Har bare brug for at sige min mening!

Jeg har med kæmpe nysgerrighed læst folks indlæg herinde. Delvist enig og uenig i nogle ting.
Jeg er selv i midt 20'erne og synes at være den eneste i hele min vennekreds, som i virkeligheden gider at holde bare lidt ud, når det kommer til parforhold og kærlighed. Mine veninder og venner bliver gang på gang smaskforelsket i en af modsatte køn (nogen af det samme køn:-)), men efter MAX ½ år, er der 1000 ting i vejen...så føler de sig ikke så glade for ham/hende mere, så piller de bussemænd, så snakker de for meget i telefon og bla bla.
Ja, og??
Min kæreste og jeg har været sammen i 2½ år - og ja, jeg får sq da også nedture, hvor jeg ikke synes jeg er så gokkelokket over ham. Hvor man har brug for luft, hvor man tænker om det overhovedet er det - om føleserne holder til små bæbser og volvo og villa. Og slår man bare lige "koldt vand" i blodet, se så ved jeg sq godt, at jeg vil ikke undvære ham for alt i verden. Så man man sq acceptere at man ikke er gakket fjols, som skriver kærlighedsdigte til sin kæreste hele tiden. For al forelskelse ebber ud.
Jeg synes, det er flot, at folk (især dem med børn) KÆMPER for kærligheden. Men jeg synes også, at man har man i 1 eller 2 år bare følt, at man vil UD af sit forhold, jamen så er der kun 1 vej, og det er UD! Men flot, at der bliver kæmpet for det.
Kærligheden MÅ godt gøre ondt, man må godt være i tvivl om sine egne følelser eller hans/ hendes følelser i ny og næ, HVIS man elsker den anden, HVIS man IKKE vil undvære den anden. Vi er kun menneskelige sjæle og ikke superrobotter, som har svaret på alt! Og det ved man altså ikke tit efter 6 mdr...så prøv dog at holde lidt ud for fa'en! Rom blev ikke bygget på 1 dag!
Men igen, det er ikke enhver kamp der skal kæmpes, men prøv da for faen at gå lidt op i det du har....græsset er IKKE grønnere på den anden side....(oftest).
Ligner tendensen ikke bare mere og mere en gang slatten "nu bliver det hverdag, fuck jeg gider ham/hende ikke mere"? Jeg føler det sådan rundt omkring mig.

Er helt enig med dig!!! Man kæmper ikke længere....når det bliver hverdag så tja farvel og tak for nu. Det mest skræmmende er når der kommer børn ud af det. Se på statestikker over singler med børn. Trist og sørgerligt Det bliver bare ikke kæmpet mere.

Jeg kan godt følge dig. Personligt kæmpede jeg for at bevare mit ægteskab i ca 15 år. De sidste mange år var det ene og alene for at være Sikker på at mine børn fik en tryg opvækst og blev sat godt i vej. Men så holdt jeg det heller ikke ud længere.
Det med græsset passer ikke helt på mig. Jeg fik det meget bedre af at blive single.
MVH
GL

I gamle dage - for 10 år siden og før - troede man, at mennesket var skabt til at være et par, og at danne par med den samme hele livet.
I dag ved vi, at det ikke gælder for alle.
MVH
GL

Livet bevæger sig i cyklus på 7, mærkelig nok.
Efter 7 måneders forhold, blegner det drømmebillede, man havde af partneren, og realiteterne går op for én. Derfor går mange nye forhold i stykker omkring 7månedersdagen.
Efter 7 år har begge parter udviklet sig, og hvis de har udviklet sig hver sin vej, har vi en 7årskrise.
Det samme gentager sig i årene med multipla af 7 (14,21,28 osv).
Selvfølgelig gælder denne tommelfingerregel ikke alle, men dog alligevel for mange.
MVH
GL

at du har kæmpet 15 år. Så har du virkelig gjort dit....!
Jeg snakker om folk som giver op aaaalt for hurtigt...og 15 år er ikke hurtigt at give op.
Desuden så forstår jeg ikke folk, der siger "du holder ham/hende for nar, når du går rundt og kan have det sådan"!! Øh nej, det gør jeg ikke!!! Jeg forsøger at redde og bibeholde det jeg har, og hva faen er der galt med det???

Jojo har selv erfaret 7-års krisen, som endte med et ordentligt brud og utroskab fra min eks's side.....

