Et dukkehjem.

Jeg har lige læst ”et dukkehjem” af Henrik Ibsen.
Til dem der ikke kender bogen, er min problemstilling kort fortalt, at Nora den kvindelige hovedfigur, forlader sin mand og tre børn, da hun nægtes retten til at være et menneske og føler hun bliver behandlet, som en dukke.
Helmer hendes mand, erkender selv, at han ikke har været eksemplarisk og lover at ændre sig.
– dog flytter hun alligevel.

Nogen der kender denne problematik i det virkelige?
Hvad er det, der sker når ens partner ikke længere kan/ønsker, at udvikle sig, i et parforhold - trods lovning på forandring fra det modsatte?
Findes der kvinder i dag, der forlader mand og børn for selvrealismens skyld? – og er det ok?
Hvis ”ja” hvordan kan man efterlade sine børn, hvis ikke man mener, at ens mand er ”værdig” til en selv?
:) Krampen

Jeg har ikke selv læst "Et dukkehjem", men nogle gange kan jeg godt generelt som kvinde opleve at blive behandlet som en dukke forstået på den måde, at nogle mænd ser det som deres ret at styre alting.
Da jeg ikke har læst bogen, kender jeg ikke årsagen til, at kvinden ikke føler, at manden er hende værdig. Derfor kan jeg heller ikke svare på, om jeg synes, at det er ok at efterlade sine børn hos ham for at realisere sig selv. Selvfølgelig har man et ansvar for sine børn, men hvis man ikke kan klare ikke at få lov til at realisere sig selv, kan man diskutere, om det overhovedet ville være gavnligt for børnene, at man bliver. Vil børnene ikke have mere udbytte af en tilfreds og kærlig mor, som dog ikke er til stede i det daglige i stedet for en frustreret mor, der ikke har det psykiske overskud til dem?

Når du skriver, at du som kvinde generelt, har oplevet, at blive behandlet som en dukke, ved jeg ikke om det er fra din partners side?
Men...
Værdigheden der ikke findes på baggrund af ”nedgørelsen” at blive behandlet som en dukke, fra Helmer/manden side, gør at hun vælger, at flytte.

Mit tankespind går på, hvis ikke hun Nora/kvinden finder Helmer/manden værdig, hvordan kan hun så tilbyde hendes børn, at blive tilbage ved denne elendige mand?
Altså, hun flytter selv fra elendigheden – men synes den er ok for hendes børn?
Så...
Hvis nu du har forståelsen og du har oplevet, som kvinde at blive behandlet, som en dukke, ville du så være i stand til at efterlade din mand, for derefter at tilbyde dine børn opvæksten, hos ham? - for selvudfoldelsen skyld?
Men jo jeg kan sagtens følge og vil gerne give dig ret i dit det skrevne, at børnene ville have mere gavn af en mor, der har ressourcerne.
Ved bare ikke om det er essensen i dette her? – For er det ensbetydende med, at man ingen overskud har, fordi man bliver behandlet, som en dukke?
:) Krampen