Føle sig ønsket, accepteret, vellidt etc.

Hej,
Jeg har lige rundet de 28, og har de seneste 4 år bekymret mig om oprigtigheden af mine venner, da jeg fik en krise, og strakte armene ud til venner og familie og ingen var der til at gribe mig. Jeg følte mig komplet alene, uforstået, uelsket, uønsket, ikke accepteret, og ja jeg kan blive ved. Dette skete i forbindelse med at jeg droppede ud af mit studie, og følte mig som en fiasko, da jeg stilte alt for høje krav til mig selv.
Siden da, har jeg fundet mig selv igen ved jævne mellemrum, men ikke permanent. nu er jeg igen landet i hullet, hvor disse følelser kommer snigende, og sparker drastigt under min ensomhedsfølelse.
Jeg er meget på vagt med de venner jeg indrager ind i mit liv, hvilket kan være meget drænende, da jeg ønsker bare at nyde livet og tage en dag ad gangen. Men efter mine erfaringer, er jeg blevet forsigtig, hvilket vel ikke behøves kun at være dårligt..?
De sidste mange gange, har jeg foreslået, at lave noget socialt med mine venner. Og nu har jeg fået den stikkende fornemmelse i maven, at jeg savner at de tager initiativet. jeg føler mig uværdsat og ikke respekteret, når de ikke kontakter mig. Så den sidste uges tid, har jeg undladet at kontakte dem, uden at høre en dyt fra dem. De har alle sommerferie fra uni ligesom mig, og laver ikke en dyt udover at chille i den dejlige sommervarme. Jeg føler mig utrolig ensom, at skulle tage ned på solrød starnd alene, hver eneste dag, og savner at de initierer.
Hvordan kan jeg kommunikere dette ud til dem, uden at virke for "needy" og påtrængende?
Føler mig ufattelig ensom lige nu, og ved ikke hvad jeg skal stille op. Står fast, og håber I kan hjælpe derude :(

Står fast på hvad?

Du skal tage fat i hver enkelt, fortælle hvordan du har det og så vil de huske at invitere dig også.
Når man føler sig ensom, kommer det som oftest indefra, og har ikke en dyt med vennerne at gøre.
Husk selv at tage initiativ, det beviser at du også vil dem, og det virker hverken som needy eller påtrængende, men som interesse og lyst til at være sammen med dem.
Hilsen Lilje

det er dig selv der "digter" den opfattelse af svigt og ikke nødvendigvis virkeligheden.
Men følelsen er jo din så det er jo alvorligt nok. Måske er dine "venner" ikke klar over hvor meget de betyder i dit liv❓Måske er de ikke klar over at du føler dig svigtet ?
Jeg har engang haft en bekendt der konstant kontaktede mig så det blev ALT for meget. Det betød da han endelig gav mig frirum så orkede jeg sku ikke ham mere. Kan du ha været for påtrængende❓altså tidligere eller sådan noget ?
Hvis ikke så syntes jeg da du skal kigge dig om efter en ny omgangskreds. Ja det er lettere sagt end gjort men hvis de behandler dig helt urimeligt så er det da bedre. Kan du ikke finde nogle på dit nye studie ?
En anden mulighed er at give dem en opsang. Altså hvis du konfrontere dem med din følelse så er de tvunget til en reaktion. Men spørgsmålet er om det virker. Det kan måske give den modsatte effekt. Under alle omstændigheder så tror jeg det er den eneste løsning hvis du vil få dem i tale.
Jeg tror hvis min ven (eller jeg selv) havde taget fat om kernen dengang så kunne vi måske ha løst det. Men nu er tiden gået og det er løbet ud.
Du kan evt. Skrive et brev til dem til at starte med ... men en samtale er nødvendig efterfølgende (skrift kan misforstås) .. det har jeg selv benyttet i en konflikt med en ven. Det er nogle gange lettere at få sagt det man vil (gennemtænkt) på skrift som indledning.

