Helle Thorning kidnappet ?
”Hej Adolf. Velkommen tilbage fra ferie. Har den været god?”
”Jovist, nydelig. Kunne godt have varet en uge længere. Er der nogen sager at gå i krig med?”
Vagthavende kiggede i sine papirer: ”En mand ringede for et kvarter siden og sagde, at hans kone har været forsvundet i fire døgn.”
”Det må være en opgave for hundepatruljen mere end mig.”
”Så længe han ikke har nogen ide om, hvor hun er, er det ikke nemt for hundene at snuse hende op.”
”Okay. Det er selvfølgelig også en god lille opgave at starte op med. Hvad hedder han?”
”Øh, lad mig se … han kaldte sig Frans Thomasen. Han bor i Herringløse.”
”I hvad? Hvor i alverden ligger det?”
”Oppe i nærheden af Hillerød, mener jeg. Du kan tage Brian med. Han har kedet sig bravt næsten hele sidste uge.”
De nåede helt ind i Hillerød uden at møde et eneste skilt, der henviste til Herringløse. Adolf følte det for flovt at spørge lokalbefolkningen, selvom Brian foreslog dette.
”Det må ligge nord for byen så, men prøv at spore det på gps’en.”
Den nyudlærte kommissær trykkede sig med stort besvær frem til destinationen: ”Det ligger nede syd for Ølstykke.”
”For satan da. Hvorfor helvede sagde Hubert så, at vi skulle køre mod Hillerød.” Adolf kaldte vagthavende op og gav ham en lang overhaling, og forhindrede derved andre borgere i at komme igennem i flere minutter.
De fandt adressen i den lille landsby. En ældre misligholdt ejendom. Havelågen knirkede voldsomt men blev til deres store forundring hængende på hængslerne.
”Det er Brian, og mit navn er Adolf. Er du Frans Thomasen? Og er det din kone, som er bortløbet?”
”Kidnappet. Jeg har netop modtaget dette brev. Nogen har minsandten bortført hende.”
”Ja så.” Adolf læste hurtigt den kortfattede tekst og følte straks, at opgaven var langt mere spændende: ”Hvornår har du helt præcist set din kone sidst?”
”Det var i torsdags, da jeg tog på arbejde om morgenen. Hun var endnu ikke stået op, men havde et møde med sin psykolog i Roskilde klokken tretten.”
”Psykolog, hmm. Led hun af psykiske traumer?”
”Over hovedet ikke. Det var, efter min mening, det rene pjat. Noget med at hendes arbejde ikke var så indbringende, som hun havde kalkuleret med.”
”Hvad er hendes erhverv?”
”Girafsælger.”
”A hvad for noget?” Adolf så, at Brian var nød til at vende ryggen til.
Den unge betjent undertrykkede latteren med et nys: ”Undskyld.”
Frans åbnede en kommode og tog et tøjdyr ud: ”Hun syr dem selv.”
”Okay, sådan nogle giraffer. Undskyld jeg siger det, men det undrer ikke mig, at det ikke kan give den store indtægt. Det burde kidnapperen da vide. Men De har måske et indbringende job?”
”Ingenlunde. Jeg kører rendegraver hos kommunen. Men nu skriver han – de – heller ikke noget om, at de ønsker en løsesum for at udlevere hende tilbage.”
”Næh. Men hvad skulle grunden ellers være? Har I nogen fjender?”
”Det kan jeg overhovedet ikke forestille mig.”
”Poststemplet er ulæseligt, men det ville næppe bringe os særligt langt alligevel. Kan du genkende skriften?”
Frans betragtede brevet med rynket næse og sagde eftertænksomt: ”Næh, ikke umiddelbart.”
”Har du ringet til hendes psykolog og forhørt, hvorvidt hun dukkede op til konsultationen?”
”Ja. Med stort besvær fandt jeg frem til et telefonnummer. Hun har ikke været der.”
”Altså er hun blevet kidnappet før klokken tretten.” Adolf skulede omkring i det høje ukrudt: ”Vi må hellere få sat en efterlysning i gang. Hendes navn er Helle Thomasen, formoder jeg.”
