Gnisten mangler?
Min kæreste og jeg står i en lidt vanskelig situation. Vi er meget glade for hinanden og er utroligt gode til at snakke om alt fra himmel til jord. Desværre føler hun at gnisten mangler. Jeg har læst mig til, og har selv gennem mange forhold oplevet at når sex mangler føler kvinder tit at følelserne mangler. Jeg respekterer min kæreste utroligt meget og jeg også respektere hendes beslutning hvis hun ønsker at stoppe forholdet. Men jeg vil ikke bare acceptere beslutningen uden at hun forstår at hun blot har fået en uheldig indgangsvinkel til at forstå hvad problemet er.
Vi har ikke dyrket sex i to måneder nu. Jeg har selv været igennem en fase hvor jeg tænkte at "jeg bliver nød til at stoppe det her forhold". Men siden hun har så mange kvaliteter og er en af mine bedste venner så vil jeg ikke stoppe det bare fordi hun har det svært. Så ville jeg ikke være en god ven og kæreste mod hende.
Jeg vil gerne have hende til at indse at hun føler det hun føler fordi vi, selvom vi har et meget godt venskab, mangler intimitet. Jeg har også været igennem en fase hvor jeg blev desperat på at holde fast i hende. Jeg prøver at give hende rum. Men jeg føler samtidigt at det bare giver hende plads til at træffe den forkerte beslutning.
Det jeg fisker efter er at jeg ved jeg har ret når jeg siger at forholdet er skrantende fordi vi mangler sex og fordi vi bruger for lidt tid sammen. Jeg føler ikke at det er nødvendigt at ses hver dag eller hver anden. Men jeg føler at det går dårligt fordi vi ikke dyrker sex, fordi vi ikke ligger sammen og rører ved hinanden og fordi vi ikke begge får mulighed for at vise hvor meget vi betyder for hinanden.
Der må være nogle kloge hoveder herinde der har været igennem noget der minder om det her. Eller har nogle idéer til hvad jeg kan sige til hende for at få hende til at forstå at vi er gode sammen og at dette er en uheldig periode, som kun vil gøre os endnu stærkere sammen når vi er kommet igennem det.
Vi har ikke dyrket sex i to måneder nu. Jeg har selv været igennem en fase hvor jeg tænkte at "jeg bliver nød til at stoppe det her forhold". Men siden hun har så mange kvaliteter og er en af mine bedste venner så vil jeg ikke stoppe det bare fordi hun har det svært. Så ville jeg ikke være en god ven og kæreste mod hende.
Jeg vil gerne have hende til at indse at hun føler det hun føler fordi vi, selvom vi har et meget godt venskab, mangler intimitet. Jeg har også været igennem en fase hvor jeg blev desperat på at holde fast i hende. Jeg prøver at give hende rum. Men jeg føler samtidigt at det bare giver hende plads til at træffe den forkerte beslutning.
Det jeg fisker efter er at jeg ved jeg har ret når jeg siger at forholdet er skrantende fordi vi mangler sex og fordi vi bruger for lidt tid sammen. Jeg føler ikke at det er nødvendigt at ses hver dag eller hver anden. Men jeg føler at det går dårligt fordi vi ikke dyrker sex, fordi vi ikke ligger sammen og rører ved hinanden og fordi vi ikke begge får mulighed for at vise hvor meget vi betyder for hinanden.
Der må være nogle kloge hoveder herinde der har været igennem noget der minder om det her. Eller har nogle idéer til hvad jeg kan sige til hende for at få hende til at forstå at vi er gode sammen og at dette er en uheldig periode, som kun vil gøre os endnu stærkere sammen når vi er kommet igennem det.