Fuck mit liv!! Jeg hader ham, men jeg elsker ham..
Okay.. people, jeg er ked af at sige det.. og jeg kender tendensen fra mig selv.. men vær' søde ikke at blive skræmt væk af mit indlægs længde? Ser i.. man bliver simpelthen nød til at have ALT med, for at kunne se sammenhængen.. -.-' Og jeg siger det, fordi jeg kender fra mig selv, at man helst ikke involverer sig i de dér laaaaaaange romaner fra folk.. men jeg har virkelig brug for hjælp? :/
Jeg havde indtil for snart tre uger siden den mest vidunderlige kæreste. Vi har kun kendt hinanden i et halvt år - 8 måneders tid, sådan ca. Vi nåede at have 4 måneder sammen.
Ingen troede på det forhold, fordi 'han var en player, og jeg var vild med byture'. Alle fortalte mig, at jeg skulle holde mig langt væk fra ham, da jeg mødte ham første gang. Selv hans tvillingebror rådede mig til at holde mig væk. But what can ya do? Jeg er stædig som et æsel, pisse nysgerrig og så blev jeg jo forelsket.. [l]
Den første tid var som.. en bytur? Adrenalin og spænding hele tiden. Fordi 'vi knaldede jo bare'? Vi havde aftalt med hinanden, at der intet var i det. Og derfor var der ingen af os, der turde sige noget, da følelserne kom snigende. Man blev nød til at holde sin mund, når man var jaloux. Være kold i røven og holde facaden oppe. Men han var så dejlig, og vi fandt ud af i starten af december, at der måske var lidt mere i det, end som så. Vi var virkelig glade for hinanden. Men pludselig.. så kunne man jo tillade sig at 'eje' hinanden? Nu kunne man tillade sig at blive jaloux og ked af det? Så skænderierne kom også. Sådan en gang hver anden uge. Og det handlede altid om tillid og jalousi. Han er blevet traumatiseret af alt for mange dumme kællinger, der har været ham utro. Og jeg var usikker, fordi alle fortalte mig, at han var player, og at han var et svin. Selv dem, som var tættest på ham.
Vi stolede ikke på hinanden. Ikke sådan helt vild mistillid.. bare ikke helt nok, sådan som man skal, når man er sammen. Men han spurgte mig alligevel lille juleaften, om jeg ville være i forhold med ham. Og så var vi lige pludselig sammen. Sådan helt officielt. Folk omkring mig slog hånden mod panden, men jeg var ligeglad. Jeg havde i forvejen mistet en hel del respekt hos de mennesker, som mente, at de vidste 'hvilken player, han var'. Jeg kendte ham bedre på det her tidspunkt. Og vi var forelskede og kunne se os selv i hinanden på mange punkter.
Jeg så næsten to mænd? Ham som han var, når han gik i byen og drak, røg og sniffede sig langt væk fra virkeligheden.. ham som til forveksling i mine øjne lignede den mand, som folk advarede mig imod rundt omkring mig. Og så ham, som han var i mine øjne. Den mand jeg elskede, og som han var, når vi var sammen.
Vi skændtes tit. Altid om tillid og jalousi. Men vi havde et problem; jeg kunne ikke finde ud af at udtrykke overfor ham, at det ikke var ham, som jeg ikke stolede på - det var alle de piger, der vimsede omkring ham. Og omvendt. Jeg tror også, at han stolede på mig.. han kunne bare ikke finde ud af at fortælle mig, at det ikke var mig, han ikke stolede på - men alle de fyre, der stod i kø.
Desuden er vi begge meget frihedselskende. Han gik i byen med sine ekskærester, og det gjorde jeg også. Vi havde begge to et meget frit forhold til seksualitet og andre han/hunkøns væsener. Men ikke når det gjaldt hinanden. Det blev til den klassiske; "Du må ikke, men jeg må godt.."
Han var ked af, at han ikke havde mødt så mange af mine venner og veninder. Det vil sige, han havde mødt helt ufatteligt mange - men kendte kun meget få. Jeg havde mødt relativt mange af hans venner og veninder - men jeg havde til gengæld også lært næsten dem alle at kende rigtig godt. Det brugte han som begrundelse for hans nervøsitet, når jeg tog i byen med mine venner og veninder; "Jeg ved jo ikke, hvad det er for nogle mennesker, du er sammen med.."
