Hjælp! sendte dette
Til min fagforening idag.
På et tidspunkt er det bare nødvendigt at skrige efter noget hjælp.
Hvad er jeres mening?
Brev
"Jeg sidder i en situation hvor jeg knapt nok aner hvad jeg skal gøre. Her er lige et rids af historien.
Bilver ansat 7. januar 2008 som assistent til at fakturere og arkivere groft set, de daglige bogholderi funktioner.
D. 1/6 stopper min makker som også er kontorleder, da hun får tilbudt sit drømme job. Før dette kommer min daværende centerleder med "tilbudet" enten kan du tage jobet som kontor leder ellers var der ikke nok arbjede til mig når vi nåede efteråret.
Dette klagede jeg over til chefen over ham, og blev beroliget med at der nok skulle komme en anden og hjælpe på kontoret.
Efter noget tid er centerlederen så uheldig at komme ud for en bilullyke og må stoppe, uden at der kommer en ny. Dvs. at nu sidder jeg sammen med 4 formænd og får forretningen til at hænge sammen, hvor vi ellers bruger Regionschefen når der er noget helt galt. Men der er stadig kommet mere arbejde i hverdagen da de 3 uf af 4 formænd er sagt på en pæn måde ikke er gode venner med deres pc, sådan at stort set alt der skal laves på computer laves af mig.
Jeg melder at jeg vil holde ferie i 2 uger i juli måned og får en vikar ind som der var tanke om at ansætte for at aflaste og fjerne "leder presset" fra mig da jeg ikke føler at jeg kan klare det ekstra ansvar. Desværre bliver dette ikke til en realitet og jeg sidder igen alene på pinden som leder, hvilket jeg føler jeg måske ikke kan klare.
Jeg når lige med nød og næppe mine opgaver, men er altid bagud, og må tit ringe og sige at en "ad hoc" opgave ikke kan lade sig gøre pga. anden arbejdsbyrde. Hvilket er meget utilfredstillende, da jeg så ikke føler at jeg passer mit arbejde ordenligt og har svært ved at sikre at det jeg laver er 100% korrekt, ved det er det som det skal være, men der sker fejl, og jeg føler ikke jeg kan nå at sikre mig at de ikke kommer ud af huset.
Jeg er blevet meget opfarende, og bliver nemt gal over helt små ting, dog ikke på arbejde der er jeg proffesionel og passer mit arbejde uden at klage og lader aldrig mit humør påvirke mit arbejde da det altid skal lyde som, man har et smil på læben når man taler over telefonen. Det går ud over min mand, det mener jeg ikke er ok.
Nu er der så meget intern "støj" problemer, som har ressulteret i at 2 af de 4 formænd rejser med garenti, og en mere er næsten helt sikkert.
Det gør mig meget nervøs at jeg i forvejen er meget presset, og kun lige kan følge med. Så selvom der måske kommer nye, hvilket der ikke er nogen udmeldinger om hvad der skal ske selvom at man ringer til regionsdirektøren som sidder med det, så får man bare et svar alla "der sker ikke noget, det går i sig selv", og jeg tror bare ikke på det, det har kørt op og ned siden jeg startede, men nu er det så ekstremt at jeg er sikker på at de stopper, og forstår dem godt.
Men jeg ved knapt nok hvad jeg skal gøre, søger lidt arbejde hist og pist. Men indtil videre uden held.
Jeg er utryg ved situationen, jeg føler mig presset, og føler at der hele tiden er et eller andet galt. fx. skulle til tandlægen for 14 dage siden og have lavet et hul, det var så en lidt større opgave end først antaget, jeg har aldrig i mit liv været utilpas med tandlæger og da jeg var på vej hjem blev jeg så bange og panisk angst uden at kunne sige hvorfor, kunne sagtens se det ufornuftige i det, men alligevel var jeg mere end bare lidt utilpas, jeg var nødt til at ringe efter min mand og bede ham om at komme hjem, selvom at han skulle have været til et 3 timers personale møde. Er meget pinligt som 22 år at være så utrøstelig, at der bare skal være nogen om en og det med det samme.
Jeg er bange for at bryde sammen, så når der sker noget som man hører om er stressrelateret sker fx. man har kvalme i over en måned af gangen, går man til lægen og snakker lidt om det, og får taget et par prøver som viser en mindre blærebetændelse. Tror ikke rigtigt at det er derfor jeg havde kvalme. Så sker der det at jeg "taber" en rimelig stor lok hår igår. hvor den 3. formand melder ud at nu "gider han ikke mere" og vil aflevere sin opsigelse i starten af næste uge. Så nu er jeg seriøst ved at blive bange, jeg bliver meget let ked af det og sur, sådan har det kørt ca. 4/5 måneder nu.
Så jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre?
Er bange for at miste mit arbejde, men tror det går galt hvis jeg bliver der, og hvis jeg rejser er der ingen til at tage over da jeg er den eneste og det er en speciel forretning, og oven i det andet ved man ikke hvad der kan risikere at ske med de andre kollegaer hvis 4/5 mand i ledelsen stopper på samme tid.
Burde jeg tale med en læge eller?
Hvis jeg tager en sygedag fordi jeg har det dårligt, ligger der bare det arbejde mere til dagen efter, det samme hvis jeg ville holde lidt ferie. Der er ingen der overtager mit arbejde. " Brev slut.
