Hun bagtaler mig..

Jeg arbejder på en døgninstitution som vikar ved siden af mit pædagogstudie. Forleden, da jeg var på arbejde fandt jeg på gulvet en seddel som en af mine gode kollegeare (Kate) havde skrevet til lederen af stedet. Datoen var midt i maj så seddlen var rimilig gammel.
Der stod fx at jeg ikke gad arbejde på stedet længre fordi den seneste skemaændringer havde kostet en rigtig god kollega mange timer til fordel for Kate. Jeg havde på en vagt med Kate sagt at jeg var meget ked af at miste den pågældende kollega da vi havde mange gode vagter og timer på institutionen sammen.
Hun skrev også at jeg ikke var aktiv nærmest doven når jeg var på arbejde og at hun skulle sætte mig i sving med rengøring at institutionen, da jeg ikke kunne tage det af mig selv.
Jeg mener ikke at jeg er doven, men derimod speciel flexibel når jeg har været på vagt med hende, da jeg ofte har sagt at hun kunne tage hjem et par timer for at få styr på hendes familieliv som hun altid klager over når vi har vagt sammen. I den tid hun har været væk har jeg måtte løbe rigtig hurtigt for at få det til at hænge sammen. Det skal også siges at hun ryger omkring 1-2 cigaretter på vagtværelset bag en lukket dør i timen imens hun er på arbejde og jeg der er ikke ryger passer som noget ganske naturligt biksen imens hun er "væk".
Jeg har en del faglig viden efterhånden som jeg selvfølgelig benytter mig af når jeg er på arbejde, hvorimod Kate ikke har nogen uddannelse bag sig og naturligvis ikke forstår sig på alle de skrevne og uskrevne pædagogiske tiltag der er på en institution for udviklingshæmmede. Måske er et derfor hun ikke kan se at jeg laver noget... jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op nu. Jeg er både ked af det og utroligt skuffet.
Jeg har talt med to af mine kollegaer om det og de er rystet over at hun er sådan...
Jeg har gemt sedlen som bevis hvis nu...ja hvad skal jeg gøre?

Få da kastet lys over sagen...hvis sedlen er skrevet til din leder, så forlang et møde med dem begge - og kræv at alle kort bliver lagt på bordet. Det hjælper jo ikke noget, at du går og murrer i krogene med dine øvrige kolleger.....
Mand dig op og tag konfrontationen - det er den eneste vej at gå...
Lykke til

Det lyder som du har gevaldig ondt i røven over hende......så mon ikke i skulle få de onde vibrationer ud af den institution og så koncentrere jer om de stakkels patienter som i har der.

snak om det med hende, og lederen.
men prøv at undgå¨det påvirker de andre mennesker i har om jer, nu det er en instidution.-
Held og Lykke fra mig