Han var så jaloux og kontrollerende. Jeg kunne bruge en hel aften på at være autist lignende opmærksom på min telefon. Han blev sur på ingen tid.. bare jeg svarede ti min. for sent.
Han holdt en fest engang i marts. Og det var en skøn aften. Lige indtil en af hans gode veninder begyndte at lapdance på ham.
Jeg blev så ked af det. Hans veninder havde jeg meget tillid til. Hun var en af de få, som han ville åbne sig for, og kunne tale med om alting. Jeg havde været så glad for, at han havde hende. Og jeg stolede virkelig på hende. Jeg var ellers meget mistænksom overfor næsten alle piger. Jeg havde en fornemmelse af, at de alle sammen ville prøve på et eller andet. Hvilket jo selvfølgelig er den tåbeligste tanke, jeg nogensinde har tænkt. Men hans jalousi havde smittet af på mig. Det var ellers ikke et gen, ejg havde haft i så stor en udstrækning tidligere. Og jeg må sige, han ofte gav mig en god grund. Men han sagde altid; "Der er jo ikke noget i det? Du tager det på en helt forkert måde! Sådan plejer jeg da at gøre?"
Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Og efterfølgende kom hans veninder og fortalte mig; "Han må jo ingenting for dig? Du er alt for kontrollerende og jaloux?"
Jeg fik det hele i dobbelt lag. Så jeg fandt mig i meget.
Men den nat.. da hun kravlede rundt på ham på den måde.. der blev det altså for meget. Selv hans bedste venner kom hen og spurgte, om jeg ikke skulle gøre noget. Og han gjrode selv intet. Han lagde bare sine hænder på hendes hofter elelr hendes lår og legede med. Jeg har aldrig været så knust før. Og vi slog op den nat, men kom dog sammen igen.
Han kunne godt selv se, at det havde været for meget. Men han var alligevel afsindig ked af, at jeg nu ikke brød mig om hans veninde. Han opførte sig som om, at det var verdens undergang. Han opførte sig som om.. at jeg var et problem, når jeg ikke kunne lide hende? Han beskyttede hende helt vildt. Og jeg prøvede at ændre mit syn på hende. Men hun havde ikke talt med mig om det? Han sagde ellers, at hun godt vidste, at jeg var ked af det, og hvorfor. Men hun var pisse ligeglad? Og han var ikke tilfreds med, at jeg bare nøjedes med at opføre mig pænt overfor hende, og så ikke brød mig om hende i smug.
Efterfølgende har vi slået op. Den sidste måned var et helvede. Til sidst var han i tvivl om, om han elskede mig? Og jeg slog op natten til vores 4 måneders dag; et par uhensigtsmæssige sms'er, fordi han var så skæv på alt muligt pis. De forkerte ord i telefonen. Og vupti! Så var jeg overbevist om, at han var mig utro.
Det viste sig senere, at han intet havde gjort. Men han er ligeså stædig som jeg.. så han ville ikke give mig en chance til.. og det var også fornuftigt nok. Vi havde ikke haft det godt den sidste måned. Og vi kunne ikke finde ud af at løse vores problemer. Vi er begge for stædige.
Vi har brugt tre uger på at såre hinanden nu. Jeg er på grænsen til at hade ham. Og jeg hader det. Vi har været så onde overfor hinanden. Jeg ved ikke, hvor længe, der kommer til at gå, før jeg kan få et nogenlunde forhold til ham. Han sætter en facade op. Alting handler om sex, druk og stoffer. Han lader som om, jeg aldrig har betyder noget, og det gør virkelig ondt.
Jeg fortalte hans veninde, hvad jeg mener om hende, og hvorfor. Vi er jo ikke sammen mere, og jeg syntes, at hun burde vide, hvordan jeg har det med hende. Hun spurgte praktisk talt selv. Men nu vil han ikke snakke med mig mere. Han vil ikke være ved mig, når jeg ikke kan lide hende. Han beskytter hende. Og det gør virkelig ondt at vide, at hun er mere værd i hans øjne. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor han skal blande sig i en konflikt mellem mig og hende. Han havde ikek behøvet at vælge. Hvorfor er der ikke plads til os begge i hans liv? Og hvorfor vælger han hende? Efter et halvt år, hvor han har fortalt mig, at han ikke har kunnet sige 'jeg elsker dig' og mene det til nogen før mig. Hvor han har fortalt mig, at jeg kendte ham bedre end nogen anden. Efter den følelse af, at vi skulle være sammen for altid.
