Hej jeg noget at sige som papmor?

Kære læsere.
Jeg og min kæreste har været sammen i et halvt år. Han har en datter på 2½ med en pige/kvinde på min egen alder (19)år. Jeg og kæresten (faderen til den lille) plejer at have hene hver anden weekend. Men nu synes moderen pludselig også at vi skal have hende i hverdagene. Jeg har forsøgt at forklare min kæreste (faderen) at det kan vi ikke, jeg står midt i en eksamenssituation, hvor jeg afslutter min handelsskole, og har simpelthen ikke overskuddet til at passe datteren på 2½. Hun gidder hverken sove når vi siger det, spise når vi giver hende mad, og hun skriger efter chokopops heletiden,hvilket jeg synes er vildt uopdragent! Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan hun bliver passet hos sin mor, når hun er der, men ifølge min kæreste (faderen) følger hun det koncept med at hendes datter får lov til alt, og så får hun fred. Jeg synes det er umodent, og den manglende tilstædeværelse fra moderens side gør det endnu sværere for mig og kæresten at have hende i weekenden. Godt nok er hun ikke min egen datter, men jeg mener personligt at et barn på 2½ år bør have faste sengetider, spisevaner, m.m, og ikke bare er tilladt at gøre hvad der passer hende! Allerede i hendes alder, kan hun finde på at slå og skrige op hvis hun ikke må få chokopops eller slik, så jeg har simpelthen bandlyst chokopops i huset!
hvad skal jeg gøre? Jeg glæder mig ikke længere tl weekenderne / hverdagene hvor vi har hende, fordi jeg ved hvilket virvar det bliver. Jeg får ikke sovet om natten, på de nætter hvor jeg skal i skole om morgene fordi hun vågner mange gange om natten osv. osv!
Kan jeg tillade mig at sætte foden i jorden overfor moderen eller hvordan?

- men er det ikke hendes far, der har samvær? Bed ham tage sig af hende. Færdig.

Find en mand uden børn! Det er det nemmeste😉 Eller flyt til din egen lejlighed, hvor du selv bestemmer! Lad manden passe hende selv, hvis ungen irriterer dig! Er det ikke nemt?? Det er jo trods alt hans barn!

Jeg har forsøgt at fortælle min kæreste (faderen) at han blive nødt til at snakke med moderen om opdragelse og hvordan de gør det indbyrdes, men ligemeget hjælper det. Moderen er en hysterisk prop der bare skal have sin vilje!
Og kæresten, føler jeg, pludselig er i en meget kort snor over for hende når hun dukker op, selvom de er x-kærester.. Datterens tilstædeværelse er også noget der påvirker mig, og det er ikke positivt. Jeg glæder mig ikke til at se hende, rent ud sagt vil jeg hellere være fri og have min kæreste for mig selv, men forstår også at hun er en del af livet. Det hele vil jo være nemmere hvis faderen og moderen kunne finde ud af at snakke ordentligt sammen, snakke om opdragelse osv, og ikke bare smide datteren derhen hvor hun skal være.

noget at tale med moderen om overhovedet. Al kommunikation vedr. barnet bør gå gennem faderen og moderen

Det kan godt være det lydder meget let for mig bare at flytte, men nej, jeg elsker ham jo, og jeg holder meget af hans datter.. Selvom det ikke er altid med enighed omkring hvad der foregår. Jeg har stået på hoved og hale for ham fra da vi mødtes. Er flyttet fra Århus til Vejle sammen med ham for at kunne bo og være sammen, og tager hver morgen toget til Århus for at studere videre, jeg har aldrig klaget, men jeg synes jeg er ved at blive revet i stykker

- og jeg synes ærligt talt ikke du overhovedet skal blande dig i det barn. Find en læsesal, så du kan læse til eksamen.

- du er ikke gearet til at lege far mor og børn. Se at finde til Århus igen. Bedste råd jeg kan give dig.

blande mig? ..
Hun er en del af kærestens og min hverdag og weekender. Hvordan kan jeg undgå ikke at have noget at sige? Hun bliver ligeså meget påvirket af mig som jeg bliver påvirket af hende. Er man som pap mor eller pap far udelukket fra alt eller hvordan?