”Nej. Hun hedder Helle Thorning. Hun ville absolut beholde sit fødenavn.”
”Helle Thorning! Er hun ikke gift med en englænder?”
”Jo politikeren Helle Thorning. Men her er altså tale om en anden Helle Thorning, som ikke hedder Schmidt.”
”Aha. Mon kidnapperne har kunnet forveksle dem?”
”Næppe. Ja så skal det være nogle udlændinge, som ikke kender socialdemokraten. Min kone ligner hende overhovedet ikke af udseende.”
”Har du et vellignende billede af hende, som hun ser ud i dag?”
”Jo, det tror jeg nok. Kom med indenfor.” Frans førte dem gennem en smal entre, hvor der stod et toilet, som de måtte skridte hen over: ”Vi er lige flyttet ind for 14 dage siden. Der er masser af ting, som trænger til at blive shinet op her. Vi startede med toilettet.” Han åbnede en dør: ”Se hvor flot det er i forhold til det, som jeg skal have kørt ud på lossepladsen.”
”Det vil jeg skide på.”
”Hvorfor siger du det på den måde hr. kommissær?”
”Fordi jeg er trængende.”
Mens Adolf sad på det blanke bræt og der endelig kom hul på bylden, lød der pludselig et pistolskud: ”Hvad satan sker der?” Han ville gerne hurtigst muligt ud og se, hvad der foregik. Men der var ligesom noget, der skulle gøres færdigt først.
Da han et par minutter senere slog palen fra og tittede frem, var der ganske tomt. Han sneg sig omkring, først indenfor siden ude i forhaven. Men hverken Frans, Brian eller nogen tredje var at se.
Adolf låste sig ind i patruljebilen og ringede stationen op: ”47 19 til stationen. 47 19 til stationen. Ja hej. Det er Adolf. Jeg har mistet Brian.”
”Hvad mener du med mistet? Er han død?” Jørgen Fugl lød ikke, som om at han frygtede det.
”Nej. Det tror jeg ikke. Men der lød et pistolskud, og så var jeg pludselig helt alene tilbage.”
”Det lyder kryptisk. Var det Brian, der affyrede sin pistol?”
”Vi har ikke pistoler med på denne opgave. Ja, så skulle han da have skjult den under sin jakke.”
”Du ved det altså ikke. Men er der nogen, der er blevet ramt af skuddet?”
”Nej. Her er ganske tomt. Hverken levende eller døde.”
”Hvis ikke de kommer tilbage inden ti minutter, så skal vi have dem efterlyst.”
”Jo. Kan du så ikke i samme moment efterlyse Helle Thorning?”
”Jo, det kan jeg da nok. Men det har vel ikke noget med skyderiet at gøre?”
”Nej. Hun har været bortkommen siden i torsdags. Jeg har et brev her fra kidnapperne. Der står intet om en løsesum, blot at hun er bortført.”
”Så er det nok af politiske grunde. Det er en alvorlig sag, som vi have sat mange folk på.”
”Jeg skal lige gøre opmærksom på, at det ikke er den Helle Thorning, som sidder i folketinget.”
”Nå bevares. Så er jeg mere rolig.”
”Hov. Jeg kan se, at der nu opstår noget optøjer henne i gadekrydset. Jeg løber. Roger and out.”
Adolf steg ud af patruljebilen, låste bildøren og skyndte sig i retning af de ophidsede mennesker. Hans kondi var ikke som i hans ungdoms vår, så det gik i gang ind imellem: ”Hvad foregår der her?”
”Frans har anskudt min falk. Prøv at se, hvorledes dens ene vinge hænger. Bliver den nogensinde en normal fugl igen?”
”Den gik til angreb på en af mine høns, der åbenbart var sluppet ud af sit bur bag mit hus.”
”Der var du Brian. Vil du venligst forklare mig forløbet af det her?”