du skriver at du er droppet ud af uni, men nogle af dine venner går stadig på uni ik....det kan være meget svært for dem der går på uni at bibeholde venskabet til en der er droppet ud, da i jo ikke længere har noget fælles i hverdagen. Ligeledes har dine venner jo en dagligdag fyldt med skole og lektier, hvor din dagligdag ikke længere er baseret på forpligtigelser og derfor har du mere tid end dine venner har....
Men dine venner må jo stadig holde af dig, for ellers havde de jo haft "gode" undskyldninger, når du kontaktede dem for at ville mødes....
Jo mere tid man har for sig selv, jo mere tænker man over tingene og synes man kan føle sig alene og udenfor og det er da dybt frustrerende ikke at føle man slår til i verden pga følelsesmæssige problemer....
Er det ikke muligt for dig at fine et halvdagsjob, og dyrke nogle fritidsinteresser, ellers kan verden udenfor da gå hen og blive endnu mere trist og grå i længden...
Pøj pøj med det hele..🙂
Mange hilsner fra en som har stået i samme situation som dig.

for alle jeres gode svar. Giver mig stof til eftertanke, hvilket er lige det, jeg har brug for.
Tror I har fat i den lange ende, hvad angår, at konfrontere dem med problemet - enten på skrift eller face to face. Jeg har bare prøvet dette tidligere, og da gik der op til halvt år, før de registrerede, at jeg rent faktisk var "væk", da jeg ikke kontaktede dem længere. Og så begyndte tlf'en at VIBRERE. Det forekommer mig, at jo mindre jeg vil dem, jo mere vil de mig - Dvs. hvor de konstant vil ses og lave ting sammen. Og omvendt, jo mere jeg vil dem, jo mindre vil de mig. Det er sindssygt frustrerende, og det er ikke den slags venskaber, jeg ønsker at etablere!
F.eks. har en af to af mine veninder inviteret mig med til en af deres venners fest i aften. Hvor godt og dejligt, og ja jeg vil gerne. Når jeg så spørger om vi skal gøre os klare sammen og følges, får jeg en afvisning af dem begge, da de har planer. Fair nok! Men da jeg ikke kender nogen, ud over dem, tør jeg ikke troppe op alene. -Måske det er mig, der er problemet, men jeg er bare meget genert og tør ikke den slags😕Og specielt ikke, når jeg føler, de har behandlet mig dårligt de sidste måneder. Så skal der ikke så meget til, for at bægeret flyder over, og jeg føler mig TOTALT afvist.
Kan godt være jeg selv skaber denne følelse, ved at opsøge mennesker, som jeg ubevidst ved, afviser mig. Ved bare ikke, hvordan jeg skal ændre det.
Jeg startede på nyt studie i 2008, men har ikke formået at finde nogen, jeg har noget tilfælles med. Og de venner jeg taler om, er dem fra gymnasiet, så ja, vi har kendt hinanden i godt 9 år.

at de ikke forstår at du står lidt undenfor mht den fest .... skal jeg ikke tage dig med❓😃 ... nej men det virker da lidt mærkeligt de ikke ser problematikken. Jeg går udfra de kender til din generthed ?
På mig virker det som om de ikke kender dig så godt som du tror❓... spørgsmålet er om det er din eller deres "skyld"
Jeg vil stadig sige du skal arbejde på at finde nogle på dit nye studie. Det er win/win .. man kan jo altid bruge flere venner (specielt hvis man er social) samtidig kan du komme lidt fri af det der uafhængighedsproblem du udtrykker. Men det løser selvfølgelig ikke dit problem her og nu.
Hva med bare at tage til den fest❓... (måske aftale at møde dem på vejen) så du ikke ankommer helt alene .. noget i den dur 😉

ikke kan mødes på vejen så kan de vel komme ud og "hente" dig når du ankommer (mobilen er godt her :-))

captain unlocked.. du virker meget desperat.. i flere af de indlæg her på solen, hvad med at prøve dating.dk?

må prøve at styre mig ... bare du lover ikke at true med dating.dk [:*(][:*(]

Det var ikke en trussel men et råd.. Der ved man i det mindste hvem skriver med

🙂