeg omkring stort set alt.