”Jeg kastede et blik ud af vinduet og fik øje på noget, der kunne ligne nogle skunkplanter. Jeg gik derfor ud for at undersøge dem nærmere. Pludselig kom Frans ud og begyndte at skyde. Da jeg troede, at det var mig, han ville ramme, var jeg nød til at stikke af. Men det viste sig altså at være en fugl, han skød efter, forstår jeg nu.”
”Sikke en redelighed. Vi må tilbage og undersøge det hønsehus.”
Hele flokken vandrede frem til Thomasens baghave, hvor der ganske rigtig var et lavt hønsebur; men Adolf fandt - efter en nøjere granskning – intet hul, som æglæggerne kunne slippe af: ”Hvor mange høns burde der være?”
Frans foretog en hurtig tælling og lagde én til: ”Syv.”
”Hmm. Ja, så mangler der jo en. Brian, ved ud, hvor den er blevet af?”
”Nej. Jeg flygtede i en hel anden retning. Men jeg skal nok prøve at se, om jeg kan finde den.”
”Fint, gør du det. Så vil jeg gå ud til bilen og fortælle Jørgen Fugl, at du er i god behold.”
Det var kollegaen glad for at høre: ”… og så kan jeg for øvrigt glæde dig med, at Helle Thorning er fundet. Hun sidder i Sønder Omme fængsel. Hun har fået 7 dages hæfte for spritkørsel. Hun har sikkert fundet en bekendt til at skrive det brev, for at Frans ikke skulle vide, at hun var havnet i spjældet. Måske det er klogest at undlade at fortælle ham det. Vi holder ham hen, til hun kommer hjem på torsdag.”
”Okay. Jeg finder på noget. Og så har Brian formentlig observeret nogle skunkplanter herude.”
”De er formentlig plantet af den tidligere ejer. Ved du hvem, det var?”
”Nej. Har ingen anelse.”
”Det var Sigurd Hash. Du ved ham, der stjal den …”
”Jovist. Det ved jeg alt om. Vi konfiskerer planterne og gør ikke mere ved det.”
”… og husk Adolf at få tømt tarmene, inden du går på arbejde, så undgår du al den forvirring.”
”I know. Men kroppen skal lige finde ind i vant gænge igen ovenpå ferien.”
”Jovist, nydelig. Kunne godt have varet en uge længere. Er der nogen sager at gå i krig med?”
Vagthavende kiggede i sine papirer: ”En mand ringede for et kvarter siden og sagde, at hans kone har været forsvundet i fire døgn.”
”Det må være en opgave for hundepatruljen mere end mig.”
”Så længe han ikke har nogen ide om, hvor hun er, er det ikke nemt for hundene at snuse hende op.”
”Okay. Det er selvfølgelig også en god lille opgave at starte op med. Hvad hedder han?”
”Øh, lad mig se … han kaldte sig Frans Thomasen. Han bor i Herringløse.”
”I hvad? Hvor i alverden ligger det?”
”Oppe i nærheden af Hillerød, mener jeg. Du kan tage Brian med. Han har kedet sig bravt næsten hele sidste uge.”
De nåede helt ind i Hillerød uden at møde et eneste skilt, der henviste til Herringløse. Adolf følte det for flovt at spørge lokalbefolkningen, selvom Brian foreslog dette.
”Det må ligge nord for byen så, men prøv at spore det på gps’en.”
Den nyudlærte kommissær trykkede sig med stort besvær frem til destinationen: ”Det ligger nede syd for Ølstykke.”
”For satan da. Hvorfor helvede sagde Hubert så, at vi skulle køre mod Hillerød.” Adolf kaldte vagthavende op og gav ham en lang overhaling, og forhindrede derved andre borgere i at komme igennem i flere minutter.
De fandt adressen i den lille landsby. En ældre misligholdt ejendom. Havelågen knirkede voldsomt men blev til deres store forundring hængende på hængslerne.
”Det er Brian, og mit navn er Adolf. Er du Frans Thomasen? Og er det din kone, som er bortløbet?”
”Kidnappet. Jeg har netop modtaget dette brev. Nogen har minsandten bortført hende.”
”Ja så.” Adolf læste hurtigt den kortfattede tekst og følte straks, at opgaven var langt mere spændende: ”Hvornår har du helt præcist set din kone sidst?”