Hvad i skal man gøre?
På et tidspunkt er det bare nødvendigt at skrige efter noget hjælp.
Hvad er jeres mening?
Brev
"Jeg sidder i en situation hvor jeg knapt nok aner hvad jeg skal gøre. Her er lige et rids af historien.
Bilver ansat 7. januar 2008 som assistent til at fakturere og arkivere groft set, de daglige bogholderi funktioner.
D. 1/6 stopper min makker som også er kontorleder, da hun får tilbudt sit drømme job. Før dette kommer min daværende centerleder med "tilbudet" enten kan du tage jobet som kontor leder ellers var der ikke nok arbjede til mig når vi nåede efteråret.
Dette klagede jeg over til chefen over ham, og blev beroliget med at der nok skulle komme en anden og hjælpe på kontoret.
Efter noget tid er centerlederen så uheldig at komme ud for en bilullyke og må stoppe, uden at der kommer en ny. Dvs. at nu sidder jeg sammen med 4 formænd og får forretningen til at hænge sammen, hvor vi ellers bruger Regionschefen når der er noget helt galt. Men der er stadig kommet mere arbejde i hverdagen da de 3 uf af 4 formænd er sagt på en pæn måde ikke er gode venner med deres pc, sådan at stort set alt der skal laves på computer laves af mig.
Jeg melder at jeg vil holde ferie i 2 uger i juli måned og får en vikar ind som der var tanke om at ansætte for at aflaste og fjerne "leder presset" fra mig da jeg ikke føler at jeg kan klare det ekstra ansvar. Desværre bliver dette ikke til en realitet og jeg sidder igen alene på pinden som leder, hvilket jeg føler jeg måske ikke kan klare.
Jeg når lige med nød og næppe mine opgaver, men er altid bagud, og må tit ringe og sige at en "ad hoc" opgave ikke kan lade sig gøre pga. anden arbejdsbyrde. Hvilket er meget utilfredstillende, da jeg så ikke føler at jeg passer mit arbejde ordenligt og har svært ved at sikre at det jeg laver er 100% korrekt, ved det er det som det skal være, men der sker fejl, og jeg føler ikke jeg kan nå at sikre mig at de ikke kommer ud af huset.
Jeg er blevet meget opfarende, og bliver nemt gal over helt små ting, dog ikke på arbejde der er jeg proffesionel og passer mit arbejde uden at klage og lader aldrig mit humør påvirke mit arbejde da det altid skal lyde som, man har et smil på læben når man taler over telefonen. Det går ud over min mand, det mener jeg ikke er ok.
Nu er der så meget intern "støj" problemer, som har ressulteret i at 2 af de 4 formænd rejser med garenti, og en mere er næsten helt sikkert.
Det gør mig meget nervøs at jeg i forvejen er meget presset, og kun lige kan følge med. Så selvom der måske kommer nye, hvilket der ikke er nogen udmeldinger om hvad der skal ske selvom at man ringer til regionsdirektøren som sidder med det, så får man bare et svar alla "der sker ikke noget, det går i sig selv", og jeg tror bare ikke på det, det har kørt op og ned siden jeg startede, men nu er det så ekstremt at jeg er sikker på at de stopper, og forstår dem godt.
Men jeg ved knapt nok hvad jeg skal gøre, søger lidt arbejde hist og pist. Men indtil videre uden held.
Jeg er utryg ved situationen, jeg føler mig presset, og føler at der hele tiden er et eller andet galt. fx. skulle til tandlægen for 14 dage siden og have lavet et hul, det var så en lidt større opgave end først antaget, jeg har aldrig i mit liv været utilpas med tandlæger og da jeg var på vej hjem blev jeg så bange og panisk angst uden at kunne sige hvorfor, kunne sagtens se det ufornuftige i det, men alligevel var jeg mere end bare lidt utilpas, jeg var nødt til at ringe efter min mand og bede ham om at komme hjem, selvom at han skulle have været til et 3 timers personale møde. Er meget pinligt som 22 år at være så utrøstelig, at der bare skal være nogen om en og det med det samme.
Jeg er bange for at bryde sammen, så når der sker noget som man hører om er stressrelateret sker fx. man har kvalme i over en måned af gangen, går man til lægen og snakker lidt om det, og får taget et par prøver som viser en mindre blærebetændelse. Tror ikke rigtigt at det er derfor jeg havde kvalme. Så sker der det at jeg "taber" en rimelig stor lok hår igår. hvor den 3. formand melder ud at nu "gider han ikke mere" og vil aflevere sin opsigelse i starten af næste uge. Så nu er jeg seriøst ved at blive bange, jeg bliver meget let ked af det og sur, sådan har det kørt ca. 4/5 måneder nu.
Så jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre?
Er bange for at miste mit arbejde, men tror det går galt hvis jeg bliver der, og hvis jeg rejser er der ingen til at tage over da jeg er den eneste og det er en speciel forretning, og oven i det andet ved man ikke hvad der kan risikere at ske med de andre kollegaer hvis 4/5 mand i ledelsen stopper på samme tid.
Burde jeg tale med en læge eller?
Hvis jeg tager en sygedag fordi jeg har det dårligt, ligger der bare det arbejde mere til dagen efter, det samme hvis jeg ville holde lidt ferie. Der er ingen der overtager mit arbejde. " Brev slut.
Hvad i skal man gøre?