Hvad har du ofret?
Fortsat fra http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1625310
Vi er ude i noget abstrakt, som kan være svært at gribe fat om. Alt i alt er snakken om, hvordan processen mod absolut autoritetstro og autoritetsafhængighed ikke et hyggeligt emne.......og jeg tror det er svært at forstå og diskutere rigtigt. Hvad skal man skrive?
Men se nu hvordan at ftg og AJV2 forholder sig til Mindehøjtiden og d. 14. Nisan.
ftg har absolut autoritetstro overfor Selskabet, hvorfor at han godt kan deltage i ordvekslinger, men alt vil prelle af på ham, hvis ordene ikke kommer fra den behørige autoritet. Man kan vifte med beviserne lige op i næsen på ham; han ser dem, men ænser dem ikke, for de kommer ikke fra den rigtige autoritet.
AJV2 har trods alt levet sig ind i diskussionen, selvom han ikke vil stole på, hvad vi her i debatten anfører. AJV2 ringede så til Mosaisk Trossamfund (en autoritet på området) og spurgte dem. AJV2 har altså ikke HELT overgivet sig, men er stadigt præget af, at en autoritet skal fortælle ham, hvordan tingene hænger sammen. Når det gælder d. 14. Nisan, så er der rigeligt af materiale og beviser at finde fra troværdige kilder på nettet, hvorfor at AJV2 KUNNE have fundet den nødvendige viden til den selvstændige konklusion selv, men valgte altså at ringe.
En del gange, når jeg har set f.eks. fodbold i fjernsynet sammen med mine tidligere trosfæller, oplevede jeg ikke sjældent det, at diskusioner om f.eks. frispark endte med en irriteret (enkelte gange direkte vred og hysterisk) bemærkning om, at kommentatoren SAGDE at det hang sådan eller sådan sammen. Når kommentatoren SAGDE det, hvorfor så de dumme diskussioner?
På forskelligt plan har JV overgivet deres dømmekraft til "autoriteten", hvorfor at man ikke sjældent kan opfatte dem som overdrevet autoritetstro. Måske som en let elev i klassen (bortset fra fødselsdage, jul osv), som laver sit arbejde og gør hvad læreren siger (så længe det ikke konflikter med Selskabets instruks). Eller måske en let arbejder, der altid gør hvad chefen siger og yder sit bedste for arbejdspladsen (så længe at man ikke bliver bedt om noget, som er i konflikt med Selskabets instruks).
Det kan give en overfladisk lethed og bekymringsløshed, som selvfølgeligt har sine konsekvenser. For man er normalt nødt til at blive voksen, og lære at tackle sine egne konflikter på en selvstændig måde. Man skal lære at "være" et selvstændigt menneske.
Derfor kan man som JV, have svært ved at forstå, andres reaktion overfor hvad man gør. Man er jo ikke skyldig i egen følelse og samvittighed. Selskabet siger jo, at man gør det rigtige, hvorfor at andre bare ikke FORSTÅR den af Selskabet på forhånd forklarede sammenhæng. Man reciterer forklaringen, som man har gjort til sin egen, men uden de grundige overvejelser og med manglende situationsfornemmelse.
Dvs. man kan SE hvordan andre reagerer og hvad de fortæller, men det giver ingen mening for en. For man har i virkeligheden ikke gjort sig de konkrete overvejelser i forbindelse med situationen og egne værdier, men gjort sine overvejelse udfra hvordan at ens handlemåde passer med instruksen fra Selskabet. Instruksen fra Selskabet er målestokken, ikke tilegnede værdier med dertilhørende dømmekraft, som tager udgangspunkt i den egentlige situation.
Derfor har man virkeligheden på den ene side, og bedømmelsen udfra Selskabets instruks på den anden. Disse to møder nogle gange hinanden, andre gange gør de absolut ikke.
Det er derfor at forældre i JV uden tilsyneladende problemer kan overdrage deres barn til en forhøjet risiko for død på operationsbordet (eller undlade operationen), uden at umiddelbart føle, at de gør noget forkert. De følger jo "deres samvittighed", som altså ikke fra ryggraden bliver målt udfra den konkrete situation, men udfra hvordan at deres handlemåde passer sammen med Selskabets instruks.