Jeg vil nok ikke sige, som de andre, at du er lige så slem som din kollega, men du kan hurtigt blive det, hvis du ikke snarest tager en åben konfrontation med hende, hvor jeres leder og/eller øvrige kolleger deltager.
Lige nu er du naturligt nok oppe på forsvarsværkerne, for det er aldrig sjovt at modtage kritik, især ikke af den slags der går bag ens ryg. Men man risikerer hurtigt at falde i fælden og gengælde kritikken lige så indædt (og lige så fordækt), hvis man involverer for mange kolleger i sin søgen efter bekræftelse på, at der ikke er noget om det.
Og så er det som de andre skriver, at det går ud over alle de forkerte mennesker, nemlig institutionens beboere, der hurtigt vil mærke det ændrede arbejdsklima.
Så ud med din vrede og forargelse på en konstruktiv måde, sæt et møde i stand - og gerne med hele personalet, da de allerede er involveret og sat i den kattepine at skulle vælge side.
Forlang på det møde en forklaring på ikke kun hendes kritik af dig, men også hendes noget lyssky metode. I er jo voksne mennesker og burde som sådan vel kunne tåle at sige tingene ligeud, når noget går jer på? Samtidig bør du nok også tænke den positive tanke, at grunden til du ikke har hørt noget fra lederen (hvis hun i det hele taget har hørt noget fra din kollega?) kunne være, at hun ikke ser noget relevant i kritikken.
Prøv at tage det positivt og konstruktivt, i stedet for at fare i flint og derved måske gøre situationen langt værre. Hvis du skal fremhæve dine gode sider og det absurde i kritikken, så bør du netop fremstå som den voksne og fornuftige her, uden at forfalde til samme lave niveau.
Og vov så at overveje, om der er noget, du kan gøre bedre, hvis ikke med arbejdet, så med din attitude, for det er yderst sjældent selve kritikpunkterne, der starter det hele, men en ubalance i kemien mellem de involverede personer. Måske har du trådt hende over tæerne rent psykisk, måske har du haft en lidt overlegen holdning mht. hendes hjemmeproblemer, der har pint hende? Måske har du ikke, og hun er bare et dårligt menneske, men det bør i det mindste overvejes, ellers kommer man aldrig videre i sin udvikling.
Det sidste er kun gætværk, kan aldrig blive andet fra min side, men jeg ved fra mig selv, som også har stået i en lignende situation, at det ikke altid er så sort og hvidt, som det umiddelbart synes.
Pøj pøj med det.
Knus og mange tanker
D.

Jeg synes du skal sige til dem der bagtaler dig, at du er klar hvem de bagtaler. Jeg har selv været ude for det samme, da jeg arbejdede i et forsikringsfirma. Det er ikke særligt rart, især ikke hvis man kan hører hvem og hvad de snakker om. Men sig til dem hvad du føler. Det gjorde jeg, og det hjalp. Selvfølgelig ved jeg ikke om de snakkede om mig når jeg var gået hjem, men det var helt lettende at sige det direkte til dem.