Jeg tror, at din kærlighed for ham vil glide væk med alle de problemer, ungen skaber for jer. Og på et tidspunkt bliver du selv træt af det hele. Og manden vil selvfølgelig vælge ungen og ikke dig, når du til sidst vil skabe lidt orden i dit liv! Bliv ikke overrasket, når det sker! Kærligheden er blind i begyndelsen, men den holder ikke for evigt!
Jeg synes, at du er alt for ung til at slås med disse problemer!

hvorfor skal han ikke også tage del i "byrden", som han har selv har skabt.

Men det er nemt for ham at vælte det over på kærsten, alt det sure.
Jeg vil foreslå du pakker dit grej, flytter tilbage og får din uddannelse.
Som papmor har du pligterne og lortebleerne. Men ikke nogen indflydelse. Og prøve du sige noget får du lige i hovedt at det ved du ikke noget om og du bare skal blande dig uden om. Flyt og vil han noget må han jo tage lidt initiativ.
Men jeg kan garantere dig, at lige så snart du er ude af boligen og ikke leger husmor for ham mere, så høre du ikke mere til ham.
Kærlighed gør blind, men hverdagen hjælper på synet. 😉
Om ikke andet så må han jo selv tage barnet og du læser på biblioteket og ligger dig en dødstriks plan for hvordan du læser. Og lad være med at afvige fra den. Jeg tror såmænd du blvier lykkelig for at komme ud af huset i de timer du læser andets steds henne. Og han får ungen.😃

Dulkis.Jeg mener,du er da ikke den lille piges mor og det er jo faren til barnet som har samvær,ergo er det ham som må tage sig af hende når I har hende.Jeg går stærkt ud fra at han hverken bader hende,giver hende mad,læser gonat historie eller sidder med hende,men dig istedet for.Med andre ord,fordi du bor med din kæreste er du lige pludselig blevet papmor til et lille barn.Få en snak med farmand og be ham om at passe sit barn.

vil til enhver tid prioritere samværet med sin datter højere end din eksamen til sommer. Det SKAL en far. At få mulighed for at være sammen med sit lille barn i hverdagene frem for at nøjes med hveranden weekend er en gave, som på ingen måde skal eller kan tilpasses praktiske forhold omkring kæresten. Det vil være helt indlysende for dig, når du engang selv får børn.
Du har valgt at flytte til Vejle for at være sammen med ham hver dag - men hans trang til/ønske om at være tæt sammen med sin datter er LANGT større end selv den mest forelskedes behov for at være i kærestens nærhed.
At kalde en 2 1/2-årig for uopdragen, fordi hun plager, er ikke fair - det er begrænset, hvad du kan forlange af et barn i den alder.
Jeg er bange for, du er dømt til at tabe "kampen", hvis du ikke i langt højere grad formår at sætte dig i dit kærestes sted og bakke fuldt og helt op om, at han selvfølgelig skal tage imod muligheden for at se sit barn mere end nu. Du er næppe selv gearet til at have et barn endnu, og det er HELT naturligt og forståeligt - men så er det nok desværre den forkerte partner, du har fundet.

du må så indse,at fordi din kæreste har et barn som nærmest bor hos jer,ja så må du jo passe hende som var det dit eget.Hvis ikke du har lyst til at passe en anden dames barn,ja så må du finde dig en læsesal hvor du kan sidde i fred og ro,det er enten eller.Barnet er der og det blir der ikke lavet om på,og hvis ikke du kan affinde dig med det,mjå du finde dig en anden kæreste uden små børn som åbenbart blir afleveret til atsdighed.Stakkels barn siger jeg blot.

at du " elsker ham " osv,så hvad er problemmet? Du skal forstå,at du intet har at sige overfor barnet,barnet kommer først hos din kæreste,så hvis du vil leve på den måde ( være husmor,opvasker og barnepasser ) ja,så syntes jeg du skulle blive og nyde det! Du elsker ham jo........vor herre bevares! Bed ham om at passe sit eget barn selv.Du er ikke husmor eller mor endnu og du er ved at uddanne dig,eller flyt.Hvis han vil dig noget,så ved han hvor du bor! Jeg gad ikke!Held og lykke!

når du skriver du hellere vil have din kæreste for dig selv. Du er simpelthen ikke det rigtige sted på det rette tidspunkt.

