Fakta om 3 enigheden. bare nogle af mange.
denne lære.“ — 1956, bd. XXVII, s. 294L.
I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs [Platon, 4. årh. f.v.t.] opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.
John L. McKenzie, S.J., siger i sin Dictionary of the Bible: „Til definition af treenigheden, tre personer der i væsen er ét, bruges udtryk som ’person’ og ’væsen’, der er hentet fra gr[æsk] filosofi; disse udtryk findes ikke i Bibelen. De forskellige formuleringer opstod som følge af langvarige stridigheder hvorunder disse og andre udtryk . . . fejlagtigt af nogle teologer blev anvendt om Gud.“ — New York, 1965, s. 899.
New Catholic Encyclopedia siger: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. Men det er denne formulering der har førsteret på betegnelsen Treenighedsdogmet. Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — 1967, bd. XIV, s. 299.
I The Encyclopedia Americana står der: „Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk [troede på Gud som én person]. Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ — 1956, bd. XXVII, s. 294L.
Sådan var og er det.
Treenighedslæren er svindel og afgudsdyrkelse. Udenfor enhver tvivl.
I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs [Platon, 4. årh. f.v.t.] opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.
John L. McKenzie, S.J., siger i sin Dictionary of the Bible: „Til definition af treenigheden, tre personer der i væsen er ét, bruges udtryk som ’person’ og ’væsen’, der er hentet fra gr[æsk] filosofi; disse udtryk findes ikke i Bibelen. De forskellige formuleringer opstod som følge af langvarige stridigheder hvorunder disse og andre udtryk . . . fejlagtigt af nogle teologer blev anvendt om Gud.“ — New York, 1965, s. 899.
New Catholic Encyclopedia siger: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. Men det er denne formulering der har førsteret på betegnelsen Treenighedsdogmet. Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — 1967, bd. XIV, s. 299.
I The Encyclopedia Americana står der: „Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk [troede på Gud som én person]. Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ — 1956, bd. XXVII, s. 294L.
Sådan var og er det.
Treenighedslæren er svindel og afgudsdyrkelse. Udenfor enhver tvivl.