Når det gælder folks børn, så er det voldsom konflikt de enkelte forældre i virkeligheden står i, og når det gælder dem, bliver mange kompromisser også indgået i al hemmelighed. Men forældre bliver i praksis bedt om at abstrahere fra deres naturlige instinkt pga af deres "samvittighed", som altså er overfor Selskabets instruks. Man skal stole på den, og at Selskabet i virkeligheden ved bedst, hvad der er det rigtige at gøre, også i Guds øjne. Sommetider "vågner" man ikke, før at der bogstaveligt talt er kommet lig på bordet. Oftest ser man desværre, at den indre konflikt i forældrene mere kommer til udtryk i, at forældrene forsøger at finde en forklaring i, at det ikke var deres "skyld", en konflikt der ligesom har et "override" overfor sorgen. Det ligner sorg, men er i virkeligheden baseret på spørgsmålet om egen skyld.
Psykologisk er der sådanne konflikter i forbindelse med tab, men hos JV har skyldsspørgsmålet en klar overvægt. "Det er ikke min skyld", "Det var ikke mig, der gjorde noget galt".
Det er ikke så meget sorg, som et forsøg på at kaste skylden af sig.
Til dette gives der på forhånd en del forklaringer overfor vidnerne, at behandling uden blod i virkeligheden er den bedste behandling. Med tiden har dette udsagn i nogen grad fået en vis holdbarhed i sig, men langt fra i alle. Det handler imidlertidigt heller ikke om de videnskabelige og praktiske grunde som hovedregel, men om at forsikre vidnerne (og gerne omverdenen) at Jehova ved bedst. Stol trygt på ham. Det vil vise sig, at han alligevel altid har ret. Stol på ham (altså Selskabets instruks).
Og sådan er det altså generelt. "Stol på Jehova, at han ved bedst". Et mantra, som JV kan recitere inde i hovedet, når den indre konflikt melder sig. Ja, selv efter at det er gået helt galt.
Diskussionerne med "udenforstående" er derfor mere bedømt som strategisk og taktisk spil med ord, end noget med egentlig mening. Et udtryk for vilje for eller imod Selskabets autoritet og instruks.
Det skal forstås, at enhver befinder sig på forskellige niveauer i dette spørgsmål. Nogle har overgivet sig helt, andre lever i konflikt, andre igen søger at finde en mindelig kompromisløsning.
Men uanset hvad, så går "trækket" hos JV i retning af den fuldstændige overgivelse af samvittighed og empati til Selskabets instruks.
.....Hvad har DU ofret?
mvh
billen76
Vi er ude i noget abstrakt, som kan være svært at gribe fat om. Alt i alt er snakken om, hvordan processen mod absolut autoritetstro og autoritetsafhængighed ikke et hyggeligt emne.......og jeg tror det er svært at forstå og diskutere rigtigt. Hvad skal man skrive?
Men se nu hvordan at ftg og AJV2 forholder sig til Mindehøjtiden og d. 14. Nisan.
ftg har absolut autoritetstro overfor Selskabet, hvorfor at han godt kan deltage i ordvekslinger, men alt vil prelle af på ham, hvis ordene ikke kommer fra den behørige autoritet. Man kan vifte med beviserne lige op i næsen på ham; han ser dem, men ænser dem ikke, for de kommer ikke fra den rigtige autoritet.
AJV2 har trods alt levet sig ind i diskussionen, selvom han ikke vil stole på, hvad vi her i debatten anfører. AJV2 ringede så til Mosaisk Trossamfund (en autoritet på området) og spurgte dem. AJV2 har altså ikke HELT overgivet sig, men er stadigt præget af, at en autoritet skal fortælle ham, hvordan tingene hænger sammen. Når det gælder d. 14. Nisan, så er der rigeligt af materiale og beviser at finde fra troværdige kilder på nettet, hvorfor at AJV2 KUNNE have fundet den nødvendige viden til den selvstændige konklusion selv, men valgte altså at ringe.
En del gange, når jeg har set f.eks. fodbold i fjernsynet sammen med mine tidligere trosfæller, oplevede jeg ikke sjældent det, at diskusioner om f.eks. frispark endte med en irriteret (enkelte gange direkte vred og hysterisk) bemærkning om, at kommentatoren SAGDE at det hang sådan eller sådan sammen. Når kommentatoren SAGDE det, hvorfor så de dumme diskussioner?
På forskelligt plan har JV overgivet deres dømmekraft til "autoriteten", hvorfor at man ikke sjældent kan opfatte dem som overdrevet autoritetstro. Måske som en let elev i klassen (bortset fra fødselsdage, jul osv), som laver sit arbejde og gør hvad læreren siger (så længe det ikke konflikter med Selskabets instruks). Eller måske en let arbejder, der altid gør hvad chefen siger og yder sit bedste for arbejdspladsen (så længe at man ikke bliver bedt om noget, som er i konflikt med Selskabets instruks).
