Er kærligeheden det værd?

Vi kender alle sammen til kærestesorger... Lange ensomme aftener, hvor alt virker håbløst! Hverdagen fungerer ikke længere, man glæder sig bare til at være alene!
Det er nok den mest modbydelige følelse i verden... Er kærligheden det værd? Tja.. Man havde det jo fantastisk, da man var sammen med ens udkårne... Men retfærdiggører det den smerte man måske må igennem bagefter?!...
Kan man overhovedet sætte pris på kærligheden? Er al den efterfølgende smerte kærligheden værd?
Vi slider hårdt i det for at få lov til at møde kærligheden, også selvom det kun er for et kort øjeblik... Ka' det betale sig?
Jeg kender godt ordsproget; "Hellere have oplevet ulykkelig kærlighed end slet ikke have oplevet kærligheden".. Men hvis man så havde oplevet ulykkelig kærlighed, ville man så ikke blive ved med at søge den lykkelige kærlighed?.. Hvad hvis man aldrig fandt den? Ville det være bedre ik' at have oplevet kærlighed, og så bare leve i uvished om de følelser det medbringer?
Eller gør kærlighed livet værd at leve?...

Hej filosof
Jeg vil bestemt sige at kærligheden gør livet værd at leve!!! alt det gode overskygger jo altid alt det dårlige!!!
Du må have det godt og tro på kærligheden!!!
hilsen sweetgirl

Ja. Kærligheden gør livet værd at leve.
Ja. Kærligheden kan være smertefuld.
Livet er langt. Og alle ønsker vel et eller andet sted at have en livsledsager. Én som man kan stole på - én der kender en helt ind til sjælen - én der aldrig svigter - én der vil dele de gode og de svære stunder i livet.
Nogle mennesker finder hurtigt deres livsledsager. Nogle af dem gør det, fordi de vitterligt HAR fundet ham/hende.
Andre, fordi de er bange for at blive ensomme og hvor de så tager "det første, det bedste".
Det kan også ske, at man selv mener, at NU har man fundet den rette. Man er lykkelig, man slapper af og pludselig en dag får man chokket: Glæden og kærligheden var ikke gensidig.
Det gør ondt. Det kan føles så ondt og smertefuldt, at man får lyst til at lukke al kærlighed ude af sit liv.
Det ville være en fejl at gøre det. For på trods af smerten og savnet, så har det også lært én noget. Og det man har lært, det kan man bruge næste gang man møder en spirende forelskelse og kærlighed.
Erfaring gør rigere - også selv om det kan være svært, (for ikke at virke umuligt), i situationen.
Det er vigtigt at bevare håbet og lysten til kærlighed. Bevare det - helhjertet. For ellers virker man ubevidst tillukket og afvisende overfor andre mennesker. Og så risikerer man at forblive ensom.
Der skal være tid til at slikke sine sår. Man skal være glad og føle sig fri, helt ind i hjertet, før man søger igen. Er man ikke det, kan man risikere at såre et andet menneske. Et menneske, som troede, at DU var den rette.
Kærlighed ER det værd, det hele værd.
Man kan ikke gardere sig imod at blive svigtet.
Desværre er livet indrettet sådan, at det man har kært, det kan man miste.
Familie, venner, børn og kærligheden.
Men hvis man lukker alle de ting ude, for at undgå smerten, så vil vil man få et endnu mere ulykkeligt liv. Ensomhed, som man selv har valgt kan være varig.
Ensomhed som man ikke har valgt, det vil med tiden afløses af glæde og liv igen.
Giv dig selv lov til at elske - helhjertet. Lev mens du gør det.
Livet er fuld af oplevelser. Gode og dårlige. Nogen gange gør det ondt og virker håbløst, men der er en mening med det. Og det bliver altid godt igen.

jeg vil holde 100% med Eliza Day.....