Forvirret som ind i fanden
Jeg skriver i bund og grund denne debat, fordi at jeg ganske enkelt ikke kan tale med nogen omkring det. Så her kommer min historie:
Da jeg mødte min kæreste slog han benene væk under mig med det samme! Jeg faldt, og jeg faldt hårdt! Han behandlede mig som en prinsesse og fik mig til at føle at jeg var levende og speciel! Jeg dansede nærmest 24 timer i døgnet, SÅ glad var jeg. Jeg elsker ham og jeg ved at han elsker mig. Ingen tvivl... Men allerede fra tidlig start af vores forhold forbød han mig at gå i byen og have kontakt med det andet køn udover min familie. Jeg har altid haft en god slat drenge-venner, som jeg bare fungerede super godt med og har kendt flere, flere år tilbage! Men alt dette har jeg kasseret for hans skyld. Han har altid været jaloux og det har jeg vidst, men efterhånden som tiden er gået er det bare kørt en lille smule af sporet. Jeg har været nødssaget til at slette min facebook profil, pga. hans jalouxi. Når jeg f.eks. går oppe i byen eller er ude, er jeg tit ude for at en masse fyre råber diverse ting efter mig og mange af dem har haft fundet mig på Facebook og skrevet, men jeg har aldrig nogensinde vist nogen som helst interesse tilbage! Men jeg slettede min facebook profil for at berolige ham. Jeg ønskede ikke at det skulle spolere vores tillidsbånd.
For nogen uger tilbage kom vi i et skænderi, hvor han stikker mig et par lussinger. (Det skal lige siges at det ikke er tøse-lussinger, men virkelig en fra højre!) og samtidig skulle jeg sige grimme ting om mig selv højt. Jeg blev selvfølgelig chokeret og meget skræmt. Efterfølgende er han bare begyndt at slå mig over de mindste ting, nedgøre mig verbalt, tager fat i mine fingre og vreder dem rundt samtidig med at jeg skal sige at jeg elsker ham og får mig til at få det dårligt omkring mig selv. Det er kommet så langt ud at han har fået mig til at "indrømme" at jeg selv fortjener det, men så snart jeg er alene og tænker over episoderne kommer græde turene! Sammen med ham, kan han få mig til at føle at det er en normal ting at stikke mig en flad, hvis jeg ikke lige gør som han mener er rigtigt, men så snart jeg er alene kan jeg sagtens se at det er et kæmpe problem. Han fortæller mig at han elsker mig så meget, at han er bange for at jeg skal gå fra ham og derfor bliver frustreret og ikke kan styre det selv. Jeg tør ikke gå fra ham, da jeg er bange for udfaldet, men når jeg er sammen med ham ønsker jeg det ikke? Eller gør jeg? Jeg føler mig meget fanget, specielt da jeg hver gang jeg går i seng alene - bare græder!!!!
Jeg ved i fleste vil kommentere denne tråd med "Gå fra ham", men jeg søger også nogle som måske har været eller er i nogenlunde samme båd. Jeg føler ikke at jeg kan komme ud af det.
Da jeg mødte min kæreste slog han benene væk under mig med det samme! Jeg faldt, og jeg faldt hårdt! Han behandlede mig som en prinsesse og fik mig til at føle at jeg var levende og speciel! Jeg dansede nærmest 24 timer i døgnet, SÅ glad var jeg. Jeg elsker ham og jeg ved at han elsker mig. Ingen tvivl... Men allerede fra tidlig start af vores forhold forbød han mig at gå i byen og have kontakt med det andet køn udover min familie. Jeg har altid haft en god slat drenge-venner, som jeg bare fungerede super godt med og har kendt flere, flere år tilbage! Men alt dette har jeg kasseret for hans skyld. Han har altid været jaloux og det har jeg vidst, men efterhånden som tiden er gået er det bare kørt en lille smule af sporet. Jeg har været nødssaget til at slette min facebook profil, pga. hans jalouxi. Når jeg f.eks. går oppe i byen eller er ude, er jeg tit ude for at en masse fyre råber diverse ting efter mig og mange af dem har haft fundet mig på Facebook og skrevet, men jeg har aldrig nogensinde vist nogen som helst interesse tilbage! Men jeg slettede min facebook profil for at berolige ham. Jeg ønskede ikke at det skulle spolere vores tillidsbånd.
For nogen uger tilbage kom vi i et skænderi, hvor han stikker mig et par lussinger. (Det skal lige siges at det ikke er tøse-lussinger, men virkelig en fra højre!) og samtidig skulle jeg sige grimme ting om mig selv højt. Jeg blev selvfølgelig chokeret og meget skræmt. Efterfølgende er han bare begyndt at slå mig over de mindste ting, nedgøre mig verbalt, tager fat i mine fingre og vreder dem rundt samtidig med at jeg skal sige at jeg elsker ham og får mig til at få det dårligt omkring mig selv. Det er kommet så langt ud at han har fået mig til at "indrømme" at jeg selv fortjener det, men så snart jeg er alene og tænker over episoderne kommer græde turene! Sammen med ham, kan han få mig til at føle at det er en normal ting at stikke mig en flad, hvis jeg ikke lige gør som han mener er rigtigt, men så snart jeg er alene kan jeg sagtens se at det er et kæmpe problem. Han fortæller mig at han elsker mig så meget, at han er bange for at jeg skal gå fra ham og derfor bliver frustreret og ikke kan styre det selv. Jeg tør ikke gå fra ham, da jeg er bange for udfaldet, men når jeg er sammen med ham ønsker jeg det ikke? Eller gør jeg? Jeg føler mig meget fanget, specielt da jeg hver gang jeg går i seng alene - bare græder!!!!
Jeg ved i fleste vil kommentere denne tråd med "Gå fra ham", men jeg søger også nogle som måske har været eller er i nogenlunde samme båd. Jeg føler ikke at jeg kan komme ud af det.