Jeg kunne sagtens tilgive hende for at kravle rundt på ham.. men hun er bare så ligeglad? hun opfører sig som om, at det var hendes ret. Og jeg ved ikke, hvad ejg skal gøre af mig selv. Jeg vil ikke have, at det er slut. Men jeg vil ikke se på ham nu.
Jeg havde indtil for snart tre uger siden den mest vidunderlige kæreste. Vi har kun kendt hinanden i et halvt år - 8 måneders tid, sådan ca. Vi nåede at have 4 måneder sammen.
Ingen troede på det forhold, fordi 'han var en player, og jeg var vild med byture'. Alle fortalte mig, at jeg skulle holde mig langt væk fra ham, da jeg mødte ham første gang. Selv hans tvillingebror rådede mig til at holde mig væk. But what can ya do? Jeg er stædig som et æsel, pisse nysgerrig og så blev jeg jo forelsket.. [l]
Den første tid var som.. en bytur? Adrenalin og spænding hele tiden. Fordi 'vi knaldede jo bare'? Vi havde aftalt med hinanden, at der intet var i det. Og derfor var der ingen af os, der turde sige noget, da følelserne kom snigende. Man blev nød til at holde sin mund, når man var jaloux. Være kold i røven og holde facaden oppe. Men han var så dejlig, og vi fandt ud af i starten af december, at der måske var lidt mere i det, end som så. Vi var virkelig glade for hinanden. Men pludselig.. så kunne man jo tillade sig at 'eje' hinanden? Nu kunne man tillade sig at blive jaloux og ked af det? Så skænderierne kom også. Sådan en gang hver anden uge. Og det handlede altid om tillid og jalousi. Han er blevet traumatiseret af alt for mange dumme kællinger, der har været ham utro. Og jeg var usikker, fordi alle fortalte mig, at han var player, og at han var et svin. Selv dem, som var tættest på ham.
Vi stolede ikke på hinanden. Ikke sådan helt vild mistillid.. bare ikke helt nok, sådan som man skal, når man er sammen. Men han spurgte mig alligevel lille juleaften, om jeg ville være i forhold med ham. Og så var vi lige pludselig sammen. Sådan helt officielt. Folk omkring mig slog hånden mod panden, men jeg var ligeglad. Jeg havde i forvejen mistet en hel del respekt hos de mennesker, som mente, at de vidste 'hvilken player, han var'. Jeg kendte ham bedre på det her tidspunkt. Og vi var forelskede og kunne se os selv i hinanden på mange punkter.
Jeg så næsten to mænd? Ham som han var, når han gik i byen og drak, røg og sniffede sig langt væk fra virkeligheden.. ham som til forveksling i mine øjne lignede den mand, som folk advarede mig imod rundt omkring mig. Og så ham, som han var i mine øjne. Den mand jeg elskede, og som han var, når vi var sammen.
Vi skændtes tit. Altid om tillid og jalousi. Men vi havde et problem; jeg kunne ikke finde ud af at udtrykke overfor ham, at det ikke var ham, som jeg ikke stolede på - det var alle de piger, der vimsede omkring ham. Og omvendt. Jeg tror også, at han stolede på mig.. han kunne bare ikke finde ud af at fortælle mig, at det ikke var mig, han ikke stolede på - men alle de fyre, der stod i kø.
Desuden er vi begge meget frihedselskende. Han gik i byen med sine ekskærester, og det gjorde jeg også. Vi havde begge to et meget frit forhold til seksualitet og andre han/hunkøns væsener. Men ikke når det gjaldt hinanden. Det blev til den klassiske; "Du må ikke, men jeg må godt.."
Han var ked af, at han ikke havde mødt så mange af mine venner og veninder. Det vil sige, han havde mødt helt ufatteligt mange - men kendte kun meget få. Jeg havde mødt relativt mange af hans venner og veninder - men jeg havde til gengæld også lært næsten dem alle at kende rigtig godt. Det brugte han som begrundelse for hans nervøsitet, når jeg tog i byen med mine venner og veninder; "Jeg ved jo ikke, hvad det er for nogle mennesker, du er sammen med.."
Han var så jaloux og kontrollerende. Jeg kunne bruge en hel aften på at være autist lignende opmærksom på min telefon. Han blev sur på ingen tid.. bare jeg svarede ti min. for sent.
Han holdt en fest engang i marts. Og det var en skøn aften. Lige indtil en af hans gode veninder begyndte at lapdance på ham.
