Gode ven, "ensom" 5. ( er du der phillina?)
Gode ven,
Dette har jeg lovet phillina at sætte ind så andre kan ( måske) få glæde af det. Vi kommer alle sammen ud for ting i livet, som får os til at tænke. Vi kommer i tvivl. Hvordan kommer vi videre. Jeg vil gerne dele min personlige "oplevelse" med jer. De bedste hilsener
Enoch ben Enoch.
Tvivl.
Tankerne kommer til mig -
som lange regndråber.
Kommer de mon oppefra?
Det er svært at placere udgangsstedet.
Stormen pisker regnen imod mig fra alle sider.
Himmelen – den skønne himmel –
som plejede, at være blå –
blå som sommerens dejlige kornblomster.
Nu er den tynget af grå skyer,
som hænger lavt over landskabet.
Vældige formationer –
af mange underlige former,
som skifter i én uendelighed.
Jeg løfter mit blik mod himmelen,
men den ligner slet ikke sig selv.
For mit blik, fremtræder den som
en uendelig grå masse.
Disse underlige former –
gør det svært, at se –
hvad de rigtigt skal forestille.
Det ene øjeblik synes jeg-
at kunne tyde et mønster,
men det næste øjeblik forandres billedet,
fuldstændigt.
Jeg mærker en form for vrede-
som presser på inde i mig selv.
Samtidig hører jeg en mærkelig monoton lyd –
Som stiger og falder i styrke -
dunk –dunk - dunk
Jeg lytter.
Hjertet –
det er hjertets lyd -
mit eget hjerte.
Jeg, som altid troede –
at hjertet kun var en pumpe.
Hvor tåbeligt.
I eet nu kan jeg fornemme,
hvordan mit hjerte taler til mig-
Stille – stille-
For et øjeblik sænker jeg blikket
og ser på det sted -
jeg tror mit hjerte er-
jeg prøver at tyde signalerne,
som det udsender.
Længsel – det er,
som længslens tromme i skovene.
Lyden bringer et budskab –
fra mig til et sted langt borte
fra min egen person.
Hvorfor mon denne følelse,
på én gang længsel –
og afmagt –
og på den anden side-
tvivl og vrede?
Mit blik fæstner sig atter på den grå himmel.
Det er som om –
den er blevet tættere end før.
Jeg mærker regnens våde dråber
på mit ansigt.
Jeg ænser det næppe.
Hvor længe jeg har stået sådan
ved jeg ikke helt præcist.
Regnen er nu blevet kraftigere-
ja, som tove -
der forbinder mig med skyerne – deroppe,
som ønsker de
at blødgøre mig.
Hvor ville jeg ønske-
jeg kunne flyve.
Så ville jeg flyve op -
op over disse grå skyer –
til den blå himmel.
Så ville jeg flyve hen
hvor du er.
Jeg ved, alt er vådt
omkring mig.
Også jeg er våd –
gennemblødt.
Mine tårer blander sig med regnen.
Jeg er blevet godt kold.
Jeg kan mærke hvordan min krop
ryster af kulde
og jeg prøver at berolige mig selv.
Hvor ville jeg ønske –
at regnen ville høre op.
Hvor ville jeg ønske –
at se den dejlige blå himmel –
og gense den varme gyldne –
livgivende sol.
Jeg forestiller mig,
Hvordan jeg breder mit tøj ud –
til tørre –
og kulden i min krop forsvinder.
Længslen efter ømhed –
Kærlighed og omsorg –
overvælder mig.
Jeg ænser næppe –
at jeg har lagt mig på mine knæ –
og holder mine arme tæt omkring mig –
for at holde på lidt varme.
Jeg beder –
til Gud –
den gode – kærlige
og barmhjertige Gud.
Lyt til min bøn kære Gud -
se i din nåde til mig –
og hjælp mig,
jeg synes ikke mine egne kræfter rækker længere.
Vil du?
Tankerne myldrer frem og
genkalder de dejligste minder.