Når man vælger en partner med børn, så skal man som udgangspunkt købe hele pakken.
Du virker ikke parart til at tage hele pakken. Det er fars ansvar at tage sig af barnet, det skriver du ikke om han gør.
Et barn på 2 1/2 år kan sagtens vågne om natten selv om det har faste sengetider. Når tiden kommer med at bleen skal af, skal barnet måske på toilet om natten.
Jeg synes, at du skal overveje, om det er i din interesse med en mand, som har et barn.

Du har jo ligesom selv valgt, at indgå i et forhold med en mand som har et barn i forvejen. Barnet vil (forhåbenligt) altid have første prioritet hos ham. Og det er du nødt til at forholde dig til. Du vil aldrig "få ham for dig selv", som du skriver et andet sted her i tråden. Det synes jeg faktisk virker lidt umodent...
Du har naturligvis ret til at sætte nogle grænser for, hvad du vil tolerere i dit eget hjem; men det må efter min mening ske i samarbejde med barnets far. Ligesom det også er ham, der bør kommunikere med moderen. Det er ikke din opgave. Så nej. Jeg mener ikke du kan tillade dig at sætte foden i jorden overfor moderen. Det er udelukkende faderens opgave.
Hvis du ikke kan rumme barnet i hverdagene - så sig fra. Og tag konsekvensen af det! Det er da ekstremt synd for barnet at skulle føle sig uvelkomment hos sin far.
Og så skal du forstå, at et barn på 2½ år ikke skriger og slår samt nægter at sove for at genere dig personligt. Det er en del af trodsalderen....
vichri

Problemet er ikke hvorvidt det er mig eller faderen der passer hende, når vi har hende.. Jeg elsker ham meget, og valgte selv at gå ind i forholdet, og forberedte mig på at det kunne blive hårdt at han har barn. Han både bader hende, synger godnatsang og laver mad til hende, han er en dejlig far. Jeg føler bare at jeg stadig gerne må have mine meninger og holdninger om opdragelse. Med den opdragelse hun får hos sin mor nu, ser jeg blot at hendes fremtid vil blive meget svær. Hos hendes mor, har jeg fået af vide af faderen, at hun får lyst til hvad hun vil. Kommer i seng når hun vil, spiser hvad hun vil, hun får altid sin vilje, hvilket har gjort at hun derfor ikke retter sig efter mig og kæresten når vi siger hun skal i seng på en fast tid (kl 20 senest).. Hos hendes mos kommer hun i seng når hun først falder om af træthed osv

Tak for alle jeres svar. Jeg ved godt jeg skal tage mit ansvar for den lille pige, og jeg føler også jeg gør mit aller bedste. Min kæreste har selv sagt at jeg bliver en rigtig god mor en dag. Jeg viser aldrig at jeg føler sådan som jeg skriver. Jeg leger altid med hende, tager hende ud på tur når vi har hende i weekenderne og diverse.
Problemet er, at jeg for nylig har overvundet en depression på grund af et brud som opstod fra et tidligere forhold, som jeg har haft svært ved at komme over. Jeg fandt min skønne kæreste ½ år tilbage, og nu føler jeg at depressionen er ved at snige sig tilbage. Jeg bliver ekstremt hurtigt stresset, og føler mig ikke specielt glad. Det er ikke noge som skal gå ud over hans datter, og det gør det heller ikke. Jeg lader det kun gå ud over mig selv, med den konsekvens at det bare ikke bliver bedre.
Jeg ville bare ønske at faderen kunne sætte foden i jorden overfor moderen, og konfrontere hende med, hvorvidt datteren bør opdrages, istedet for at datteren blivr forvirret over det. Jeg synes bare ikke det er passende at et barn på 2½ år får lov at spise chokopops hver eneste morgen, og til aftensmad hvis det er det hun vil have.
Vi har efterhånden fundet en rutine med at få lagt hende i seng, seneste kl 20, på denne måde sover hun meget bedre om natten ved at komme tidligere i seng.