”Det var i torsdags, da jeg tog på arbejde om morgenen. Hun var endnu ikke stået op, men havde et møde med sin psykolog i Roskilde klokken tretten.”
”Psykolog, hmm. Led hun af psykiske traumer?”
”Over hovedet ikke. Det var, efter min mening, det rene pjat. Noget med at hendes arbejde ikke var så indbringende, som hun havde kalkuleret med.”
”Hvad er hendes erhverv?”
”Girafsælger.”
”A hvad for noget?” Adolf så, at Brian var nød til at vende ryggen til.
Den unge betjent undertrykkede latteren med et nys: ”Undskyld.”
Frans åbnede en kommode og tog et tøjdyr ud: ”Hun syr dem selv.”
”Okay, sådan nogle giraffer. Undskyld jeg siger det, men det undrer ikke mig, at det ikke kan give den store indtægt. Det burde kidnapperen da vide. Men De har måske et indbringende job?”
”Ingenlunde. Jeg kører rendegraver hos kommunen. Men nu skriver han – de – heller ikke noget om, at de ønsker en løsesum for at udlevere hende tilbage.”
”Næh. Men hvad skulle grunden ellers være? Har I nogen fjender?”
”Det kan jeg overhovedet ikke forestille mig.”
”Poststemplet er ulæseligt, men det ville næppe bringe os særligt langt alligevel. Kan du genkende skriften?”
Frans betragtede brevet med rynket næse og sagde eftertænksomt: ”Næh, ikke umiddelbart.”
”Har du ringet til hendes psykolog og forhørt, hvorvidt hun dukkede op til konsultationen?”
”Ja. Med stort besvær fandt jeg frem til et telefonnummer. Hun har ikke været der.”
”Altså er hun blevet kidnappet før klokken tretten.” Adolf skulede omkring i det høje ukrudt: ”Vi må hellere få sat en efterlysning i gang. Hendes navn er Helle Thomasen, formoder jeg.”
”Nej. Hun hedder Helle Thorning. Hun ville absolut beholde sit fødenavn.”
”Helle Thorning! Er hun ikke gift med en englænder?”
”Jo politikeren Helle Thorning. Men her er altså tale om en anden Helle Thorning, som ikke hedder Schmidt.”
”Aha. Mon kidnapperne har kunnet forveksle dem?”
”Næppe. Ja så skal det være nogle udlændinge, som ikke kender socialdemokraten. Min kone ligner hende overhovedet ikke af udseende.”
”Har du et vellignende billede af hende, som hun ser ud i dag?”
”Jo, det tror jeg nok. Kom med indenfor.” Frans førte dem gennem en smal entre, hvor der stod et toilet, som de måtte skridte hen over: ”Vi er lige flyttet ind for 14 dage siden. Der er masser af ting, som trænger til at blive shinet op her. Vi startede med toilettet.” Han åbnede en dør: ”Se hvor flot det er i forhold til det, som jeg skal have kørt ud på lossepladsen.”
”Det vil jeg skide på.”
”Hvorfor siger du det på den måde hr. kommissær?”
”Fordi jeg er trængende.”
Mens Adolf sad på det blanke bræt og der endelig kom hul på bylden, lød der pludselig et pistolskud: ”Hvad satan sker der?” Han ville gerne hurtigst muligt ud og se, hvad der foregik. Men der var ligesom noget, der skulle gøres færdigt først.
Da han et par minutter senere slog palen fra og tittede frem, var der ganske tomt. Han sneg sig omkring, først indenfor siden ude i forhaven. Men hverken Frans, Brian eller nogen tredje var at se.
Adolf låste sig ind i patruljebilen og ringede stationen op: ”47 19 til stationen. 47 19 til stationen. Ja hej. Det er Adolf. Jeg har mistet Brian.”
”Hvad mener du med mistet? Er han død?” Jørgen Fugl lød ikke, som om at han frygtede det.
”Nej. Det tror jeg ikke. Men der lød et pistolskud, og så var jeg pludselig helt alene tilbage.”