Lyse – dejlige – varme minder.
Mærkeligt – tænker jeg –
det ser ud til at skyerne opløses.
Hvordan kan det være?
Der bliver en åbning midt i alt det grå.
Der –
der er den blå himmel –
og lyset –
det gyldne lys.
Det varmer livgivende lys.
Jeg rækker hænderne op mod det –
som kunne jeg gribe fat og føle det.
Jeg kan mærke –
hvordan det varmer mit ansigt og hænder.
Mit hjerte er roligt og en
speciel varme fylder min krop.
Genkendelse –
jeg genkender noget –
som jeg har oplevet tidligere.
Å kære Gud hvor gør det godt.
Jeg kan ikke lige sætte ord på –
men det er noget
som tilhører mig –
som er mit.
Jeg beslutter mig for at prøve
At fange det ind –
fordi jeg inderst inde ved –
at det er livsvigtigt for mig.
Som vand er for planterne –
er dette mit livs nektar.
I samme øjeblik trækker
skyerne sig sammen og
himmelen er atter grå.
Jeg sidder lidt –
Forundret.
Hvad var det –
jeg gjorde forkert?
Jeg ved det ikke –
ingenting.
Jeg har en erindring i mit sind –
om en anden tid –
et andet liv –
hvor alt var frydefuldt.
Jeg prøver at rejse mig op –
det er svært –
tankerne farer gennem mit hoved.
Nu hører jeg andre lyde –
stemmer –
små stemmer –
fra de mindste.
Børns glade latter og leg.
Regnen er hørt op –
men himmelen er stadig grå.
Det giver håb.
Jeg tænker mig om –
jeg står op –
børster lidt af regnvandet af mit tøj.
Det trænger vist til at tørres.
Jeg begynder at gå .
En stemme –
en kvindes stemme lyder i mine ører.
” Har du det godt ” ?
er alt OK?
Jeg hører mig selv sige –
ja – nej –
det er ikke så godt for mig –
det er svært,
men jeg skal nok klare mig.
Tak.
Dette har jeg lovet phillina at sætte ind så andre kan ( måske) få glæde af det. Vi kommer alle sammen ud for ting i livet, som får os til at tænke. Vi kommer i tvivl. Hvordan kommer vi videre. Jeg vil gerne dele min personlige "oplevelse" med jer. De bedste hilsener
Enoch ben Enoch.
Tvivl.
Tankerne kommer til mig -
som lange regndråber.
Kommer de mon oppefra?
Det er svært at placere udgangsstedet.
Stormen pisker regnen imod mig fra alle sider.
Himmelen – den skønne himmel –
som plejede, at være blå –
blå som sommerens dejlige kornblomster.
Nu er den tynget af grå skyer,
som hænger lavt over landskabet.
Vældige formationer –
af mange underlige former,
som skifter i én uendelighed.
Jeg løfter mit blik mod himmelen,
men den ligner slet ikke sig selv.
For mit blik, fremtræder den som
en uendelig grå masse.
Disse underlige former –
gør det svært, at se –
hvad de rigtigt skal forestille.
Det ene øjeblik synes jeg-
at kunne tyde et mønster,
men det næste øjeblik forandres billedet,
fuldstændigt.
Jeg mærker en form for vrede-
som presser på inde i mig selv.
Samtidig hører jeg en mærkelig monoton lyd –
Som stiger og falder i styrke -
dunk –dunk - dunk
Jeg lytter.
Hjertet –
det er hjertets lyd -
mit eget hjerte.
Jeg, som altid troede –
at hjertet kun var en pumpe.
Hvor tåbeligt.
I eet nu kan jeg fornemme,
hvordan mit hjerte taler til mig-
Stille – stille-
For et øjeblik sænker jeg blikket
og ser på det sted -
jeg tror mit hjerte er-
jeg prøver at tyde signalerne,
som det udsender.
Længsel – det er,
som længslens tromme i skovene.