at forældre er utilfreds med hvordan den anden opdrager, det kan vi desværre ikke gøre så meget med.
Min søn bliver præget med musik, film og et sprog hos sin far, som jeg mildest talt ikke bryder mig om. Desuden er han total opkørt,når han kommer hjem fordi han er blevet proppet med sodavand og slik en hel weekend samt sene sengetider.
Hver gang går der nogle dage, før tingene funger normalt.
så problematikken kender jeg godt. Jeg er også selv bonusmor og eksempelvis vil moren til min bonusdatter ikke lade hende vaccinere mod livmoderhalskraft...
Problematikken vil altid være der i mere eller mindre grad, man kan have sine meninger, men man kan skisme ikke gøre noget som helst. Så brug energien på noget andet...😉
Men jeg synes godt, at du kan sige til ham, at det er ok....men efter din eksamen. Eller I kunne jo bo hver for sig men tæt på hinanden, så har du roen til studie og ham ved siden af...
good luck...

Du forsætter med at " lege far ,mor og barn " vel at mærke,en andens barn,ikke dit eget barn og du er kun nitten! Halleluja..................!

du kan da være fløjtende ligeglad med hvad ungen spiser hjemme hos mor. Kigger mor forbi hver aften når hun er hos jer, for at checke at det der er i gryderne er ok mad?? Nu siger jeg det på dansk: Det rager på ingen måde dig eller din kæreste:hvad de spiser, hvor de rejser hen, hvordan ungen bliver klippet, hvad tøj hun går i , hvad hun får i gave.....Du er på ingen måde gearet til at have med børn at gøre lige nu/ endnu, så hvis din kæreste vil sin datters ve og vel, så skal i ikke bo sammen.

hun tænker bare på barnet ve og vel for spisevaner har stor betydning for pigen når hun bliver ældre, desuden så risiker pigen at blive sukkerafhænging som lille, som kan føre til fedme og andre sygdomme, det er da super at hun tænker på barnet
til trådstarter: nogle er til og snakke med andre er ikke, men hvis jeg var dig vil jeg starte med at få faren til at snakke med moren om problemerne og ellers må du selv.

og ingen andre. Hun vil bestemme, hun vil have fred, hun vil sove om natten, hun vil have kæresten i fred, HUN HAR INTET AT SKULLE HAVE SAGT

selfølige skal hun havde noget at sige, hun er sammen med kæresten og er en del af barnet liv.

i indlægget brokker hun sig over hvad der foregår når barnet er hos sin mor, og det kommer hende på ingen måde ved. Selvom hun er kæreste med far, så har hun INTET at sige over barnet, og specielt ikke når hun er så umoden som hun fremstår.

snotunge skal ikke have lov at bestemme, hun skal sættes på plads, det er jer der bestemmer nå hun er hos jer, og du må også have en mening, som du kan tale med kæresten om, og selvfølgelig skal du ikke forlade din lejlighed for at læse, for sådan et forkælet barn. Du sætter grænser for hvad du vil over for din kæreste, og pas så din læsning🙂

Jeg synes, det er nogle ret ensidige svar, der bliver givet. Kunne det ikke tænkes, at der er tale om en ung kvinde, som har fundet "manden i sit liv", som tilfældigvis har en datter?
Det er muligt, at du ikke er mor til pigen, men når hun er i DIT hjem, så er DU med til at sætte reglerne. Regler, som du og din kæreste skal være enige om. Det er muligt at hans datter er opdraget på en mindre heldig måde hos sin mor, men hvis du er villig til at gøre en indsats (sammen med din kæreste) og vise hende, hvem der bestemmer, så kan du komme langt.
Børn har grundlæggende brug for to ting. Omsorg og klare linier. Vis hende kærlighed, så du ikke er en "fjende", og stå fast, når du siger nej, selvom hun skriger, slår, spytter og sparker. Og vigtigst af alt, få din kæreste med. Hvis du siger nej, og han siger ja, så kan du ligeså godt lade være med at prøve.
Det hjælper ikke på din nuværende eksamenssituation, så der må din kæreste tage sit ansvar som pigens far og tage sig af hende, eller sige nej til moderen. Men uanset hvad, så må du tage kampen, hvis du vil blive i dit forhold, for ellers er der kun, som de andre debattører foreslår, at gå fra hinanden. Datteren vil altid være en del af hans liv.
Jeg håber du kan bruge mit råd.
MVH En Far

Stakkels barn. Hun er så lille, så hun fatter ikke meget endnu. Naturligvis har en kæreste ikke et ord, at skulle have sagt. Det er simpel logik.
Skal det stakkels lille barn have så mange voksne til at kommandere. Hun bliver jo kulret af det.
"det er jer der bestemmer" gu er det ikke. Den eneste, der har noget at sige er barnets far og mor.
At en ung pige er dum nok til at vil lege husmor er hendes egen private sag.

