Far? eksisterer du overhovedet?

Far du forlod mig i tårer, du kiggede ikke tilbage, gik blot din vej. Har du altid været så fej? Har du altid været imbecil og egoistisk?
Min had til dig er forsvundet, nu har jeg bare ondt af dig.
Du er en svag mand, uden følelser og tanker for nogen. En far som dig vil jeg aldrig nogensinde ønske for nogen. Hvordan kan du være den du er? Er du mon gift nu og har fået børn? Stakkels børn, de kender ikke til din baggrund, som verdens værste far! Jeg ved, vi ved, at vores fortid ingen endelse har. Husk på, tænk på, at der er en teenager ved navnet Maria, din forbandede datter, som har ondt af dig, jeg længes efter at se dig, se dit chokerende ansigt lyse op til mig, når vi engang mødes, for jeg ved med sikkerhed at vi kommer til det, jeg vil opsøge dig, det har jeg lovet mig selv at jeg vil gøre.
Jeg er ikke typen der bare giver op, jeg er typen som vil have det hele på plads, og mit liv far, mit liv skal sættes på plads, efter jeg har snakket med dig. Mere har jeg ikke at sige.
- Maria

Hej du. Jeg skrev for nogle få dage siden et indlæg om usynlige fædre. Efterlyste svar på hvordan nogle mænd bare kan vende deres børn ryggen og lade som ingen ting. Jeg fik et par reaktioner og næste dag var mit indlæg væk. Jeg er ikke et forladt barn selv, havde en dejlig vidunderlig far der elskede mig højt og var der for mig.
Han er død nu. Og jeg savner ham altid. Han er dog lovlig undskyldt. Jeg troede jo alle fædre var sådan og derfor blev jeg svært rystet da min søn blev svigtet af sin far som 12 årig. Min næste søn som jeg fik ni år efter med en anden mand, blev svigtet af sin far som 15 årig. Jeg fatter ikke det kunne ske. Og slet ikke 2 gange i træk. Jeg har følt med mine unger og og lidt med dem, samtidig med jeg gjorde hvad jeg kunne for at de ikke skulle føle sig svigtet og uelskede. Det kan man jo ikke. Følelsen at at være svigtet er der uanset hvad alle andre siger. Det skal komme fra faderen selv. Og han er usynlig. Jeg får stor lyst til at holde om dig og fortælle dig igen og igen at du er et smukt og elsket barn af universet og at din far er en fattig stakkel der siger nej tak til så meget skønhed og kærlighed. Oppe i dit hoved ved du forhåbentlig godt det ikke er din skyld. Men hvad med følelsen? Den sidder der endnu som en skygge. Hvad stiller man op med den slags mennesker?
Jeg håber du lærer at leve med det og at du få chancen for at konfrontere din far. Selvom han måske ikke fatter dybden at de stiksår han har påført dig, for du ihvertfald renset ud i såret. Du virker som en stærk pige og en pige jeg ville være stolt af at være mor til. Mine sønner som nu er voksne har endnu ikke kofronteret deres fædre. Men jeg håber de gør det en skønne dag. For deres egen skyld. Al muligt held og lykke til dig. Du fortjener det. Kærlig hilsen en mor

Mit råd til dig.. Se at få talt ud med ham, så hurtigt du kan.. vent ikke du kan risikerer at han pludselig dør og så er du virkelig på røven, for så er det for sent..
Jeg troede at jeg havde tid nok og ikke behøvede at skynde mig, og var nok lidt naiv, da jeg i mange år, håbede at min far ville opsøge mig..
En dag ringer telefonen og beskeden lød: Hvis du vil se din far inden vi slukker for respiratoren, så kom med det samme.. og da havde jeg ikke set eller talt med ham i
ca 14 år.. (vi havde jo tid nok.. troede jeg)
Han var faldet ned af en trappe, og var herefter erklæret hjerne død.... Jeg fik aldrig svar på alle mine spørgsmål.. Og det er noget som jeg skal leve med resten af mine dage.. hvilket engang i mellem er svært
Så derfor.. Se at få snakket ud eller gør et forsøg...
Ingen ved hvad morgendagen bringer og så.. HELD OG LYKKE
Cassidy

du kan gøre er at opsøge ham ,og lad være med straks at bebrejde ham en hel masse, for du ved ikke hvad der er foregået imellem ham og din mor til fulde, voksne har sommetider nogle problemer som børn har svært ved at forstå!!Men opsøg for din egen skyld så du kan komme af med den klump du har i din mave det er vigtigt så du igen kan lære at stole på menesker du kan være sikker på at din far tænker på dig!!

at han nu også tænker på sin datter?
Jeg er helt enig i at voksne ikke altid (kan) fortæller børn alt hvad der er foregået i mellem dem, og at faren derfor måske k a n gå rundt og ønske at se sin datter, men ikke gør det - det lyder dog ikke sådan på datterens indlæg?
Nogle - ikke mange - men nogle, er jo kyniske nok til ikke at ville se deres børn. Og det må de børn få støtte til at leve med - lære at leve et godt liv uden den bio-far.

En del børn bliver født pga. et enkelt sexuelt forhold, hvor
kvinden bliver gravid pga. en smutter, og så har manden
ikke lyst til at se sit barn. Så barnet bliver bare nød til at
leve med det.
Et faderskab har intet at gøre med den biologiske far, men
den far der vedkender sig at være barnets far. Så hun burde
elske sin stedfar, hvis moderen har en sød og rar mand.

Mange tak for dit brev, det har virkelig rørt mig. Jeg ønsker dig også al lykke. Selvom jeg ikke kender dig, kan jeg føle, at du er en meget sød og forstående mor. Endnu engang; Tak, af hele mit hjerte.
Kærlig hilsen Maria.

Hej Maria,
Jeg mærker på mange unge piger at de har det samme problem som du. Jeg er i øvrigt en psykolog, som prøver på at skrive en bog, som måske kommer til at hedde 'Skyld' om ting, som gik galt efter Kvindefrigørelsen i 70'erne.
Mænd blev dengang udsat for en masse anklager om undertrykkelse, etc. Vi har aldrig været gode til at forsvare os selv, og generelt kom en krise for mænd.
Dette betød at kvinder begyndte at opdrage på os, fordi feministerne havde lært dem at kvinder var bedre menensker, end vi.
Det var selvsagt meget krænkende for mænd, det er megetsvært for mænd a tblive krænkede, - fordi vi har en rest af stolthed, som vi selv har svært ved at forstå.
Jeg mener at alt tyder på at din far holdt meget af dig, men frygtede igen at blive trådt på.
Kvinder skriver almindeligvis meget godt. Når du har en rolig stund, så prøv at skrive et brev til din far.
Og læg det så bort i nogle dage og se så, om der er for mange følelser i det, til at din far vil kunne forstå det.
Når du har fået skrevet et roligt brev, hvor du forklarer din far at du ikke forstår ham, og håber han vil forklare sig, så send det!
Prøv om du kan gøre noget i denne retning!
held og lykke!
frede