følelser og fornuft

jeg er kæreste med en mand, som er psykisk syg og det gør, at han er ustabil i sit humør og følelser. Han har fortalt mig, at den ene dag er han forelsket i mig, den næste dag har han varme venskabslige følelser for mig, som oftest er sådan efterhånden,og andre dage, ved han ikke, hvad han føler for mig...
Nogle dage tænker han på at flytte sammen med mig, og andre dage ikke...
Jeg synes hans svingninger er blevet mere udtalt i de følgende måneder og efter alle vores diskussioner, føler jeg, at hans følelser, er ved at forsvinde væk. Men samtidig vil han ikke undvære mig i hans liv, da jeg betyder meget for ham, siger han selv og han kysser mig kærligt på munden og knuger mig ind til sig i hans knus, men han har i et par uger ikke haft lyst til at gå i seng med mig, så jeg er meget forvirret over hans opførsel.
han har for 5 og 17 år tilbage boet sammen med flere piger og i lange forhold, men det var virkeligt svært for ham....jammen, hvorfor kan khan så ikke prøve på at bo sammen med mig, når han selv siger, at hans følelser er anderledes kærlige overfor mig, end dem han har boet sammen med - det hænger jo ikke sammen i mit hovede, eller er det fordi han er blevet klogere på sit liv og ikke tør binde sig igen! eller er det fordi hans følelser for mig ikk er stærke nok alligevel!
Jeg kan virkelig ikke finde ud af, om det udelukkende er hans sygdom som gør, at han svinger så meget, eller om han rent ud sagt, ikke føler sig så forelsket i mig mere....
jeg føler ofte, at jeg bliver afvist af ham og at når jeg trækker mig fra ham, så kommer han nærmest springene og vil mig næsten hver dag. Jeg hverken kan eller vil lege katten efter musen, for at jeg skal føle, at han vil mig, det kan jeg ik holde til...
han har nævt, om vi ik skal være gode venner istedet, da han så ikke føler sig forpligtet og at presset så kommer af hans skuldrer, men så tager han alligevel min hånd og kysser mig og nusser mig, så jeg er fuldstændigt rundtosset oveni hovedet af ham...
Alle mine eventyrlige drømme om ham er ved at smuldre og jeg er efterhånden ved at se, at han nok aldrig bliver den mand, som jeg havde forestillet mig.
Jeg får efterhånden sværere og sværere ved at magte hasn afvisninger, både fysisk og psykisk, men når han så er på, som også sker nogle gange, så er han det mest fantastiske menneske, jeg har mødt i mit liv..
Han siger, at jeg betyder rigtigt meget for ham og han vil ikke miste mig, men han kan ikke give mig det, som jeg har brug for og det har han det ikke godt med.
Lige nu står jeg i ingenmandsland og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre!!!!!
Jeg elsker ham stadig, men den stærke forelskelse er ved at forsvinde væk og ind imellem, så er mine følelser for ham neutrale, da jeg er ved at trække mig ind i mig selv, af angst for at miste mig selv...
Jeg har stadigvæk fremtidsdrømme om ham, men vågner ind imellem op af drømmen og ser tydeligt, at det nok aldrig bliver ham og mig, andet end et venskab, som kunne blive så værdigfuldt, hvis bare jeg ikke elskede manden. Jeg kan ikke kun være venner med ham, så skal jeg lide afsavn, sidde på mine hænder, for ikke at kærtegne ham og bare nøjes med et varmt knus og et hurtigt kys fra ham, når det lige passer ham... men sådan er det jo også, når vi er kærester, så er det jo også sådan, at jeg føler mig afvist af ham..
jeg er i syv sind og aner ikke mine levende råd, håber I herinde kan hjælpe mig videre[:*(][f]

Manden er syg og i kan ALDRIG have et normalt forhold. Er det sådan et sliv du ønsker dig?
Jeg er barn af en meget psykisk syg far og jeg elsker ham overalt på jorden, men jeg har set hvad det gjorde ved min mor at have en så syg mand i mange år. Han var ikke syg endnu, da de blev gift, så hun havde ikke mulighed for at vide det. Det har du. Det er altid svært at gå fra hinanden, men nogle gange er kærlighed bare ikke nok!

overvinder alt, har Steffen Brandt skrevet i en af sine sange, men holder den evigt!
Kærlighed er ikke nok i sig selv, for sekvom kæresten ikke er ondskabsfuld - nu er der også stor forskel på, (hvor psykisk syg man er)men når ens drømme bliver knust og manden afviser en, så mister jeg ikke troen på et godt forhold, men jeg mister også nogle følelser for ham, for glæden bliver overdækket af skuffelse og vrede og miterhed og depressioner osv...
Jeg har stadig svært ved at acceptere, og se i øjnene, helt fuldt ud, at jeg aldrig får et normalt forhold og det er ikke det, jeg ønsker mig, men om jeg så kan bevare et godt venskab med ham, det er meget svært at sige lige nu......
Han har sagt til mig i går, at han stadig gerne vil være en del af mit liv og han skal nok respektere mit valg ift ham og det er uanset, hvad jeg end vælger - sødt og betænksomt sagt, men alle de søde ord, er vedf at sprænge mit hovede med endnu mere fortvivlelse..

Du ønsker at han skal træffe en beslutning omkring jeres forhold, som du i bund og grund selv burde træffe. Når du har truffet en beslutning så hold fast i den. Skal det være jer, så er det jer med alt hvad det medføre, skal det ikke være jer, så anbefaler jeg et clean cut og en lang pause før i evt. indleder et venskab.
Venligst
Helene

på et værested for psykisk syge. Det du beskriver lyder som om din kæreste har diagnosen borderline. Jeg er ked af at jeg bliver nødt til at fortælle dig, at i aldrig vil få et "normalt forhold". Jeg synes, at du skal overveje venskab - det kan måske endda blive svært for dig, når du er så forelsket som du skriver. Men det vigtigste er at du træffer en beslutning - som i begge kan leve med. Knus Pia

til mig, at uanset, hvad jeg end vælger, så respekterer han det... lige nu kan jeg ikke vælge til eller fra, selvom min fornuft siger, at et venskab ville være det bedste - selvom jeg skal sidde på mine hænder, for ikke at kærtegne ham, men så behøver jeg ikke føle mig afvist...

det er som om, at min beslutning bunder i, hvad han vil og føler, selvom jeg prøver at bevare overblikket og tage en beslutning ud fra, hvad jeg mener er bedst for mig selv, men det ved jeg ikke endnu?
Ingen af os kan pt tage en beslutning, så derfor har vi indgået en aftale om, at vi ikke skal ses i en 14 dages tid...( skal dog alligevel ses 2 gange i forbindelse med noget arbejde) derefter skal vi tage en beslutning og så leve ud fra det...håber det lykkeds.
Hvis det ikke skal være os, så tror jeg også, at en lang pause ville være på sin plads, for det vil sikkert være umuligt at have et venskab med forelskelses følelser, det vil ikke komme til at gå...