Hvis hjem er det.❓Det var rart at vide.
Hun er flyttet fra Århus til Vejle for at kunne være sammen med ham.
En ung pige på 19 år, som ikke har lyst til at være barnepige. Hvilket jeg sandelig godt forstår. Men nu har manden altså barnet. Det er ham, der bestemmer, når han har barnet.
Han passer det tilsyneladende også, hvor er problemet. Jo problemet er, pigen er for ung til at tage sig af et fremmed barn.
Der er ikke noget at sige til vi får frustrede børn. Et barn på 2 år er et LILLE barn. Hun magter ikke alle de skøre "voksne". Regler et sted, andre regler et andet sted. Jamen er I da helt fra snøvsen.
Tror du virkelig, i ramme alvor, et barn på 2 år kan indrette sig efter forskellig levevis og regler uden at blive skrupforvirret. Det er ikke småting, der forlanges af små børn i vore dage.

Hjemmet må vel være 50 % hendes, medmindre hun bor til leje hos sin kæreste. Jeg taler ikke om hjemmet som ejensomsret, men om begrebet hjem. Dvs. et sted, hvor du selv sætter reglerne. Hvis hun bor der, som en del af et forhold, så har hun vel også ret til at sætte reglerne?
Det er ikke optimalt, når et barn oplever to hjem med vidt forskellige regler. Så langt kan jeg følge dig. Men det er vel ikke forskelligt fra når de er i dagpleje/institution eller på besøg hos bedsteforældrer. Her vil børn jo typisk opleve andre regler, end når de er hjemme.
Og til sidst så kan man spørge sig selv, hvad der er værst. At give efter og fodre barnet med usundt mad, eller at sætte grænser, når det er hos sin far?
Jeg læser ikke, at pigen ikke ønsker at være barnepige. Jeg læser til gengæld, at pigen er træt af sin kærestes datters dårlige opdragelse, som ikke gør det nemmere at læse til eksamen. Specielt ikke, hvis de skal til at have hende noget mere. Lad nu være med at dømme hende pga. alderen, for det gør ikke nødvendigvis en person til en dårlig forælder.
MVH En far

dette er kun min mening.i har været sammen et halvt år.og ang hans datter syntes jeg ik du har ret meget at skulle have sagt i hans samvær med hans datter.det er mellem moderen og faderen.du har valgt ham,så har du også valgt hans datter.d virker som om du ik ka fordrage datteren,.og med den indstilling vil jeres forhold ikke holde.datteren vil altid være der og være en del af hans liv,og helt ærligt,det mangler da bare at han har hans datter lidt i hverdagene,for på den måde kan han få mere indflydelse på datteren og et nærer forhold til hende.skriger datteren må i sætte jeres grænser,ind på værelset og der bliver du til du lader være med at skrige og kan tale ordenligt,og det kan nemt være hun skal derind 3 gange lige efter hinanden,og mange dage i træk.men er i vedholdende skal hun nok forstå,og vigtigt at når hun er faldet til ro at faren får en snak med dattern hver gang hvorfor hun ik får de ting hun skriger om,og hvorfor hun bliver sendt på værelset.gå ikke i klins med moderen,for det er faderens job,og vil bare ødelægge jeres forhold,hvis du blander dig....de dage i har datteren,skal du trække dig ind i et andet værelse og sove, til at starte med.så må han stå med natteroderiet,for det er hans datter , og hans ansvar.på den måde kan du måske bedre abstrahere fra det hele,og selv prøve på at få et godt forhold til den lille pige,som sikkert kan mærke at hun ik er særlig ønsket,for børn er de bedeste i hele verdn til at aflæse mennesker,men da hun er så lille,har hun ikke ordforrådet,og så kommer det tit ud i råb og skrig ,for det er den måde de kan reagere på.tal med fadderen om dette og lad ansvaret være hans alne et stykke tid når i har hende.held og lykke med det hele.😉