Tak for de rosende ord. 🙂
Om man holder modparten for nar, ved at kæmpe for forholdet, kommer vel an på de konkrete omstændigheder Umiddelbart kan jeg ikke se hvorfor modparten skulle føle sig holdt for nar, hvis man da ikke laver grissebasse ved siden af, og det er jo noget helt andet.
MVH
GL

Det behøver jo heldigvis ikke at udarte sig så voldsomt.
Har du en ide til hvordan man undgår den krise?
MVH
GL

Der går min grænse også....utroskab... Jeg er ikke stolt af at kunne sige, at jeg selv har prøvet det...men gudskelov i mine MEGET unge år, og da jeg dengang så, hvor stor skade, jeg havde gjort, indså jeg, at det gør jeg ALDRIG mere....
Hvis man beslutter sig for at få styr på sine følelser og sit forhold nytter det ikke meget, at man "har gang i" sekretæren samtidig....så er der vist ikke meget mere at kæmpe for på hjemmefronten.
Men ellers synes jeg det er flot folk de prøver at få styr på deres følelser og forhold - det er absolut ikke forbudt! Hellere det end at give op ved første øjekast på en hverdag!

For nu at lege djævelens advokat: Hvor når skal man så sige stop? Jeg kender også forhold, hvor den ene har fundet sig i alt for meget.... Men hvornår er nok nok?
MVH
GL

ingen anelse...håber bare ikke det sker igen....!

Hmm, det må være en balancegang....folk har jo forskellige idéer om, hvornår nok er nok. Nogle kvinder kan elske en mand, som slår dem (hvilket da er sygt??), andre kvinder kan ikke engang klare, at manden tager egne initativer engang imellem, og siger, nu skrider jeg sq i byen med gutterne.
At kæmpe for sit forhold er ikke lig med at finde sig i alt fra modparten....bestemt ikke! Men hvis man grundlæggende har et velfungerende forhold, hvor kvinden ikke leger Tante Stram og manden ikke kværulerer, men hvor der er gensidig respekt og kærlighed...så er det hul i hovedet at give op....der er ingenting at tabe...man sætter IKKE modpartens liv på "pause", holder ikke vedkommende for nar...men holder fast i noget man plejer at være glad for.

samme unge ofte render rundt med klamydia faldbuk og andet godt er derudover også en kendsgerning, så bestemt enig i man ikke bare skal kaste sig i grams den ene gang efter den anden

http://kvinder.bt.dk/index.php?id=4463
Den med 7 års krise er en myte,du kender hinanden indgående efter et par år, og det er der problemerne opstår.😉

og det efter 19 års samliv (og endnu flere år inden, hvor vi har haft et on and off forhold kørende)!
Ja jeg har været utro i en kort periode - har været så forelsket og oplevet stor lidenskab med en anden mand, at jeg havde forladt min mand, hvis jeg netop ikke havde været utro. Men jeg vil selvfølgelig helst leve sammen med min mand, for det er ham jeg elsker så inderligt, for han er den eneste der nogensinde er kommet så meget "ind under huden" på mig at jeg ville føle jeg mistede mig selv, hvis jeg mistede ham. Han er min soulmate - og ja de findes - og ja man skal kæmpe osgå i perioder. Både med sig selv og sin partner .
Så kæmp for alt hvad du har kært. Smukt vers 😉
Pusser

ENIG😃

Hvis der var tale om et ægteskab på solidt fundament der havde klaret sig gennem kriser uden sidespring, så var det flot.

naturligvis....Men essensen i mit indlæg er jo ikke, om man har været utro eller ej, men at man kæmper for det man holder af, elsker, tror på.

Går jeg med skyklapper og bind for øjnene?
Kan man ikke have et godt langt ægteskab uden sidesping når der er kriser?
Ret mig hvis der er noget jeg har misforstået.

Men er det og kæmpe at dyrke en anden når herren ikke lige vil makke ret?
Ikke i min verden.

Jo selvfølgelig kan man det, og det er da også llaaaangt den bedste løsning. Jeg prisværdiger ikke utroskab men kan i og for sig ikke se noget galt i, at Pusser har fundet ud af kærligheden på den måde...det er da godt for hende. Min debat skulle ikke handle om utroskab - den debat på I tage med Pusser 😉

jow jow, ville bare lige vide om jeg gik med skyklapper.
Jeg mener nemlig også man godt kan have et godt langt ægteskab uden sidespring.