Jeg faldt med glæde over denne debat, som så mange andre, der nu igen er rejst omkring TABU-emnet MOBNING på arbejdspladsen.
Jeg har selv af een eller flere mærkelige grunde været offer i forbindelse med min elevperiode som social-og sundhedsassistent og senere da jeg var ansat her i Esbjerg som jeg tilflyttede for nogle få år siden, fuld af fortrøstning og håb om et nyt skifte mht. miljø og job og læren nye spændende mennesker at kende...Men ak og ve....Jeg må lige tilføje at det så oftest kun var en lille gruppe af kolleger som mobbede mig så inddirekte og på en så nedladende facon at det til sidst blev en pine at passe sit job, dvs. at mit overskud som helst skulle tildeles de syge, svage brugere, blev totalt udtømt.
Der er så mange og klare tilfælde i min situation af mobning, og som jeg heldigvis fik nedskrevet de fleste af i min hemmelige dagbog derhjemme hos ungerne, for de skulle da heller ikke opleve deres mor være ked af noget som jeg oven i hatten brugte meget tid på at lære dem ikke at udsætte andre for!!!! Ja tak for kaffe!...
Mobningen er i dag da jeg endelig er ved ast bearbejde mig ud af den svære depression som det udartede sig til ( samt andre hændelser i mit tidligere, som lige blev dråben...), er tydeligere for mig at se og forklre. Det skyldes simpelthen de kvinder - for det er MEGET udbredt, ISÆR i "kvindefag", sundhedssektoren osv, hvor kvinder virkelig kommer tæt op ad hinanden og bruger hinanden som målestok for hvad de selv eller andre har opnået af uddannelse, status m.m eller næremere IKKE opnået. Idag er jeg blevet så "høj i hatten" at hvis jeg møder een af synderne henne i Kvickly Extra vil jeg bare sige til vedkommende hvis hun skulle risikere at fornærme mig med en hilsen, at jeg vil sige" Søg du hellere noget hjælp et andet sted, for mig ville du ikke høre på...!" Tja...
Kvinder er i flertal bare de dejligste, varmeste og mest omsorgsfulde personer, men de procenter af dem der ikke er, er nogle rene sataner som i sig selv intet har af værdi eller ikke vil gøre det fjerneste for at forbedre sig selv eller sin situation. Tænk på hvad det f.ex ville koste af sved og tårer at videreuddanne sig, leve på fattiggrænsen for at tage en uddannelse for at hjælpe andre ved selv ihærdigt at slide sig langsomt men sikkert ned... Næeh tak, det er bedre at jagte dem der har åbnet nogle bøger og sat sig lidt ind i "krusedullerne" for at udvide sin horisont for at kunne være med til, IKKE tvinge andre til, men hjælpe andre med at forstå tingene set i et lidt andet lys, til fordel for sig selv og ikke mindst dem man omgiver sig med...TJA....suk suk
Jeg får nok på puklen for dette hjertesuk, men for helvede hvor var det hjedt at være dernede...Jegf ved der findes tonsevis af mennesker, voksne som børn, der dagligt lider alskens kvaler for at bare kunnne holde sig oprejst mellem kollegaerne for at kunne slæbe lønnen hjem til hus, børn, mand mm...Det kan man kun indtil filmen knækker...
Så læs jeres fagblade, søg kontakt til jeres leder...Hvis hun/han ikke tager emnet alvorligt om at løse problemerne inden alt går i kuk er det bare ud af kasernen med hende/ham og et MENNESKE inden for...TJA, det er MIN mening...
En lang sej kamp, med fare for mit eget liv...Men fandme nej, nu er jeg ved at komme på benene igen og stærkere end nogensinde før, men også ualmindelig from og sårbar netop fordi jeg ved hvor ondt det gør.
Lad os få et ramaskrig af en debat så alle vånder sig og dukker sig, for så kan vi endelig se ned på dem der føler sig større end os, det vil sige de tror de har en større hat, men mangler noget at holde den oppe på hovedet med...
Jeg elsker livet og mine medmennesker, men der er fandentagemig nogle som burde være spærret inde på en læreanstalt INDEN de fik papir på at få lov til at komme ud og yde OMSORG for brugerne???? Det burde der ses lidt nærmere på...
Bare skriv hvis I bliver tossede over mit lille indlæg, men jeg mener squ hvert eneste ord... Og nu vil jeg have en god dag, for hver dag er ny og på vej mod endelig helbredelse som i mit tilfælde har kostet 2 stive år af mit liv!!!
Held og lykke til jer der har det slemt nu, jeg ved I kan klare det - find hinasnden og giv den gas!!!!
KNUS & KRAM

Jeg synes også, det vil være en god idé at konfrontere hende, mens lederen er tilstede. Men det virker næsten som om, der er nogen, der har ønsket, at du skulle finde sedlen, siden den "tilfældigvis" lå og flød. Det kan jo være en helt tredje kollega, som har ønsket at sætte lus i skindpelsen ved at lade dig tro, at din anden kollega bagtaler dig. Det vil bare være godt at få det afklaret hurtigt, så du ikke går og bliver trist og ubehageligt til mode over det.

Danmark har nordisk rekord i Mobning, så det du oplever kommer ikke som nogen overaskelse!! Bagtaleri ER mobning og jeg har selv oplevet det specielt indefor det offentlige er det nærmest grotesk!! Ude i Gladsaxe (pleje-omsorgscentrene)er det meget udtalt!!
Lederne burde gå på kursus i personale pleje!! Eller fyres!!

Du er sej, du er kommet igennem og er på rette vej.
Men, at mobbe eller bagtale har intet med uddannelse at gøre i mine ører. Derimod selvtillid. Stor eller ikke stor eller ingen uddannelse, det kommer an på personen. Hvordan man har det med sig selv. En med ingen eller mindre uddannelse kan godt miste selvtillid hvis de kan se at andre har mere (men så vil jeg tro der er andre problemer den person skal kigge på), men en med længerevarende uddannlse kan godt miste selvtillid hvis de ser en hvile i sig selv uden at have en uddannelse. Så er de "kun" noget i kraft af deres titel.....og dem tror jeg, er der mange af.

