Forvirret, frustreret, men stadig forelsket...
Jeg er lige blevet sepereret fra min kone gennem KUN 6 mdr.
Der har været mange ting der ikke har været som de skulle være.
Hun har været meget urimelig og humørsyg.
Alt hvad der var galt var min skyld, jeg var ikke mand nok, jeg var superegoist og bedre vidende og jeg var fattig (fordi jeg ikke havde råd til at tage hende ud at spise eller rejse hele tiden). Det var bare nogle af de ting som hun sagde om mig. Og så var hun meget ude. Hun arb. jo på en natklub tors, fre og lørdag og mange af de andre dage var hun sammen med veninder om aftenen eller i byen til kl. 06:00 om morgenen.
En dag så jeg så en sms i hendes tlf, som jeg synes var lidt mistænksom og jeg konfronterede hende så med det, stille og roligt. Så flippede hun fuldstændig ud og overfaldte mig, tog kvælertag på mig og slog mig med knytnæver i ansigtet og på kroppen.
Det var i starten af sept. Derefter var forholdet så ikke helt det samme. Hun undskyldte og sagde at hun aldrig ville slå mig mere. Jeg tog hende til nåde. Jeg tror på at give den man elsker en chance til. Men jeg gav hende nogle ultimatumer. Jeg sagde at hun var nødt til at være mere hjemme og vi var nødt til at lave mere sammen og lærer hinanden bedere at kende.
Det gik hun lidt modvilligt med til. Det gik så okay i ca 3 uger. Så skulle hun til reklame films optagelse, hvor hun først kom hjem kl 06 om morgenen og havde fået en sms fra en kamera mand, kunne jeg se i hendes tlf.
Et par dage efter var hun på arb. og kom hjem kl 10:00 sammen med en veninde, begge var fulde. De drak og hørte høj musik til langt op ad eftermiddagen. Da veninden så var gået og Daniela gået i seng, kigede jeg i hendes tlf. Der havde hun fået en sms fra en fyr om at hun så godt ud og han ville ringe en af dagene. De følgende dage lagde jeg så en lille diktafon, som jeg har og ganske rigtigt ringede han. De havde en meget flirtende samtale og snakkede om at han skulle inviterer hende ud. Det var tydeligt at de ikke kendte hinanden,men hun kaldte ham alligevel smukke osv. Så den dag de havde aftalt at mødes havde jeg allieret mig med to af mine venner, der fulgte efter hende og ringede til mig og fortalte mig at hun havde mødtes med en fyr på trods af at hun havde sagt til mig at hun skulle til møde på sit arb. og skulle skynder sig for hun var allerede forsinket.
Alt dette og en masse andre små og store ting, så som at hun har løjet og manipuleret mig gjorde så at jeg tog konsekvensen og sagde at jeg ville skilles.
Det er hårdt og jeg er helt nede, for jeg har stadig meget stærke følelser for hende. Men jeg følte at jeg fik det værre og værre i juli, august og september. Jeg følte at forholdet var ved at "slå mig ihjel" jeg var ikke glad længere.
Men det er heller ikke glad nu. Mine drømme er væk. Vi var trods alt gift.
Jeg har altid følt at man kun gifter sig én gang og for mig var det for resten af livet. Jeg trode virkelig at jeg havde fundet den eneste ene.
Men endnu en gang blev mit hjerte blevet knust.
Mit problem er at jeg stadig elsker hende.
Hun er fra Brasillien og hun vil nu blive sendt hjem, fordi hendes grundlag for at være i Danmark er at vi er gift og bor sammen. På en eller anden måde giver dette mig virkelig dårlig samvittighed, for jeg ved hendes liv ikke vil være så godt som det var her. Men burde jeg ha' dårlig samvittighed?
Det skal siges at jeg mødte hende mens hun var sammen med en i min familie, hvor hun så var utro med mig. Så jeg har hele tiden været lidt på vagt.
Der har været mange ting der ikke har været som de skulle være.
Hun har været meget urimelig og humørsyg.
Alt hvad der var galt var min skyld, jeg var ikke mand nok, jeg var superegoist og bedre vidende og jeg var fattig (fordi jeg ikke havde råd til at tage hende ud at spise eller rejse hele tiden). Det var bare nogle af de ting som hun sagde om mig. Og så var hun meget ude. Hun arb. jo på en natklub tors, fre og lørdag og mange af de andre dage var hun sammen med veninder om aftenen eller i byen til kl. 06:00 om morgenen.
En dag så jeg så en sms i hendes tlf, som jeg synes var lidt mistænksom og jeg konfronterede hende så med det, stille og roligt. Så flippede hun fuldstændig ud og overfaldte mig, tog kvælertag på mig og slog mig med knytnæver i ansigtet og på kroppen.
Det var i starten af sept. Derefter var forholdet så ikke helt det samme. Hun undskyldte og sagde at hun aldrig ville slå mig mere. Jeg tog hende til nåde. Jeg tror på at give den man elsker en chance til. Men jeg gav hende nogle ultimatumer. Jeg sagde at hun var nødt til at være mere hjemme og vi var nødt til at lave mere sammen og lærer hinanden bedere at kende.
Det gik hun lidt modvilligt med til. Det gik så okay i ca 3 uger. Så skulle hun til reklame films optagelse, hvor hun først kom hjem kl 06 om morgenen og havde fået en sms fra en kamera mand, kunne jeg se i hendes tlf.
Et par dage efter var hun på arb. og kom hjem kl 10:00 sammen med en veninde, begge var fulde. De drak og hørte høj musik til langt op ad eftermiddagen. Da veninden så var gået og Daniela gået i seng, kigede jeg i hendes tlf. Der havde hun fået en sms fra en fyr om at hun så godt ud og han ville ringe en af dagene. De følgende dage lagde jeg så en lille diktafon, som jeg har og ganske rigtigt ringede han. De havde en meget flirtende samtale og snakkede om at han skulle inviterer hende ud. Det var tydeligt at de ikke kendte hinanden,men hun kaldte ham alligevel smukke osv. Så den dag de havde aftalt at mødes havde jeg allieret mig med to af mine venner, der fulgte efter hende og ringede til mig og fortalte mig at hun havde mødtes med en fyr på trods af at hun havde sagt til mig at hun skulle til møde på sit arb. og skulle skynder sig for hun var allerede forsinket.
Alt dette og en masse andre små og store ting, så som at hun har løjet og manipuleret mig gjorde så at jeg tog konsekvensen og sagde at jeg ville skilles.
Det er hårdt og jeg er helt nede, for jeg har stadig meget stærke følelser for hende. Men jeg følte at jeg fik det værre og værre i juli, august og september. Jeg følte at forholdet var ved at "slå mig ihjel" jeg var ikke glad længere.
Men det er heller ikke glad nu. Mine drømme er væk. Vi var trods alt gift.
Jeg har altid følt at man kun gifter sig én gang og for mig var det for resten af livet. Jeg trode virkelig at jeg havde fundet den eneste ene.
Men endnu en gang blev mit hjerte blevet knust.
Mit problem er at jeg stadig elsker hende.
Hun er fra Brasillien og hun vil nu blive sendt hjem, fordi hendes grundlag for at være i Danmark er at vi er gift og bor sammen. På en eller anden måde giver dette mig virkelig dårlig samvittighed, for jeg ved hendes liv ikke vil være så godt som det var her. Men burde jeg ha' dårlig samvittighed?
Det skal siges at jeg mødte hende mens hun var sammen med en i min familie, hvor hun så var utro med mig. Så jeg har hele tiden været lidt på vagt.