fortvivlet....har brug for råd....

Hej. Jeg er en ung mand/dreng/fyr på 21.
Mit problem er dette: for nogle måneder siden begyndte jeg at snakke meget med en pige over nettet. Vi havde tidligere mødtes til et teater-lignende arrangement, noget som vi begge er meget interesserede i og bruger en del af fritiden på. Over de sidste to måneder har vi så som sagt snakket utroligt meget sammen og er kommet til at kende hinanden virkeligt godt. En af grundene til, at vi er blevet så tætte er bl.a. at jeg havde store kærestesorger dengang vi først lærte hinanden at kende, og vi snakkede meget sammen omkring det der var sket etc.
For nogle uger skete der så noget. Hendes kæreste havde kort forinden slået op med hende, hvilket jeg var den første der fik at vide. Hun spurgte mig derefter direkte, om jeg var forelsket i hende, hvortil jeg svarede at det vidste jeg faktisk ikke. Men spørgsmålet satte mange tanker igang og dagen efter kunne jeg godt se, at svaret ikke var måske/ved ikke eller nej, men derimod ja. Der gik et par dage, hvor vi bare snakkede om løst og fast og ikke rigtigt om hvordan vi havde det med hinanden. Dog skete der så det, at hun en dag sendte mig et brev hvori der bl.a. stod at hvis jeg blev væk, ville hun gå til verdens ende for at finde mig..den slags ting...dog sagde hun, at det ikke var en kærligheds erklæring. Alligevel blev jeg naturligvis meget glad og den efterfølgende aften fortalte jeg så, at svaret på hendes tidligere spørgsmålet var ja. Hun sagde, at hun gengældte mine følelser, hvilket naturligvis kun gjorde mig endnu gladere.
Nu skulle man jo så tro, at alt ville være i den fineste orden, men ak..sådan går det ikke..
Det skal lige siges, at hun er 16 og jeg er 21. Desuden bor vi langt fra hinanden. Dog havde vi allerede tidligere snakket om, at ingen af os mente at alder eller afstand egenligt betød noget for vores venskab, for vi snakkede som sagt 100% ærligt om alt.
Grunden til jeg nu skriver herinde, er så den sidste uges tids hændelser. Vi havde snakket om vores følelser for hinanden i weekenden, og det virkede på mig som om hun vitterligt var forelsket i mig, hun sendte billeder, videoklips og sagde generelt bare mange søde ting. Dog skete det så en dag, at hun sagde, at hun så mig som en ven og ikke som en potentiel kæreste, hvilket naturligvis slog mig helt ud. Bare det, at hun allerede havde vægtet mig og ikke fundet mig god nok, uden at vi overhovedet havde mødtes for real, delt et knus eller et kys eller noget gjorde mig utroligt ked af det. Det fortalte jeg hende. Hun blev også ked af det, og sagde at det ikke var sådan ment. Det med at få en kæreste har aldrig været et problem for hende og hun sagde, at venner betyder meget mere end kærester for hende. Desuden sagde hun, at den primære grund til hun ikke kunne se mig som en kæreste, var at hendes venner og familie måske ikke ville kunne forstå et sådant forhold (mellem en 16 og 21 årig).
Nu står jeg så tilbage med en følelse af håbløshed og tomhed inden i mig. Jeg holder virkeligt meget af hende, er faktisk fristet til at sige at jeg elsker hende, og ved at hun ihvertfald på et tidspunkt har haft de samme følelser for mig (hvilket hun siger hun stadigvæk har, samt at hun aldrig har været forelsket før...).
Mit spørgsmål til jer herinde er så, hvad i synes jeg bør gøre. Bare tanken om ikke at være sammen med hende er nok til at få mig til nærmest at tudbrøle. Ud over det betyder hun virkeligt meget for mig som en ven, og de sidste par dage har jeg følt, at vi langtsomt er begyndt at glide fra hinanden. Selvom hun ved hvordan jeg har det, har sagt og skrevet det til hende, er følelsen der alligevel. Tanken om at miste hende er simpelthen så skræmmende, at jeg bliver totalt fortvivlet. Nogle af mine venner og mine forældre mener, at hun nok bare er usikker på sine følelser etc, eftersom det forhold hun næsten lige er kommet ud af har varet næstent et år. Selv ved jeg ikke helt hvad jeg skal tro...vil helst sige til at mig selv, at det bare er et spørgsmål om tid og at stole på, at de ting hun har sagt og gjort har en betydning, men alligevel er der nætter hvor jeg ikke sover fordi jeg tænker på hende, og dage hvor jeg stort ikke laver andet end at græde og tænke på, om jeg nu er ved at miste hende for altid.
Er der nogen som kan hjælpe❓Alle tanker, meninger og idéer vil blive værdsat...
Mvh den fortvivlede.

