Forælders selvmord i barndommen

Hej... Jeg er interesseret i at snakke/ skrive med personer, der har oplevet smerten ved en forælders selvmord tidligt i livet. Udveksle tanker og følelser om denne erfaring og om hvordan det har påvirket en senere hen i livet. Hvordan hænger din historie sammen med livet i dag? På hvilke områder i livet har fortiden begrænset dig? Hvor har den udvidet dig? Jeg har f. eks. svært ved at lade folk komme tæt på, at blive afhængig af andre. Tætte relationer er farlige. Er samtidig god til at tune ind på hvordan andre har det.
Ideen eller tanken bag er, at det må være lindrende og udviklende at skrive med folk, der virkelig forstår een med hele sit legeme. Og oplysende ved at man opdager nye sammenhænge, når man spejler sig i hinanden. Jeg har selv gået i terapi i nogle år, som hjælper mig meget, men har aldrig snakket med folk, der har delt lignende skæbne.
Kort om mig og min egen historie; Jeg er 27 år og er i gang med en højere videregående uddannelse. Min moder, der livet igennem led af depression og anoreksi, tog sit liv efter mine forældres skilsmisse, da jeg var 5. Vi flyttede og jeg startede i skole. Her var jeg den flittige og tilpassede dreng. Genert og stille, der var min overlevelsesstrategi og handicap på een gang.
Vi modtog ikke noget hjælp, så traumet ligger stadig dybt begravet i familien. Der var bare ikke fokus på , at det ku være en god ide for en familie i sådan en situation at få noget hjælp. Det var først i gymnasiet, hvor jeg led et mindre sammenbrud, at jeg begyndte eller var tvunget til at se på, hvad min moders selvmord har betydet for mig. Siden da vender selvmordet tilbage i forskellige forklædninger eller måske nærmere, jeg opdager, at hvordan jeg som person fungerer i verden og ikke mindst blandt andre mennesker, er dybt påvirket af selvmordet.
Mit problem i dag; Jeg føler tit, der skal lidt til at vælte mig. Bliver overvældet af livet og væltet omkuld. Sårbarheden går mig på. En bagvedliggende angst for at blive forladt styrer meget min adfærd. Forladthed er et vilkår i livet, men angsten for den hæmmer mig og hindrer mig i opleve visse aspekter af livet. Hvordan kommer man ud over sin personlige historie?
Hvis der er nogle, der har lyst til at dele lignende oplevelse og problemstillinger er I mere end velkomne til at skrive; ) ....Mange hilsner herfra; )

Jeg er i dag en midaldrende kvinde som også har oplevet tabet af min mor p.g.a. selvmord. Jeg var 13 år og det var meget tys tys og skamfuldt, så jeg fik besked på at sige, hvis nogen spurgte at hun døde af hjertestop. Det var jo selvfølgelig ikke helt lyv da hun jo døde da hjertet stoppede. Min mor var misbruger alkohol og piller så langt tilbage jeg kan huske. Hun havde flere mislykkede selvmordsforsøg før at det lykkedes for hende. Jeg fandt hende flere gange enten efter at hun havde taget piller eller når hun forsøgte at gasse sig selv. Jeg var altid bange for at komme hjem for hvordan situationen så ud hjemme. Min far arbejdede meget, så jeg var meget alene, men lærte hurtigt at ringe til ham når jeg kunne fornemme at "noget" var ved at ske.
Jeg har selvfølgelig gennem livet været påvirket af min mors adfærd og har altid gjort alt hvad jeg kunne for ikke at komme til at ligne hende, men jeg lignede hende meget af udseende. Da jeg nåede den alder hun havde da hun begik selvmord knækkede jeg og kom i terapi. Nu er jeg blevet 30 år ældre end hun var da hun gjorde en ende på livet og sammenligner mig ikke med hende mere, jeg har jo ikke noget billede af hvordan hun ville se ud i min alder (smiler) I det hele taget er billedet blegnet meget så jeg kan faktisk ikke huske hende særlig godt mere. Jeg er kommet videre med mit liv og har tilgivet hendes svigt mod mig.

Jeg har noget af den erfaring du efterlyser.. Jeg mistet min far til selvmord da jeg var ca 13 år, men jeg har også prøvet at miste min søns far af samme grund da min søn kun var knap 2 år gammel..
Nu tænker jeg så, at det interessere ikke alle Sol brugerne, så måske du har en e-mail på sol?
hilsen
En Q og mor

imponeret over den hurtige respons; ) Min mailad. kommer her; delapip1@sol.dk
Glæder mig til at høre fra dig...

Hej,
Jeg bemærker at du er uddannelsessøgende, du har derfor muligt chancen for at få kompetent psykologisk hjælp, indtil du slutter dit studium. Det plejer at være gode psykologer der.
En anden mulighed var en selvhjælpsgruppe? Det har jeg erfaring for er en virkelig god mulighed, forudsat at det er personer i samme sitaution.
Desværre kan jeg ikke anvise et sted, hvor en sådan findes. Måske kan i selv samle en gruppe og så kontakte en instans, SR-bistand eller måske Røde Kors?
paprik@sol.dk

Har prøvet noget af det samme, hvis du har lyst til at skriver er min mail adr millenp@sol.dk