Lyden bringer et budskab –
fra mig til et sted langt borte
fra min egen person.
Hvorfor mon denne følelse,
på én gang længsel –
og afmagt –
og på den anden side-
tvivl og vrede?
Mit blik fæstner sig atter på den grå himmel.
Det er som om –
den er blevet tættere end før.
Jeg mærker regnens våde dråber
på mit ansigt.
Jeg ænser det næppe.
Hvor længe jeg har stået sådan
ved jeg ikke helt præcist.
Regnen er nu blevet kraftigere-
ja, som tove -
der forbinder mig med skyerne – deroppe,
som ønsker de
at blødgøre mig.
Hvor ville jeg ønske-
jeg kunne flyve.
Så ville jeg flyve op -
op over disse grå skyer –
til den blå himmel.
Så ville jeg flyve hen
hvor du er.
Jeg ved, alt er vådt
omkring mig.
Også jeg er våd –
gennemblødt.
Mine tårer blander sig med regnen.
Jeg er blevet godt kold.
Jeg kan mærke hvordan min krop
ryster af kulde
og jeg prøver at berolige mig selv.
Hvor ville jeg ønske –
at regnen ville høre op.
Hvor ville jeg ønske –
at se den dejlige blå himmel –
og gense den varme gyldne –
livgivende sol.
Jeg forestiller mig,
Hvordan jeg breder mit tøj ud –
til tørre –
og kulden i min krop forsvinder.
Længslen efter ømhed –
Kærlighed og omsorg –
overvælder mig.
Jeg ænser næppe –
at jeg har lagt mig på mine knæ –
og holder mine arme tæt omkring mig –
for at holde på lidt varme.
Jeg beder –
til Gud –
den gode – kærlige
og barmhjertige Gud.
Lyt til min bøn kære Gud -
se i din nåde til mig –
og hjælp mig,
jeg synes ikke mine egne kræfter rækker længere.
Vil du?
Tankerne myldrer frem og
genkalder de dejligste minder.
Lyse – dejlige – varme minder.
Mærkeligt – tænker jeg –
det ser ud til at skyerne opløses.
Hvordan kan det være?
Der bliver en åbning midt i alt det grå.
Der –
der er den blå himmel –
og lyset –
det gyldne lys.
Det varmer livgivende lys.
Jeg rækker hænderne op mod det –
som kunne jeg gribe fat og føle det.
Jeg kan mærke –
hvordan det varmer mit ansigt og hænder.
Mit hjerte er roligt og en
speciel varme fylder min krop.
Genkendelse –
jeg genkender noget –
som jeg har oplevet tidligere.
Å kære Gud hvor gør det godt.
Jeg kan ikke lige sætte ord på –
men det er noget
som tilhører mig –
som er mit.
Jeg beslutter mig for at prøve
At fange det ind –
fordi jeg inderst inde ved –
at det er livsvigtigt for mig.
Som vand er for planterne –
er dette mit livs nektar.
I samme øjeblik trækker
skyerne sig sammen og
himmelen er atter grå.
Jeg sidder lidt –
Forundret.
Hvad var det –
jeg gjorde forkert?
Jeg ved det ikke –
ingenting.
Jeg har en erindring i mit sind –
om en anden tid –
et andet liv –
hvor alt var frydefuldt.
Jeg prøver at rejse mig op –
det er svært –
tankerne farer gennem mit hoved.
Nu hører jeg andre lyde –
stemmer –
små stemmer –
fra de mindste.
Børns glade latter og leg.
Regnen er hørt op –
men himmelen er stadig grå.
Det giver håb.
Jeg tænker mig om –
jeg står op –
børster lidt af regnvandet af mit tøj.
Det trænger vist til at tørres.
Jeg begynder at gå .
En stemme –
en kvindes stemme lyder i mine ører.
” Har du det godt ” ?
er alt OK?
Jeg hører mig selv sige –
ja – nej –
det er ikke så godt for mig –
det er svært,
men jeg skal nok klare mig.
Tak.