Det er noget af en sørgelig situation du står i og selvom jeg selv har prøvet noget lignende så ved jeg ikke helt hvordan man skal få det skrevet ned men det er godt nok heller ikke grunden til at jeg skriver så det vel lige godt...
Jeg sad som sagt og læste hele din tekst igennem da jeg så faldt over at du skrev "Jeg holder virkeligt meget af hende, er faktisk fristet til at sige at jeg elsker hende" der syntes jeg altså ikke man skal tænke så meget da det er hvad dine følelser for hende er! så helt klart skal du da sige at du elsker hende så højt som du nu end måtte gøre for man kan aldrig sige for mange søde ord, bare så længe man mener det!🙂
herregud det er jo kun 5 års forskel og det betyder altså ikke særlig meget i mine øjne da kærlighed og venskab ingen alder har! så jeg synes da bestemt at i skal hoppe ud i det og prøve at stable et godt og lykkeligt forhold sammen og se om i er det helt rigtige for hinanden!
men prøv dig frem og lad dit hjerte tag roret i sådanne situationer, og så tænk lige en ekstra gang når nu du bliver fristet til at sige hvad du i sandhed føler for nogen fordi hvem ved om det kunne være sidste chance man har? hellere sige at du elsker hende en gang for meget end en gang for lidt! når, men en masse held og lykke fra mig af!

helt ærligt, tror du den kærlighed kan holde i det virkelige liv? jeg vil ikke være lyseslukker, men I har aldrig været i stue sammen, I har ikke set hinanden i øjnene, I kender ikke hinandens stemme, lugt osv. Tænk hvis I ikke kan lide hinanden ved nærmere eftersyn? At sige at du elsker en pige du aldrig har mødt, lyder i mine ører som luftkasteller. Kom ned på jorden og svar dig selv helt ærligt: er du forelsket i tanken om pigen eller er det ægte kærlighed? Kærlighed til en du faktisk ikke kender? Min mand og jeg fandt hindanden via nettet, men vi var da bestemt ikke forelskede i hinanden inden vi mødtes. Vi var interesserede, helt bestemt, og gav det derfor en chance et neutralt sted (restaurant). Det møde førte til ægteskab, men der gik nogen tid med kaffe, middag og lange samtaler i telefon. Det er nu 5 år siden og vi er så glade stadigvæk. Nettet er et godt sted at møde en partner, men pas på du ikke forblindes af den romantiske stemning der opstår. Ikke for at være sortseer, men for at du skal kunne tackle en skuffelse. Prøv at foreslå at I mødes, men hav en "flugtplan" klar hvis det viser sig at du har lyst til at stikke af. Sig f.eks. at du skal videre til familietræf (det kan jo "aflyses").
Hvis hun ikke vil, er der nok ingen grobund ogs så må du prøve igen. Men hold hovedet koldt lidt længere tid. Held og lykke

Alder.... Jeg har altid været af den overbvisning at alder har en betydning specielt når det er i teenagealderen.
Men trods min overbevisning er jeg idag af en anden. jeg har en lillesøster på 16 der har en kæreste på 21. De har da deres problemer men jeg blev meget overrasket over hvor glade de er for hinanden. Jeg har altid tænkt for mig selv at når hun ikke er ældre så kan det ikke lade sig gøre, men det kan det de har snart været sammen 1 år og har det stadig meget godt sammen.
Så jeg syntes du skal hænge i. lad hende lige tænke lidt giv hende tid og det tror jeg godt du kan hvis du virkelig er så glad for hende som du siger du er...
Håber det hjalp lidt....
Mvh. cij