Mange herinde har skrevet, nemlig tage tyren ved hornene og så konfrontere hende med det, et godt sted at gøre det kunne være på et personalemøde, så har hun ikke mulighed for at flygte eller snige uden om det.
Hvis du vil se rigtigt vil se om det virker, så lad være med at meddele det på forhånd, for så kommer det som en rigtigt overraskelse, og ingen af dine andre kollegaer har nået at "sladre" om det, så hun kan forberede de store forsvars og undskyldnings taler.
Der må jo også være andre på jobbet som ved hvad hun har skrevet, for ellers har hun jo ingen glæde at at skrive det, hvis ingen ved.....så ville hendes glæde ved være væk..
MVH Pive..
Knus D.........

Du har fuldstændig ret i at det ikke handler om uddannelse...det mente jeg heller ikke selv om jeg nok var både ilter og engageret da jeg skrev mit indlæg. Mennesker med eller uden uddannelse er stadig mennesker, jeg mente blot at der som jeg selv har oplevevt ofte bliver set skævt til een pga. dette her med at "man endelig ikke skal tro man er noget"...eller..." du skal ikke komme her med al din ny viden og lave om på det som vi har haft det fint med de sidste..mange...år...."
Jeg ere ikke selv højt uddannet og det er ikke min titel der styrer mig. Men jeg ville bare ønske at have oplevet noget mere samarbejdsvilje og skelen til nytænkning eller hvad man kan kalde det...udvikling... så ville mange sikkert blive mere tilfredse...Men det er jo stadig kun min lille subjektive holdning...Men jeg er glad for at du har reageret...det i sig selv er jo med til at der bliver rørt i gryden...
Knuzz igen
MissJupiter

For det første tal med din fagforening.
For det andet. Hvis det ikke hjælper så vil jeg foreslå følgende
Aflever en skriftlig klage til lederen og send en kopi til din fagforening.
Meddel ved den personlige overgivelse af klagen, at du agter at sige op hvis forholdene ikke bliver bedre.
Det kan du roligt gøre. For der er mangel på folk i det erhverv.
Når du eventuelt siger op så gør dette skrifligt og begrundet. Send en kopi til fagforening og instutionens bestyrelse, samt det amt/den kommune du er ansat i med. Meddel samtidig kommunen/amtet om du er interesseret i ansættelse andet sted i kommunen/amtet.
Disse sager tages meget alvorligt i de lidt overordnede led, og kan meget vel medføre, at den pågældene leder kommer til at måtte stille på gulvtæppet.
Men prøv først fagforenigen.
The old baker

da jeg går i skole, men på min skole er det altså "voksne mennesker" der er tale om, som også bagtaler hinanden.
Der er et par stykker der er kommet hen til mig, og sagt diveres ting om andre, og min besked til dem har rent ud været at jeg ikke ville høre på at de generer andre.
Ligeledes når nogen på min skole har spurgt mig om hvad jeg synes om den og den person, har mit svar været at jeg ikke kender dem de snakker om, så derfor kan og vil jeg ikke begynde og snakke om dem.
Jeg har oplevet det, at sladder kan såre en så meget, og at man kan såre andre meget, og det er ikke spor sjovt.
Jeg håber inderligt at ingen bagtaler mig grimt, men ved også at det ikke er til og undgå, men dem der gør det, er ikke nogen jeg har lyst til og være sammen med, da jeg ved og mener at en sand historie, meget hurtigt kan få 10 forskellige meninger, og dermed er det sande glemt, og ingen tror på dén, og det er jo ikke sjovt.
Det jeg vil sige, er at jeg personligt ikke bagtaler nogen, da jeg ikke mener man får noget ud af det.

