Hader mit liv

Hej alle. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver det her. Det er måske et råb om hjælp jeg ved det ikke. Jeg vil ikke sige det til mine forældre eller gå til en psykolog. Vil ikke virke svag.
Nå, men det hele startede i slutningen af 5. klasse. Alt var godt. Mit liv var perfekt. Jeg var hende i klassen alle ville være sammen med. Jeg havde to rigtig gode veninder. Men jeg synes på det seneste de var begyndt at være meget sådan at de ville prøve det hele agtig! Altså det med at ryge, drikke osv. og det var jeg overhovedet ikke klar til. Så jeg bakkede ud, og fra den dag har vi ikke snakket sammen. Så blev det sommerferie, det man så længe havde ventet på, men jeg var ikke glad. Jeg var bare ulykkelig, og det blev værre fra dag til dag. Jeg følte mig meget ensom. Jeg havde slet ikke nogen! Da vi skulle begynde i 6. klasse fik vi en ny klasselærer, som jeg ikke var særlig glad for. Jeg begyndte at snakke med klassens lidt upopulære piger! Vi fik det faktisk rigtig godt sammen. Men så ramlede det pludselig sammen igen da vi en dag skulle fremlægge noget i klassen. Jeg var rigtig nervøs og de piger jeg havde været sammen med førhen grinte af mig og sådan. Og min lærer var heller ikke særlig god. Det fortsatte så resten af 6. klasse. I 7. fik vi igen nye klasser og det var rigtig godt, men jeg var stadig meget bange for at fremlægge, og meldte mig syg hver gang vi skulle. Og det fortsatte hele 7. Nu sidder jeg så her i 8. klasse hvor jeg stadig har meget svært ved at fremlægge og pjækker hver gang vi skal! Det er frygteligt. Ville så gerne bare kunne stille mig op, men det kan jeg ikke pga den dårlige oplevelse jeg havde med det. Jeg er faktisk lige flyttet skole igen sammen med en af mine veninder fordi vi ikke var særlig glade for den gamle skole, men det er som om jeg stadig har den grimme oplevelse liggende bag mig, og jeg er faktisk på vippen til at begå selvmord. Ville ønske det ikke var så svært.
Hilsen Clara.

Hey you !
Drop de der nederen tanker, ikk´?! Det er skide hårdt at være ung, det kan alle vist være enige om. Men ligefrem tage sit eget liv pga en fremlæggelse, er sgu for lamt.
Jeg ved nu godt hvordan du har det med det. Jeg HADEDE selv de der fremlæggelser bigtime!
Jeg fik susen for ørene, tør mund, rystende hænder, mussestemme, spændinger i nakken, faktisk får jeg det stadig når jeg skal står foran andre mennesker og tale 😕
men...Du bliver nød til at gøre det ! Det har vi alle været nød til og der kommer HELT sikkert mere undervejs i din ungdom som er virkelig ufedt men hvor der ingen vej er uden om.
Pjæk skubber bare dit problem længere væk. - OG giver dig fravær [:X]
Erkend at du har et problem og få noget hjælp til det. Der er også mange voksne mennesker der har det her at bokse med, - Kronprins Frederik f.eks. 😉

Kære Clara,
jeg synes slet ikke du er svag, tværtimod. Det kræver virkelig mod at stå imod gruppepressen fra veninderne, som du har gjort, der de ville begynde at ryge osv.
Det skal du være stolt af, det viser, at du ved hvad der er rigtig for dig, og at du vil og kan stå ved det.
Det er vigtigt at du gør dig det bevidst!!!!
Du er heller ikke svag fordi du beder om hjælp, tværtimod, det er tegn på, at du erkender at du har brug for hjælp, og det er modigt at bede om hjælp. Man kan ikke altid hjælpe sig selv.
Det er ofte følsomme mennesker der kommer i din situation, at være følsom betyder ikke, at man er svag, men at man er sig bevidst om tingene. Det er måske også derfor du har svært ved at finde nogle rigtige gode venner. Men du skal være rolig, de er derude, og en dag skal du nok møde dem.
Måke skulle du prøve at gå til noget der interesserer dig (hvis ikke du gør det allerede). Sport, maling, dans, spejder, et eller andet, hvor du møder andre mennesker end dem i skolen. For verden er meget større end din skole, der er en masse mennesker derude, som har det ligesom dig.
Jeg vil foreslå at du kunne gøre et par ting. Kontakt din skole eller kommune, som kan hjælpe dig med en skolepsykolog, du skal ikke være bange. Du kunne også prøve at ringe til en af de gratis børnetelefoner der findes, de kender sikkert en masse steder hvor du kan snakke med nogen og få hjælp, eller bare en god snak.
En anden ting du kunne gøre, er at henvende dig til en skole, der uddanner coaches. De har ofte brug for at øve sig (det er gratis), og de vil sikkert hjælpe dig med angsten for at fremlægge. Det er en mulighed.
Jeg håber at du holder modet oppe, livet er mere end bare skolen, du har en fremtid som du selv er med til at skabe. Du må tro på dig selv og klappe dig selv på skulderen.
Jeg håber, at du melder tilbage om hvordan du har det.
Varme tanker herfra [sun] [l]

Kære Clara,
jeg synes slet ikke du er svag, tværtimod. Det kræver virkelig mod at stå imod gruppepressen fra veninderne, som du har gjort, der de ville begynde at ryge osv.
Det skal du være stolt af, det viser, at du ved hvad der er rigtig for dig, og at du vil og kan stå ved det.
Det er vigtigt at du gør dig det bevidst!!!!
Du er heller ikke svag fordi du beder om hjælp, tværtimod, det er tegn på, at du erkender at du har brug for hjælp, og det er modigt at bede om hjælp. Man kan ikke altid hjælpe sig selv.
Det er ofte følsomme mennesker der kommer i din situation, at være følsom betyder ikke, at man er svag, men at man er sig bevidst om tingene. Det er måske også derfor du har svært ved at finde nogle rigtige gode venner. Men du skal være rolig, de er derude, og en dag skal du nok møde dem.
Måke skulle du prøve at gå til noget der interesserer dig (hvis ikke du gør det allerede). Sport, maling, dans, spejder, et eller andet, hvor du møder andre mennesker end dem i skolen. For verden er meget større end din skole, der er en masse mennesker derude, som har det ligesom dig.
Jeg vil foreslå at du kunne gøre et par ting. Kontakt din skole eller kommune, som kan hjælpe dig med en skolepsykolog, du skal ikke være bange. Du kunne også prøve at ringe til en af de gratis børnetelefoner der findes, de kender sikkert en masse steder hvor du kan snakke med nogen og få hjælp, eller bare en god snak.
En anden ting du kunne gøre, er at henvende dig til en skole, der uddanner coaches. De har ofte brug for at øve sig (det er gratis), og de vil sikkert hjælpe dig med angsten for at fremlægge. Det er en mulighed.
Jeg håber at du holder modet oppe, livet er mere end bare skolen, du har en fremtid som du selv er med til at skabe. Du må tro på dig selv og klappe dig selv på skulderen.
Jeg håber, at du melder tilbage om hvordan du har det.
Varme tanker herfra [sun] [l]

Sikke et godt svar som også kan bruge af andre