”Det lyder kryptisk. Var det Brian, der affyrede sin pistol?”
”Vi har ikke pistoler med på denne opgave. Ja, så skulle han da have skjult den under sin jakke.”
”Du ved det altså ikke. Men er der nogen, der er blevet ramt af skuddet?”
”Nej. Her er ganske tomt. Hverken levende eller døde.”
”Hvis ikke de kommer tilbage inden ti minutter, så skal vi have dem efterlyst.”
”Jo. Kan du så ikke i samme moment efterlyse Helle Thorning?”
”Jo, det kan jeg da nok. Men det har vel ikke noget med skyderiet at gøre?”
”Nej. Hun har været bortkommen siden i torsdags. Jeg har et brev her fra kidnapperne. Der står intet om en løsesum, blot at hun er bortført.”
”Så er det nok af politiske grunde. Det er en alvorlig sag, som vi have sat mange folk på.”
”Jeg skal lige gøre opmærksom på, at det ikke er den Helle Thorning, som sidder i folketinget.”
”Nå bevares. Så er jeg mere rolig.”
”Hov. Jeg kan se, at der nu opstår noget optøjer henne i gadekrydset. Jeg løber. Roger and out.”
Adolf steg ud af patruljebilen, låste bildøren og skyndte sig i retning af de ophidsede mennesker. Hans kondi var ikke som i hans ungdoms vår, så det gik i gang ind imellem: ”Hvad foregår der her?”
”Frans har anskudt min falk. Prøv at se, hvorledes dens ene vinge hænger. Bliver den nogensinde en normal fugl igen?”
”Den gik til angreb på en af mine høns, der åbenbart var sluppet ud af sit bur bag mit hus.”
”Der var du Brian. Vil du venligst forklare mig forløbet af det her?”
”Jeg kastede et blik ud af vinduet og fik øje på noget, der kunne ligne nogle skunkplanter. Jeg gik derfor ud for at undersøge dem nærmere. Pludselig kom Frans ud og begyndte at skyde. Da jeg troede, at det var mig, han ville ramme, var jeg nød til at stikke af. Men det viste sig altså at være en fugl, han skød efter, forstår jeg nu.”
”Sikke en redelighed. Vi må tilbage og undersøge det hønsehus.”
Hele flokken vandrede frem til Thomasens baghave, hvor der ganske rigtig var et lavt hønsebur; men Adolf fandt - efter en nøjere granskning – intet hul, som æglæggerne kunne slippe af: ”Hvor mange høns burde der være?”
Frans foretog en hurtig tælling og lagde én til: ”Syv.”
”Hmm. Ja, så mangler der jo en. Brian, ved ud, hvor den er blevet af?”
”Nej. Jeg flygtede i en hel anden retning. Men jeg skal nok prøve at se, om jeg kan finde den.”
”Fint, gør du det. Så vil jeg gå ud til bilen og fortælle Jørgen Fugl, at du er i god behold.”
Det var kollegaen glad for at høre: ”… og så kan jeg for øvrigt glæde dig med, at Helle Thorning er fundet. Hun sidder i Sønder Omme fængsel. Hun har fået 7 dages hæfte for spritkørsel. Hun har sikkert fundet en bekendt til at skrive det brev, for at Frans ikke skulle vide, at hun var havnet i spjældet. Måske det er klogest at undlade at fortælle ham det. Vi holder ham hen, til hun kommer hjem på torsdag.”
”Okay. Jeg finder på noget. Og så har Brian formentlig observeret nogle skunkplanter herude.”
”De er formentlig plantet af den tidligere ejer. Ved du hvem, det var?”
”Nej. Har ingen anelse.”
”Det var Sigurd Hash. Du ved ham, der stjal den …”
”Jovist. Det ved jeg alt om. Vi konfiskerer planterne og gør ikke mere ved det.”
”… og husk Adolf at få tømt tarmene, inden du går på arbejde, så undgår du al den forvirring.”
”I know. Men kroppen skal lige finde ind i vant gænge igen ovenpå ferien.”