Hej
Jeg bliver også mobbet – eller rettere- bliver rettet på, ikke respekteret og andet. Jeg er det ”lette” offer når et par af mine kolleger ikke tør sige noget til hinanden, når de er sure på hinanden, fordi de er lidt bange for hinanden og for at komme til at stå udenfor. Og så skal det gå ud over mig. Disse to kvindelige kolleger, er så forbandet selvretfærdige, at det næsten ikke er til at få luft for. Jeg har nok vist for meget af mig selv, og dermed gjort mig selv sårbar.
De siger noget til mig, som de er utilfredse med m.h.t. mig – det er ok, det værste er bare, at de ikke selv er bedre. Eksempel. Kollega 1 siger: ”Jeg vil ikke finde mig i, at du sidder og laver det og det på internettet i arb.tiden, jeg siger til vores chef hvis du bliver ved”. Det er ok at hun siger det – måske ikke måden, men det er ok at hun siger noget. At hun så selv sidder og læser ugeblade, taler i tlf. længe med børn, søster, venner m.m. I ARB.TIDEN – er noget andet!! Da kollega 1 var gået hjem (frieftermiddag) sad jeg og – ja kiggede lidt på internet – lavede ikke noget. Det skulle jeg nok heller ikke have gjort, men vi havde intet at lave, og kollega 2 valfartede frem og tilbage mellem vores kontor og printerrum (da skal hun forbi mig) – og så fik jeg jo på puklen igen, om jeg ikke havde lært af det kollega 1 havde sagt og nu sad jeg gudhjælpemig og lavede noget igen. Nej, svarede jeg, det gjorde jeg ikke, men det troede hun ikke på. Jeg sagde så at hun jo også sad og spillede hjerterfri i arb.tiden- ”nej i min frokost” – ja og mere til sagde jeg så. Det benægtede hun så ikke, men så var det jo værre at jeg sad og lavede noget andet. Men hvorom alting er, så har de så travlt med mig – men ser ikke det de selv gør. Kollega 1 er super effektiv, vil helst gøre alting selv, for så bliver det gjort som hun synes det skal gøres, måden vi andre gør det på duer ikke. Det ved hun selvfølgelig godt hun ikke skal sige, for sådan kan man jo ikke sige. Og når man hele tiden får ”hevet” arbejdet ud af hænderne, hvordan kan en sådan kollega så forvente at man engagerer sig ret meget!! Og blander sig, lige som sidder på skulderen af en konstant. Jeg har hovedpine, muskelinfiltrationer, og andre gener af mit arbejde – jeg er da sikker på, at meget af det stammer fra problemerne omkring dette. Mange gange har jeg prøvet at lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet, men det lykkes selvfølgelig ikke altid – og slet ikke i længden. Jeg kan ikke sige op, da jeg har brug for det arbejde, jeg er 50 og finder ikke bare et nyt job. Jeg har en god arbejdsplads, men jeg kan IKKE snakke med nogen om dette, da det ikke kan tages op med disse to, hvis jeg gør det, bliver det et helvede for mig at være her, fordi de ikke selv kan se, at de er meget dominerende og strenge. Det ville ALDRIG blive forstået, hvis jeg gjorde det, jeg ville blive frosset ud. Der er kun en trøst, og det er at den ene forhåbentlig holder snart p.gr.a. alder, men hun er ked af at holde, men det gør hun så, og så bliver den anden måske lidt sødere, for så er hun jo pludselig alene, og så kan det være hende som bliver bange for at være udenfor. Jeg har da også et par søde kolleger, og især den ene kan jeg snakke med. Men de to andre kan godt nok få mig ned med nakken indimellem, og så hjælper det jo ikke man ved hvad man skulle have sagt to dage efter. Jeg er aldrig efter dem med deres ugebladssjov, spillen på computer, kiggen på internet osv osv, det blander jeg mig bare ikke i, hvorfor kan de så ikke lade mig i fred, når jeg passer det jeg skal. Men de har jo været her flere år end jeg og så er man jo ”noget” mere end mig! Og så har jeg også i flere år været alene og så tæller man jo heller ikke rigtig, også fordi man ikke kan bidrage med at have været på dyre ferier, købt dyre sko/tøj og andet, man bliver lige som ikke regnet for ret meget – rent snobberi!! Hvis jeg kunne få et andet job, rejste jeg pr. omgående.

