Hvad mener andre om det her
Jeg står i den situation, at jeg har været lykkelig gift i 9 år - med hvad jeg indtil for 3 uger siden troede var manden i mit liv. Vi har haft et efter min mening vidunderligt forhold, kunne tale sammen om alt, var der for hinanden, når det gjaldt. Måske har vores liv været en lille smule kedeligt ind i mellem, fordi vi var kun os to hele vejen igennem. til gengæld var vi gode til at tage på bike-ture, på weekend-ture osv. Men indimellem savnede vi nok begge at have nogle nære venner. Det havde vi ikke, fordi vi begge har været gift før, men har talt om og grinet af, at der faktisk ikke var ret mange, vi havde lyst til at invitere. Vi har været tætte og intime - har hver dag i 9 år skrevet morgenmails med : Husk jeg elsker dig - har hver dag holdt i hånd, kysset, krammet og fortalt hinanden, at vi elskede hinanden. Den famøse fredag for 3 uger siden skændtes vi for aller-allerførste gang i vores samliv - jeg var hidsig og fik sagt nogle grimme ting, det samme gjorde han. Pludselig fortalte han, at hans følelser for mig var døde og nok havde været det i næsten et år. CHOK. Vi skændtes, jeg græd og tiggede, men der var intet at stille op. Han spurgte så, om det ville have været nemmere, hvis der var en anden. Adspurgt om det var tilfældet, benægtede han. Om natten, da jeg ikke kunne sove og sad og surfede i min tristhed chekkede jeg af gammel vane weboversigten for at se, om min søn havde været på forbudte sider. Det havde min søn ikke, men min mand havde søgt på vild med kollega + hvordan erklære sin store kærlighed + han vil skilles, hun vil ikke. CHOK, CHOK, CHOK. Så måtte han bekende, at han havde følelser for hende Yvonne men ikke noget forhold. Kort af lang historie endte det med, at jeg bad ham flytte - inden da havde jeg igen prøvet at tigge - uden resultat. Et par dage senere kunne jeg ikke lade være med at snage i hans mails og konstaterede, at han allerede var igang med en hed affære med kollegaen. Han havde skrevet til hende, at deres weekend var det bedste der var sket i hans liv, siden hans børn kom til verden, at han havde fundet et hus, han gerne ville bo i med hende og datteren. Joh, joh - tænk, nøjagtig det samme brev, som han i sin tid skrev til mig. Jeg er nu helt kold og klam - selvfølgelig jaloux men også chokeret over, at HAN kunne finde på at være sådan, at HAN kunne gøre det mod mig uden at sige til i tide. Jeg har konfronteret ham med mit snageri og svaret var at det var lavt gjort, hvilket jo er korrekt. Han hævder også, at han ikke kan forstå min reaktion - siger, at vi jo var enige om skilsmissen og at jeg nu vil beskylde ham for at have hele æren - HVAD FA'EN sker der for ham? Han var ovenikøbet så fræk, at komme her i vores fælles hus og vaske det sengetøj, som han senere skulle indvie sammen med hende. Og han kan slet ikke forstå, hvor såret jeg er, hvor ked af det jeg er. Det er sgu min verden, der er ramlet. Jeg har sikkert haft mine fejl i vores samliv, men han har ikke engang gidet at fortælle mig det i tide, så vi måske kunne rette op. Jeg skal nu forholde mig til hans kolossale svigt, forholde mig til, at jeg stadig har følelser i klemme, forholde mig til, at vores dejlige hus skal sælges, at vi formentlig ikke får ret mange penge ud af det, da vi en uge før hans melding omlagde lån i huset for at købe en ny bil - UDEN AT HAN VALGTE AT SIGE NOGET. Mine 2 børn elskede ham - han var en super-pap-far. Hmmmm jeg forstår slet ingenting og har det hundesvært lige nu. Hvordan kommer man videre?? Gode råd modtages med kyshånd [:*(]