Jeg blev så ked af det. Hans veninder havde jeg meget tillid til. Hun var en af de få, som han ville åbne sig for, og kunne tale med om alting. Jeg havde været så glad for, at han havde hende. Og jeg stolede virkelig på hende. Jeg var ellers meget mistænksom overfor næsten alle piger. Jeg havde en fornemmelse af, at de alle sammen ville prøve på et eller andet. Hvilket jo selvfølgelig er den tåbeligste tanke, jeg nogensinde har tænkt. Men hans jalousi havde smittet af på mig. Det var ellers ikke et gen, ejg havde haft i så stor en udstrækning tidligere. Og jeg må sige, han ofte gav mig en god grund. Men han sagde altid; "Der er jo ikke noget i det? Du tager det på en helt forkert måde! Sådan plejer jeg da at gøre?"
Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Og efterfølgende kom hans veninder og fortalte mig; "Han må jo ingenting for dig? Du er alt for kontrollerende og jaloux?"
Jeg fik det hele i dobbelt lag. Så jeg fandt mig i meget.
Men den nat.. da hun kravlede rundt på ham på den måde.. der blev det altså for meget. Selv hans bedste venner kom hen og spurgte, om jeg ikke skulle gøre noget. Og han gjrode selv intet. Han lagde bare sine hænder på hendes hofter elelr hendes lår og legede med. Jeg har aldrig været så knust før. Og vi slog op den nat, men kom dog sammen igen.
Han kunne godt selv se, at det havde været for meget. Men han var alligevel afsindig ked af, at jeg nu ikke brød mig om hans veninde. Han opførte sig som om, at det var verdens undergang. Han opførte sig som om.. at jeg var et problem, når jeg ikke kunne lide hende? Han beskyttede hende helt vildt. Og jeg prøvede at ændre mit syn på hende. Men hun havde ikke talt med mig om det? Han sagde ellers, at hun godt vidste, at jeg var ked af det, og hvorfor. Men hun var pisse ligeglad? Og han var ikke tilfreds med, at jeg bare nøjedes med at opføre mig pænt overfor hende, og så ikke brød mig om hende i smug.
Efterfølgende har vi slået op. Den sidste måned var et helvede. Til sidst var han i tvivl om, om han elskede mig? Og jeg slog op natten til vores 4 måneders dag; et par uhensigtsmæssige sms'er, fordi han var så skæv på alt muligt pis. De forkerte ord i telefonen. Og vupti! Så var jeg overbevist om, at han var mig utro.
Det viste sig senere, at han intet havde gjort. Men han er ligeså stædig som jeg.. så han ville ikke give mig en chance til.. og det var også fornuftigt nok. Vi havde ikke haft det godt den sidste måned. Og vi kunne ikke finde ud af at løse vores problemer. Vi er begge for stædige.
Vi har brugt tre uger på at såre hinanden nu. Jeg er på grænsen til at hade ham. Og jeg hader det. Vi har været så onde overfor hinanden. Jeg ved ikke, hvor længe, der kommer til at gå, før jeg kan få et nogenlunde forhold til ham. Han sætter en facade op. Alting handler om sex, druk og stoffer. Han lader som om, jeg aldrig har betyder noget, og det gør virkelig ondt.
Jeg fortalte hans veninde, hvad jeg mener om hende, og hvorfor. Vi er jo ikke sammen mere, og jeg syntes, at hun burde vide, hvordan jeg har det med hende. Hun spurgte praktisk talt selv. Men nu vil han ikke snakke med mig mere. Han vil ikke være ved mig, når jeg ikke kan lide hende. Han beskytter hende. Og det gør virkelig ondt at vide, at hun er mere værd i hans øjne. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor han skal blande sig i en konflikt mellem mig og hende. Han havde ikek behøvet at vælge. Hvorfor er der ikke plads til os begge i hans liv? Og hvorfor vælger han hende? Efter et halvt år, hvor han har fortalt mig, at han ikke har kunnet sige 'jeg elsker dig' og mene det til nogen før mig. Hvor han har fortalt mig, at jeg kendte ham bedre end nogen anden. Efter den følelse af, at vi skulle være sammen for altid.
Jeg kunne sagtens tilgive hende for at kravle rundt på ham.. men hun er bare så ligeglad? hun opfører sig som om, at det var hendes ret. Og jeg ved ikke, hvad ejg skal gøre af mig selv. Jeg vil ikke have, at det er slut. Men jeg vil ikke se på ham nu.