Ja, det er utroligt, at lederne ikke tager fat i det, men mon ikke de er lige så konfliktsky i disse sager som de "almindelige" medarbejdere kan være. Det er jo lettest at lade være. Har selv en leder, som hellere undgår end tager tyren ved hornene, men andre "mere vigtige" konflikter tages gerne!!!? At forhandle priser på maskiner og "klare" en konflikt der - det er da mere vigtigt ikke?? Men at en eller flere medarbejdere ikke trives fordi man ikke vil bede en gammel ineffektiv medarbejder om at gå på efterløn til trods for at hun snart er 65 - hovedrystende ikke?? Næe så hellere bede den det går ud over om at holde, til trods for at der kunne være mange år i vedkommende!!

...De fleste kompetente ledere værdsætter de bløde værdier som du nævner om dig selv i dit virke, men som din rivalinde ikke begriber.
Jeg har ikke læst alle de andre - formentlig - gode råd, men vil opfordre dig til at tage kontakt til nærmeste leder, for at fremlægge din opfattelse af hvad der foregår.
Resultatet vil blive at din leder enten beroliger dig ved bekræftelse, eller at denne finder anledning til at mødes alle tre.
Hvis du reelt har dit på det rene, har du intet at frygte ved en eventuel konfrontation, omend det kan være en lidt utryg, men nødvendig og befriende oplevelse.
Venligst
By Nature

heej
jeg er sq en lille pige på 14... jeg troede at så'en noget pis det stoppede når man blev voksen.. jeg sys det der er dybt komisk, for hallo det er jo noget man gør mod hinanden i en klasse, men altså det sys jeg bare at i skulle vide...
hilsen en 14 årig

Kære alle mobede!
Se dog til Sverige og hvad de gør i lignende situationer. Her er der sat stop for mobning og sat kurser igang.

Du kynne osse prøve at lære at stave riktikt. Det ville give mere respykt.

Skriften på sedlen var Kates.

Tak for det gode svar, det giver noget at tænke over

Kun glad for du kunne bruge mit svar til noget. Som sagt har jeg selv stået i en lignende situation, så ved det ikke er nemt. Min mail er til fri afbenyttelse, hvis du skulle have behov for det. ;O)
Held og lykke med det hele.
Mvh. D.

Skriv din vinkel og send kopi af hendes udtagelse-
Bagefter går du til hende og konfronter enten ved at stikke hende endnu en kopi i hånden- lige inden du invitere på kaffe og kage med lederen- enten lukker hun i en fart eller også går bagtalen igang- men din leder og andre kollegaer(der blevet informeret og konfronteret med hendes udtalelse)vil kende hendes motiver - Flet en god skambrug bemærkning ind om at- du ikke finder hendes kritik berettiget og er bange for hun måske tar lidt problemer med hjemmefra.

Ps husk i pæd. kredse er det godt med konstruktiv kritik og løsnings perspektiver - så kom med nogle konkrete forslag til hvordan og hvorledes det kan blive bedre.

jeg elesker dig og jeg vile det bedst for dig fordi jeg foller med dig ; be strong og give tilbage vis det er det der skal til ,tusind tak for din tekst.
m.v.h.
lille fisk

god gået min ven sådan

Sådan et sygt væsen som dig, kunne måske fortælle mig hvilken tilfredsstillelse du nyder, når du sådan griner af ordblinde, døve og andre handicappede mennesker? At være dårlig til at stave er sku da en ærlig sag. Så måske du skulle søge hjælp!!!

Alt for mange ledere burde aldrig have fået denne titel. Nu kender jeg ikke den pågældende leder, men jeg kan garantere dig for, at det aldrig gået overfor min leder.
Nej, der burde lovgives på dette område, sådan at alle med ambitioner om en lederstilling skal op til en psykotest. Dette ville skabe en betydelig bedre arbejdsmarked.