Det kan give en overfladisk lethed og bekymringsløshed, som selvfølgeligt har sine konsekvenser. For man er normalt nødt til at blive voksen, og lære at tackle sine egne konflikter på en selvstændig måde. Man skal lære at "være" et selvstændigt menneske.
Derfor kan man som JV, have svært ved at forstå, andres reaktion overfor hvad man gør. Man er jo ikke skyldig i egen følelse og samvittighed. Selskabet siger jo, at man gør det rigtige, hvorfor at andre bare ikke FORSTÅR den af Selskabet på forhånd forklarede sammenhæng. Man reciterer forklaringen, som man har gjort til sin egen, men uden de grundige overvejelser og med manglende situationsfornemmelse.
Dvs. man kan SE hvordan andre reagerer og hvad de fortæller, men det giver ingen mening for en. For man har i virkeligheden ikke gjort sig de konkrete overvejelser i forbindelse med situationen og egne værdier, men gjort sine overvejelse udfra hvordan at ens handlemåde passer med instruksen fra Selskabet. Instruksen fra Selskabet er målestokken, ikke tilegnede værdier med dertilhørende dømmekraft, som tager udgangspunkt i den egentlige situation.
Derfor har man virkeligheden på den ene side, og bedømmelsen udfra Selskabets instruks på den anden. Disse to møder nogle gange hinanden, andre gange gør de absolut ikke.
Det er derfor at forældre i JV uden tilsyneladende problemer kan overdrage deres barn til en forhøjet risiko for død på operationsbordet (eller undlade operationen), uden at umiddelbart føle, at de gør noget forkert. De følger jo "deres samvittighed", som altså ikke fra ryggraden bliver målt udfra den konkrete situation, men udfra hvordan at deres handlemåde passer sammen med Selskabets instruks.
Når det gælder folks børn, så er det voldsom konflikt de enkelte forældre i virkeligheden står i, og når det gælder dem, bliver mange kompromisser også indgået i al hemmelighed. Men forældre bliver i praksis bedt om at abstrahere fra deres naturlige instinkt pga af deres "samvittighed", som altså er overfor Selskabets instruks. Man skal stole på den, og at Selskabet i virkeligheden ved bedst, hvad der er det rigtige at gøre, også i Guds øjne. Sommetider "vågner" man ikke, før at der bogstaveligt talt er kommet lig på bordet. Oftest ser man desværre, at den indre konflikt i forældrene mere kommer til udtryk i, at forældrene forsøger at finde en forklaring i, at det ikke var deres "skyld", en konflikt der ligesom har et "override" overfor sorgen. Det ligner sorg, men er i virkeligheden baseret på spørgsmålet om egen skyld.
Psykologisk er der sådanne konflikter i forbindelse med tab, men hos JV har skyldsspørgsmålet en klar overvægt. "Det er ikke min skyld", "Det var ikke mig, der gjorde noget galt".
Det er ikke så meget sorg, som et forsøg på at kaste skylden af sig.
Til dette gives der på forhånd en del forklaringer overfor vidnerne, at behandling uden blod i virkeligheden er den bedste behandling. Med tiden har dette udsagn i nogen grad fået en vis holdbarhed i sig, men langt fra i alle. Det handler imidlertidigt heller ikke om de videnskabelige og praktiske grunde som hovedregel, men om at forsikre vidnerne (og gerne omverdenen) at Jehova ved bedst. Stol trygt på ham. Det vil vise sig, at han alligevel altid har ret. Stol på ham (altså Selskabets instruks).
Og sådan er det altså generelt. "Stol på Jehova, at han ved bedst". Et mantra, som JV kan recitere inde i hovedet, når den indre konflikt melder sig. Ja, selv efter at det er gået helt galt.
Diskussionerne med "udenforstående" er derfor mere bedømt som strategisk og taktisk spil med ord, end noget med egentlig mening. Et udtryk for vilje for eller imod Selskabets autoritet og instruks.
Det skal forstås, at enhver befinder sig på forskellige niveauer i dette spørgsmål. Nogle har overgivet sig helt, andre lever i konflikt, andre igen søger at finde en mindelig kompromisløsning.
Men uanset hvad, så går "trækket" hos JV i retning af den fuldstændige overgivelse af samvittighed og empati til Selskabets instruks.
.....Hvad har DU ofret?
mvh
billen76