Hehe 😉 Jo det kan man da! Er det ikke det de fleste håber på og stiler efter? :-)

Gøre alt for at kæmpe, for den jeg elsker. hvilket jeg forsøger nu! :)
Men det er skam også en svær ting når man i den anden ende ikke rigtig ved om man kæmper forgæves..
jeg syntes det er flot at kæmpe, men man er sku også nødt til at være ærlig for hinanden.

men hvad mener du med ærlig? 🙂 Bare nysgerrig

kæmper for kærligheden.
der findes intet så simpelt, som en samboende kvinde, hun skal konstant have anerkendelse, og nærværd, og hvis fyren ikke gider at rose hende, eller sige de tre falske ord, ja så er helvede løs, det må vel være nok, at han siger det en gang.
idag er det ikke kun utroskab, der er grunden til de 50% skilsmisser, men mere den omstændighed, at folk sætter sig i en kolosal gæld, som de ikke kan overskue, det er nemt at hakke på manden, hvis der lige mangler lidt salt på bordet, fordi madammen har fået et nyt køkken på afbetaling, også selvom hun ikke kan varme andre retter end købte færdigretter.
jeg har lige set en udsendelse i TV, hvor unge kvinder køber tøj for tusindvis af kr. tøj som de slet ikke vil bruge, så bagefter kan de promotere deres dårlige smag over for veninderne.
enhver sexet kvinde ved, at jo mere hun majer sig ud, jo billigere er hun, når først hun kommer hjem med fyren, og parykken, de kunstige øjenvipper, og fyldet i BH er fjernet, ja så er hun lige så billig som en avlsso, forskellen er bare, at man kan have en so på altanen, og så kan man slagte den senere, og fylde fryseren op, med noget kvalitetskød.

ikke haft den store optur på det område (kærligheden) eller? Men ellers enormt skægt indlæg - som dog er løgn og latin.

Og jeg er helt enig. Er træt af at forhold altid skal blæses op til det helt vilde og så snart der er den mindste ting i vejen, så skal det skrottes.
Mærkeligt - men vi lever jo i "brug og smid væk" kulturen

Nemlig!
Hvad er der galt med at have et "almindeligt" forhold hvor man er "almindeligt" glade for hinanden??! Hvor det går op og ned? Hvor man er glad og derefter knap så glad og så glad igen? Jamen det er da så superfedt at min omgangskreds finder den heeeeeeeeelt store kærlighed og bukker den i pink neon. Men hold kæft hvor er det uholdbart gang på gang på gang.

Jamen mener at man skal da være ærlige over for hinanden, hvis man den dag har den der åhhh jeg gider ikke mere, tanke. burde man så ikke sige til den man er sammen med, ved du hvad jeg har seriøst brug for at være lidt mig selv. eller noget i den retning.
ret mig hvis jeg læser det her indlæg forkert :-)
Men jeg mener bare er man i et forhold med den man virkelig elsker, jamen så burde man da vel ikke have de prøblemer/følelser. klart man har brug for luft se venner, veninder osv. men man skal samtidig kunne sige til den man er sammen med, jeg har brug for være sammen med mine venner i dag.

Jeg er helt enig i, at hvis man er nået dertil, at man bare ikke KAN mere i sit forhold. Så er det da mest fair for alle parter, at man ser at komme ud af det...
Men fordi man har haft det skidt en måned eller 2 eller 3....jamen så giver mange op. Tænk på hvad der kunne reddes!
Og jo, selvom man har en livspartner man er glad for, så synes jeg sagtens man kan have disse problemer/følelser....alt er ikke fryd og gammen og ligetil. Men hvis du har oplevet det, er det da dejligt 😉 [l]

til brok og besvær ....
Det er fint dem der gider

Jamen hver sin lyst - så du "triller" videre ;-)

men lever nu alene ... det virker bedst for mig

det at kunne leve helt almindeligt sammen, hvor ens grundfølelse er kærlighed, ja det er i virkeligheden kunsten.
Kunst er IKKE alle de store fabelader osv. - kunst er jo at få noget essentielt ud af tilsyneladende ingenting, ja selv det mest almindelige kedsommelige skrot. Pt. lever jeg helt almindeligt og godt med min soulmate, grundfølelsen af kærlighed er der hele tiden, og det er lige præcis dette man kan med den kærlighed, der når dybere end betagelsen og den kortsigtede underholdningsværdi - den man oplever i forelskelsesdperioden.
At kæmpe for det man har kært gør man aldrig forgæves. Bare min erfaring 🙂
Pusser

Jeg syntes ikke 2-3 måneders nedtur, og man siger jeg kan ikke mere, har kæmpet nok for det. ( min mening)
Der er for mange der giver op ja. og hvis man kommer med den der jeg KAN BARE ikke mere, så har man også der givet op, fordi man ikke vil kæmpe for det. ( man kan alt, så længe man selv vil det)
Men hvis man ikke føler noget, så ja så er det jo bare om at komme ud.
"vi er bare for hurtige til at sige, jeg har stadig følelser, men vi har brug for en pause"
Alle har på et eller andet tidspunkt, en krise, og det er sku meget normalt :-) lever vi en for stesset verden siden man ikke kan magte at kæmpe videre?.

Ja nemlig :-)